Artikel XXVII (XIII). Om klosterløfter

1 I byen Eisenach i Thüringen var der, så vidt vi ved, en munk, Johann Hilten, som for tredive år siden blev kastet i fængsel af sine ordensbrødre, fordi han havde protesteret mod visse særdeles berygtede misbrug. Vi har nemlig set hans skrifter, og af dem kan man godt forstå, hvad hans lære gik ud på [at han var kristen og prædikede efter Skriften]. Og de, der kendte ham, bevidner, at han var en mild gammel mand, ganske vist alvorlig,

2 men uden at være mørk i sindet. Han forudsagde mange ting, hvoraf nogle allerede er sket, mens andre stadig synes at stå for døren. Dem vil vi ikke gengive her, for at ingen skal slutte, at vi fortæller dem af had til den ene eller af forkærlighed for den anden. Til sidst blev han syg, enten på grund af sin alder eller af fængslets snavs, og han sendte bud efter gardianen for at fortælle ham om sin sygdom. Men gardianen, opflammet af farisæisk had, begyndte at irettesætte manden hårdt for hans lære, som syntes at være skadelig for køkkenet. Da lod han al tale om sin sygdom fare og sagde med et suk, at han tålmodigt bar disse uretfærdigheder for Kristi skyld, for han havde jo hverken skrevet eller lært noget, der kunne rokke ved munkenes stand, men kun protesteret mod nogle velkendte misbrug.

3 «Men en anden,» sagde han, «vil komme i Herrens år 1516. Han vil ødelægge jer, og I vil ikke kunne modstå ham.» Netop denne forudsigelse om, at munkenes magt skulle gå tilbage, og netop dette årstal fandt hans venner senere også nedskrevet af ham i de kommentarer til visse steder i Daniels Bog, som han havde efterladt sig.

4 Hvor stor vægt man skal tillægge denne udtalelse, vil udfaldet vise. Men der er andre tegn, som varsler en forandring i munkenes magt, og som ikke er mindre sikre end orakler. For det er tydeligt, hvor meget hykleri, ærgerrighed og grådighed der er i klostrene, hvor megen uvidenhed og grusomhed der er blandt alle de ulærde, og hvor megen tomhed der er i deres prædikener og i deres stadige påfund af nye måder at skaffe penge på. [Jo dummere æsler munkene er, desto mere stædige, rasende og bitre er de, og desto giftigere slanger er de, når de forfølger sandheden og Guds ord.]

5 Og der er andre fejl, som vi ikke har lyst til at nævne. Engang var klostrene [ikke fængsler eller evige fangehuller, men] skoler for kristen undervisning. Nu er de udartet, som fra en guldalder til en jernalder, eller som når Platons kubetal udarter til dårlige harmonier, hvilket ifølge Platon fører til undergang. [Nu er dette kostbare guld blevet til slagger og vinen til vand.] Alle de rigeste klostre underholder kun en doven flok, som fråser på

6 kirkens offentlige almisser. Men Kristus lærer om det salt, der har mistet sin smag, at det skal kastes ud og trædes ned, Matt 5,13. Derfor

7 synger munkene med en sådan levevis deres egen dødsmesse [deres requiem, og det vil snart være forbi med dem]. Og nu kommer endnu et tegn til: at de mange steder står bag mordet på gode mænd. [Dette Abels blod råber imod dem, og] disse mord vil Gud uden tvivl snart hævne.

8 Vi dadler i øvrigt ikke alle. For vi mener, at der hist og her i klostrene findes nogle gode mænd, som har en mådeholden opfattelse af menneskeskabte og selvopfundne gudstjenester, som nogle forfattere kalder dem, og som ikke billiger den grusomhed, hyklerne blandt dem udøver.

9 Men vi drøfter nu den lære, som forfatterne af Konfutationen forsvarer, og ikke spørgsmålet, om løfter skal holdes. For vi mener, at lovlige løfter skal holdes. Men vi drøfter disse spørgsmål: om disse gudstjenester fortjener syndernes forladelse og retfærdiggørelse; om de er fyldestgørelse for synder; om de er lig med dåben; om de er overholdelse af bud og råd; om de er evangelisk fuldkommenhed; om de har overskydende fortjenester; om disse fortjenester frelser andre, når de anvendes til fordel for dem; om løfter, der aflægges med disse opfattelser, er lovlige; om løfter er lovlige, når de under påskud af fromhed aflægges blot for bugens og lediggangens skyld; om de løfter virkelig er løfter, der er presset ud af folk mod deres vilje eller aflagt af folk, der på grund af deres alder ikke kunne bedømme den livsform, og som forældre eller venner stak ind i klostrene, for at de kunne blive forsørget på offentlig bekostning uden tab for familiens egen arv; om løfter er lovlige, der åbenlyst fører til et ondt udfald, enten fordi de ikke holdes på grund af svaghed, eller fordi de, der er i disse ordener, tvinges

10 til at billige og støtte misbrugene af messen, den ugudelige helgendyrkelse og planerne om at rase mod gode mænd. Det er disse spørgsmål, vi behandler. Og selv om vi i Bekendelsen har sagt meget om sådanne løfter, som selv pavernes kanoner fordømmer, så befaler modstanderne dog, at alt, hvad vi har fremført, skal forkastes. Det er nemlig de ord, de har brugt. Og det er værd at høre, hvordan de fordrejer vores begrundelser, og hvad de fremfører for at styrke deres egen sag. Vi vil derfor kort gennemgå nogle få af vores argumenter og i forbifarten afvise de spidsfindigheder, som modstanderne har sat op imod dem. Men da hele denne sag er behandlet grundigt og udførligt af Luther i den bog, han gav titlen De votis monasticis [Om klosterløfterne], vil vi betragte den bog som gentaget her.

11 For det første er det helt sikkert, at et løfte ikke er lovligt, når den, der aflægger det, mener, at han dermed fortjener syndernes forladelse over for Gud eller gør fyldest over for Gud for sine synder. For denne opfattelse er en åbenlys hån mod evangeliet, som lærer, at syndernes forladelse gives os uforskyldt for Kristi skyld, sådan som det er sagt temmelig udførligt ovenfor. Derfor har vi med rette citeret Paulus' ord til galaterne, Gal 5,4: «I er kommet bort fra Kristus, I som søger at blive erklæret retfærdige ved loven, I er faldet ud af nåden.» De, der søger syndernes forladelse, ikke ved troen på Kristus, men ved klostergerninger, tager æren fra Kristus og korsfæster Kristus på ny. Men hør nu, hør, hvordan forfatterne af Konfutationen vrider sig uden om dette sted!

12 De forklarer dette Paulus-sted, som om det kun handlede om Moseloven, og de tilføjer, at munkene overholder alt for Kristi skyld og stræber efter at leve nærmere evangeliet for at fortjene det evige liv. Og de tilføjer en forfærdelig slutning med disse ord: Derfor er det ugudeligt, hvad der her

13 anføres mod klostervæsenet. O Kristus, hvor længe vil du tåle disse forhånelser, som vores fjender udsætter dit evangelium for? Vi har sagt i Bekendelsen, at syndernes forladelse modtages uforskyldt for Kristi skyld, ved troen. Hvis dette ikke er selve evangeliets røst, hvis det ikke er den evige Faders dom, som du, der er i Faderens skød, har åbenbaret for verden, så dadles vi med rette. Men din død er vidne, din opstandelse er vidne, Helligånden er vidne, hele din kirke er vidne om, at det i sandhed er evangeliets dom, at vi får syndernes forladelse, ikke på grund af vores fortjenester, men på grund af dig, ved troen.

14 Når Paulus benægter, at mennesker ved Moseloven fortjener syndernes forladelse, så fratager han i langt højere grad menneskelige traditioner denne ære. Og det bevidner han klart i Kol 2,16. Hvis Moseloven, som var åbenbaret af Gud, ikke fortjente syndernes forladelse, hvor meget mindre fortjener så disse tåbelige skikke [klostervæsen, rosenkranse osv.], der strider mod det borgerlige livs sædvaner, syndernes forladelse!

15 Modstanderne digter, at Paulus ophæver Moseloven, og at Kristus træder i stedet på en sådan måde, at han ikke giver syndernes forladelse uforskyldt, men på grund af gerninger efter andre love, hvis man

16 nu udtænker nogen. Med dette ugudelige og sværmeriske påfund begraver de Kristi velgerning. Dernæst digter de, at blandt dem, der overholder denne Kristi lov, overholder munkene den nøjere end andre på grund af deres hyklede fattigdom, lydighed og kyskhed, skønt alt dette jo er fuldt af skin. I den største overflod af alle ting praler de af fattigdom. Skønt ingen stand har større frihed til at gøre, hvad den vil, end munkene [som egenmægtigt har bestemt, at de er fritaget for at adlyde biskopper og fyrster], praler de af lydighed. Om cølibatet har vi ikke lyst til at tale; hvor rent det er hos de fleste af dem, der ønsker at leve afholdende, antyder Gerson. Og hvor mange af dem ønsker overhovedet at leve afholdende [for ikke at tale om deres hjerters tanker]?

17 Jo, i dette skinliv lever munkene naturligvis mere i overensstemmelse med evangeliet! Kristus træder ikke i Moses' sted på en sådan måde, at han forlader synder på grund af vores gerninger, men sådan at han sætter sine egne fortjenester og sit eget sonoffer for os op imod Guds vrede, så vi får tilgivelse uforskyldt. Den, der uden om Kristi sonoffer sætter sine egne fortjenester op imod Guds vrede og på grund af sine egne fortjenester stræber efter at opnå syndernes forladelse, han gør Kristi løfte til intet, har kastet Kristus bort og er faldet ud af nåden, hvad enten han fremholder gerninger efter Moseloven, efter de ti bud, efter Benedikts regel, efter Augustins regel eller efter andre regler. Det er Paulus' dom.

18 Men se, allernådigste kejser Karl, se, I fyrster, se, alle I stænder, hvor stor modstandernes frækhed er! Skønt vi har anført Paulus' ord herom, har de skrevet: Det er ugudeligt, hvad der her anføres mod klostervæsenet. Men hvad

19 er mere sikkert, end at mennesker får syndernes forladelse ved troen for Kristi skyld? Og disse stakler vover at kalde det en ugudelig opfattelse! Vi tvivler slet ikke på, at hvis De var blevet gjort opmærksom på dette sted, ville De have sørget [vil De sørge] for, at en sådan gudsbespottelse blev fjernet fra Konfutationen. Men da det ovenfor er fuldt påvist, at den opfattelse

20 er ugudelig, at vi får syndernes forladelse på grund af vores gerninger, vil vi fatte os i korthed her. For den forstandige læser vil let kunne slutte heraf, at vi ikke fortjener syndernes forladelse ved klostergerninger. Derfor kan man heller ikke på nogen måde tåle den gudsbespottelse, man læser hos Thomas: at klosterprofessen (aflæggelsen af klosterløftet) er lig med dåben. Det er vanvid at gøre en menneskelig tradition, som hverken har Guds befaling eller løfte, lig med Kristi indstiftelse, som har både Guds befaling og løfte, og som rummer nådens og det evige livs pagt.

21 For det andet: Lydighed, fattigdom og cølibat – forudsat at cølibatet ikke er urent – er som øvelser middelting (adiafora) [hvor vi hverken skal søge synd eller retfærdighed]. Derfor kan de hellige bruge dem uden ugudelighed, ligesom Bernhard, Frans og andre hellige mænd brugte dem. De brugte dem for den legemlige nyttes skyld, for at få mere tid til at undervise og til at udføre andre gudfrygtige opgaver – ikke fordi gerningerne i sig selv retfærdiggør eller fortjener det evige liv. Kort sagt hører de til den slags ting, som Paulus taler om i 1 Tim 4,8: «Fysisk træning er gavnlig

22 til lidt.» Og det er troligt, at der også i dag nogle steder findes gode mænd i Ordets tjeneste, som bruger disse skikke uden ugudelige meninger [uden hykleri og med den forståelse, at de ikke regner deres klosterliv for hellighed].

23 Men at mene, at disse skikke er gudstjenester, for hvis skyld man regnes for retfærdig over for Gud, og som man fortjener det evige liv ved, strider mod evangeliet om troens retfærdighed, som lærer, at retfærdighed og evigt liv bliver skænket os for Kristi skyld. Det strider også mod Kristi ord i Matt 15,9: «Forgæves dyrker de mig, idet de lærer det som er menneskebud.» Og det strider mod ordet i Rom 14,23: «Alt det som ikke er på grund af tro, er synd.» Men hvordan kan de påstå, at det er gudstjenester, som Gud godkender som retfærdighed for sig, når de ikke har noget vidnesbyrd fra Guds ord?

24 Men se modstandernes frækhed! De lærer ikke alene, at disse skikke er retfærdiggørende gudstjenester, men tilføjer, at disse gudstjenester er mere fuldkomne, dvs. at de i højere grad fortjener syndernes forladelse og retfærdiggørelse end andre livsformer [at de er fuldkommenhedens stand, dvs. helligere og højere stande end de øvrige, såsom ægteskabet og øvrighedens stand]. Og her løber mange falske og skadelige meninger sammen. De bilder sig ind, at de [er de allerhelligste mennesker, som] holder [ikke alene] budene, [men også] rådene [dvs. de højere råd, som Skriften giver om ophøjede gaver, ikke som befaling, men som råd]. Og fordi disse gavmilde folk drømmer om, at de har overskydende fortjenester, sælger de dem

25 til andre. Alt dette er fuldt af farisæisk tomhed. For det er den yderste ugudelighed at mene, at de opfylder De ti bud på en sådan måde, at der bliver fortjenester tilovers, mens bud som disse anklager alle de hellige: «Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte», 5 Mos 6,5. Og: «Du må ikke begære», Rom 7,7. [For det første af Guds bud (Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind) er højere, end noget menneske på jorden kan fatte; det er den højeste teologi, som alle profeterne og alle apostlene har øst deres bedste og højeste lære af som af en kilde. Ja, det er et så ophøjet bud, at al gudsdyrkelse, al ære for Gud, ethvert offer og al taksigelse i himlen og på jorden skal rette sig efter det og bedømmes efter det alene. Al gudsdyrkelse, hvor høj, kostbar og hellig den end ser ud, er derfor intet andet end avner og skaller uden kerne, ja, intet andet end skidt og en vederstyggelighed for Gud, hvis den ikke stemmer med dette bud. Og dette ophøjede bud har ingen helgen nogensinde opfyldt fuldkomment; selv Noa og Abraham, David, Peter og Paulus erkendte, at de var ufuldkomne og syndere. Når så en lurvet barfodsmunk eller en anden ugudelig hykler af samme slags siger, ja, prædiker og lærer, at han har holdt og opfyldt det hellige, høje bud så fuldkomment og har gjort så mange gode gerninger efter Guds krav og vilje, at han endda har fortjeneste til overs, så er det et uhørt, farisæisk, ja, ligefrem djævelsk hovmod. Ja, kære hyklere, hvis bare De hellige ti bud og Guds ophøjede første bud var lige så let at opfylde, som det er at putte brød og madrester i tiggerposen! Med den slags skamløse hyklere er verden plaget i denne sidste tid.] Profeten siger i Sl 116,11: «Alle mennesker er løgnere», dvs. de tænker ikke ret om Gud, frygter ikke Gud nok og tror ikke nok på ham. Derfor praler munkene med urette af, at budene bliver opfyldt ved at holde klosterlivets regler, og at der gøres mere, end der er befalet [at de har gode gerninger og mange centner overflødig og overskydende hellighed liggende på lager].

26 Det er heller ikke sandt, at klosterskikkene er gerninger efter evangeliets råd. For evangeliet giver ikke råd om forskel på klæder og mad eller om at give afkald på ejendom. Det er menneskelige overleveringer, og om dem alle gælder ordet i 1 Kor 8,8: «Mad bringer os ikke frem for Gud.» Derfor er de hverken retfærdiggørende gudstjenester eller fuldkommenhed; ja, når de fremstilles under sådanne titler, er de dæmoners lærdomme.

27 Jomfrueligheden anbefales, men til dem, der har nådegaven, som vi har sagt ovenfor. Men det er en yderst skadelig vildfarelse at mene, at den evangeliske fuldkommenhed ligger i menneskelige overleveringer. For så ville også muslimernes munke kunne prale af, at de har den evangeliske fuldkommenhed. Den ligger heller ikke i at holde andre ting, som kaldes middelting (adiafora). Men fordi Guds rige er retfærdighed og liv i hjerterne, Rom 14,17, er fuldkommenheden at vokse i gudsfrygt, i tillid til den barmhjertighed, der er lovet i Kristus, og i troskab mod sit kald. Sådan beskriver også Paulus fuldkommenheden i 2 Kor 3,18: «Vi forvandles fra herlighed til herlighed, sådan som den kommer fra Åndens Herre.» Han siger ikke: Vi får hele tiden en ny kutte, nye sandaler eller et nyt reb om livet. Det er sørgeligt, at man i kirken skal læse og høre sådanne farisæiske, ja, muslimske udtalelser: at evangeliets fuldkommenhed, Kristi riges fuldkommenhed, som er det evige liv, skulle ligge i disse tåbelige skikke med klædedragter og lignende småting.

28 Hør nu, hvilken uværdig erklæring vores areopagitter [fortræffelige lærere] har skrevet i Konfutationen. De siger: «Det er udtrykkeligt erklæret i Den Hellige Skrift, at klosterlivet fortjener det evige liv, hvis det overholdes, som det skal, og det kan enhver munk ved Guds nåde gøre; ja, Kristus har lovet dette i langt rigere mål til dem, der har forladt hjem eller brødre osv., Matt 19,29.»

29 Det er modstandernes ord. Her siges der først med den største frækhed, at det står udtrykkeligt i Den Hellige Skrift, at klosterlivet fortjener det evige liv. For hvor taler Den Hellige Skrift om klosterlivet? Sådan fører modstanderne deres sag, sådan citerer ubetydelige folk Skriften. Selv om alle ved, at klosterlivet er opfundet for nylig, påberåber de sig alligevel Skriftens autoritet og siger endda, at deres beslutning er udtrykkeligt erklæret i Skriften.

30 Desuden vanærer de Kristus, når de siger, at mennesker fortjener det evige liv ved klosterlivet. Gud har ikke engang givet sin lov den ære, at den skulle fortjene det evige liv, som han tydeligt siger i Ez 20,25: «Jeg gav dem også love, som ikke var gode,

31 og forskrifter, som de ikke kunne leve ved.» For det første er det sikkert, at klosterlivet ikke fortjener syndernes forladelse; den får vi ufortjent ved troen, som vi har sagt ovenfor.

32 For det andet bliver det evige liv af barmhjertighed og for Kristi skyld skænket dem, der ved troen modtager forladelsen og ikke sætter deres egne fortjenester op mod Guds dom. Det siger også Bernhard med stor kraft: «Først og fremmest er det nødvendigt at tro, at du ikke kan få syndernes forladelse uden ved Guds nåde. Dernæst, at du slet ikke kan have nogen god gerning, uden at han også har givet dig den. Endelig, at du ikke kan fortjene det evige liv ved nogen gerninger, uden at også det bliver givet dig ufortjent.» Det følgende, som går i samme retning, har vi gengivet ovenfor. Desuden tilføjer Bernhard til sidst: «Ingen må bedrage sig selv, for tænker han sig godt om, vil han uden tvivl finde, at han med ti tusind ikke kan møde ham [nemlig Gud], som kommer imod ham med tyve tusind.»

33 Når vi altså ikke fortjener syndernes forladelse eller det evige liv ved gerninger efter Guds lov, men må søge den barmhjertighed, der er lovet i Kristus, så skal denne ære – at fortjene syndernes forladelse eller det evige liv – langt mindre tilskrives klosterskikkene, for de er kun menneskelige overleveringer.

34 De, der lærer, at klosterlivet fortjener syndernes forladelse eller det evige liv, og som flytter den tillid, der tilkommer Kristus, over på disse tåbelige skikke, undertrykker altså fuldstændig evangeliet om den ufortjente syndsforladelse og om den barmhjertighed, der er lovet i Kristus, og som skal gribes. I stedet for Kristus dyrker de deres egne kutter og deres eget skidt. Men da også de har brug for barmhjertighed, handler de ugudeligt, når de opdigter overskydende gerninger og sælger dem [deres overflødige krav på himlen] til andre.

35 Vi fatter os i korthed om disse emner, fordi det tydeligt nok fremgår af det, vi har sagt ovenfor om retfærdiggørelsen, om omvendelsen og om menneskelige overleveringer, at klosterløfterne ikke er den pris, for hvis skyld syndernes forladelse og det evige liv bliver givet. Og da Kristus kalder overleveringer for forgæves gudsdyrkelse, er de på ingen måde evangelisk fuldkommenhed.

36 Men modstanderne vil snedigt give indtryk af, at de mildner den almindelige mening om fuldkommenheden. De siger, at klosterlivet ikke er fuldkommenhed, men en stand, hvor man kan opnå fuldkommenhed. Det er pænt formuleret! Vi husker, at denne rettelse findes hos Gerson. For det er tydeligt, at fornuftige mænd, som tog anstød af denne overdrevne ros af klosterlivet, men ikke vovede helt at fratage det rosen for fuldkommenhed, har tilføjet den rettelse, at det er en stand, hvor man kan opnå fuldkommenhed.

37 Følger vi det, vil klosterlivet ikke i højere grad være en fuldkommenhedens stand end bondens eller håndværkerens liv. For også de er stande, hvor man kan opnå fuldkommenhed. Alle mennesker i ethvert kald skal nemlig stræbe efter fuldkommenhed, dvs. vokse i gudsfrygt, i tro, i kærlighed til næsten og i lignende åndelige dyder.

38 I fortællingerne om eremitterne er der eksempler med Antonius og andre, som stiller de forskellige livsformer lige. Det fortælles, at da Antonius bad Gud vise ham, hvor langt han var nået i denne livsform, blev der i en drøm vist ham en skomager i byen Alexandria, som han skulle sammenlignes med. Næste dag kom Antonius ind i byen og gik til skomageren for at finde ud af, hvad han øvede sig i, og hvilke gaver han havde. Men da han talte med manden, fik han intet andet at høre, end at han tidligt om morgenen med få ord bad for hele byen og derefter passede sit håndværk. Her lærte Antonius, at retfærdiggørelsen ikke skal tilskrives den livsform, han selv var gået ind i [det var, hvad Gud ville lære ham med åbenbaringen; for vi bliver retfærdige for Gud, ikke ved dette eller hint liv, men alene ved troen på Kristus].

39 Men selv om modstanderne nu moderer deres lovprisning af fuldkommenheden, mener de i virkeligheden noget andet. For de sælger fortjenester og overfører dem til andre under påskud af, at de holder både bud og råd. Derfor mener de i virkeligheden, at de har overskydende fortjenester. Men hvad er det at tilegne sig selv fuldkommenhed, hvis ikke dette? Desuden er det fastslået i Konfutationen, at munkene stræber efter at leve mere i overensstemmelse med evangeliet. Den tillægger altså menneskelige traditioner fuldkommenhed, hvis munkene lever mere i overensstemmelse med evangeliet ved ikke at eje noget, ved at være ugifte og ved at adlyde reglen om klædedragt, mad og lignende småting.

40 Desuden siger Konfutationen, at munkene fortjener det evige liv i rigere mål, og den citerer Skriften, Matt 19,29: «Enhver som har forladt hjem» osv. Også her tilskriver den altså selvopfundne gudstjenester fuldkommenhed. Men dette skriftsted taler slet ikke for klosterlivet. For Kristus mener ikke, at det at forlade forældre, hustru og brødre er en gerning, der skal gøres, fordi den fortjener syndernes forladelse og det evige liv. Ja, en sådan måde at forlade på er forbandet. For hvis nogen forlader forældre eller hustru for netop ved denne gerning at fortjene syndernes forladelse eller det evige liv, sker det til vanære for Kristus.

41 Der findes desuden to måder at forlade noget på. Den ene sker uden kald, uden Guds befaling. Den godkender Kristus ikke, Matt 15,9. For de gerninger, vi selv har valgt, er en unyttig gudstjeneste. At Kristus ikke godkender en sådan flugt, fremgår endnu tydeligere af, at han taler om at forlade hustru og børn. Vi ved jo, at Guds bud forbyder at forlade hustru og børn. Den anden måde sker på Guds befaling, nemlig når magt eller tyranni tvinger os til enten at drage bort eller at fornægte evangeliet. Her har vi befaling om hellere at lide uret, hellere at lade os berøve ikke blot ejendom, hustru og børn, men endog livet. Denne måde at forlade på godkender Kristus, og derfor tilføjer han: «for evangeliets skyld», Mark 10,29, for at vise, at han ikke taler om dem, der gør uret mod hustru og børn, men om dem, der lider uret, fordi de bekender evangeliet.

42 For evangeliets skyld bør vi endog forlade vores legeme. Her ville det være latterligt at mene, at det var en gudstjeneste at tage sit eget liv og uden Guds befaling forlade legemet. Lige så latterligt er det at mene, at det er en gudstjeneste uden Guds befaling at forlade ejendom, venner, hustru og børn.

43 Derfor er det tydeligt, at de på ugudelig vis forvrænger Kristi ord, så de kommer til at handle om klosterlivet. Medmindre måske ordene om, at de «får det hundrede gange igen i dette liv», passer her. For rigtig mange bliver munke, ikke for evangeliets skyld, men for at leve i overdådighed og lediggang, og de finder

44 den største rigdom i stedet for en beskeden fædrenearv. Men ligesom hele klostervæsenet er fuldt af blændværk, sådan citerer de også skriftsteder under falsk påskud. Derfor synder de dobbelt: De bedrager mennesker, og det endda under påskud af Guds navn.

45 Der citeres også et andet skriftsted om fuldkommenheden, Matt 19,21: «Hvis du vil være fuldkommen, så gå og sælg hvad du ejer, og giv det til de fattige, og kom og følg mig.» Dette skriftsted har voldt mange besvær, for de har forestillet sig, at fuldkommenhed består i at kaste ejendom og ejendomsret fra sig.

46 Lad bare filosofferne lovprise Aristippos, der kastede en stor mængde guld i havet. [Kynikere som Diogenes, der ikke ville have noget hus, men lå i en tønde, kan anbefale en sådan hedensk hellighed.] Sådanne eksempler har intet med kristen fuldkommenhed at gøre. [Kristen hellighed består i langt højere ting end et sådant hykleri.] Fordelingen af ejendom, råderetten over den og det at eje den er borgerlige ordninger, som Guds ord godkender i budet, 2 Mos 20,15: «Du må ikke stjæle.» At opgive sin ejendom har hverken bud eller råd for sig i Skriften. For den evangeliske fattigdom består ikke i at opgive sin ejendom, men i ikke at være grisk og ikke at stole på rigdom, sådan som David var fattig i et meget rigt kongerige.

47 Da det at opgive sin ejendom altså blot er en menneskelig tradition, er det en unyttig gudstjeneste. Også lovprisningen i Extravaganten er overdreven, når den siger, at det at give afkald på ejendomsretten til alle ting for Guds skyld er fortjenstfuldt og helligt og en fuldkommenhedens vej. [Extravagantes er en samling pavelige dekreter, der blev føjet til den kanoniske ret.] Og det er meget farligt at lovprise noget, der strider mod samfundsordenen, så overdrevent. [Når uerfarne mennesker hører en sådan ros, slutter de, at det er ukristeligt at eje noget; deraf følger mange vildfarelser og oprør. Af en sådan ros blev Müntzer forført, og derved blev mange gendøbere ført på vildspor.]

48 Men [siger de] Kristus taler her om fuldkommenhed. Ja, men de gør vold på teksten, når de kun citerer den halvt. Fuldkommenheden ligger i det, som Kristus tilføjer:

49 «Følg mig.» Her fremstilles et eksempel på lydighed i ens kald. Og da kaldene er forskellige [én er kaldet til at regere, en anden til at være husfar, en tredje til at være prædikant], gælder dette kald ikke alle, men hører egentlig kun til den person, som Kristus her taler med, ligesom vi heller ikke skal efterligne Davids kald til kongeværdigheden eller Abrahams kald til at ofre sin søn. Kaldene er personlige, ligesom selve opgaverne skifter med tider og personer; men eksemplet på lydighed er almengyldigt.

50 Den unge mand ville have opnået fuldkommenhed, hvis han havde troet dette kald og adlydt det. Sådan består fuldkommenheden for os i, at enhver med sand tro adlyder sit eget kald. [Ikke i, at jeg påtager mig et fremmed kald, som jeg ikke har Guds bemyndigelse eller befaling til.]

51 For det tredje. I klosterløfterne loves der kyskhed. Men vi har ovenfor, i forbindelse med præsternes ægteskab, sagt, at naturens lov [eller Guds lov] i mennesker ikke kan ophæves ved løfter eller forordninger. Og da ikke alle har fået afholdenhedens gave, lever mange på grund af deres svaghed i en ulykkelig afholdenhed. Ingen løfter og ingen forordninger kan heller ophæve Helligåndens befaling, 1 Kor 7,2: «For at hindre utugt skal enhver mand have sin egen hustru.» Derfor er dette løfte ikke lovligt for dem, der ikke har afholdenhedens gave og på grund af svaghed bliver besmittet.

52 Om hele dette emne er der sagt nok ovenfor. Og det er i sandhed mærkeligt, at modstanderne stadig forsvarer deres traditioner mod Guds åbenbare bud, selv om alle kan se farerne og forargelserne. Heller ikke Kristi røst rører dem, når han irettesætter farisæerne, Matt 23,13ff, som havde indført traditioner imod Guds bud.

53 For det fjerde. De, der lever i klostre, løses fra deres løfter på grund af sådanne ugudelige ceremonier som messen, der for vindings skyld overføres til de døde, og helgendyrkelsen. I helgendyrkelsen er fejlen dobbelt: både at helgenerne sættes i Kristi sted, og at de dyrkes på ugudelig vis. Sådan opfandt dominikanermunkene Den Salige Jomfrus rosenkrans, som er det rene vrøvl, lige så tåbelig som den er ugudelig, og som nærer en helt tom tillid. Desuden bliver netop disse ugudeligheder kun anvendt for

54 vindings skyld. Desuden hører og lærer de ikke evangeliet om syndernes forladelse, som gives uforskyldt for Kristi skyld, om troens retfærdighed, om den sande omvendelse og om de gerninger, som har Guds befaling. Men de er optaget enten af filosofiske diskussioner eller af at videregive ceremonier, der formørker Kristus.

55 Vi vil ikke her tale om hele ceremonivæsenet, om læsningerne, sangen og lignende ting. De kunne tåles, hvis de [blev holdt inden for et rimeligt antal og] blev betragtet som øvelser, på samme måde som undervisningen i skolerne [og prædikenen], hvis formål er at belære tilhørerne og, mens de belæres, at bevæge nogle til frygt eller tro. Men nu hævder de, at disse ceremonier er gudstjenester, der fortjener syndernes forladelse for dem selv og for andre. Det er netop derfor, de øger antallet af disse ceremonier. Men hvis de foretog dem for at belære og formane tilhørerne, ville korte og rammende læsninger gavne mere end denne endeløse plapren.

56 Sådan er hele klosterlivet fuldt af hykleri og falske meninger [imod det første og det andet bud, imod Kristus]. Til alt dette kommer endnu den fare, at de, der er med i disse broderskaber, tvinges til at give dem, der forfølger sandheden, deres samtykke. Der er altså mange vægtige og stærke grunde, der fritager gode mennesker fra forpligtelsen til denne livsform.

57 Endelig fritager kanonerne selv mange, som enten uden dømmekraft [før de havde nået den rette alder] har aflagt løfter, lokket af munkenes kneb, eller som har aflagt løfter under tvang fra deres familie og venner. Sådanne løfter regner selv kanonerne ikke for løfter. Af alt dette fremgår det, at der er rigtig mange grunde, som viser, at klosterløfter, sådan som de hidtil er blevet aflagt, ikke er løfter. Og derfor kan man med god samvittighed forlade en livsform, der er fuld af hykleri og falske meninger.

58 Her fremfører de en indvending, der er hentet fra loven om nasiræerne, 4 Mos 6,2ff. Men nasiræerne aflagde ikke deres løfter ud fra de meninger, som vi har kritiseret i munkenes løfter. Nasiræernes skik var en øvelse [en legemlig øvelse med faste og bestemte slags mad] eller en bekendelse af troen over for mennesker. Den fortjente ikke syndernes forladelse over for Gud og gjorde ikke retfærdig over for Gud. [For det søgte de et andet sted, nemlig i løftet om den velsignede sæd.] Og ligesom omskærelsen eller ofringen af dyr ikke ville være en gudstjeneste nu, sådan bør nasiræernes skik heller ikke nu fremstilles som en gudstjeneste, men den bør simpelthen bedømmes som et middelting (adiaforon). Det er ikke rigtigt at sammenligne klostervæsenet med nasiræernes skik. Klostervæsenet er udtænkt uden Guds ord som en gudstjeneste, der skulle fortjene syndernes forladelse og retfærdiggørelse. Nasiræernes skik havde Guds ord for sig og blev ikke lært, for at man skulle fortjene syndernes forladelse, men som en ydre øvelse ligesom lovens andre ceremonier. Det samme kan siges om de andre ceremonier, som loven foreskriver.

59 Man henviser også til rekabitterne, som ikke havde nogen ejendom og ikke drak vin, sådan som Jer 35,6f fortæller. Ja, sandelig, rekabitternes eksempel passer smukt til vores munke, hvis klostre overgår kongernes paladser, og som lever i den største overdådighed! Og rekabitterne var, alligevel gift, selv om de intet ejede. Vores munke derimod bekender sig til cølibatet, selv om de vælter sig i al slags vellyst.

60 Desuden skal eksempler fortolkes efter reglen, det vil sige efter sikre og klare skriftsteder, ikke imod reglen, det vil sige imod Skriften.

61 Det er dog helt sikkert, at vores skikke ikke fortjener syndernes forladelse eller retfærdiggørelse. Når rekabitterne bliver rost, må de derfor nødvendigvis [det er sikkert] have overholdt deres skik, ikke fordi de troede, at de dermed fortjente syndernes forladelse, eller at gerningen i sig selv var en gudstjeneste, der retfærdiggjorde, eller noget, de opnåede det evige liv for, i stedet for at opnå det ved Guds barmhjertighed for den lovede Sæds skyld. Men de havde deres forældres befaling, og derfor bliver deres lydighed rost; om den har vi Guds bud: Ær din far og din mor.

62 Desuden havde skikken et bestemt formål: Da de var fremmede og ikke israelitter, er det tydeligt, at deres far ville skille dem ud fra deres landsmænd med bestemte kendetegn, så de ikke faldt tilbage til deres landsmænds ugudelighed. Med disse kendetegn ville han minde dem om [gudsfrygten,] læren om troen og om udødeligheden.

63 Et sådant formål er tilladt. Men for klosterlivets vedkommende læres der helt andre formål. De bilder sig ind, at klosterlivets gerninger er en gudstjeneste; de bilder sig ind, at de fortjener syndernes forladelse og retfærdiggørelse. Rekabitternes eksempel ligner derfor ikke klosterlivet – for slet ikke at tale om de andre onder, der i vore dage hænger ved klosterlivet.

64 De citerer også 1 Tim 5,11–12 om enkerne, som blev forsørget af fællesskabets midler, fordi de tjente kirken. Dér står der: De vil giftes og får den dom, at

65 de har svigtet deres første tro. Lad os for det første antage, at apostlen her taler om løfter [hvad han dog ikke gør]; alligevel vil dette sted ikke tale til fordel for klosterløfterne, som gælder ugudelige gudstjenester og aflægges i den tro, at de fortjener syndernes forladelse og retfærdiggørelse. For Paulus fordømmer med høj og klar røst alle gudstjenester, alle love og alle gerninger, hvis de overholdes for at fortjene syndernes forladelse, eller for at vi skal opnå syndernes forladelse på grund af dem i stedet for ved barmhjertighed for Kristi skyld. Derfor må enkernes løfter, hvis der overhovedet var nogen, have været anderledes end klosterløfterne.

66 Hvis modstanderne desuden bliver ved med at fordreje stedet til at handle om løfter, må forbuddet mod at optage nogen enke, der er under tres år (1 Tim 5,9), fordrejes på samme måde. Så vil løfter,

67 der er aflagt før denne alder, ikke gælde. Men kirken kendte endnu ikke til disse løfter. Paulus fordømmer altså enkerne, ikke fordi de gifter sig – han befaler jo de yngre at gifte sig – men fordi de, når de blev forsørget af fællesskabets midler, blev kåde og dermed svigtede troen. Det kalder han den første tro – tydeligvis ikke den, der blev lovet i et klosterløfte, men den, der hører til kristendommen [i deres dåb, deres kristne pligt, deres kristendom]. Det er i denne betydning, han bruger ordet tro i samme kapitel, 5,8: Hvis nogen ikke sørger for sine egne og mest sin familie, har han fornægtet troen.

68 For han taler anderledes om troen end sofisterne. Han mener ikke, at de, der har dødssynd, har tro. Derfor siger han, at de, der ikke tager sig af deres slægtninge, svigter troen. Og på samme måde siger han, at kåde kvinder svigter troen.

69 Vi har gennemgået nogle af vores grunde og undervejs afkræftet de indvendinger, som modstanderne har rejst. Vi har samlet dette, ikke kun på grund af modstanderne, men langt mere for de gudfrygtige sjæles skyld, så de kan have grundene for øje til at tage afstand fra hykleriet og de opdigtede klostergudstjenester. De ophæves i virkeligheden alle sammen af dette ene ord af Kristus i Matt 15,9: Forgæves dyrker de mig, idet de lærer det som er menneskebud. Derfor er selve løfterne og overholdelsen af regler om mad, læsninger, sange, klæder, sandaler og bælter unyttige gudstjenester for Gud. Og alle gudfrygtige sjæle skal bestemt vide, at det simpelthen er en farisæisk og fordømt mening, at disse skikke fortjener syndernes forladelse, at vi regnes for retfærdige på grund af dem, og at vi opnår det evige liv på grund af dem og ikke ved barmhjertighed for Kristi skyld. De hellige mænd, der har levet i disse livsformer, må nødvendigvis have lært at forkaste tilliden til sådanne skikke. De må have lært, at de fik syndernes forladelse uforskyldt, og at de ville opnå det evige liv for Kristi skyld ved barmhjertighed og ikke på grund af disse gudstjenester [derfor endte de gudfrygtige, som blev frelst, mens de levede videre i klosterlivet, med at fortvivle over deres klosterliv; de foragtede alle deres gerninger som skarn, fordømte al deres hykleriske gudstjeneste og holdt fast ved løftet om nåde i Kristus, sådan som man ser det i den hellige Bernhards eksempel, når han siger: Perdite vixi, jeg har levet et syndigt liv]. For Gud godkender kun gudstjenester, der er indstiftet ved hans ord, og de gavner, når de bruges i tro.