Artikel XXI (IX). Om påkaldelse af helgener

1 Den enogtyvende artikel fordømmer de uden forbehold, fordi vi ikke kræver, at man påkalder helgenerne. Og om intet andet emne taler de mere veltalende og vidtløftigt. Alligevel opnår de ikke andet end at vise, at helgenerne skal æres, og at de helgener, der lever, beder for andre – som om påkaldelsen af døde helgener af den grund skulle være nødvendig.

2 De henviser til Cyprian, fordi han bad Cornelius, mens denne endnu levede, om at bede for brødrene, når han gik bort. Med dette eksempel beviser de påkaldelsen af de døde. De citerer også Hieronymus mod Vigilantius. «På denne mark» [i denne sag], siger de, «overvandt Hieronymus Vigilantius for elleve hundrede år siden.» Sådan jubler modstanderne, som om krigen allerede var afsluttet. Og disse æsler ser ikke, at der hos Hieronymus mod Vigilantius ikke står en stavelse om påkaldelse. Han taler om at ære helgenerne, ikke om at påkalde dem.

3 Heller ikke de øvrige gamle forfattere før Gregor har nævnt påkaldelse. Denne påkaldelse har i hvert fald – sammen med de meninger om overførsel af fortjenester, som modstanderne nu lærer – ikke de gamle forfatteres vidnesbyrd for sig.

4 Vores bekendelse godkender, at man ærer helgenerne. Her må man nemlig godkende en tredobbelt ære. Den første er taksigelse. Vi bør nemlig takke Gud, fordi han har vist os eksempler på barmhjertighed, fordi han har vist, at han vil frelse mennesker, og fordi han har givet kirken lærere eller andre gaver. Disse gaver bør fremhæves, for de er de største, og helgenerne selv, som trofast har brugt dem, bør roses, ligesom Kristus roser de trofaste forvaltere,

5 Matt 25,21.23. Den anden ære er, at vores tro styrkes: Når vi ser, at Peter fik sin fornægtelse tilgivet, bliver også vi opmuntret til så meget desto fastere at tro, at nåden

6 virkelig bliver endnu større end synden, Rom 5,20. Den tredje ære er efterfølgelsen, først af troen, dernæst af de andre dyder, som enhver bør efterligne, hver efter sit kald.

7 Disse sande former for ære kræver modstanderne ikke. De strides kun om påkaldelsen, som – selv hvis den ikke var farlig – alligevel ikke er nødvendig.

8 Desuden indrømmer vi også, at englene beder for os. Der er nemlig et vidnesbyrd i Zak 1,12, hvor en engel beder: Herre Sebaot, hvor længe vil du være uden barmhjertighed mod

9 Jerusalem? Hvad helgenerne angår, indrømmer vi, at ligesom de, mens de levede, bad for hele kirken i almindelighed, sådan beder de også i himlen for kirken i almindelighed – selv om der ikke findes noget vidnesbyrd i Skriften om, at de døde beder, bortset fra drømmen i 2 Makk 15,14. Men selv om vi antager, at helgenerne nok så meget beder for kirken,

10 så følger det dog ikke deraf, at de skal påkaldes. Vores bekendelse siger da også kun, at Skriften ikke lærer, at man skal påkalde helgenerne eller bede helgenerne om hjælp. Men da hverken et bud, et løfte eller et eksempel kan fremføres fra Skriften om påkaldelse af helgener, følger det, at samvittigheden ikke kan være sikker på noget, når det gælder denne påkaldelse. Og da bøn skal ske i tro, hvordan ved vi så, at Gud godkender denne påkaldelse? Hvordan ved vi uden Skriftens vidnesbyrd, at helgenerne hører hver enkelts bønner?

11 Nogle tillægger ligefrem helgenerne guddommelighed, nemlig at de kan skelne de tavse tanker i vores sind. De strides om morgen- og aftenerkendelse, måske fordi de er i tvivl om, hvorvidt helgenerne hører os om morgenen eller om aftenen. Disse ting finder de på, ikke for at ære helgenerne, men for at forsvare indbringende gudstjenester.

12 Modstanderne kan ikke fremføre noget mod denne begrundelse: Da påkaldelsen ikke har noget vidnesbyrd fra Guds ord, kan man ikke fastslå, at helgenerne forstår vores påkaldelse, eller – selv hvis de forstår den – at Gud godkender den. Derfor

13 bør modstanderne ikke tvinge os til noget usikkert, for en bøn uden tro er ikke en bøn. Og hvad angår deres henvisning til kirkens eksempel, er det tydeligt, at dette er en ny skik i kirken. Selv om de gamle bønner nævner helgenerne, påkalder de dem nemlig ikke. Denne nye påkaldelse i kirken er dog noget andet end den påkaldelse, som enkeltpersoner foretager.

14 Dernæst kræver modstanderne ikke blot påkaldelse i helgendyrkelsen, men de overfører også helgenernes fortjenester til andre og gør helgenerne ikke blot til forbedere, men også til forsonere. Det kan på ingen måde tåles. For her bliver den ære, som alene tilkommer Kristus, helt overført til helgenerne. De gør dem nemlig til mellemmænd og forsonere, og selv om de skelner mellem mellemmænd i forbøn og mellemmænd [mellemmanden] i forløsning, gør de dog helt åbenlyst helgenerne til mellemmænd i forløsning.

15 Men selv påstanden om, at de er mellemmænd i forbøn, fremsætter de uden Skriftens vidnesbyrd. Og hvor ærbødigt det end siges, formørker den alligevel Kristi embede og overfører den tillid til barmhjertighed, som skyldes Kristus, til helgenerne. For folk forestiller sig, at Kristus er strengere og helgenerne lettere at formilde, De stoler mere på helgenernes barmhjertighed end på Kristi barmhjertighed, og de flygter fra Kristus [som fra en tyran] og søger helgenerne. Sådan gør de dem i virkeligheden til mellemmænd i forløsning.

16 Derfor vil vi vise, at de virkelig gør helgenerne ikke blot til forbedere, men til forsonere, det vil sige til mellemmænd i forløsning. Her nævner vi endnu ikke det almindelige folks misbrug [hvor åbenlys afgudsdyrkelse der drives ved valfarterne]. Vi taler stadig om doktorernes meninger. Hvad resten angår, kan selv de uerfarne [det almindelige folk] dømme.

17 Hos en forsoner skal to ting være til stede. For det første skal der være et Guds ord, så vi med sikkerhed kan vide, at Gud vil forbarme sig over og høre dem, der påkalder ham ved denne forsoner. Et sådant løfte findes om Kristus, Joh 16,23: Hvis I beder Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Om helgenerne findes der ikke noget sådant løfte. Derfor kan samvittighederne ikke have fast tillid til, at vi bliver bønhørt, når vi påkalder helgenerne. Denne påkaldelse

18 sker altså ikke i tro. Dernæst har vi også buddet om at påkalde Kristus, jf. Matt 11,28: Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder osv., og det er helt sikkert også sagt til os. Og Esajas siger, Es 11,10: På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkene; det skal hedningerne søge. Og Sl 45,13: Selv de rige blandt folket skal søge din gunst. Og Sl 72,11.15: Ja, alle konger skal kaste sig ned for ham. Og lidt efter: Man skal altid bede for ham. Og i Joh 5,23 siger Kristus: for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Og Paulus siger i bøn i 2 Thess 2,16–17: Men han selv, vores Herre Jesus Kristus og Gud vores Far … trøste jeres hjerter og styrke jer. [Alle disse steder handler om Kristus.] Men hvilket bud, hvilket eksempel kan modstanderne fremføre fra Skriften om påkaldelse af helgener?

19 Det andet, der hører til en forsoner, er, at hans fortjenester er stillet frem som fortjenester, der gør fyldest for andre, og som ved Guds tilregnelse bliver givet til andre, for at de ved dem, ligesom ved deres egne fortjenester, kan regnes for retfærdige. Ligesom når en ven betaler en gæld for en ven: Så bliver skyldneren frigjort ved en andens fortjeneste, som om det var hans egen. Sådan bliver Kristi fortjenester givet os, for at vi, når vi tror på ham, kan regnes for retfærdige ved vores tillid til Kristi fortjenester, som om vi havde vores egne fortjenester.

20 Og ud fra begge dele, nemlig løftet og fortjenesterne, der gives os, opstår tilliden til barmhjertigheden [på begge dele må en kristen bøn være grundet]. En sådan tillid til Guds løfte og også til Kristi fortjenester skal vi bære frem, når vi beder. For vi bør virkelig være forvissede både om, at vi bliver bønhørt for Kristi skyld, og om, at vi ved hans fortjenester har en forsonet Far.

21 Her kræver modstanderne for det første, at vi påkalder helgenerne, selv om de hverken har Guds løfte, et bud eller et eksempel fra Skriften. Og alligevel får de folk til at have større tillid til helgenernes barmhjertighed end til Kristi, selv om Kristus har befalet os at komme til ham

22 og ikke til helgenerne. For det andet overfører de helgenernes fortjenester til andre, ligesom Kristi fortjenester. De kræver, at vi stoler på helgenernes fortjenester, som om vi blev regnet for retfærdige på grund af helgenernes fortjenester, på samme måde som vi regnes for retfærdige ved Kristi fortjenester. Her finder vi ikke på noget.

23 Ved afladen siger de, at de overfører helgenernes fortjenester [som fyldestgørelse for vores synder]. Og Gabriel, fortolkeren af messens kanon, erklærer frejdigt: Efter den orden, Gud har indstiftet, bør vi søge helgenernes hjælp, for at vi kan blive frelst ved deres fortjenester og løfter. Det er Gabriels ord. Og alligevel kan man hist og her i modstandernes bøger og prædikener læse endnu mere urimelige ting. Hvad er det da at gøre dem til forsonere, hvis ikke dette? Så bliver de gjort fuldstændig lige med Kristus, hvis vi skal stole på, at vi bliver frelst ved deres fortjenester.

24 Men hvor har Gud indstiftet denne ordning, som han henviser til, når han siger, at vi bør søge helgenernes hjælp? Lad ham fremføre et eksempel eller et bud fra Skriften. Måske henter de denne ordning fra kongernes hoffer, hvor man må bruge venner som forbedere. Men hvis en konge har udpeget en bestemt forbeder, vil han ikke have, at sagerne bringes frem for ham gennem andre. Når altså Kristus er indsat som forbeder og ypperstepræst, hvorfor søger vi så andre? [Hvad kan modstanderne svare på dette?]

25 Hist og her bruges denne form for tilgivelse: Vores Herre Jesu Kristi lidelse, den saligste Jomfru Marias og alle helgeners fortjenester være dig til syndernes forladelse. Her udtales tilgivelsen ud fra den forudsætning, at vi bliver forsonet og regnet for retfærdige, ikke blot ved Kristi fortjenester, men også ved de andre helgeners fortjenester.

26 Nogle af os har set en doktor i teologi på sit dødsleje, og til at trøste ham blev en vis teolog, en munk, hentet. Han lagde den døende intet andet på sinde end denne bøn: Nådens moder, beskyt os mod fjenden, tag imod os i dødens stund.

27 Lad os indrømme, at den salige Maria beder for kirken – men tager hun imod sjælene i døden, overvinder hun døden [Satans store magt], gør hun levende? Hvad gør Kristus, hvis den salige Maria gør disse ting? Selv om hun er højst værdig til den allerstørste ære, vil hun dog ikke gøres lige med Kristus, men vil snarere, at vi skal betragte og følge hendes eksempel [eksemplet på hendes tro og ydmyghed].

28 Men sagen selv viser, at den salige Jomfru i den almindelige opfattelse helt har overtaget Kristi plads. Folk har påkaldt hende, har stolet på hendes barmhjertighed og har ved hende villet formilde Kristus, som om han ikke var en forsoner, men kun en frygtelig dommer og hævner.

29 Vi tror derimod, at vi ikke må stole på, at helgenernes fortjenester overføres til os, eller at Gud for deres skyld forliges med os, regner os for retfærdige eller frelser os. For vi får kun syndernes forladelse ved Kristi fortjenester, når vi tror på ham. Om de andre helgener er det sagt i 1 Kor 3,8: «Enhver vil modtage sin egen løn i forhold til sit eget arbejde», det vil sige: De kan ikke give hinanden deres fortjenester, sådan som munkene sælger deres ordeners fortjenester.

30 Også Hilarius siger om de tåbelige jomfruer: «Da de tåbelige jomfruer ikke kunne gå ud med deres slukkede lamper, bad de de kloge om at låne dem olie. Men de svarede, at de ikke kunne give dem noget, for der var måske ikke nok til dem alle.» Det vil sige: Ingen kan hjælpes af en andens gerninger og fortjenester, for enhver må købe olie til sin egen lampe. [Her viser han, at ingen af os kan hjælpe en anden med andre folks gerninger eller fortjenester.]

31 Modstanderne lærer os altså at sætte vores lid til påkaldelse af helgener, selv om de hverken har Guds ord eller noget eksempel i Skriften [hverken i Det Gamle eller Det Nye Testamente] for det. De overfører helgenernes fortjenester til andre, ganske som de overfører Kristi fortjenester, og de overfører den ære, der alene tilkommer Kristus, til helgenerne. Derfor kan vi hverken godtage deres meninger om helgendyrkelsen eller skikken med at påkalde helgenerne. For vi ved, at vi skal sætte vores lid til Kristi forbøn, fordi den alene har Guds løfte. Vi ved, at Kristi fortjenester alene er et sonoffer for os. For Kristi fortjenesters skyld regnes vi for retfærdige, når vi tror på ham, som der står i Rom 9,33 (jf. 1 Pet 2,6 og Es 28,16): «Den som tror på ham, vil ikke blive skuffet.» Vi skal heller ikke stole på, at vi regnes for retfærdige på grund af den salige Jomfrus eller de andre helgeners fortjenester.

32 Hos de lærde hersker også denne vildfarelse, at hver helgen har fået overdraget sit eget særlige område: Anna skænker rigdom [beskytter mod fattigdom], Sebastian holder pesten borte, Valentin helbreder epilepsi, Georg beskytter ryttere. Disse meninger er tydeligvis udsprunget af hedenske forbilleder. For hos romerne mente man på samme måde, at Juno gav rigdom, at Febris holdt feberen borte, at Castor og Pollux beskyttede ryttere osv.

33 Selv om vi gik ud fra, at påkaldelsen af helgener blev lært med den største forsigtighed, er eksemplet dog yderst farligt. Hvorfor er det så nødvendigt at forsvare den, når den hverken har befaling eller vidnesbyrd i Guds ord? Ja, den har ikke engang de gamle kirkelige forfatteres vidnesbyrd.

34 For det første bliver hele kundskaben om Kristus trængt i baggrunden, når man, som sagt ovenfor, søger andre mellemmænd ved siden af Kristus og sætter sin lid til andre. Sagen selv viser det. I begyndelsen nævnte man vist kun helgenerne i en hensigt, der kunne tåles, som i de gamle bønner. Siden fulgte påkaldelsen, og efter påkaldelsen fulgte uhyrlige misbrug, der var værre end hedenskabet. Fra påkaldelsen gik man videre til billederne. Også dem tilbad man, og man forestillede sig, at der boede en kraft i dem, ligesom troldmænd forestiller sig, at der bor en kraft i billeder af himmellegemerne, når de er udskåret på et bestemt tidspunkt. I et kloster har vi [nogle af os] set en statue af den salige Jomfru, der ved et kneb [indvendigt med en snor] bevægede sig af sig selv, så den så ud til enten at vende sig bort fra [dem, der ikke gav et stort offer] eller nikke til dem, der bad om noget.

35 Men de opdigtede fortællinger om helgenerne, som offentligt bliver lært med stor myndighed, overgår endda de forunderlige historier om statuer og billeder. Barbara beder midt under sine pinsler om den belønning, at ingen, der påkalder hende, skal dø uden nadveren. En anden stod på ét ben og læste hver dag hele Salmernes Bog. En klog mand malede [for børnene] Christoforus [som på tysk betyder Kristusbærer] for gennem billedet at vise, at de, der vil bære Kristus, det vil sige lære eller bekende evangeliet, må have stor sjælsstyrke, fordi de må gå gennem de største farer [for de må vade gennem det store hav om natten, det vil sige udholde alle slags anfægtelser og farer]. Så lærte de tåbelige munke folket, at de skulle påkalde Christoforus, som om sådan en Polyfem [sådan en kæmpe, der bar Kristus gennem havet] engang havde levet. Og selv om

36 helgenerne gjorde meget store gerninger, der enten gavnede samfundet eller gav eksempler for den enkeltes liv, og selv om mindet om dem i høj grad ville kunne både styrke troen og få os til at følge deres eksempel i styret af offentlige anliggender, så har ingen opsøgt dem i sandfærdige beretninger. [Den almægtige Gud har gennem sine helgener som et særligt folk udrettet mange store ting i begge riger, både i kirken og i verdslige forhold. Der er mange store eksempler i helgenernes liv, som ville være til stor nytte for fyrster og herrer, for sande præster og sjælesørgere, i styret af både verden og kirken, og især til at styrke troen på Gud. Alligevel er de gået uden om dem og har prædiket de mest ubetydelige ting om helgenerne, om deres hårde lejer, deres hårskjorter osv., som for størstedelens vedkommende er løgn.] Men det er virkelig gavnligt at høre, hvordan hellige mænd styrede riger [sådan som Den Hellige Skrift fortæller om Israels og Judas konger], hvilke ulykker og farer de gennemgik, hvordan hellige mænd hjalp konger i store farer, hvordan de lærte evangeliet, og hvilke sammenstød de havde med kættere. Også eksempler på barmhjertighed er til gavn, som når vi ser, at Peter fik sin fornægtelse tilgivet, når vi ser, at Cyprian fik tilgivet, at han havde været troldmand, og når vi ser, at Augustin, der havde erfaret troens kraft i sygdom, fast hævder, at Gud virkelig hører de troendes bønner. Det havde været gavnligt at fortælle sådanne eksempler, der indeholder formaninger enten til tro eller til gudsfrygt eller om styret af samfundet.

37 Men nogle fjolser, der hverken havde forstand på troen eller på at styre samfund, har efter digtenes forbillede opfundet fortællinger, hvor der ikke er andet end overtroiske eksempler på bestemte bønner, bestemte faster og bestemte tilføjelser til gudstjenesten, der skulle skaffe indtægter [hvor der ikke er andet end eksempler på, hvordan helgenerne bar hårskjorter, hvordan de bad på de syv tidebønstimer, og hvordan de levede af brød og vand]. Sådan er de mirakler, man har opdigtet om rosenkranse og lignende ceremonier. Her er der ingen grund til at nævne eksempler. For legenderne, som de kalder dem, og eksempelsamlingerne og rosenkransbøgerne findes jo, og i dem er der meget, som ligner Lukians «sande historier».

38 Biskopperne, teologerne og munkene bifalder disse uhyrlige og ugudelige fortællinger [denne vederstyggelighed, der er sat op mod Kristus, denne gudsbespottelse, disse skandaløse og skamløse løgne, disse løgnagtige prædikanter; og de har tålt dem så længe, til stor skade for samvittighederne, at det er forfærdeligt at tænke på], fordi de hjælper dem til deres daglige brød. Os tåler de ikke, fordi vi – for at Kristi ære og embede kan træde tydeligere frem – ikke kræver, at man påkalder helgenerne, og fordi vi kritiserer misbrugene i helgendyrkelsen.

39 Alle gode mænd overalt [også blandt deres egne teologer, lang tid før dr. Luther begyndte at skrive] har længtes stærkt efter, at enten biskoppernes myndighed eller prædikanternes flid ville rette disse misbrug. Alligevel går vores modstandere i Konfutationen helt uden om selv åbenlyse misbrug, som om de ved at få os til at godtage Konfutationen vil tvinge os til at godkende selv de mest berygtede misbrug.

40 Således er Konfutationen skrevet på en svigagtig måde, ikke kun på dette punkt, men næsten overalt. [De lader, som om de er rene som guld og aldrig har gjort vandet mudret.] Intet sted skelner de mellem de åbenlyse misbrug og deres læresætninger. Alligevel indrømmer de iblandt dem, der har en sundere dømmekraft, at skolastikernes og kanonisternes lære rummer mange falske meninger, og at mange misbrug har sneget sig ind i kirken, fordi hyrderne var så uvidende og forsømmelige.

41 For Luther var ikke [den eneste eller] den første, der klagede over [utallige] offentlige misbrug. Mange lærde og fremragende mænd længe før vor tid beklagede misbrugene af messen, tilliden til klosterlivets regler og øvelser, helgendyrkelse, der skulle give indtægter, og forvirringen i læren om omvendelse [om Kristus], som burde være så klar og tydelig som muligt i kirken [uden den kan en kristen kirke hverken være til eller bestå]. Vi har selv hørt fremragende teologer ønske, at man holdt måde med den skolastiske lære, som rummer langt mere stof til filosofiske stridigheder end til gudsfrygt. Og alligevel står de ældre af dem i almindelighed Skriften nærmere end de nyere. Sådan blev deres teologi mere og mere forfalden. Mange gode mænd, som helt fra begyndelsen var venligt stemt over for Luther, havde heller ingen anden grund til det end den, at de så, at han befriede menneskers sind fra disse labyrinter af de mest forvirrede og endeløse diskussioner, som findes hos de skolastiske teologer og kanonisterne, og at han lærte det, der gavner gudsfrygten.

42 Modstanderne har altså ikke handlet ærligt, da de gik uden om misbrugene og samtidig ville have os til at tilslutte os Konfutationen. Hvis de ville tage vare på kirkens tarv [og de anfægtede samvittigheders, og ikke snarere bevare deres pragt og grådighed], især på dette punkt og ved denne lejlighed, burde de opfordre vores fremragende kejser til at træffe foranstaltninger for at rette misbrugene [som giver tyrkerne, jøderne og alle vantro anledning til spot]. Vi ser jo tydeligt nok, at han inderligt ønsker at helbrede kirken og give den et fast grundlag. Men modstanderne handler ikke sådan, at de støtter kejserens højst ærværdige og hellige vilje, men sådan, at de på enhver måde kan knuse [sandheden og] os.

43 Mange tegn viser, at de ikke bekymrer sig meget om kirkens tilstand. [De mister ikke megen søvn af bekymring for, at den kristne lære og det rene evangelium skal prædikes.] De gør sig ingen umage for, at folket får en sammenfatning af kirkens lære. [Prædikeembedet lader de ligge helt øde.] De forsvarer åbenlyse misbrug [de fortsætter hver dag med at udgyde uskyldigt blod] med ny og usædvanlig grusomhed. De tillader ingen egnede lærere i kirkerne. Gode mennesker kan let bedømme, hvor dette fører hen. Men på denne måde varetager de hverken deres egen myndigheds eller kirkens interesse. For når de gode lærere er slået ihjel og den sunde lære undertrykt, vil der opstå sværmere, som modstanderne ikke vil kunne holde i tømme. De vil både forstyrre kirken med ugudelige læresætninger og vælte hele det kirkelige styre, som vi meget gerne vil bevare.

44 Derfor beder vi Dem, højst ærede kejser Karl, for Kristi æres skyld – som De uden tvivl ønsker at prise og ophøje – om ikke at give efter for vores modstanderes voldsomme råd, men at søge andre, hæderlige veje til enighed. Så bebyrdes de fromme samvittigheder ikke, så øves der ikke grusomhed mod uskyldige mennesker, sådan som vi hidtil har set det, og så undertrykkes den sunde lære ikke i kirken. Over for Gud har De frem for alt pligt til [så vidt det er muligt for et menneske] at opretholde den sunde lære, give den videre til eftertiden og forsvare dem, der lærer det rette. Det kræver Gud, når han ærer kongerne med sit eget navn og kalder dem guder i Sl 82,6: «Jeg har sagt: I er guder.» Det gør han, for at de skal sørge for, at de guddommelige ting, det vil sige Kristi evangelium, bevares og udbredes på jorden, og for at de som Guds stedfortrædere skal forsvare de uskyldiges liv og sikkerhed [de sande kristne læreres og prædikanters].