Artikel XXVIII (XIV). Om den kirkelige myndighed

1 Her råber modstanderne voldsomt op om den gejstlige stands privilegier og friheder, og de tilføjer som afslutning: Alt, hvad der i denne artikel fremføres mod kirkernes og præsternes frihed, er tomt.

2 Det er den rene bagvaskelse. For i denne artikel har vi drøftet andre ting. Desuden har vi ofte erklæret, at vi ikke har noget at udsætte på de borgerlige ordninger og på de gaver og privilegier, som fyrsterne har givet.

3 Men gid modstanderne til gengæld ville lytte til kirkernes og de gudfrygtige sjæles klager! Modstanderne forsvarer tappert deres egne æresposter og rigdomme, men imens forsømmer de kirkernes tilstand. De bryder sig ikke om, at kirkerne bliver undervist ret, og at sakramenterne bliver forvaltet, som de skal. Til præsteembedet tager de alle slags mennesker ind uden forskel. [De ordinerer rå æsler; sådan gik den kristne lære til grunde, fordi kirken ikke fik dygtige prædikanter.] Bagefter lægger de ulidelige byrder på folk. Som om de frydede sig over deres medmenneskers undergang, kræver de, at deres traditioner bliver overholdt langt mere omhyggeligt end evangeliet.

4 Folket ønsker inderligt at blive undervist i de vigtigste og vanskeligste stridsspørgsmål, så det kan have noget sikkert at holde sig til. Men her befrier de ikke de sjæle, der pines allerhårdest af tvivl; de kalder blot til våben. Desuden fremlægger de i åbenlyse sager [mod åbenlys sandhed] dekreter skrevet med blod, som truer mennesker med frygtelige straffe, medmindre de handler direkte

5 imod Guds bud. Her burde I til gengæld se de fattiges tårer og høre de mange gode menneskers ynkværdige klager. Dem ser Gud uden tvivl og tager hensyn til, og over for ham skal I en dag aflægge regnskab for jeres forvaltning.

6 I Bekendelsen har vi i denne artikel behandlet forskellige emner, men modstanderne svarer ikke på noget af det [de bærer sig ad på ægte pavelig vis]. De siger kun, at biskopperne har magt til at styre og til at tugte med tvang for at lede deres undersåtter til målet, den evige salighed, og at magten til at styre kræver magt til at dømme, til at fastsætte, til at skelne og til at bestemme det, som tjener eller fører til det nævnte mål. Det er Konfutationens ord, og med dem lærer modstanderne os [men de beviser det ikke], at biskopperne har myndighed til at lave love [uden evangeliets myndighed], som er nyttige til at opnå det evige liv. Det er denne artikel, striden drejer sig om.

7 [Om denne sag fremlægger vi følgende:] Vi må i kirken fastholde denne lære: at vi modtager syndernes forladelse uforskyldt for Kristi skyld, ved troen. Vi må også fastholde denne lære: at menneskelige traditioner er unyttig gudsdyrkelse, og at man derfor hverken må lægge synd eller retfærdighed i mad, drikke, klæder og lignende ting, som Kristus ville, at man skulle bruge frit. For han siger i Matt 15,11: «Ikke det, som går ind i munden, gør mennesket urent», og Paulus siger i Rom 14,17: «For Guds

8 rige består ikke i at spise eller at drikke.» Derfor har biskopperne ingen ret til at lave traditioner ud over evangeliet for at fortjene syndernes forladelse, for at de skal være gudsdyrkelse, som Gud skal godkende som retfærdighed, og for at de skal bebyrde samvittighederne, som om det var synd at undlade dem. Alt dette lærer ét eneste sted, ApG 15,9, hvor apostlene siger [Peter siger], at hjerterne renses ved troen. Derefter forbyder de, at man lægger et åg på nogen, og de viser, hvor stor en fare det er, og fremhæver, hvor stor en synd de begår, som bebyrder kirken. «Hvorfor sætter I så nu Gud på prøve?» siger de. Denne tordenkile skræmmer på ingen måde vores modstandere, som med vold forsvarer traditioner og ugudelige meninger. For ovenfor har de også fordømt artikel XV,

9 hvor vi har sagt, at traditioner ikke fortjener syndernes forladelse, og her siger de, at traditionerne fører til det evige liv. Fortjener de syndernes forladelse? Er de gudsdyrkelse, som Gud godkender som retfærdighed? Gør de hjerterne levende?

10 Paulus siger i Kol 2,20ff, at traditionerne ikke gavner noget, når det gælder den evige retfærdighed og det evige liv, fordi mad, drikke, klæder og lignende ting er bestemt til at forgå, når man bruger dem. Men det evige liv [som begynder i dette liv, indvendigt, ved troen] virkes i hjertet ved evige ting, det vil sige ved Guds ord og Helligånden. Så lad modstanderne forklare, hvordan traditionerne fører til det evige liv.

11 Evangeliet vidner jo klart om, at traditioner ikke må lægges på kirken for at fortjene syndernes forladelse, for at være gudsdyrkelse, som Gud skal godkende som retfærdighed, eller for at bebyrde samvittighederne, så det regnes for synd at undlade dem. Derfor vil modstanderne aldrig kunne vise, at biskopperne har magt til at indstifte en sådan gudsdyrkelse.

12 Desuden har vi i Bekendelsen erklæret, hvilken magt evangeliet tillægger biskopperne. De, som nu er biskopper, udfører ikke en biskops pligter efter evangeliet, selv om de nok kan være biskopper efter den kanoniske kirkeordning, som vi ikke kritiserer. Men vi taler om en biskop efter evangeliet.

13 Vi er tilfredse med den gamle inddeling af magten i embedsmagt (ordensmagt) og jurisdiktionsmagt [det vil sige forvaltningen af sakramenterne og udøvelsen af den åndelige domsmyndighed]. Biskoppen har altså embedsmagten, det vil sige tjenesten med ord og sakramente; han har også jurisdiktionsmagten, det vil sige myndighed til at udelukke dem, der er skyldige i åbenlyse forbrydelser, og til at løse dem igen, hvis de omvender sig og

14 beder om tilgivelse. Men deres magt må ikke være tyrannisk, det vil sige uden en fast lov, og heller ikke kongelig, det vil sige hævet over loven. De har derimod et bestemt bud og et bestemt Guds ord, som de skal undervise efter, og som de skal udøve deres domsmyndighed efter. Selv om de altså har en vis domsmyndighed, følger det ikke, at de kan indstifte ny gudsdyrkelse. For gudsdyrkelse hører på ingen måde ind under domsmyndigheden. De har Ordet, og de har bud om, hvor langt de skal udøve domsmyndigheden, nemlig hvis nogen gør noget imod det ord, som de har modtaget fra Kristus. [For evangeliet indsætter ikke et styre uafhængigt af evangeliet; det er helt klart og sikkert.]

15 I Bekendelsen har vi desuden tilføjet, hvor langt det er tilladt for dem at lave traditioner, nemlig ikke som nødvendig gudsdyrkelse, men for at der kan være orden i kirken, for fredens skyld. Og disse traditioner må ikke lægge snarer for samvittighederne, som om de påbød nødvendig gudsdyrkelse. Sådan lærer Paulus, når han siger i Gal 5,1: «Til frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast og lad jer ikke igen underkaste slaveriets åg.»

16 Brugen af sådanne ordninger skal derfor overlades til frihed, blot man undgår forargelse, og blot de ikke anses for nødvendig gudsdyrkelse. Sådan indførte apostlene selv [for den gode ordens skyld] mange ting, som med tiden er blevet ændret. De overleverede dem heller ikke på en sådan måde, at det ikke var tilladt at ændre dem. For de gik ikke imod deres egne skrifter, hvor de gør sig stor umage for, at kirken ikke skal belastes med den opfattelse, at menneskelige skikke er nødvendig gudsdyrkelse.

17 Dette er den enkle måde at forstå traditionerne på: at vi ikke opfatter dem som nødvendig gudsdyrkelse, og at vi alligevel, for at undgå forargelse, overholder dem, hvor det er på sin plads.

18 Sådan har mange lærde og store mænd i kirken ment. Vi kan heller ikke se, hvad der kan siges imod det. For det er sikkert, at ordet i Luk 10,16: «Den, som hører jer, hører mig», ikke taler om traditioner, men tværtimod først og fremmest er rettet mod traditionerne. For det er ikke et mandatum cum libera (en ubegrænset fuldmagt), som de kalder det, men en cautio de rato (en sikkerhed med hensyn til noget foreskrevet), nemlig om det særlige bud [ikke en fri, ubegrænset befaling og magt, men en begrænset befaling, nemlig ikke at prædike deres eget ord, men Guds ord og evangeliet], det vil sige det vidnesbyrd, som er givet apostlene, så vi tror dem, når det gælder en andens ord, ikke deres eget. For Kristus ville forsikre os, sådan som det var nødvendigt, så vi kan vide, at det ord, som mennesker forkynder, er virksomt, og at man ikke skal søge noget andet ord fra himlen.

19 «Den, som hører jer, hører mig» kan ikke forstås om traditioner. For Kristus kræver, at de underviser sådan, at han selv [gennem deres mund] bliver hørt, for han siger: «hører mig». Altså vil han, at hans egen røst, hans eget ord, skal høres, ikke menneskelige traditioner. Sådan fordrejer disse tåbelige mennesker et ord, som i allerhøjeste grad taler til vores fordel og rummer den vigtigste trøst og lære, til at handle om de mest ubetydelige ting: forskel på mad, klædedragt og lignende.

20 De citerer også Hebr 13,17: «Adlyd jeres ledere.» Dette sted kræver lydighed mod evangeliet. For det indsætter ikke et herredømme for biskopperne uden for evangeliet. Biskopperne må heller ikke lave traditioner imod evangeliet eller udlægge deres traditioner imod evangeliet. Og når de gør det, er lydighed forbudt, efter Gal 1,9: «Hvis nogen forkynder jer evangeliet imod det som I har modtaget, forbandet skal han være!»

21 Det samme svarer vi til Matt 23,3: «Alt hvad de siger, skal I derfor gøre og holde.» For her gives åbenbart ikke et almengyldigt bud om, at vi skal tage imod alt [også det, der strider mod Guds bud og ord]. Skriften byder os jo et andet sted, ApG 5,29, at adlyde Gud mere end mennesker. Når de altså lærer noget ugudeligt, skal man ikke høre på dem. Men dette er ugudeligt: at menneskelige traditioner er gudsdyrkelse, at de er nødvendig gudsdyrkelse, og at de fortjener syndernes forladelse og det evige liv.

22 De henviser til de offentlige forargelser og uroligheder, som er opstået under påskud af vores lære. På

23 dette svarer vi kort: Selv om man lægger alle forargelserne sammen, bringer den ene artikel om syndernes forladelse – at vi for Kristi skyld ved troen uforskyldt får syndernes forladelse – alligevel

24 så meget godt, at det dækker over alt det onde. Og det var dette, der i begyndelsen vandt Luther ikke blot vores gunst, men også mange andres, som nu strider imod os. «For den tidligere gunst ophører, og de dødelige glemmer», siger Pindar. Vi vil dog hverken svigte den sandhed, som er nødvendig for kirken,

25 eller give modstanderne medhold i at fordømme den. For man skal adlyde Gud mere end mennesker. De, som i begyndelsen fordømte den åbenlyse sandhed og nu forfølger den med den største grusomhed, skal stå til regnskab for den splittelse, der er opstået. Og er der så ingen forargelser

26 hos modstanderne? Hvor meget ondt er der ikke i den helligbrøde at vanhellige messen ved at bruge den til vinding! Hvilken skændsel er der ikke i cølibatet! Men lad os lade sammenligningen ligge.

27 Dette er, hvad vi foreløbig har svaret på Konfutationen. Nu overlader vi det til alle gudfrygtige at bedømme, om modstanderne har ret, når de praler af, at de virkelig har gendrevet vores Bekendelse ud fra Skriften.