Artikel XXV. Om skriftemålet

Skriftemålet er ikke afskaffet af prædikanterne på vores side. For hos os holder vi fast ved den skik, at sakramentet ikke gives til nogen, der ikke først er blevet hørt og har fået tilgivelse. Samtidig bliver folket omhyggeligt undervist om, hvor trøsterigt tilgivelsens ord er, og hvor højt og dyrebart man skal agte tilgivelsen. For den er ikke stemmen eller ordet fra det menneske, der står foran os, men Guds ord, og det er Gud, der tilgiver synden. Den bliver nemlig udtalt i Guds sted og på Guds befaling. Med stor omhu undervises der om denne befaling og om nøglemagten, og om hvor trøsterig og nødvendig den er for de forskrækkede samvittigheder. Desuden undervises der om, at Gud kræver, at vi tror på denne tilgivelse, ikke mindre end hvis Guds stemme lød fra himlen, og at vi med glæde skal trøste os ved tilgivelsen og vide, at vi ved en sådan tro får syndernes forladelse. De prædikanter, som tidligere lærte meget om skriftemålet, sagde ikke et eneste ord om disse nødvendige stykker. De pinte kun samvittighederne med lange opremsninger af synder, med fyldestgørelse, med aflad, med pilgrimsrejser og lignende. Og mange af vores modstandere indrømmer selv, at man på vores side har skrevet og talt mere passende om den rette kristne omvendelse, end det er sket i lang tid.

Om skriftemålet lærer vi, at man ikke skal tvinge nogen til at nævne sine synder én for én. For det er umuligt, som salmen siger: «Hvem kender sine overtrædelser?» Og Jeremias siger: «Menneskets hjerte er så ondt, at man aldrig kan lære det helt at kende.» Den elendige menneskenatur stikker så dybt i synden, at den ikke kan se eller kende alle sine synder. Og hvis vi kun skulle have tilgivelse for dem, vi kan regne op, ville det kun hjælpe os lidt. Derfor er det ikke nødvendigt at tvinge folk til at nævne deres synder én for én. Sådan har også fædrene set på det, som det fremgår af dist. 1. de poenitentia [afsnittet om bod i Gratians Decretum], hvor Chrysostomos' ord bliver anført: «Jeg siger ikke, at du offentligt skal udlevere dig selv eller anklage dig selv eller erklære dig skyldig over for en anden. Adlyd i stedet profeten, som siger: ‹Åbenbar dine veje for Herren.› Bekend derfor dine synder for Gud Herren, den sande dommer, sammen med din bøn. Sig ikke dine synder med tungen, men i din samvittighed.» Her ser man klart, at Chrysostomos ikke tvinger nogen til at nævne sine synder én for én. Sådan lærer også Glossa in Decretis [glossen til kirkeretten], de poenitentia, dist. 5., at skriftemålet ikke er befalet af Skriften, men indstiftet af kirken. Alligevel lærer prædikanterne på vores side omhyggeligt, at skriftemålet skal bevares for tilgivelsens skyld, som er hovedsagen og det vigtigste i det, og som er til trøst for de forskrækkede samvittigheder. Desuden skal det bevares af flere andre grunde.