Artikel XXVI. Om forskel på madvarer

Tidligere lærte, prædikede og skrev man, at forskel på madvarer og lignende overleveringer, som er indstiftet af mennesker, tjener til, at man derved fortjener nåde og gør fyldest for synden. Derfor fandt man dagligt på nye faster, nye ceremonier, nye ordener og lignende og indskærpede dem hårdt og voldsomt, som om sådanne ting var nødvendige gudstjenester: Holdt man dem, fortjente man nåde, og holdt man dem ikke, begik man en stor synd. Det har ført mange skadelige vildfarelser med sig i kirken.

For det første er Kristi nåde og læren om troen derved blevet formørket. Den lære holder evangeliet frem for os med stor alvor, og det indskærper eftertrykkeligt, at man skal agte Kristi fortjeneste højt og dyrebart og vide, at troen på Kristus skal sættes højt og langt over alle gerninger. Derfor kæmpede Paulus voldsomt mod Moseloven og mod menneskelige overleveringer, for at vi skulle lære, at vi ikke bliver retfærdige for Gud af vores gerninger, men alene ved troen på Kristus, og at vi får nåde for Kristi skyld. Denne lære er næsten helt slukket, fordi man har lært, at man fortjener nåde med fastsatte faster, forskel på madvarer, klædedragt osv.

For det andet har sådanne overleveringer også formørket Guds bud. For man satte disse overleveringer langt over Guds bud. Kun dette regnede man for et kristent liv: at holde helligdagene sådan, bede sådan, faste sådan og gå klædt sådan. Det kaldte man et åndeligt, kristent liv. Samtidig regnede man andre nødvendige, gode gerninger for noget verdsligt og uåndeligt, nemlig dem, som enhver har pligt til at gøre i sit kald: at husfaderen arbejder for at forsørge hustru og børn og opdrage dem i gudsfrygt, at husmoderen føder børn og passer dem, at en fyrste og øvrigheden styrer land og folk osv. Sådanne gerninger, som Gud har befalet, skulle regnes for noget verdsligt og ufuldkomment, mens overleveringerne skulle have det prægtige navn, at de alene var hellige, fuldkomne gerninger. Derfor var der hverken mål eller ende på at lave sådanne overleveringer.

For det tredje er sådanne overleveringer blevet en tung byrde for samvittighederne. For det var ikke muligt at holde alle overleveringerne, og alligevel mente folk, at det var en nødvendig gudstjeneste. Gerson skriver, at mange derved er faldet i fortvivlelse, og nogle har endda taget deres eget liv, fordi de ikke har hørt nogen trøst om Kristi nåde. For hos summisterne [forfatterne af håndbøger i skriftemålspraksis] og teologerne kan man se, hvor forvirrede samvittighederne er blevet. De har påtaget sig at samle overleveringerne og har søgt efter undtagelser for at hjælpe samvittighederne, og det har givet dem så meget at gøre, at al sund kristen lære om mere nødvendige ting – om troen, om trøst i svære anfægtelser og lignende – imens har ligget brak. Mange fromme, lærde folk før vores tid har også klaget meget over, at sådanne overleveringer skaber megen strid i kirken, og at de hindrer fromme mennesker i at nå til den rette erkendelse af Kristus. Gerson og flere andre har klaget voldsomt over det. Ja, også Augustin mislikede, at man tyngede samvittighederne med så mange overleveringer. Derfor giver han i den forbindelse den vejledning, at man ikke skal regne dem for nødvendige ting.

Derfor har vores folk ikke undervist om disse ting af overmod eller af foragt for den gejstlige myndighed. Det var den store nød, der krævede, at man underviste om de ovennævnte vildfarelser, som er vokset ud af en misforståelse af overleveringerne. For evangeliet tvinger os til, at læren om troen skal og må forkyndes i kirken. Men den kan ikke forstås, hvis man mener at fortjene nåde ved selvvalgte gerninger.

Om dette lærer vi, at man ikke kan fortjene nåde eller forsone Gud eller gøre fyldest for synden ved at holde udtænkte menneskelige overleveringer. Derfor skal man ikke gøre dem til en nødvendig gudstjeneste. Til støtte for det anføres grunde fra Skriften. Kristus undskylder i Matt 15 apostlene, da de ikke havde holdt de sædvanlige overleveringer, og siger samtidig: «Forgæves dyrker de mig med menneskebud.» Når han nu kalder dette en forgæves dyrkelse, kan den ikke være nødvendig. Og kort efter: «Det, som går ind i munden, gør ikke mennesket urent.» Ligeledes siger Paulus i Rom 14,17: «Guds rige består ikke i at spise eller at drikke.» Kol 2,16: «Lad ingen dømme jer for mad og drikke eller sabbat osv.» I ApG 15,10–11 siger Peter: «Hvorfor sætter I så nu Gud på prøve ved at lægge et åg på disciplenes skuldre, som hverken vore fædre eller vi har kunnet bære? Nej, vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu Kristi nåde på samme måde som de.» Her befaler Peter, at man ikke skal tynge samvittighederne med flere ydre ceremonier, hvad enten de er Moses' eller andres. Og i 1 Tim 4,1–3 bliver den slags forbud, som at forbyde mad og forbyde ægteskab osv., kaldt djævlelærdomme. For det er stik imod evangeliet at indstifte eller gøre sådanne gerninger for at fortjene syndernes forladelse med dem, eller som om ingen kunne være kristen uden en sådan dyrkelse.

Man beskylder her vores folk for at forbyde spægelse og tugt ligesom Jovinian. Men deres skrifter viser noget helt andet. For de har altid lært om det hellige kors, at kristne har pligt til at lide; og det er den rette, alvorlige og ikke opdigtede spægelse.

Desuden lærer vi, at enhver har pligt til at holde sig i tømme med legemlig øvelse, som faste og andet arbejde, så han ikke giver anledning til synd – ikke for at fortjene nåde med sådanne gerninger. Denne legemlige øvelse skal ikke kun øves på bestemte dage, men hele tiden. Om det taler Kristus i Luk 21,34: «Vogt jer, at jeres hjerter ikke sløves af svir og druk», og ligeledes i Mark 9,29: «Djævlene kan kun drives ud ved faste og bøn.» Og Paulus siger i 1 Kor 9,27, at han tugter sit legeme og bringer det til lydighed. Dermed viser han, at spægelsen ikke skal tjene til at fortjene nåde, men til at holde legemet i stand, så det ikke hindrer det, som enhver har fået befalet at udføre i sit kald. Det er altså ikke fasten, der forkastes, men at man har gjort den til en nødvendig dyrkelse på bestemte dage og med bestemte madvarer, så samvittighederne er blevet forvirrede.

På vores side holder vi også mange ceremonier og overleveringer, som messens ordning og andre sange, fester osv., der tjener til, at der holdes orden i kirken. Samtidig bliver folket dog undervist om, at en sådan ydre gudstjeneste ikke gør retfærdig for Gud, og at man skal holde den uden at tynge samvittigheden, så man ikke synder, hvis man undlader den uden at give forargelse. Denne frihed i ydre ceremonier holdt også de gamle fædre fast ved. I Østen fejrede man nemlig påsken på et andet tidspunkt end i Rom. Og da nogle ville regne denne forskel for en splittelse i kirken, formanede andre dem og sagde, at det ikke er nødvendigt at have ensartethed i sådanne skikke. Og Irenæus siger: «Forskel i fasten splitter ikke troens enhed.» Ligeledes står der i dist. 12. om en sådan forskel i menneskelige ordninger, at den ikke strider mod kristenhedens enhed. Og Tripartita Historia lib. 9. [«Den tredelte kirkehistorie», bog 9] samler mange forskellige kirkeskikke og anfører et nyttigt kristent ord: «Apostlenes mening var ikke at indstifte helligdage, men at lære tro og kærlighed.»