Artikel XXIII. Om præsternes ægteskab

Overalt i verden har mennesker af høj og lav stand ført store og kraftige klager over den udbredte utugt og det vilde liv hos præsterne, som ikke formåede at leve afholdende. Med sådanne grufulde laster var det kommet til det yderste. For at undgå så megen stor og grim forargelse, ægteskabsbrud og anden utugt er nogle præster hos os trådt ind i ægteskabet. Som grund anfører de, at deres samvittigheds store nød har drevet og bevæget dem til det, fordi Skriften klart siger, at ægteskabet er indstiftet af Gud Herren for at undgå utugt, som Paulus siger (1 Kor 7,2.9): «For at hindre utugt skal enhver mand have sin egen hustru»; og: «Det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.» Og når Kristus siger (Matt 19,11): «Ikke alle kan rumme dette ord», så viser Kristus – som godt vidste, hvad der er i mennesket – at kun få mennesker har gaven til at leve afholdende. «For Gud skabte mennesket som mand og kvinde», 1 Mos 1,27. Erfaringen har vist alt for tydeligt, om det står i menneskers magt eller evne at forbedre eller ændre Guds, den høje Majestæts, skabning ved egen beslutning eller ved et løfte uden en særlig gave og nåde fra Gud. For det ligger åbent for dagen, og mange har selv bekendt det: Hvor lidt godt, hvor lidt ærbart og kysk liv, hvor lidt kristen, hæderlig og retskaffen levevis er der kommet ud af det hos mange! Og hvor grufuld og frygtelig uro og pine i samvittigheden har mange ikke haft på grund af det, da de lå for døden! Da Guds ord og bud altså ikke kan ændres af noget menneskeligt løfte eller nogen menneskelig lov, har præsterne og andre gejstlige af disse og andre grunde taget sig hustruer.

Man kan også bevise ud fra historien og kirkefædrenes skrifter, at det i den kristne kirke fra gammel tid var skik, at præster og diakoner havde hustruer. Derfor siger Paulus i 1 Tim 3,2: «En tilsynsmand skal være uangribelig, én kvindes mand.» Det er også først for fire hundrede år siden, at præsterne i Tyskland med magt blev tvunget fra ægteskabet til et løfte om afholdenhed. Det satte de sig alle sammen så alvorligt og hårdt imod, at en ærkebiskop i Mainz, som kundgjorde pavens nye påbud om dette, var meget tæt på at blive slået ihjel i tumulten, da hele præsteskabet gjorde oprør. Og dette forbud blev allerede fra begyndelsen gennemført så hastigt og ubehændigt, at paven dengang ikke alene forbød præsterne at gifte sig i fremtiden, men også opløste de ægteskaber, som allerede længe havde bestået. Det strider dog ikke alene mod al guddommelig, naturlig og borgerlig ret, men er også helt i modstrid med de kirkelige love (som paverne selv har lavet) og med de mest berømte konciler.

Man har også ofte hørt mange højtstående, gudfrygtige og forstandige folk give udtryk for den mening og bekymring, at et sådant påtvunget cølibat, der berøver mennesker ægteskabet (som Gud selv har indstiftet og givet frit), aldrig har ført noget godt med sig, men derimod mange store, onde laster og meget ondt. Også en af paverne, Pius II, har selv, som hans levnedsbeskrivelse viser, ofte sagt disse ord og ladet dem nedskrive om sig selv: Der kan nok være visse grunde til, at ægteskab er forbudt for de gejstlige, men der er langt højere, større og vigtigere grunde til, at man igen skal give dem lov til at gifte sig. Uden tvivl har pave Pius som en forstandig og klog mand sagt dette efter moden overvejelse.

Derfor vil vi i underdanighed sætte vores lid til Hans Kejserlige Majestæt og håbe, at Hans Majestæt som en kristen og højt priset kejser nådigt vil tage sig til hjerte, at nu i de sidste tider og dage, som Skriften taler om, bliver verden stadig værre og menneskene skrøbeligere og svagere.

Derfor er det højst nødvendigt, nyttigt og kristent at se nøje på denne sag, så der ikke bryder endnu værre og skændigere utugt og laster ind over de tyske lande, hvis ægteskabet forbydes. For ingen vil kunne ændre eller ordne disse ting klogere eller bedre end Gud selv, som har indstiftet ægteskabet for at hjælpe den menneskelige skrøbelighed og for at hindre utugt.

Også de gamle kirkelige love siger, at man til tider må mildne og lempe strengheden (rigorem) for den menneskelige svagheds skyld og for at forebygge og undgå værre ting.

Det ville også i dette tilfælde være kristent og meget nødvendigt. Hvordan skulle præsternes og de gejstliges ægteskab kunne skade den almindelige kristne kirke, især sognepræsternes og de andres, som skal tjene kirken? Der ville nok i fremtiden komme til at mangle præster og sognepræster, hvis dette hårde forbud mod ægteskab skulle vare ved længere.

At præster og gejstlige må gifte sig, er altså grundet på Guds ord og bud. Historien beviser desuden, at præsterne har været gift. Og løftet om afholdenhed har forårsaget så mange grimme, ukristelige forargelser, så mange ægteskabsbrud, så frygtelig og uhørt utugt og så grufulde laster, at endda nogle af domherrerne og også hofmændene ved pavens hof i Rom selv har indrømmet det og klaget over, at sådanne laster blandt gejstligheden var blevet alt for grufulde og overmægtige, og at de ville vække Guds vrede. Så er det sandelig sørgeligt, at man ikke alene har forbudt det kristne ægteskab, men flere steder har vovet at straffe det i største hast, som var det en stor forbrydelse. Ægteskabet er også højt priset i kejserens love og i alle riger, hvor der overhovedet har været lov og ret. Kun i vor tid begynder man at pine uskyldige mennesker alene for ægteskabets skyld – og det oven i købet præster, som man frem for andre burde skåne – og det sker ikke alene imod guddommelig ret, men også imod de kirkelige love. Apostlen Paulus kalder i 1 Tim 4,1–3 den lære, der forbyder ægteskab, for djævlelære. Og Kristus siger selv i Joh 8,44: «Djævelen var en morder fra begyndelsen.» Det stemmer godt overens: Det må sandelig være djævlelære at forbyde ægteskab og at forsøge at holde fast ved en sådan lære med blodsudgydelse.

Men ligesom ingen menneskelig lov kan ophæve eller ændre Guds bud, sådan kan heller intet løfte ændre Guds bud. Derfor giver Sankt Cyprian også det råd, at de kvinder, som ikke holder den afholdenhed, de har lovet, skal gifte sig. Han siger (bog 1, brev 11): «Men hvis de ikke vil eller ikke kan leve afholdende, så er det bedre, at de gifter sig, end at de falder i ilden på grund af deres lyst, og de skal tage sig godt i agt, så de ikke vækker forargelse hos brødrene og søstrene.»

Desuden udviser alle de kirkelige love større mildhed og rimelighed over for dem, der har aflagt løfte i deres ungdom. Og de fleste præster og munke er jo kommet ind i denne stand i deres ungdom, uden at de vidste, hvad de gjorde.