Artikel XX. Om gode gerninger

78 I den tyvende artikel skriver de udtrykkeligt, at de forkaster og fordømmer vores sætning om, at mennesker ikke fortjener syndernes forladelse ved gode gerninger. [Læg godt mærke til det!] De erklærer klart og tydeligt, at de forkaster og fordømmer denne artikel. Hvad skal man sige til noget så åbenlyst?

79 Her viser konfutationens forfattere åbent, hvilken ånd de drives af. For hvad står mere fast i kirken end dette, at syndernes forladelse sker uforskyldt for Kristi skyld, og at Kristus, ikke vores gerninger, er sonofferet for synderne? Som Peter siger i ApG 10,43: «Om ham vidner profeterne at enhver som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.» [Dette stærke vidnesbyrd fra alle de hellige profeter kan med rette kaldes en beslutning fra den katolske, kristne kirke. For allerede en enkelt profet er højt agtet hos Gud og en skat, der er hele verden værd.] Vi vil hellere give denne profeternes kirke vores tilslutning end disse forkastede forfattere af konfutationen, der så skamløst spotter Kristus.

80 Der har ganske vist været skribenter, som mente, at mennesker efter syndernes forladelse er retfærdige for Gud, ikke ved troen, men ved selve gerningerne. Men de mente ikke dette: at selve syndernes forladelse sker på grund af vores gerninger og ikke uforskyldt for Kristi skyld.

81 Derfor kan man ikke tåle den gudsbespottelse, at vores gerninger tillægges den ære, der tilkommer Kristus. Disse teologer har nu helt mistet al skam, når de vover at føre en sådan opfattelse ind i kirken. Vi tvivler heller ikke på, at Hans Kejserlige Majestæt og rigtig mange af fyrsterne aldrig ville have ladet dette sted blive stående i konfutationen, hvis man havde gjort dem opmærksom på det.

82 Her kunne vi anføre utallige vidnesbyrd fra Skriften og fra kirkefædrene [om, at denne artikel helt sikkert er guddommelig og sand, og at den er den hellige, guddommelige sandhed. For der er knap en stavelse, knap et blad i Bibelen, i Den Hellige Skrifts vigtigste bøger, hvor dette ikke siges klart]. Men vi har også ovenfor sagt nok om dette emne. Og der er ikke brug for flere vidnesbyrd for den, der ved, hvorfor Kristus er givet os, og som ved, at Kristus er sonofferet for vores synder. [Gudfrygtige, fromme hjerter, som godt ved, hvorfor Kristus er givet, og som ikke for alle verdens ejendele og riger ville undvære Kristus som vores eneste skat, vores eneste mellemmand og forløser, må her blive forfærdede og rystede over, at Guds hellige ord og sandhed så åbenlyst bliver foragtet og fordømt af stakkels mennesker.] Esajas siger i Es 53,6: «Herren lagde alle vores misgerninger på ham.» Modstanderne derimod [beskylder Esajas og hele Bibelen for at lyve og] lærer, at Gud ikke lægger vores misgerninger på Kristus, men på vores [usle] gerninger. Vi har heller ikke lyst til at nævne her, hvilken slags gerninger [rosenkranse, pilgrimsrejser og lignende] de lærer.

83 Vi ser, at der er forberedt en forfærdelig dom mod os, og den ville forskrække os endnu mere, hvis vi stred om tvivlsomme eller ubetydelige spørgsmål. Men nu forstår vores samvittighed, at modstanderne fordømmer den åbenlyse sandhed, som kirken nødvendigvis må forsvare, og som øger Kristi ære. Derfor foragter vi let verdens rædsler og vil med frimodig ånd bære, hvad vi end skal lide for Kristi ære og til gavn for kirken.

84 Hvem ville ikke glæde sig over at dø i bekendelsen af sådanne artikler som disse: at vi får syndernes forladelse ved troen, uforskyldt for Kristi skyld, og at vi ikke fortjener syndernes forladelse ved vores gerninger?

85 [Erfaringen viser – og munkene må selv indrømme det –] de frommes samvittigheder vil ikke have nogen tilstrækkelig sikker trøst mod syndens og dødens rædsler og mod djævelen, der frister til fortvivlelse [og som på et øjeblik blæser alle vores gerninger bort som støv], hvis de ikke ved, at de skal stole på, at de har syndernes forladelse uforskyldt for Kristi skyld. Denne tro holder hjerterne oppe og gør dem levende i den voldsomste kamp mod fortvivlelsen [i den store dødsangst, i den store nød, når ingen skabning kan hjælpe, ja, når vi skal forlade hele denne synlige skabning og gå over i en anden tilstand og en anden verden og skal dø].

86 Derfor er sagen så stor, at vi for dens skyld ikke bør vige tilbage for nogen fare. Hvem du end er, som har givet vores bekendelse din tilslutning: «Vig ikke for de onde, men gå tværtimod så meget dristigere frem» [citat fra Vergil, Æneiden 6,95], når modstanderne med trusler, tortur og straffe forsøger at drive den trøst bort fra dig, som denne vores artikel tilbyder hele kirken [men stol i stedet med frejdighed og glæde fast på Gud og Herren Jesus, og bekend glad denne åbenlyse sandhed imod hele verdens tyranni, vrede, trusler og rædsler, ja, imod tyrannernes daglige mord og forfølgelse. For hvem vil lade sig berøve denne store, ja, evige trøst, som hele den kristne kirkes frelse afhænger af? Enhver, der tager Bibelen og læser den med alvor, vil snart se, at denne lære har sit grundlag overalt i Bibelen].

87 Den, der søger vidnesbyrd fra Skriften, som kan give hans sind fast grund, vil ikke mangle dem. For Paulus råber, som man siger, af sine lungers fulde kraft i Rom 3,24–25 og 4,16, at synderne forlades uforskyldt for Kristi skyld. «Derfor er løftet af tro,» siger han, «for at det kan være efter nåde så at løftet kan stå fast.» Det vil sige: Hvis løftet afhang af vores gerninger, ville det ikke stå fast. Hvis syndernes forladelse blev givet på grund af vores gerninger, hvornår skulle vi så vide, at vi havde fået den? Hvornår skulle en forskræmt samvittighed finde en gerning, som den kunne regne for tilstrækkelig til at formilde Guds vrede?

88 Men vi har talt om hele sagen ovenfor. Derfra kan læseren hente vidnesbyrdene. For den uværdige behandling af emnet har afpresset os det, vi her fremfører – ikke en drøftelse, men en klage over, at de på dette punkt udtrykkeligt har skrevet, at de ikke godkender denne vores artikel: at vi får syndernes forladelse, ikke på grund af vores gerninger, men ved troen og uforskyldt for Kristi skyld.

89 Modstanderne anfører også vidnesbyrd, som fælder dem selv, og det er umagen værd at gengive nogle af dem. De citerer 2 Pet 1,10: «Arbejd på at befæste jeres kaldelse» osv. Nu ser du, læser, at vores modstandere ikke har spildt deres kræfter på at lære logik, men forstår kunsten at udlede af Skriften, hvad de end har lyst til [hvad enten det stemmer med Skriften eller ej, og hvad enten slutningen er rigtig eller forkert. For de slutter sådan]: «Befæst jeres kaldelse ved gode gerninger.» Altså fortjener gerningerne syndernes forladelse. En meget behagelig måde at ræsonnere på! Man kunne argumentere på samme måde om en mand, der var dømt til døden, men hvis straf var blevet eftergivet: «Øvrigheden befaler, at du fremover skal holde dig fra det, der tilhører andre. Altså har du fortjent at få straffen eftergivet, fordi du nu holder dig fra det, der tilhører andre.»

90 At argumentere sådan er at gøre noget til en årsag, som ikke er en årsag. For Peter taler om de gerninger, der følger efter syndernes forladelse, og han lærer, hvorfor de skal gøres, nemlig for at kaldelsen kan stå fast, det vil sige for at de ikke skal falde fra deres kaldelse, hvis de synder igen. Gør gode gerninger, for at I kan blive i jeres kaldelse, og for at I [ikke igen falder fra, bliver kolde og] ikke mister kaldelsens gaver. De blev givet jer tidligere, ikke på grund af de gerninger, der følger efter, og nu bevares de ved troen. For troen bliver ikke i dem, der mister Helligånden og forkaster omvendelsen. Som vi har sagt ovenfor, findes troen i omvendelsen.

91 De anfører andre vidnesbyrd, som ikke hænger bedre sammen. Til sidst siger de, at denne opfattelse blev fordømt for tusind år siden, på Augustins tid. Også det er helt forkert. For Kristi kirke har altid holdt fast ved, at syndernes forladelse fås uforskyldt. Ja, det var pelagianerne, der blev fordømt, for de hævdede, at nåden gives på grund af vores gerninger.

92 Desuden har vi ovenfor tilstrækkeligt vist, at vi mener, at gode gerninger nødvendigvis skal følge troen. «For vi ophæver ikke loven,» siger Paulus i Rom 3,31, «vi bekræfter tværtimod loven.» For når vi ved troen har modtaget Helligånden, følger opfyldelsen af loven nødvendigvis, og derved vokser kærligheden, tålmodigheden, kyskheden og Åndens andre frugter efterhånden frem.