Artikel XXVII. Om klosterløfter

Når man skal tale om klosterløfterne, er det først nødvendigt at overveje, hvordan det hidtil er gået med dem, hvordan livet i klostrene har været, og at der dagligt er blevet handlet meget i strid ikke alene med Guds ord, men også med den pavelige kirkeret. På Augustins tid var klosterlivet frivilligt. Senere, da den rette tugt og lære var gået i forfald, fandt man på klosterløfterne og ville dermed ligesom med et opfundet fængsel genoprette tugten.

Desuden har man ud over klosterløfterne indført mange andre ting og lagt bånd og byrder på mange, også før de havde nået den rette alder.

Mange er også af uvidenhed kommet ind i klosterlivet. Selv om de ellers ikke var for unge, havde de alligevel ikke tilstrækkeligt vurderet og forstået, hvad de magtede. Alle disse, der således var bundet og viklet ind, blev tvunget og presset til at blive i disse bånd, selv om den pavelige kirkeret løser mange af dem. Og det har været tungere i nonneklostrene end i munkeklostrene, selv om det havde været rimeligt at skåne kvinderne som de svageste. Denne strenghed og hårdhed har også i tidligere tider mishaget mange fromme mennesker. For de så tydeligt, at både drenge og piger blev anbragt i klostrene for at blive forsørget. De så også tydeligt, hvor galt det er gået med dette forehavende, og hvor megen forargelse og hvor tung en byrde for samvittighederne det har ført med sig, og mange har klaget over, at man i en så farlig sag slet ikke har taget hensyn til kanonerne. Desuden har man haft en sådan opfattelse af klosterløfterne, at den – det er ingen hemmelighed – også har mishaget mange munke med blot en smule forstand.

For de påstod, at klosterløfterne var lige så meget værd som dåben, og at man med klosterlivet fortjente syndernes forladelse og retfærdiggørelse for Gud. Ja, de gik endnu videre og påstod, at man med klosterlivet ikke alene fortjente retfærdighed og fromhed, men også at man derved holdt både de bud og de råd, som står i evangeliet. Således blev klosterløfterne prist højere end dåben. Desuden hævdede de, at man fortjente mere med klosterlivet end med alle andre stænder, som Gud har indstiftet, som præste- og prædikantstanden, øvrigheden, fyrster, herrer og lignende, der alle tjener i deres kald efter Guds bud, ord og befaling uden opdigtet gejstlighed. Intet af dette kan benægtes, for man finder det i deres egne bøger.

Desuden lærte den, der på denne måde var fanget og kommet i kloster, kun lidt om Kristus. Engang holdt man i klostrene skoler i Den Hellige Skrift og andre fag, som var til gavn for den kristne kirke, så man tog præster og biskopper fra klostrene. Men nu ser det helt anderledes ud. For tidligere samledes man i klosterlivet med den hensigt at lære Skriften. Nu påstår de, at klosterlivet er af en sådan art, at man dermed fortjener Guds nåde og fromhed for Gud, ja, at det er en fuldkommenhedens stand, og de sætter det langt over de andre stænder, som Gud har indstiftet. Alt dette nævnes uden nogen form for bagvaskelse, for at man desto bedre kan høre og forstå, hvad og hvordan vores folk lærer og prædiker.

Om ægteskabet lærer man hos os på kristen vis, at alle, som ikke er egnede til at leve ugift, har magt, ret og lov til at gifte sig. For løfterne kan ikke ophæve Guds ordning og bud. Guds bud lyder således i 1 Kor 7,2: «For at hindre utugt skal enhver mand have sin egen hustru, og enhver kvinde have sin egen mand.» Og ikke alene Guds bud, men også Guds skaberværk og ordning driver, tvinger og presser alle til ægteskabet, som ikke ved en særlig gerning fra Gud har fået nådegaven til at leve ugift, efter Guds eget ord i 1 Mos 2,18: «Det er ikke godt, at mennesket er alene; vi vil gøre ham en hjælper, som er hos ham.»

Hvad kan man så sætte op imod det? Man kan rose løftet og forpligtelsen så højt, man vil, og pynte på det, så meget man kan, men man kan alligevel ikke tvinge igennem, at Guds bud derved bliver ophævet. Doktorerne siger, at løfter, som strider mod pavens ret, ikke er bindende. Hvor meget mindre skal de så binde og have gyldighed og kraft mod Guds bud!

Hvis der ikke var andre grunde til, at forpligtelsen i løfterne kunne ophæves, så havde paverne heller ikke givet dispensation fra dem eller tilladt at bryde dem. For intet menneske har ret til at bryde en forpligtelse, som udspringer af guddommelig ret. Paverne har derfor nok indset, at der skal kunne gøres undtagelser fra denne forpligtelse, og de har ofte givet dispensation, fx til en konge af Aragonien og mange andre. Når man nu har givet dispensation for at bevare timelige ting, bør man med langt større ret give dispensation for sjælenes nøds skyld.

Dernæst: Hvorfor presser modparten så hårdt på, at man skal holde løfterne, uden først at se på, om løftet er af den rette art? For et løfte skal gælde noget, der er muligt, og være frivilligt og ikke tvunget. Men alle ved, hvor lidt evig kyskhed står i menneskets magt og evne. Der er også kun få, både mænd og kvinder, som af sig selv, frivilligt og efter moden overvejelse har aflagt klosterløftet. Før de har nået den rette forstand, overtaler man dem til klosterløftet, og undertiden bliver de også tvunget og presset til det. Derfor er det virkelig ikke rimeligt, at man så ivrigt og hårdt fremhæver løftets forpligtelse, for de indrømmer alle selv, at det strider mod løftets natur og væsen, når det ikke bliver aflagt frivilligt og efter god rådslagning og overvejelse.

Nogle kanoner og pavelige bestemmelser ophæver de løfter, der er aflagt før femtenårsalderen. For de mener, at man før den alder ikke har så megen forstand, at man kan træffe beslutning om, hvordan hele livet skal indrettes. En anden kanon giver den menneskelige svaghed endnu flere år, for den forbyder at aflægge klosterløftet før atten år. Heraf har de fleste en undskyldning og grund til at forlade klostrene, for de fleste af dem er kommet i kloster som børn, før de nåede den alder.

Endelig: Selv om man kunne dadle, at klosterløftet blev brudt, følger det alligevel ikke deraf, at man skal opløse sådanne menneskers ægteskab. For Augustin siger (27. quaest. 1., cap. Nuptiarum), at man ikke skal opløse et sådant ægteskab. Og Augustin har bestemt ikke ringe anseelse i den kristne kirke, selv om nogle senere har ment noget andet.

Selv om Guds bud om ægteskabet nu gør rigtig mange fri og løst fra klosterløftet, fremfører vores folk endnu flere grunde til, at klosterløfter er ugyldige og ikke bindende. For al gudsdyrkelse, som mennesker uden Guds bud og befaling har indstiftet og valgt for at opnå retfærdighed og Guds nåde, er imod Gud og strider mod det hellige evangelium og Guds befaling, sådan som Kristus selv siger i Matt 15,9: «Forgæves dyrker de mig, idet de lærer det som er menneskebud.» Sådan lærer også Paulus overalt, at man ikke skal søge retfærdighed i egne bud og i gudsdyrkelse, som mennesker har fundet på, men at retfærdighed og fromhed for Gud kommer af troen og tilliden, når vi tror, at Gud tager os til nåde for sin eneste Søn Kristi skyld.

Nu er det jo åbenlyst, at munkene har lært og prædiket, at den opfundne gejstlighed gør fyldest for synden og opnår Guds nåde og retfærdighed. Hvad er det andet end at forringe Kristi nådes herlighed og pris og fornægte troens retfærdighed? Heraf følger, at de sædvanlige løfter af denne art har været urette og falske former for gudsdyrkelse. Derfor er de heller ikke bindende. For et ugudeligt løfte, som er aflagt imod Guds bud, er ikke bindende og er ugyldigt, sådan som også kanonerne lærer, at en ed ikke skal være et bånd til synd.

Paulus siger i Gal 5,4: «I er kommet bort fra Kristus, I som søger at blive erklæret retfærdige ved loven, I er faldet ud af nåden.» Derfor er også de, som vil retfærdiggøres ved løfter, kommet bort fra Kristus og er faldet ud af Guds nåde. For de berøver Kristus, som alene gør retfærdig, hans ære og giver den til deres løfter og deres klosterliv.

Man kan heller ikke benægte, at munkene har lært og prædiket, at de ved deres løfter og deres klostervæsen og levevis bliver retfærdige og fortjener syndernes forladelse. Ja, de har endda fundet på og sagt noget langt mere urimeligt og meningsløst, nemlig at de kunne overdrage deres gode gerninger til andre. Hvis man ville fremstille alt dette ondsindet og blæse det op, hvor mange ting kunne man så ikke samle sammen, som munkene nu selv skammer sig over og ikke vil vedkende sig! Oven i alt dette har de også overtalt folk til at tro, at de opdigtede gejstlige ordensstænder er kristen fuldkommenhed. Det er jo at rose gerningerne, som om man blev retfærdig ved dem. Det er ingen ringe forargelse i den kristne kirke, at man stiller folket en gudsdyrkelse for øje, som mennesker har fundet på uden Guds bud, og lærer, at en sådan gudsdyrkelse gør menneskene fromme og retfærdige for Gud. For troens retfærdighed, som man frem for alt skal fremholde i den kristne kirke, bliver formørket, når folk står og måber over denne besynderlige engleagtige gejstlighed og det falske skin af fattigdom, ydmyghed og kyskhed.

Desuden bliver også Guds bud og den rette og sande gudsdyrkelse formørket, når folk hører, at kun munkene skal være i fuldkommenhedens stand. For den kristne fuldkommenhed er, at man frygter Gud af hjertet og for alvor og dog også fatter en inderlig fortrøstning, tro og tillid til, at vi for Kristi skyld har en nådig og barmhjertig Gud; at vi kan og skal bede Gud om det, vi har brug for, og med vished vente hjælp fra ham i al trængsel, hver efter sit kald og sin stand; og at vi i mellemtiden flittigt skal gøre gode gerninger udadtil og passe vores kald. Deri består den rette fuldkommenhed og den rette gudsdyrkelse, ikke i at tigge eller i at gå med en sort eller grå kutte osv. Men den falske ros af klosterlivet giver almindelige mennesker mange skadelige forestillinger, når de hører, at man priser den ugifte stand uden mål. For heraf følger, at de lever i ægteskabet med en tynget samvittighed. Når den almindelige mand hører, at kun tiggerne skal være fuldkomne, kan han ikke vide, at han uden synd må eje gods og drive handel. Når folk hører, at det kun er et råd ikke at hævne sig, følger det, at nogle mener, at det ikke er synd at tage hævn uden for embedet. Andre mener, at hævn slet ikke sømmer sig for kristne, heller ikke for øvrigheden.

Man læser også mange eksempler på, at nogle har forladt hustru og børn, ja, også deres regeringsembede, og er gået i kloster. Det, sagde de, er at flygte fra verden og søge et liv, som behager Gud bedre end andres liv. De har heller ikke kunnet vide, at man skal tjene Gud i de bud, som han har givet, og ikke i de bud, som mennesker har fundet på. Den livsstand er god og fuldkommen, som har Guds bud for sig; men den livsstand er farlig, som ikke har Guds bud for sig. Om disse ting har det været nødvendigt at undervise folk grundigt.

Allerede Gerson har i sin tid revset munkenes vildfarelse om fuldkommenheden og påpeget, at det på hans tid var en ny talemåde, at klosterlivet skulle være en fuldkommenhedens stand.

Så mange ugudelige meninger og vildfarelser hænger ved klosterløfterne: at de skal retfærdiggøre og gøre from for Gud, at de skal være den kristne fuldkommenhed, at man med dem holder både evangeliets råd og bud, og at de har overskudsgerninger, som man ikke skylder Gud. Da alt dette er falsk, tomt og opdigtet, gør det også klosterløfterne ugyldige og ikke bindende.