Fortale

Allerhøjbårne, stormægtigste, uovervindeligste kejser, allernådigste herre! For kort tid siden har Deres Kejserlige Majestæt i nåde indkaldt til en almindelig rigsdag her i Augsburg. I indkaldelsen blev der indtrængende bedt om, at man skulle rådslå og gøre sig umage med sagen om tyrkerne, vores og det kristne navns arvefjende, og om, hvordan man med vedvarende hjælp kraftigt kunne modstå dem. Ligeledes skulle man rådslå om, hvordan man skulle behandle splittelsen i den hellige tro og den kristne religion: at man indbyrdes i kærlighed og venlighed skulle høre, se og overveje hver enkelts opfattelse, mening og synspunkt og bringe dem sammen og forlige dem til én kristen sandhed; at man skulle fjerne alt, hvad der på begge sider ikke var udlagt eller behandlet rigtigt; at vi alle skulle antage og holde én eneste sand religion; og at vi, ligesom vi alle er under én Kristus og strider under ham, også alle skulle leve i ét fællesskab, én kirke og én enighed.

Vi, de nedenfor nævnte kurfyrster og fyrster med vores forbundsfæller, er ligesom andre kurfyrster, fyrster og stænder blevet opfordret til dette. Derfor har vi straks begivet os af sted, så vi – uden at rose os selv – var blandt de første, der kom hertil.

Efter at vi i al underdanighed har efterkommet Deres Kejserlige Majestæts nævnte indkaldelse, har Deres Kejserlige Majestæt desuden, i overensstemmelse med den, i nåde og med største flid og alvor bedt kurfyrster, fyrster og stænder samlet om følgende: Hver enkelt skulle ifølge indkaldelsen skrive sin opfattelse, mening og synspunkt om disse vildfarelser, splittelser og misbrug i trossagerne ned på tysk og latin og overgive det. Efter overvejelse og rådslagning blev det i onsdags forelagt Deres Kejserlige Majestæt, at vi for vores part i overensstemmelse med Deres Kejserlige Majestæts forelæggelse ville overgive vores bekendelse på tysk og latin i dag, fredag. Derfor rækker og overgiver vi nu i underdanigst lydighed mod Deres Kejserlige Majestæt bekendelsen af vores præsters og prædikanters lære og også af vores egen tro: hvad og på hvilken måde de på grundlag af Guds hellige Skrift prædiker, lærer, holder fast ved og underviser i vores lande, fyrstendømmer, herskaber, byer og områder.

Over for Deres Kejserlige Majestæt, vores allernådigste herre, tilbyder vi os i al underdanighed: Når de andre kurfyrster, fyrster og stænder nu ligeledes overgiver deres mening og synspunkt skriftligt i to udgaver, på latin og tysk, vil vi gerne drøfte passende og rimelige veje med fyrsterne og med stænderne og forenes med dem, så vidt det på rimelig vis er muligt. Så kan det, som begge parter skriftligt fremlægger, og de stridspunkter, der er mellem os, behandles indbyrdes i kærlighed og venlighed, og disse splittelser kan føres til én eneste sand religion – ligesom vi alle er under én Kristus og strider under ham og skal bekende Kristus – alt efter ordlyden af Deres Kejserlige Majestæts ofte nævnte indkaldelse og efter Guds sandhed. Derfor vil vi også med største ydmyghed påkalde Gud den Almægtige og bede ham give sin guddommelige nåde til det. Amen.

Men hvis en sådan forhandling indbyrdes i kærlighed og venlighed, som Deres Kejserlige Majestæts indkaldelse lyder, ikke skulle lykkes eller bære frugt hos vores herrer og venner og især hos kurfyrsterne, fyrsterne og stænderne på den anden side, så skal det i hvert fald ikke skorte på os i noget, der med Gud og en god samvittighed kan tjene til kristen enighed. Det vil Deres Kejserlige Majestæt, vores nævnte venner, kurfyrsterne, fyrsterne og stænderne, og enhver, der elsker den kristne religion, og som disse sager kommer for øje, i nåde og venlighed fuldt ud kunne se af de følgende bekendelser fra os og vores folk.

Deres Kejserlige Majestæt har tidligere i nåde givet kurfyrster, fyrster og rigets stænder at forstå – især gennem en offentligt oplæst instruks på rigsdagen i Speyer i året ’26 – at Deres Kejserlige Majestæt af de grunde, der dengang blev nævnt, ikke agtede at træffe afgørelse i sager, der angår vores hellige tro, men ville arbejde ihærdigt hos paven og lægge pres på ham for at få et koncil. Og for et år siden, på den seneste rigsdag i Speyer, lod Deres Kejserlige Majestæt ved en skriftlig instruks blandt andet følgende fremlægge og meddele kurfyrster, fyrster og rigets stænder gennem Deres Kejserlige Majestæts statholder i riget, Hans Kongelige Værdighed af Ungarn og Böhmen osv., sammen med Deres Kejserlige Majestæts talsmand og udsendte kommissærer: Deres Kejserlige Majestæt havde overvejet, hvad Deres statholder, embedsmænd og rådgivere i det kejserlige rigsstyre samt gesandterne for de fraværende kurfyrster, fyrster og stænder, som var forsamlet på den indkaldte rigsdag i Regensburg, mente om det almindelige koncil, og havde også anset det for gavnligt at indkalde det. Og eftersom sagerne mellem Deres Kejserlige Majestæt og paven var på vej mod en god kristen forståelse, var Deres Kejserlige Majestæt sikker på, at paven ikke ville nægte at holde det almindelige koncil. Derfor tilbød Deres Kejserlige Majestæt i nåde at fremme og arbejde for, at paven sammen med Deres Kejserlige Majestæt snarest muligt ville give sit samtykke til at indkalde et sådant almindeligt koncil, og at der ikke skulle mangle noget i den henseende.

Derfor erklærer vi os hermed over for Deres Kejserlige Majestæt i al underdanighed og – for en sikkerheds skyld – i det nævnte tilfælde yderligere rede til at møde ved et sådant almindeligt, frit, kristent koncil. Det er blevet vedtaget af kurfyrster, fyrster og stænder af høje og vægtige grunde på alle de rigsdage, Deres Kejserlige Majestæt har holdt under Deres regering i riget. Til dette koncil og samtidig til Deres Kejserlige Majestæt har vi også på grund af denne yderst vigtige sag til forskellige tider i retmæssig form og orden henvist og appelleret. Denne appel holder vi hermed fortsat fast ved, og vi vidner og protesterer offentligt om, at vi ikke opgiver den ved denne eller nogen senere forhandling (medmindre disse omstridte sager til sidst i kærlighed og venlighed, efter Deres Kejserlige Majestæts indkaldelse, bliver hørt, overvejet, bilagt og forligt til kristen enighed). Her følger nu, artikel for artikel, vores og vores folks bekendelser.