Artikel VII. Om Kristi hellige nadver

1] De zwinglianske lærere skal ganske vist ikke regnes blandt de teologer, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, for de skilte sig fra dem allerede da denne bekendelse blev overgivet. Men da de alligevel trænger sig ind og forsøger at udbrede deres vildfarelse under denne kristne bekendelses navn, har vi også villet give den nødvendige redegørelse for denne strid.

STATUS CONTROVERSIAE

Hovedstriden mellem vores lære og sakramentsfornægternes lære i denne artikel.

2] Er vor Herre Jesu Kristi sande legeme og blod virkelig og væsentligt til stede i den hellige nadver, og bliver det uddelt med brødet og vinen og modtaget med munden af alle dem, der bruger dette sakramente, hvad enten de er værdige eller uværdige, fromme eller ugudelige, troende eller vantro – de troende til trøst og liv, de vantro til dom? Sakramentsfornægterne siger nej, vi siger ja.

3] For at forklare denne strid må man først lægge mærke til, at der er to slags sakramentsfornægtere. Nogle er grove sakramentsfornægtere, som med rene og klare ord siger det, de mener i hjertet: at der i den hellige nadver ikke er andet til stede, uddelt og modtaget med munden, end brød og vin. 4] Andre er derimod snedige og de allerskadeligste af alle sakramentsfornægtere. De taler til dels med vores ord, så det lyder overbevisende, og siger, at også de tror på en sand tilstedeværelse af Kristi sande, væsentlige, levende legeme og blod i den hellige nadver, men at dette sker åndeligt, ved troen. 5] Men under disse overbevisende [tilsyneladende sande] ord holder de netop fast ved den første, grove mening: at der ikke er andet end brød og vin til stede i den hellige nadver og modtages med munden. For «åndeligt» betyder for dem ikke andet end Kristi Ånd eller kraften fra Kristi fraværende legeme og hans fortjeneste, som skal være til stede. Kristi legeme selv skal derimod på ingen måde være til stede, men alene deroppe i den øverste himmel; dertil skal vi med vor tros tanker hæve os op i himlen og søge hans legeme og blod dér, men slet ikke i nadverens brød og vin. [I den latinske Konkordiebog, som Selnecker udgav i 1680 [sandsynligvis 1580], lyder afsnittet «Vocabulum enim … praesens sit» således: «Vocabulum enim spiritualiter nihil aliud ipsis significat quam Spiritum Christi, quem praesentem esse credunt, aut sub eo vocubulo virtutem absentis corporis Christi eiusque meritum intelligunt.» [For ordet «åndeligt» betyder for dem ikke andet end Kristi Ånd, som de tror er til stede, eller også forstår de ved dette ord kraften fra Kristi fraværende legeme og hans fortjeneste.] Ifølge flere håndskrifter lyder den tilsvarende tyske tekst: «For ‹åndeligt› betyder for dem ikke andet end Kristi Ånd, som skal være til stede, eller kraften fra Kristi fraværende legeme og hans fortjeneste.»]

AFFIRMATIVA

Bekendelse af den rene lære om den hellige nadver imod sakramentsfornægterne.

6] 1. Vi tror, lærer og bekender, at Kristi legeme og blod er virkelig og væsentligt til stede i den hellige nadver og virkelig bliver uddelt og modtaget med brødet og vinen.

7] 2. Vi tror, lærer og bekender, at ordene i Kristi testamente ikke skal forstås anderledes, end de lyder efter bogstaven: Brødet betyder altså ikke Kristi fraværende legeme og vinen ikke hans fraværende blod, men på grund af den sakramentale enhed er det virkelig Kristi legeme og blod. [Den sidste sætning, «men … Kristi legeme og blod», lød i udkastet og i alle håndskrifterne fra Ansbach og Augsburg: «men på grund af den sakramentale enhed er det virkelig Kristi legeme og blod virkelig». En af redaktørerne skrev i margenen spørgsmålet: «Skal det ene ord virkelig ikke udelades?» I stedet for at ordet blot blev strøget, blev selve spørgsmålet på grund af korrekturlæsernes skødesløshed sat ind i teksten mellem «Christi» og «sei». Chemnitz, der kaldte denne trykfejl et pudendum erratum [en skammelig fejl], krævede, at det pågældende ark blev trykt om. I de eksemplarer, som kurfyrsten sendte til fyrsterne og rigsstænderne, blev fejlen også rettet, men ikke i alle de øvrige eksemplarer. Typographorum sordida avaritia obstitit [Bogtrykkernes lumpne pengegriskhed stod i vejen], siger Chemnitz. I de fem eksemplarer af Konkordiebogen, trykt i Dresden med årstallene 1580 og 1579, som vi har sammenlignet, findes pudendum erratum ikke.]

8] 3. Hvad dernæst angår konsekrationen [indvielsen], så tror, lærer og bekender vi, at denne tilstedeværelse af Kristi legeme og blod i den hellige nadver ikke skabes af nogen menneskelig gerning eller af det, præsten siger, men at den alene og udelukkende skal tilskrives vor Herre Jesu Kristi almægtige kraft.

9] 4. Samtidig tror, lærer og holder [*bekender] vi også enstemmigt, at Kristi indstiftelsesord på ingen måde må udelades, når den hellige nadver holdes, men skal siges offentligt, som der står skrevet: «Velsignelsens bæger som vi velsigner» osv., 1 Kor 10,16. Denne velsignelse sker ved, at Kristi ord bliver sagt.

10] 5. De grunde, som vi i denne sag bygger på over for sakramentsfornægterne, er dem, som dr. Luther har opstillet i sin store bekendelse [«Vom Abendmahl Christi, Bekenntnis», 1528].

11] Den første er denne artikel i vor kristne tro: Jesus Kristus er sand, væsentlig, naturlig, fuldkommen Gud og menneske i én person, uadskilt og udelt.

12] Den anden: at Guds højre hånd er overalt; ved den er Kristus i gerning og sandhed sat efter sin menneskelige natur, og han regerer nærværende og har i sine hænder og under sine fødder alt, hvad der er i himlen og på jorden. Ved den er intet andet menneske og ingen engel sat, men alene Marias søn; derfor formår han også dette.

13] Den tredje: at Guds ord ikke er falsk og ikke lyver.

14] Den fjerde: at Gud har og kender mange forskellige måder at være på et sted på, og ikke alene den ene, som filosofferne kalder localem [stedlig] eller rumlig.

15] 6. Vi tror, lærer og bekender, at Kristi legeme og blod ikke alene modtages åndeligt ved troen, men også med munden, dog ikke på kapernaitisk vis [groft kødeligt, sådan som tilhørerne i Kapernaum misforstod Jesu ord, Joh 6], men på overnaturlig, himmelsk vis, på grund af den sakramentale forening med brødet og vinen. Det viser Kristi ord tydeligt, når Kristus befaler at tage, spise og drikke, sådan som apostlene også gjorde; for der står skrevet: «og de drak alle af det», Mark 14,23. Ligeledes siger Paulus: «Brødet som vi bryder, er del i Kristi legeme», det vil sige: Den, der spiser dette brød, spiser Kristi legeme. Det samme bevidner også enstemmigt de fornemste gamle kirkelærere: Chrysostomos, Cyprian, Leo I, Gregor, Ambrosius og Augustin.

16] 7. Vi tror, lærer og bekender, at ikke alene de rettroende [de sandt troende] og værdige, men også de uværdige og vantro modtager Kristi sande legeme og blod, dog ikke til liv og trøst, men til dom og fordømmelse, hvis de ikke omvender sig, 1 Kor 11.

17] For selv om de støder Kristus fra sig som frelser, må de alligevel, også imod deres vilje, tage imod ham som en streng dommer. Han er til stede og udøver og viser sin dom i de ubodfærdige gæster lige så virkeligt, som han er til stede og virker liv og trøst i hjerterne hos de rettroende og værdige gæster.

18] 8. Vi tror, lærer og bekender også, at der kun er én slags uværdige gæster, nemlig dem, der ikke tror. Om dem står der skrevet: «den som ikke tror, er allerede fordømt», Joh 3,18. Denne dom bliver forøget, større og tungere ved uværdig brug af det hellige sakramente, 1 Kor 11.

19] 9. Vi tror, lærer og bekender, at ingen rettroende, så længe han bevarer den levende tro, hvor svag den end måtte være, modtager den hellige nadver til dom. Den er særlig indstiftet til trøst for de svagtroende, men bodfærdige kristne og til styrkelse af deres svage tro.

20] 10. Vi tror, lærer og bekender, at al værdighed hos gæsterne ved dette himmelske måltid består og står alene i Kristi allerhelligste lydighed og fuldkomne fortjeneste, som vi tilegner os ved sand tro og bliver forvisset om ved sakramentet, og slet ikke i vore dyder eller i vore indre og ydre forberedelser.

NEGATIVA

Sakramentsfornægternes modsatte og fordømte lære.

21] Derimod forkaster og fordømmer vi enstemmigt alle de følgende vildfarende artikler, som er i modstrid med og strider imod den netop fremstillede lære, den enfoldige tro og bekendelsen om Kristi nadver:

22] 1. Den pavelige forvandlingslære (transsubstantiation), hvor det i pavekirken læres, at brødet og vinen i den hellige nadver mister deres substans og naturlige væsen og således bliver til intet, så de forvandles til Kristi legeme, og at kun den ydre skikkelse bliver tilbage.

23] 2. Den pavelige offermesse for de levendes og de dødes synder.

24] 3. At lægfolk kun får én skikkelse af sakramentet, og at kalken imod de klare ord i Kristi testamente holdes tilbage fra dem, så de berøves hans blod.

25] 4. Når det læres, at ordene i Kristi testamente ikke skal forstås eller tros enkelt, sådan som de lyder, men at de er dunkle udtryk, hvis mening man først må søge andre steder.

26] 5. At Kristi legeme i den hellige nadver ikke modtages med munden sammen med brødet, men at kun brød og vin modtages med munden, mens Kristi legeme alene modtages åndeligt ved troen.

27] 6. At brødet og vinen i den hellige nadver ikke er andet end kendetegn, som de kristne kender hinanden på.

28] 7. At brødet og vinen alene er tegn, billeder og afbildninger af Kristi legeme og blod, som er langt borte.

29] 8. At brødet og vinen ikke er andet end mindetegn, segl og pant, som skal forsikre os om, at når troen hæver sig op til himlen, får den dér lige så sandt del i Kristi legeme og blod, som vi i nadveren spiser og drikker brød og vin.

30] 9. At vores tro i den hellige nadver alene forsikres og styrkes ved de ydre tegn, brødet og vinen, og ikke ved Kristi sande, nærværende legeme og blod.

31] 10. At der i den hellige nadver alene uddeles kraften, virkningen og fortjenesten af Kristi fraværende legeme og blod.

32] 11. At Kristi legeme således er indesluttet i himlen, at det på ingen måde kan være til stede på én gang og samtidig på mange eller alle steder på jorden, hvor hans hellige nadver holdes.

33] 12. At Kristus ikke har kunnet love eller give sit legemes og blods væsentlige nærvær i den hellige nadver, fordi naturen og egenskaberne ved den menneskenatur, han har antaget, ikke kan tåle eller tillade det.

34] 13. At Gud med al sin almagt – forfærdeligt at høre – ikke er i stand til at gøre, at hans legeme på én gang er væsentligt til stede mere end på ét sted.

35] 14. At det ikke er de almægtige ord i Kristi testamente, men troen, der skaber og virker Kristi legemes og blods nærvær i den hellige nadver.

36] 15. At de troende ikke skal søge Kristi legeme ved brødet og vinen i den hellige nadver, men løfte deres øjne fra brødet op til himlen og søge Kristi legeme dér.

37] 16. At vantro, ubodfærdige kristne i den hellige nadver ikke modtager Kristi sande legeme og blod, men alene brød og vin.

38] 17. At gæsternes værdighed ved dette himmelske måltid ikke alene består i den sande tro på Kristus, men også i menneskers ydre forberedelse.

39] 18. At også de rettroende, som har og beholder en sand, levende og ren tro på Kristus, kan modtage dette sakramente til dom, fordi de stadig er ufuldkomne i deres ydre livsførelse.

40] 19. At de ydre, synlige elementer, brødet og vinen, i det hellige sakramente skal tilbedes.

41] 20. Ligeledes overlader vi til Guds retfærdige dom alle de nysgerrige, spottende og bespottelige spørgsmål (som sømmeligheden forbyder at gentage) og udtalelser, som sakramentsfornægterne på en grov, kødelig, kapernaitisk og afskyelig måde fremfører om dette sakramentes overnaturlige, himmelske hemmeligheder – helt bespotteligt og til stor forargelse.

42] 21. På samme måde fordømmer vi også helt og fuldt den kapernaitiske spisning af Kristi legeme, som om man flænsede hans kød med tænderne og fordøjede det som anden mad. Den lære tillægger sakramentsfornægterne os med vilje, mod deres egen samvittigheds vidnesbyrd og trods alle vores gentagne forsikringer, og på den måde gør de vores lære forhadt hos deres tilhørere. Derimod holder og tror vi i kraft af de enkle ord i Kristi testamente, at der sker en sand, men overnaturlig spisning af Kristi legeme og ligeledes drikning af hans blod. Det kan menneskets sanser og fornuft ikke fatte; men vores forstand må, som i alle andre trosartikler, tages til fange under lydigheden mod Kristus. Denne hemmelighed fattes ikke på anden måde end alene ved troen, og den er åbenbaret i Ordet.