Artikel V. Om lov og evangelium

STATUS CONTROVERSIAE

Hovedspørgsmålet i denne strid.

1] Om forkyndelsen af det hellige evangelium egentlig ikke kun er en nådeprædiken, der forkynder syndernes forladelse, men også en omvendelses- og straffeprædiken, som straffer vantroen, der ikke bliver straffet i loven, men alene ved evangeliet.

AFFIRMATIVA

Den rene lære efter Guds ord.

2] 1. Vi tror, lærer og bekender, at forskellen mellem loven og evangeliet skal bevares med stor omhu i kirken som et særligt herligt lys, så Guds ord bliver delt ret efter Paulus' formaning.

3] 2. Vi tror, lærer og bekender, at loven egentlig er en guddommelig lære, som lærer, hvad der er ret og behager Gud, og straffer alt, hvad der er synd og strider mod Guds vilje.

4] 3. Derfor er alt, hvad der straffer synd, lovens forkyndelse og hører til den.

5] 4. Men evangeliet er egentlig en lære, som lærer, hvad det menneske skal tro, der ikke har holdt loven og er fordømt af den: nemlig at Kristus har sonet og betalt for alle synder og uden nogen som helst fortjeneste fra menneskets side har opnået og erhvervet syndernes forladelse, den retfærdighed, der gælder for Gud, og det evige liv for det.

6] 5. Men ordet «evangelium» bliver ikke brugt i én og samme betydning i Den Hellige Skrift, og det er netop det, denne strid oprindelig er opstået af. Derfor tror, lærer og bekender vi: Når man ved ordet «evangelium» forstår hele den lære, som Kristus – ligesom hans apostle – forkyndte i sit læreembede (sådan bliver det brugt i Mark 1 og ApG 20), så er det rigtigt sagt og skrevet, at evangeliet er en prædiken om omvendelse og syndernes forladelse.

7] 6. Men når loven og evangeliet bliver stillet op over for hinanden, ligesom også Moses selv som lovlærer og Kristus som evangeliets prædikant, tror, lærer og bekender vi, at evangeliet ikke er en omvendelses- eller straffeprædiken, men egentlig intet andet end en trøsteprædiken og et glædeligt budskab. Det straffer og forskrækker ikke, men trøster samvittighederne mod lovens rædsel, viser alene hen til Kristi fortjeneste og rejser dem op igen med den liflige forkyndelse af Guds nåde og velvilje, som er vundet ved Kristi fortjeneste.

8] 7. Hvad dernæst åbenbaringen af synden angår: Moses' dække hænger for øjnene af alle mennesker, så længe de kun hører lovens nøgne forkyndelse og intet om Kristus. Derfor lærer de ikke ret at erkende deres synd ud fra loven, men bliver enten formastelige hyklere som farisæerne eller fortvivler som Judas. Derfor tager Kristus loven i sine hænder og udlægger den åndeligt, Matt 5; Rom 7. Sådan bliver det åbenbaret, hvor stor Guds vrede fra himlen over alle syndere er. Derved bliver de vist hen til loven, og først da lærer de ud fra den ret at erkende deres synd – en erkendelse, som Moses aldrig ville have kunnet tvinge ud af dem.

9] Selv om forkyndelsen af Kristi, Guds Søns, lidelse og død derfor er en alvorlig og forfærdelig forkyndelse og tilkendegivelse [kundgørelse] af Guds vrede, som først for alvor fører folk ind i loven, efter at Moses' dække er taget bort fra dem, så de først ret erkender, hvor store ting Gud kræver af os i loven – ting, som vi ikke kan holde en eneste af – og at vi derfor skal søge al vores retfærdighed i Kristus:

10] 8. så er alt dette (nemlig Kristi lidelse og død) dog, så længe det forkynder Guds vrede og forskrækker mennesket, endnu ikke evangeliets egentlige forkyndelse, men Moses' og lovens forkyndelse og derfor Kristi fremmede gerning; gennem den kommer han til sit eget embede, det vil sige at forkynde nåde, trøste og gøre levende, og det er egentlig evangeliets forkyndelse.

NEGATIVA

Modlære, som forkastes.

11] Derfor forkaster vi det og anser det for forkert og skadeligt, når der læres, at evangeliet egentlig er en omvendelsesprædiken eller en straffeprædiken og ikke alene en nådeprædiken. For derved bliver evangeliet igen gjort til en lovlære, Kristi fortjeneste og Den Hellige Skrift bliver formørket, de kristne bliver berøvet den rette trøst, og døren bliver igen åbnet for pavedømmet.