Artikel XXIV. Om messen

Vores folk beskyldes med urette for at have afskaffet messen. For det er åbenlyst, at messen – uden at vi roser os selv – holdes hos os med større andagt og alvor end hos modstanderne. Folket bliver også ofte og med den største omhu undervist om det hellige sakramente: hvorfor det er indstiftet, og hvordan det skal bruges, nemlig til at trøste de forskrækkede samvittigheder. Derved bliver folket draget til kommunionen og messen. Samtidig bliver der også undervist imod anden forkert lære om sakramentet. Der er heller ikke sket nogen mærkbar ændring i messens offentlige ceremonier, bortset fra at der nogle steder synges tyske sange ved siden af den latinske sang for at undervise og øve folket. Det er så meget mere på sin plads, som alle ceremonier først og fremmest skal tjene til, at folket ved dem lærer, hvad det har brug for at vide om Kristus.

Men messen er før vor tid blevet misbrugt på mange måder: Det ligger åbent for dagen, at man har gjort et marked ud af den, at man har købt og solgt den, og at den i alle kirker for det meste er blevet holdt for pengenes skyld. Et sådant misbrug er gentagne gange, også før vor tid, blevet påtalt af lærde og fromme folk. Da prædikanterne hos os har prædiket om det, og præsterne er blevet mindet om den frygtelige trussel, som med rette bør gøre indtryk på enhver kristen – at den, der bruger sakramentet uværdigt, er skyldig over for Kristi legeme og blod – er sådanne købemesser og privatmesser, som hidtil var blevet holdt af tvang for pengenes og præbendernes skyld, faldet bort i vores kirker. [Præbende: den indtægt, der var knyttet til et kirkeligt embede.]

Samtidig er også den grufulde vildfarelse blevet påtalt, at man har lært, at vor Herre Kristus ved sin død kun har gjort fyldest for arvesynden og har indstiftet messen som et offer for de andre synder. Sådan har man gjort messen til et offer for levende og døde, som skulle tage synderne bort og forsone Gud. Deraf fulgte videre, at man diskuterede, om én messe holdt for mange fortjente lige så meget, som hvis man holdt en særlig messe for hver enkelt. Deraf kom den store, utallige mængde messer: Med denne gerning ville man opnå alt hos Gud, hvad man havde brug for, og samtidig er troen på Kristus og den rette gudstjeneste blevet glemt.

Derfor er der givet undervisning om dette, sådan som nøden uden tvivl krævede, så man kunne vide, hvordan sakramentet skal bruges rigtigt. For det første viser Skriften mange steder, at der ikke er noget andet offer for arvesynden og de andre synder end Kristi død alene. For sådan står der skrevet i Hebræerbrevet, at Kristus «én gang har ofret sig selv og derved gjort fyldest for alle synder». Det er en helt uhørt nyhed i kirkens lære, at Kristi død kun skulle have gjort fyldest for arvesynden og ikke også for andre synder. Derfor må man håbe, at enhver forstår, at denne vildfarelse ikke er blevet påtalt med urette.

For det andet lærer Sankt Paulus, at vi får nåde hos Gud ved troen og ikke ved gerninger. Dette misbrug af messen, hvor man mener at få nåde ved denne gerning, strider åbenlyst imod det. For man ved jo, at man har brugt messen til at blive af med synd og til at opnå nåde og alle goder hos Gud – ikke alene præsten for sig selv, men også for hele verden og for andre, levende og døde.

For det tredje er det hellige sakramente ikke indstiftet for at bringe et offer for synden – for offeret er allerede sket – men for at vores tro derved skal vækkes, og samvittighederne trøstes, når de ved sakramentet erfarer, at nåde og syndernes forladelse er dem lovet af Kristus. Derfor kræver dette sakramente tro, og uden tro bruges det forgæves.

Da messen altså ikke er et offer for andre, levende eller døde, til at tage deres synder bort, men skal være en kommunion, hvor præsten og andre modtager sakramentet for sig selv, gør vi det sådan: På helligdage, og også ellers når der er nogen, der vil gå til alters, holder vi messe efter dens rette brug, sådan som den i gammel tid blev holdt i kirken. Det kan man bevise ud fra Sankt Paulus i 1 Kor 11 og desuden ud fra mange kirkefædres skrifter. For Chrysostomos siger, at præsten dagligt står og indbyder nogle til kommunionen og forbyder andre at træde frem. Også de gamle kirkelige love viser, at én holdt messen og gav de andre præster og diakoner nadveren. For sådan lyder ordene i en kanon fra Konciliet i Nikæa: «Diakonerne skal i den rette orden efter præsterne modtage sakramentet af biskoppen eller præsten.»

Da man altså ikke har indført noget nyt her, som ikke fandtes i kirken i gammel tid, og der heller ikke er sket nogen mærkbar ændring i messens offentlige ceremonier – bortset fra at de andre unødvendige messer, som tidligere ved et misbrug blev holdt ved siden af sognemessen, er faldet bort – bør denne måde at holde messe på med rette ikke fordømmes som kættersk og ukristelig. For i gammel tid holdt man heller ikke daglig messe, end ikke i de store kirker, hvor der var mange mennesker, eller på de dage, hvor folket kom sammen. Det viser Historia tripartita, bog 9, hvor det fortælles, at man i Alexandria om onsdagen og fredagen læste og udlagde Skriften og holdt alle andre gudstjenester uden messen.