Artikel XV (VIII). Om menneskelige traditioner i kirken

1 I den femtende artikel godtager de den første del, hvor vi siger, at man skal holde de kirkeskikke, som kan holdes uden synd, og som gavner fred og god orden i kirken. Den anden del fordømmer de helt. Dér siger vi, at menneskelige traditioner, der er indstiftet for at formilde Gud, fortjene nåde og yde fyldestgørelse for synder, strider mod evangeliet.

2 Vi har ganske vist i selve Bekendelsen talt udførligt nok om traditionerne, da vi behandlede forskellen på madvarer. Alligevel skal nogle ting kort gentages her.

3 Vi regnede med, at modstanderne ville forsvare de menneskelige traditioner med andre begrundelser. Men vi havde ikke troet, at det skulle komme så vidt, at de ville fordømme denne artikel: at vi ikke fortjener syndernes forladelse eller nåde ved at holde menneskelige traditioner. Da denne artikel nu er blevet fordømt,

4 har vi en let og klar sag. Modstanderne judaiserer nu åbenlyst og undertrykker åbenlyst evangeliet med dæmoners lærdomme. Skriften kalder nemlig traditionerne dæmoners lærdomme, når man lærer, at religiøse skikke tjener til at fortjene syndernes forladelse og nåde. For så formørker de evangeliet, Kristi velgerning og

5 troens retfærdighed. [For de strider lige så direkte mod Kristus og evangeliet, som ild og vand strider mod hinanden.] Evangeliet lærer, at vi ved troen uforskyldt, for Kristi skyld, modtager syndernes forladelse og bliver forsonet med Gud. Modstanderne derimod indsætter en anden mellemmand, nemlig disse traditioner. For deres skyld vil de opnå syndernes forladelse; for deres skyld vil de formilde Guds vrede. Men Kristus siger klart i Matt 15,9: «Forgæves dyrker de mig, idet de lærer det, som er menneskebud.»

6 Vi har ovenfor udførligt gennemgået, at mennesker bliver retfærdiggjort ved troen, når de tror, at de har en forsonet Gud, ikke på grund af vores gerninger, men uforskyldt, for Kristi skyld. Det er sikkert, at dette er evangeliets lære, for Paulus lærer klart i Ef 2,8–9: «For af nåden er I blevet frelst ved tro, og dette skyldes ikke jer selv, gaven er Guds,

7 ikke på grund af gerninger.» Men disse folk siger, at mennesker fortjener syndernes forladelse ved disse menneskelige skikke. Hvad er det andet end at indsætte en anden, der retfærdiggør, en anden mellemmand end Kristus?

8 Paulus siger til galaterne i Gal 5,4: «Kristus er blevet til ingen nytte for jer, I som bliver retfærdiggjort ved loven.» Det vil sige: Hvis I mener, at I ved at holde loven fortjener at blive regnet for retfærdige over for Gud, vil Kristus intet gavne jer. For hvad skal de med Kristus, som mener, at de er retfærdige ved selv at holde

9 loven? Gud har stillet Kristus frem med det løfte, at han vil være os nådig på grund af denne mellemmand og ikke på grund af vores retfærdighed. Men disse folk mener, at Gud bliver forsonet og nådig på grund af traditionerne og ikke på grund af Kristus. Dermed tager de æren som mellemmand fra Kristus.

10 Hvad denne sag angår, er der heller ingen forskel på vores traditioner og Moses' ceremonier. Paulus fordømmer Moses' ceremonier, ligesom han fordømmer traditionerne, fordi man regnede dem for gerninger, der fortjener retfærdighed over for Gud. Derved blev Kristi embede og troens retfærdighed formørket. Derfor udelukker han både loven og traditionerne og hævder, at syndernes forladelse er lovet, ikke på grund af vores gerninger, men uforskyldt, for Kristi skyld, når blot vi tager imod den ved troen. For løftet modtages kun

11 ved troen. Da vi altså modtager syndernes forladelse ved troen, og da vi ved troen har en nådig Gud for Kristi skyld, er det en vildfarelse og ugudelighed at påstå, at vi fortjener syndernes forladelse på grund af disse skikke.

12 Hvis nogen her ville sige, at vi ganske vist ikke fortjener syndernes forladelse, men at de, der allerede er retfærdiggjort, fortjener nåde ved disse traditioner, så svarer Paulus igen i Gal 2,17: Kristus ville være syndens tjener, hvis vi efter retfærdiggørelsen skulle mene, at vi fra nu af ikke regnes for retfærdige for Kristi skyld, men først skal fortjene det ved andre skikke. Og i Gal 3,15 står der: «Selv en pagt mellem mennesker føjer ingen noget til.» Derfor må vi heller ikke føje noget til Guds pagt, hvor han lover at være os nådig for Kristi skyld. Vi må ikke tilføje, at vi først ved disse skikke skal fortjene at blive regnet for antagne og retfærdige.

13 Men hvorfor bruge lang tid på det? Ingen tradition er indstiftet af de hellige fædre med den hensigt, at den skulle fortjene syndernes forladelse eller retfærdighed. De er indstiftet for den gode ordens skyld i kirken og

14 for roens skyld. Og når nogen vil indstifte bestemte gerninger for at fortjene syndernes forladelse eller retfærdighed, hvordan vil han så vide, at disse gerninger behager Gud, når han ikke har Guds ords vidnesbyrd for det? Hvordan vil han uden Guds bud og ord kunne forsikre mennesker om Guds vilje? Forbyder Gud ikke overalt hos profeterne mennesker at indstifte deres egne former for gudsdyrkelse uden hans bud? I Ez 20,18–19 står der: «Følg ikke jeres fædres forskrifter, hold jer ikke til deres love, og gør jer ikke urene med deres afguder. Jeg er Herren, jeres Gud. Følg mine forskrifter, hold mine love, og gør efter dem.»

15 Hvis mennesker har lov til at indstifte religiøse skikke og fortjene nåde ved dem, så må man godkende alle hedningernes religiøse skikke, og man må godkende de skikke, som Jeroboam indstiftede (1 Kong 12,26ff), og som andre indstiftede uden for loven. For hvad er forskellen? Hvis vi har haft lov til at indstifte religiøse skikke, som kan fortjene nåde eller retfærdighed, hvorfor havde hedningerne og israelitterne så ikke samme lov?

16 Men hedningernes og israelitternes religiøse skikke blev forkastet, netop fordi de mente, at de ved dem fortjente syndernes forladelse og retfærdighed, og alligevel

17 ikke kendte [den højeste gudstjeneste,] troens retfærdighed. Endelig: Hvordan kan vi vide med sikkerhed, at skikke, som mennesker har indstiftet uden Guds bud, retfærdiggør, når man intet kan fastslå om Guds vilje uden Guds ord? Hvad nu, hvis Gud ikke godkender denne gudsdyrkelse? Hvordan kan modstanderne så påstå, at den retfærdiggør? Uden Guds ord og vidnesbyrd kan man ikke påstå det. Og Paulus siger i Rom 14,23: «Alt det, som ikke er på grund af tro, er synd.» Men da denne gudsdyrkelse ikke har noget vidnesbyrd i Guds ord, må samvittigheden tvivle på, om den behager Gud.

18 Og hvorfor spilde ord på noget så åbenlyst? Hvis modstanderne forsvarer denne menneskelige gudsdyrkelse som noget, der fortjener retfærdiggørelse, nåde og syndernes forladelse, så opretter de ganske enkelt Antikrists rige. For Antikrists rige er en ny gudsdyrkelse, udtænkt af menneskelig myndighed, som forkaster Kristus. På samme måde har Muhammeds rige en gudsdyrkelse og gerninger, som det mener at blive retfærdiggjort ved over for Gud, og det tror ikke, at mennesker bliver retfærdiggjort over for Gud uforskyldt, ved troen, for Kristi skyld. Så vil også pavedømmet være en del af Antikrists rige, hvis det på denne måde forsvarer menneskelig gudsdyrkelse som noget, der retfærdiggør. For æren tages fra Kristus, når de lærer, at vi ikke bliver retfærdiggjort uforskyldt ved troen, for Kristi skyld, men ved en sådan gudsdyrkelse. Det gælder især, når de lærer, at en sådan gudsdyrkelse ikke blot er nyttig til retfærdiggørelse, men også nødvendig. Det mener de ovenfor i artikel VII, hvor de fordømmer os, fordi vi siger, at det ikke er nødvendigt for kirkens sande enhed, at de skikke, som mennesker har indstiftet, er ens overalt.

19 Dan 11,38 viser, at ny menneskelig gudsdyrkelse vil være selve Antikrists riges form og forfatning. For han siger: «Men på sin plads skal han ære kræfternes gud, og en gud, som hans fædre ikke kendte, skal han dyrke med guld og sølv og kostbare sten.» Her beskriver han en ny gudsdyrkelse, for han siger, at man skal dyrke en sådan gud, som

20 fædrene ikke kendte. For selv om de hellige fædre selv havde både skikke og traditioner, mente de ikke, at disse ting var nyttige eller nødvendige til retfærdiggørelse. De formørkede ikke Kristi ære og embede, men lærte, at vi bliver retfærdiggjort ved troen for Kristi skyld og ikke for denne menneskelige gudsdyrkelses skyld. Men de holdt menneskelige skikke af hensyn til den legemlige nytte: for at folket kunne vide, hvornår de skulle samles; for at alt i kirkerne kunne ske ordentligt og sømmeligt, så det var et godt eksempel; og endelig for at det almindelige folk kunne få en slags opdragelse. For skiftende tider og forskellige skikke hjælper til at minde det almindelige folk om tingene.

21 Disse grunde havde fædrene til at holde fast ved skikkene, og af de samme grunde mener også vi, at det er rigtigt at holde fast ved traditionerne [de gode skikke]. Og vi undrer os meget over, at modstanderne [i strid med alle apostlenes skrifter, i strid med Det Gamle og Det Nye Testamente] hævder, at traditionerne har et andet formål, nemlig at fortjene syndernes forladelse, nåde eller retfærdiggørelse. Hvad er det andet end at ære Gud med guld og sølv og kostbare sten [som Daniel siger], det vil sige at mene, at Gud bliver forsonet ved forskellige dragter, udsmykninger og lignende skikke [mange slags kirkeudsmykning, faner, lys], som der er uendeligt mange af i de menneskelige traditioner?

22 Paulus skriver til kolossenserne i Kol 2,23, at traditionerne har et skin af visdom. Og det har de virkelig. For denne gode orden klæder kirken godt og er derfor nødvendig. Men den menneskelige fornuft forstår ikke troens retfærdighed og forestiller sig derfor af natur, at sådanne gerninger retfærdiggør mennesker, fordi

23 de forsoner Gud osv. Sådan tænkte det almindelige folk blandt israelitterne, og ud fra denne opfattelse forøgede de den slags ceremonier, ligesom de er vokset hos os i klostrene [ligesom man i vores tid grundlægger det ene alter efter det andet og den ene kirke efter den anden].

24 Sådan dømmer den menneskelige fornuft også om legemlige øvelser og faste. Formålet med dem er at holde kødet i tømme, men fornuften tilføjer fejlagtigt, at de er en gudsdyrkelse, der retfærdiggør. Som Thomas skriver: «Faste tjener til at udslette og forhindre skyld.» Det er Thomas' ord. Sådan bedrager skinnet af visdom og retfærdighed i sådanne gerninger menneskene. Dertil kommer helgenernes eksempler [når de siger: Den hellige Frans bar en hætte osv.]; og når mennesker vil efterligne dem, efterligner de for det meste de ydre øvelser, men deres tro efterligner de ikke.

25 Når dette skin af visdom og retfærdighed har bedraget menneskene, følger der uendeligt meget ondt. Evangeliet om troens retfærdighed i Kristus bliver formørket, og en tom tillid til sådanne gerninger træder i stedet. Dernæst bliver Guds bud formørket. Disse gerninger tager navnet et fuldkomment og åndeligt liv og bliver sat langt over de gerninger, Guds bud kræver [de sande, hellige, gode gerninger], såsom gerningerne i ens eget kald, samfundets styrelse, husstandens ledelse, ægteskabet og børnenes opdragelse.

26 Sammenlignet med disse ceremonier bliver de andre gerninger anset for verdslige, så mange udfører dem med en vis tvivl i samvittigheden. For det er velkendt, at mange har forladt deres virke i det offentlige styre og ægteskabet for at tage disse skikke op som noget bedre og helligere [de er gået i kloster for at blive hellige og åndelige].

27 Og det er ikke nok med det. Når den opfattelse har taget magten i sindene, at sådanne skikke er nødvendige til retfærdiggørelse, bliver samvittighederne grebet af en elendig angst, fordi de ikke kan overholde alle skikkene til punkt og prikke. For hvor mange er der, som overhovedet kunne regne alle disse skikke op? Der findes uhyre bøger, ja, hele biblioteker, som ikke indeholder en stavelse om Kristus, om troen på Kristus eller om de gode gerninger i ens eget kald, men kun samler overleveringerne og de fortolkninger, som undertiden gør dem ganske strenge og

28 undertiden lemper dem. [De skriver om forskrifter som fasten i fyrre dage, de fire kanoniske tidebønner osv.] Hvor plages ikke den fremragende mand Gerson, mens han søger efter forskrifternes grader og rækkevidde! Alligevel kan han ikke fastsætte ἐπιείκειαν [rimelig lempelse] på en bestemt grad [og han kan ikke finde nogen sikker grad, hvor han trygt kunne love hjertet vished og fred]. Imens beklager han dybt de farer for de gudfrygtige samvittigheder, som denne strenge fortolkning af overleveringerne fører med sig.

29 Lad os derfor væbne os med Guds ord mod dette skin af visdom og retfærdighed i menneskelige skikke, som bedrager mennesker. Og lad os først og fremmest vide, at de hverken fortjener syndernes forladelse eller retfærdiggørelse for Gud, og at de heller ikke er nødvendige til retfærdiggørelse.

30 Vi har ovenfor anført nogle vidnesbyrd, og Paulus er fuld af dem. I Kol 2,16–17 siger han klart til kolossenserne: «Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller hvad angår fester eller nymåne eller sabbat, som er en skygge af det kommende, men kroppen tilhører Kristus.» Her omfatter han på én gang både Moseloven og de menneskelige overleveringer, så modstanderne ikke efter deres vane kan slippe uden om disse vidnesbyrd med den udflugt, at Paulus kun taler om Moseloven. Men han vidner klart her om, at han taler om menneskelige overleveringer. Modstanderne ser imidlertid ikke, hvad de selv siger: Hvis evangeliet siger, at Moses' ceremonier, som var indstiftet af Gud, ikke retfærdiggør, hvor meget mindre gør så de menneskelige overleveringer det!

31 Biskopperne har heller ikke magt til at indstifte gudstjenester, som om de retfærdiggjorde eller var nødvendige til retfærdiggørelse. Ja, apostlene siger i ApG 15,10: «Hvorfor sætter I så nu Gud på prøve ved at lægge et åg …» osv., hvor Peter kalder denne hensigt om at bebyrde kirken en stor synd. Og Paulus forbyder i Gal 5,1 galaterne

32 igen at lade sig underkaste slaveriets åg. Derfor er det apostlenes vilje, at denne frihed skal bestå i kirken: at ingen gudstjenester efter loven eller efter overleveringerne skal anses for nødvendige (sådan som ceremonierne i loven for en tid var nødvendige), for at troens retfærdighed ikke skal blive formørket, når folk mener, at disse gudstjenester fortjener retfærdiggørelse eller er nødvendige til retfærdiggørelse.

33 Mange søger i overleveringerne forskellige ἐπιεικείας [lempelser] for at hele samvittighederne, og alligevel finder de ingen sikre grader, som kan befri samvittighederne fra disse lænker.

34 Men ligesom Alexander én gang for alle løste den gordiske knude ved at hugge den over med sit sværd, da han ikke kunne løse den op, sådan befrier apostlene én gang for alle samvittighederne fra overleveringerne, især hvis det læres, at man fortjener retfærdiggørelse ved dem. Apostlene tvinger os ved deres lære og deres eksempel til at modsætte os denne lære. De tvinger os til at lære, at overleveringerne ikke retfærdiggør, at de ikke er nødvendige til retfærdiggørelse, og at ingen bør

35 indføre eller modtage overleveringer i den tro, at de fortjener retfærdiggørelse. Hvis nogen så alligevel overholder dem, skal han overholde dem uden overtro som borgerlige skikke, ligesom soldater uden overtro klæder sig på én måde

36 og lærde på en anden [ligesom jeg betragter det at gå i tysk dragt blandt tyskerne og i fransk dragt blandt franskmændene som det at følge landets skik og ikke som et middel til at blive frelst]. Apostlene bryder overleveringer og bliver undskyldt af Kristus; for farisæerne skulle ved et eksempel se, at disse

37 gudstjenester er unyttige. Og hvis vore folk forsømmer nogle overleveringer, som kun er til ringe gavn, er de nu tilstrækkeligt undskyldt, når disse overleveringer kræves, som om de fortjente retfærdiggørelse. For en sådan opfattelse af overleveringerne er ugudelig [en vildfarelse, som ikke kan tåles].

38 Men de gamle overleveringer, som er blevet indført i kirken for nyttens og rolighedens skyld [som de tre store højtider, helligholdelsen af søndagen og lignende], bevarer vi gerne, og vi fortolker dem på en mere mådeholden måde,

39 så den opfattelse udelukkes, at de retfærdiggør. Og vore fjender anklager os falsk for at afskaffe gode ordninger og kirketugt. For vi kan sandfærdigt erklære, at kirkernes offentlige orden er mere sømmelig hos os end hos modstanderne [at den sande gudsdyrkelse holdes på en mere kristelig og hæderlig måde i vore kirker]. Og hvis nogen vil se rigtigt på det, følger vi kanones mere trofast [de kirkelige forordninger] end modstanderne gør. [For modstanderne træder skamløst de mest ærværdige kanones under fode, ligesom de gør med Kristus og evangeliet.]

40 Hos modstanderne holdes messerne af uvillige præster og af folk, der er lejet for betaling, og meget ofte kun for betalingens skyld. De synger salmer, ikke for at lære eller bede [for de fleste forstår ikke et vers i salmerne], men for gudstjenestens skyld, som om denne gerning var en gudstjeneste, eller i det mindste for lønnens skyld. [Alt dette kan de ikke nægte. Nogle retskafne blandt dem skammer sig endda over denne handel og erklærer, at gejstligheden trænger til reformation.] Hos os går mange til nadveren [frivilligt og uden tvang] hver søndag, men først efter at de er blevet undervist, overhørt [om de kender og forstår noget af Fadervor, Trosbekendelsen og De ti bud] og har fået tilgivelse. Børnene synger salmer for at lære [for at blive fortrolige med skriftsteder]; også folket synger [latinske og tyske salmer] for enten at lære eller bede. Hos

41 modstanderne findes der overhovedet ingen katekismusundervisning af børnene, skønt selv kanones giver påbud om den. Hos os er præsterne og kirkernes tjenere forpligtet til offentligt [og privat] at undervise og overhøre de unge; og denne ceremoni bærer den bedste frugt. [Og katekismen er ikke noget rent barnligt som at bære faner og lys, men en meget gavnlig undervisning.]

42 Hos modstanderne holdes der i mange egne [som i Italien og Spanien] ingen prædikener hele året undtagen i fasten. [Her burde de råbe op og med rette klage bittert; for det betyder med ét slag fuldstændig at vælte al gudsdyrkelse. For af alle gudstjenester er den største, helligste, mest nødvendige og højeste den, som Gud har krævet som den højeste i det første og det andet bud, nemlig at prædike Guds ord. For prædikeembedet er det højeste embede i kirken. Hvis nu denne gudstjeneste forsømmes, hvordan kan der så være kundskab om Gud, læren om Kristus eller evangeliet?] Men den fornemste gudstjeneste er at undervise i evangeliet. Og når modstanderne endelig prædiker, taler de om menneskelige overleveringer, om helgendyrkelse [om vievand] og lignende småting, som folket med rette væmmes ved; derfor går folk allerede fra dem i begyndelsen, så snart evangelieteksten er læst op. [Den skik er måske opstået, fordi folket ikke ville høre de andre løgne.] Nogle få bedre begynder nu at tale om gode gerninger; men om troens retfærdighed, om troen på Kristus og om samvittighedernes trøst siger de intet; ja, denne mest helsebringende del af evangeliet håner de med deres skældsord. [Denne velsignede lære, det kostbare, hellige evangelium, kalder de luthersk.]

43 I vore kirker handler alle prædikener derimod om emner som disse: om omvendelse, om gudsfrygt, om troen på Kristus, om troens retfærdighed, om samvittighedernes trøst ved troen, om troens øvelser; om bønnen, hvordan den skal være, og at vi skal være fuldt forvissede om, at den virker, at den bliver hørt; om korset; om øvrighedens myndighed og alle borgerlige ordninger [ligeledes om, hvordan enhver i sin stand skal leve kristent og af lydighed mod Herren Guds befaling skal forholde sig til enhver verdslig ordning og lov]; om forskellen mellem Kristi rige, det åndelige rige, og de politiske forhold; om ægteskabet; om børns opdragelse og undervisning; om kyskhed; om alle kærlighedens gerninger.

44 Ud fra denne tilstand i kirkerne kan man bedømme, at vi omhyggeligt holder fast ved kirketugt, gudfrygtige ceremonier og gode kirkeskikke.

45 Om kødets dødelse og legemets tugt lærer vi, som bekendelsen siger, at en sand og ikke en påtaget dødelse sker gennem korset og de trængsler, som Gud øver os med [når Gud bryder vores vilje og pålægger kors og trængsel]. I dem må vi adlyde Guds vilje, som Paulus siger i Rom 12,1: «bring jeres kroppe som et levende … offer». Det er frygtens og troens åndelige øvelser.

46 Men ud over denne dødelse, som sker gennem korset [og som ikke afhænger af vores vilje], er det også nødvendigt med en frivillig form for øvelse, som Kristus taler om i Luk 21,34: «Men vogt jer at jeres hjerter ikke på et tidspunkt sløves af svir og druk.» Og Paulus i 1 Kor 9,27: «Jeg disciplinerer min krop og holder den under kontrol» osv.

47 Og disse øvelser skal foretages, ikke fordi de er gudstjenester, der retfærdiggør, men for at holde kødet i tømme, så overmætheden ikke overvælder os og gør os sikre og ligegyldige; for så giver mennesker efter for kødets tilbøjeligheder og adlyder dem. Denne flid skal være vedvarende,

48 for den har Guds vedvarende befaling. Men den foreskrevne ordning med bestemte retter og tider hjælper intet [som erfaringen viser] til at holde kødet i tømme. For den er mere overdådig og kostbar end andre måltider [for de brugte flere penge og øvede større frådseri med fisk og forskellige fastespiser, end når fasten ikke blev holdt], og ikke engang modstanderne overholder den ordning, som kanones foreskriver.

49 Dette emne om overleveringerne rummer mange og vanskelige stridsspørgsmål, og vi har selv erfaret, at overleveringerne i sandhed er snarer for samvittighederne. Når de kræves som nødvendige, piner de på forunderlig vis den samvittighed, der har forsømt en eller anden skik [sådan som gudfrygtige hjerter i sandhed erfarer det, når de i de kanoniske tidebønner har forsømt kompletoriet (aftenbønnen) eller på lignende måde har forbrudt sig mod dem]. På den anden side har afskaffelsen af dem sine egne onder og sine egne

50 spørgsmål. [Omvendt rejser det også tvivl og spørgsmål at lære fuldstændig frihed, for almindelige mennesker har brug for ydre tugt og vejledning.] Men vores sag er let og ligetil, for modstanderne fordømmer os, fordi vi lærer, at menneskelige traditioner ikke fortjener syndernes forladelse. De kræver også, at de såkaldt almindelige traditioner holdes som nødvendige for retfærdiggørelsen [og sætter dem i Kristi sted]. Her har vi Paulus som en standhaftig forkæmper; overalt fastholder han, at disse skikke hverken retfærdiggør eller er nødvendige ud over troens retfærdighed.

51 Alligevel lærer vi, at brugen af friheden i disse ting skal holdes sådan i ave, at de uerfarne ikke tager anstød og på grund af misbrug af friheden bliver endnu mere fjendtlige over for evangeliets sande lære. Vi lærer også, at man ikke uden rimelig grund skal ændre noget i de vante kirkeskikke, men at man for at bevare enigheden skal holde de gamle skikke, som kan holdes uden synd eller uden stor ulempe.

52 Og netop på denne rigsdag har vi tilstrækkeligt vist, at vi for kærlighedens skyld ikke nægter at holde middelting (adiafora) sammen med andre, selv om de kan medføre en vis ulempe. Vi har nemlig ment, at en sådan offentlig enighed, som virkelig kunne opnås uden at krænke samvittighederne, skulle foretrækkes frem for alle andre fordele [alle andre mindre vigtige ting]. Men om hele dette emne vil vi tale senere, når vi behandler klosterløfterne og den kirkelige myndighed.