Artikel XVI. Om samfundsordenen

53 Den sekstende artikel godtager modstanderne uden nogen indvending. I den har vi bekendt, at det er tilladt for en kristen at beklæde et offentligt embede, sidde til doms, afgøre sager efter de kejserlige love og andre gældende love, fastsætte retfærdige straffe, føre retfærdige krige, gøre tjeneste som soldat, indgå lovlige aftaler, eje ejendom, aflægge ed, når øvrigheden kræver det, og indgå ægteskab, og endelig, at lovlige borgerlige ordninger er gode skabninger af Gud og guddommelige ordninger, som en kristen trygt kan bruge.

54 Hele dette emne om forskellen mellem Kristi rige og det verdslige rige er blevet forklaret til gavn [til en overordentlig stor trøst for mange samvittigheder] i vores teologers skrifter, [nemlig] at Kristi rige er åndeligt [idet Kristus regerer ved Ordet og ved prædikenen], det vil sige, at det i hjertet begynder kundskaben om Gud, gudsfrygten og troen, den evige retfærdighed og det evige liv. Samtidig tillader det os i det ydre at bruge de lovlige samfundsordninger hos ethvert folk, vi lever iblandt, ligesom det tillader os at bruge lægekunsten eller

55 bygningskunsten eller mad, drikke og luft. Evangeliet giver heller ikke nye love om samfundsordenen, men befaler, at vi skal adlyde de gældende love, hvad enten de er givet af hedninger eller af andre, og at vi i denne lydighed skal øve kærlighed. For Karlstadt var vanvittig, da han ville pålægge os Moses' retslove.

56 Om disse emner har vores teologer skrevet mere udførligt, fordi munkene havde udbredt mange skadelige meninger i kirken. De kaldte ejendomsfællesskab for evangeliets samfundsordning, og de sagde, at det ikke at eje noget og ikke at søge sin ret ved domstolene [ikke at have hustru og børn] var evangeliske råd. Disse meninger formørker i høj grad evangeliet og det åndelige rige [så man slet ikke forstod, hvad Kristi kristne eller åndelige rige er; de blandede det verdslige rige sammen med det åndelige, og deraf kom megen uro og mange oprør og skadelig lære], og de er farlige for samfundet.

57 For evangeliet ophæver ikke staten eller familien [køb, salg og andre borgerlige ordninger], men godkender dem langt snarere og befaler os at adlyde dem som en guddommelig ordning, ikke kun for straffens skyld, men også for samvittighedens skyld.

58 Julian den Frafaldne, Kelsos og mange andre indvendte mod de kristne, at evangeliet ville rive staterne i stykker, fordi det forbød at søge sin ret og lærte visse andre ting, som slet ikke passede til et borgerligt fællesskab. Disse spørgsmål gav Origenes, Gregor af Nazianz og andre forunderligt meget at bryde hovedet med, selv om de faktisk meget let kan besvares, hvis vi holder fast ved, at evangeliet ikke indfører love om samfundsordenen, men er syndernes forladelse og begyndelsen til et nyt liv i de troendes hjerter. Desuden godkender det ikke blot de ydre regeringer, men underlægger os dem, Rom 13,1, ligesom vi af nødvendighed er underlagt årstidernes love, vinterens og sommerens skiften, som guddommelige ordninger. [Dette er ingen hindring for det åndelige rige.]

59 Evangeliet forbyder at tage sig selv til rette [for at ingen skal gribe ind i øvrighedens embede]. Kristus indskærper det så ofte, for at apostlene ikke skulle tro, at de burde tage magten fra dem, der havde den, sådan som jøderne drømte om Messias' rige. De skulle tværtimod vide, at de skulle lære om det åndelige rige, og at det ikke ændrer samfundsordenen. Derfor er det at tage sig selv til rette forbudt, ikke som et råd, men som et bud, Matt 5,39; Rom 12,19. Den offentlige retshåndhævelse, som sker gennem øvrighedens embede, frarådes ikke, men er befalet og er en Guds gerning ifølge Paulus, Rom 13,1ff. De forskellige former for offentlig retshåndhævelse er nu retsafgørelser,

60 dødsstraf, krige og krigstjeneste. Det er tydeligt, hvor forkert mange forfattere har dømt om disse ting [nogle lærere har lært så skadelige vildfarelser, at næsten alle fyrster, herrer, riddere og tjenere anså deres stand for verdslig, ugudelig og fordømmelig osv. Og det kan ikke fuldt udtrykkes med ord, hvor usigelig stor fare og skade det har ført med sig for sjælene og samvittighederne]. De var nemlig fanget i den vildfarelse, at evangeliet er en ydre, ny og klosterlig styreform, og så ikke, at evangeliet bringer hjerterne evig retfærdighed [lærer, hvordan et menneske for Gud og i sin samvittighed bliver forløst fra synd, helvede og djævelen], mens det i det ydre godkender samfundsordenen.

61 Det er også en yderst tom indbildning, at det skulle være kristen fuldkommenhed ikke at eje noget. For kristen fuldkommenhed består ikke i at foragte de borgerlige ordninger, men i hjertets indstilling, i stor gudsfrygt og stor tro. Sådan var Abraham, David og Daniel – også midt i stor rigdom og mens de udøvede borgerlig magt – ikke mindre

62 fuldkomne end nogen eneboer. Men munkene [især barfodsmunkene] har stillet dette ydre hykleri frem for menneskers øjne, så man ikke kunne se, hvori den sande fuldkommenhed består. Hvor har de ikke rost og fremhævet dette ejendomsfællesskab, som om det var

63 evangelisk! Men denne ros er yderst farlig, især fordi den afviger meget fra Skriften. For Skriften befaler ikke, at ejendom skal være fælles. Tværtimod skelner loven i De ti bud mellem de enkeltes ejendomsret, når den siger: «Du må ikke stjæle», 2 Mos 20,15, og den befaler hver enkelt at beholde sit eget. Wyclif rablede åbenlyst, da han sagde, at præster ikke måtte eje noget.

64 Der findes uendelige diskussioner om kontrakter, og gode samvittigheder kan aldrig få ro i dem, medmindre de kender reglen, at det er tilladt for en kristen at bruge de borgerlige ordninger og love. Denne regel beskytter samvittighederne, når den lærer, at kontrakter er lovlige for Gud i netop det omfang, som øvrigheden eller lovene godkender dem.

65 Hele dette emne om de borgerlige forhold er blevet fremstillet så klart af vores teologer, at meget mange gode mænd, som har deres virke i staten og i erhvervslivet, har erklæret, at de har haft stor gavn af det. Før var de plaget af munkenes mening og i tvivl om, hvorvidt evangeliet tillod disse borgerlige embeder og forretninger. Vi har derfor gennemgået disse ting, for at også de udenforstående kan forstå, at den lære, vi følger, ikke undergraver øvrighedens myndighed og alle borgerlige ordningers værdighed, men tværtimod styrker dem så meget mere [og at det kun er denne lære, der giver sand undervisning om, hvor overordentlig herligt et embede, fuldt af gode kristne gerninger, regenternes embede er]. Tidligere var disse tings betydning i høj grad formørket af de tåbelige klosterlige meninger, som satte fattigdommens og ydmyghedens hykleri langt højere end staten og familien, selv om staten og familien har Guds befaling, mens dette platoniske fællesskab [klostervæsenet] ikke har det.