Tredje del, artikel I. Om synden

1] Her må vi bekende, som Paulus siger i Rom 5, at synden er kommet fra Adam, det ene menneske, ved hvis ulydighed alle mennesker er blevet syndere, underlagt døden og djævelen. Den kaldes arvesynden eller hovedsynden.

2] Frugterne af denne synd er dernæst de onde gerninger, som er forbudt i de ti bud, såsom vantro, falsk tro, afgudsdyrkelse, at være uden gudsfrygt, overmod, fortvivlelse, blindhed, kort sagt: ikke at kende Gud eller agte ham; dernæst at lyve, at sværge ved Guds navn, ikke at bede, ikke at påkalde, ikke at agte Guds ord, at være ulydig mod forældrene, at myrde, utugt, at stjæle, at bedrage osv.

3] Denne arvesynd er en så dyb og ond fordærvelse af naturen, at ingen fornuft kan erkende den; den må tros ud fra Skriftens åbenbaring, Sl 51; Rom 5; 2 Mos 33; 1 Mos 3. Derfor er det lutter vildfarelse og blindhed, når skolastikerne imod denne artikel har lært:

4] At menneskets naturlige kræfter efter Adams fald er forblevet hele og ufordærvede, og at mennesket af natur har en ret fornuft og en god vilje, sådan som filosofferne lærer.

5] Ligeledes at mennesket har en fri vilje til at gøre det gode og lade det onde og omvendt til at lade det gode og gøre det onde.

6] Ligeledes at mennesket af sine naturlige kræfter kan gøre og holde alle Guds bud.

7] Ligeledes at det af sine naturlige kræfter kan elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv.

8] Ligeledes at Gud med sikkerhed giver et menneske sin nåde, når det gør, hvad det formår.

9] Ligeledes at det ikke er nødvendigt at have et godt forsæt om at gøre det gode, når det vil gå til sakramentet; det er nok, at det ikke har et ondt forsæt om at synde – så god er naturen, og så virkningsfuldt er sakramentet.

10] At det ikke er begrundet i Skriften, at der til en god gerning kræves Helligånden med hans nåde.

11] Disse og mange lignende punkter er kommet af uforstand og uvidenhed både om synden og om Kristus, vores frelser. Det er ren hedensk lære, som vi ikke kan tåle. For hvis denne lære var rigtig, så var Kristus død forgæves, for så var der ingen skade eller synd i mennesket, som han skulle dø for. Eller også var han kun død for legemet og ikke også for sjælen, for så var sjælen sund, og kun legemet var underlagt døden.