Artikel VIII. Om Kristi person

1] Striden om den hellige nadver har mellem de rene teologer, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, og calvinisterne (som også har vildledt nogle andre teologer) ført til en uenighed om Kristi person, om de to naturer i Kristus og deres egenskaber.

STATUS CONTROVERSIAE

Hovedspørgsmålet i denne strid.

2] Hovedspørgsmålet har været, om den guddommelige og den menneskelige natur og deres egenskaber på grund af den personlige forening realiter, det vil sige i gerning og sandhed, har fællesskab med hinanden i Kristi person, og hvor langt et sådant fællesskab rækker.

3] Sakramentsfornægterne har påstået, at den guddommelige og den menneskelige natur i Kristus er personligt forenet på en sådan måde, at ingen af dem realiter, det vil sige i gerning og sandhed, har det, der er hver naturs eget, fælles med den anden, men at de ikke har andet end navnene fælles. For «unio», siger de ligeud, «facit communia nomina», det vil sige: Den personlige forening gør ikke andet end navnene fælles, så at Gud kaldes menneske og mennesket kaldes Gud, dog sådan, at Gud intet har fælles med menneskeheden, og menneskeheden intet har fælles med guddommen, dens majestæt og egenskaber realiter, det vil sige i gerning og sandhed. Det modsatte har dr. Luther og de, der var enige med ham, forfægtet over for sakramentsfornægterne.

AFFIRMATIVA

Den kristne kirkes rene lære om Kristi person.

4] For at forklare denne strid og bilægge den efter retningslinjen i vores kristne tro er vores lære, tro og bekendelse som følger:

5] 1. At den guddommelige og den menneskelige natur er personligt forenet i Kristus, så at der ikke er to Kristus’er, én som er Guds Søn og en anden som er Menneskesønnen, men at én og samme er Guds Søn og Menneskesønnen, Luk 1; Rom 9.

6] 2. Vi tror, lærer og bekender, at den guddommelige og den menneskelige natur ikke er blandet sammen til ét væsen, og at ingen af dem er forvandlet til den anden, men at hver af dem beholder sine væsentlige egenskaber, som aldrig bliver den anden naturs egenskaber.

7] 3. Den guddommelige naturs egenskaber er: at være almægtig, evig, uendelig og efter naturens og dens naturlige væsens egenskab i sig selv at være til stede overalt, at vide alt osv. Disse bliver aldrig den menneskelige naturs egenskaber.

8] 4. Den menneskelige naturs egenskaber er: at være et legemligt skabt væsen, at være kød og blod, at være begrænset og afgrænset, at lide, at dø, at fare op og ned, at bevæge sig fra ét sted til et andet, at lide sult, tørst, kulde og hede og lignende. Disse bliver aldrig den guddommelige naturs egenskaber.

9] 5. Da begge naturer er personligt forenet, det vil sige i én person, tror, lærer og bekender vi, at denne forening ikke er en sådan sammenknytning og forbindelse, at ingen af naturerne skulle have noget fælles med den anden personligt, det vil sige på grund af den personlige forening – som når man limer to brædder sammen, hvor ingen af dem giver den anden noget eller tager noget fra den anden. Nej, her er det højeste fællesskab, som Gud i sandhed har med mennesket. Af denne personlige forening og det højeste og uudsigelige fællesskab, der følger af den, udspringer alt, hvad der siges og tros menneskeligt om Gud og guddommeligt om mennesket Kristus. De gamle kirkelærere har forklaret denne forening og dette fællesskab mellem naturerne ved billedet af et glødende jern og ligeledes ved foreningen af legeme og sjæl i mennesket.

10] 6. Derfor tror, lærer og bekender vi, at Gud er menneske, og at mennesket er Gud. Det kunne ikke være sådan, hvis den guddommelige og den menneskelige natur slet ikke havde noget fællesskab med hinanden i gerning og sandhed.

11] For hvordan kunne mennesket, Marias søn, med sandhed kaldes eller være Gud eller den Højeste Guds Søn, hvis hans menneskehed ikke var personligt forenet med Guds Søn og således realiter, det vil sige i gerning og sandhed, intet havde fælles med ham ud over Guds navn?

12] 7. Derfor tror, lærer og bekender vi, at Maria ikke har undfanget og født et blot og bart menneske, men Guds sande Søn. Derfor kaldes hun også med rette Guds mor, og hun er det også i sandhed.

13] 8. Derfor tror, lærer og bekender vi også, at det ikke er et blot og bart menneske, der har lidt for os, er død, begravet, faret ned til helvede, opstået fra de døde, faret op til himlen og indsat i Guds majestæt og almægtige kraft, men et sådant menneske, hvis menneskelige natur har en så dyb og uudsigelig forening og et så dybt og uudsigeligt fællesskab med Guds Søn, at den er én person med ham.

14] 9. Derfor har Guds Søn i sandhed lidt for os, dog efter den menneskelige naturs egenskab, som han har antaget i sin guddommelige persons enhed og gjort til sin egen, så han kunne lide og være vores ypperstepræst til vores forsoning med Gud. Som der står skrevet: «De har korsfæstet herlighedens Herre», og: «Med Guds blod er vi forløst», 1 Kor 2; ApG 20.

15] 10. Derfor tror, lærer og bekender vi, at Menneskesønnen realiter, det vil sige i gerning og sandhed, efter den menneskelige natur er ophøjet til højre for Guds almægtige majestæt og kraft, fordi han blev optaget i Gud, da han blev undfanget af Helligånden i moderlivet, og hans menneskelige natur blev personligt forenet med den Højestes Søn.

16] 11. Denne majestæt har han altid haft i kraft af den personlige forening, og dog har han i sin fornedrelses stand afstået fra at bruge den fuldt ud. Derfor voksede han i sandhed i al visdom og nåde hos Gud og mennesker. Han har derfor ikke altid vist denne majestæt, men kun når det behagede ham, indtil han efter sin opstandelse helt og fuldt lagde tjenerskikkelsen – ikke naturen – fra sig og trådte ind i den fulde brug, åbenbaring og tilkendegivelse af den guddommelige majestæt og således gik ind til sin herlighed. Nu ved han alt, formår alt og er til stede hos alle skabninger, ikke alene som Gud, men også som menneske, og han har alt, hvad der er i himlen, på jorden og under jorden, under sine fødder og i sine hænder. Som han selv vidner: «Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden», og Paulus: «Han steg op over alle himle for at fylde alt.» Denne magt kan han udøve som den, der er til stede overalt; alt er ham muligt, og han ved alt, Fil 2; Ef 4.

17] 12. Derfor kan han også – og det er ham helt let – give sit sande legeme og blod som nærværende i den hellige nadver – ikke efter den menneskelige naturs art eller egenskab, men efter arten og egenskaben ved Guds højre hånd, som dr. Luther siger ud fra vores kristne børnetro. Dette nærvær er ikke jordisk og heller ikke kapernaitisk, men alligevel sandt og væsentligt, sådan som ordene i hans testamente lyder: «Dette er, er, er mit legeme» osv.

18] Ved denne vores lære, tro og bekendelse bliver Kristi person ikke delt, sådan som Nestorius gjorde (han fornægtede communicationem idiomatum, det vil sige det sande fællesskab mellem de to naturers egenskaber i Kristus, og delte således personen, som Luther har forklaret i sin bog om koncilerne). Heller ikke blandes naturerne og deres egenskaber sammen til ét væsen (sådan som Eutyches tog fejl), og heller ikke fornægtes eller udslettes den menneskelige natur i Kristi person, og ingen af naturerne forvandles til den anden. Men Kristus er og bliver i al evighed Gud og menneske i én udelt person. Det er efter den hellige Treenighed den største hemmelighed, som apostlen vidner, 1 Tim 3, og i den ligger vores eneste trøst, liv og frelse.

NEGATIVA

Modsat, falsk lære om Kristi person.

19] Derfor forkaster og fordømmer vi alle de følgende vildfarende artikler som stridende mod Guds ord og vores enkle kristne tro, når det læres:

20] 1. At Gud og menneske i Kristus ikke er én person, men at Guds Søn er én, og Menneskesønnen en anden, sådan som Nestorius i sin dårskab hævder.

21] 2. At den guddommelige og den menneskelige natur er blandet sammen til ét væsen, og at den menneskelige natur er forvandlet til guddommen, sådan som Eutyches sværmede.

22] 3. At Kristus ikke er sand, naturlig, evig Gud, sådan som Arius mente.

23] 4. At Kristus ikke har haft en sand menneskelig natur, sådan som Markion fandt på.

24] 5. Quod unio personalis faciat tantum communia nomina, det vil sige: at den personlige forening kun gør titlerne og navnene fælles.

25] 6. At det kun er en phrasis og en modus loquendi, det vil sige kun ord og en måde at tale på, når man siger: Gud er menneske, menneske er Gud; for guddommen har intet fælles med menneskeheden realiter, det vil sige i virkeligheden, og menneskeheden heller intet med guddommen.

26] 7. At det kun er en communicatio verbalis, det vil sige intet andet end ord, når der siges, at Guds Søn er død for verdens synd, og at Menneskesønnen er blevet almægtig.

27] 8. At den menneskelige natur i Kristus er blevet et uendeligt væsen på samme måde som guddommen, og at den er nærværende overalt på samme måde som den guddommelige natur på grund af en væsentlig kraft og egenskab, som er meddelt den og udgydt i den menneskelige natur og skilt fra Gud.

28] 9. At den menneskelige natur er blevet sidestillet med og gjort lig den guddommelige natur i dens substans og væsen eller i dens væsentlige egenskaber.

29] 10. At Kristi menneskelige natur er rumligt udspændt over alle steder i himlen og på jorden, noget som heller ikke må tillægges den guddommelige natur.

30] 11. At det på grund af den menneskelige naturs egenskab er umuligt for Kristus at være med sit legeme på mere end ét sted på samme tid, og endnu mindre overalt.

31] 12. At alene den blotte menneskehed har lidt for os og forløst os, og at Guds Søn i lidelsen ikke i virkeligheden har haft noget fællesskab med den, som om lidelsen slet ikke angik ham.

32] 13. At Kristus alene efter sin guddom er nærværende hos os på jorden i Ordet, i sakramenterne og i al vores nød, og at dette nærvær slet ikke angår hans menneskelige natur, og at han efter den heller ikke længere har noget at gøre med os på jorden, efter at han har forløst os ved sin lidelse og død.

33] 14. At Guds Søn, som har antaget den menneskelige natur, efter at han har aflagt tjenerskikkelsen, ikke udfører alle sin almagts gerninger i, ved og med sin menneskelige natur, men kun nogle af dem, og kun på det sted, hvor den menneskelige natur rumligt befinder sig.

34] 15. At han efter den menneskelige natur slet ikke er i stand til at modtage almagten og den guddommelige naturs andre egenskaber; i modstrid med Kristi udtrykkelige ord: «Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden», Matt 28, og med Sankt Paulus' ord: «I ham bor hele guddomsfylden kropsligt», Kol 2.

35] 16. At der er givet ham større magt i himlen og på jorden, nemlig større og mere end alle engle og andre skabninger, men at han ikke har noget fællesskab med Guds almagt, og at den heller ikke er givet ham. Derfor opdigter de en mediam potentiam, det vil sige en magt mellem Guds almægtige magt og de andre skabningers magt, som Kristus efter sin menneskehed skulle have fået ved ophøjelsen, og som er mindre end Guds almægtige magt og større end de andre skabningers magt.

36] 17. At Kristus efter sin menneskelige ånd har et bestemt mål for, hvor meget han skal vide, og at han ikke ved mere, end hvad der tilkommer ham og er nødvendigt for ham at vide til sit dommerembede.

37] 18. At Kristus endnu ikke har fuldkommen kundskab om Gud og alle hans gerninger, skønt der står skrevet om ham, at «i ham er alle visdommens og erkendelsens skatte skjult», Kol 2.

38] 19. At det er umuligt for Kristus efter hans menneskelige ånd at vide, hvad der har været fra evighed, hvad der nu sker overalt, og hvad der skal være i evighed.

39] 20. Når det læres, og ordet i Matt 28: «Mig er blevet givet al magt» osv. udlægges og bespotteligt forvrænges sådan, at Kristus efter den guddommelige natur ved opstandelsen og sin himmelfart fik al magt i himlen og på jorden restitueret, det vil sige givet tilbage, som om han i fornedrelsens tilstand også efter guddommen havde aflagt og opgivet den. Ved denne lære forvrænges ikke blot ordene i Kristi testamente, men der banes også vej for det fordømte arianske kætteri, så at Kristi evige guddom til sidst ville blive fornægtet, og Kristus dermed helt og holdent ville gå tabt og vores frelse med ham, hvis ikke denne falske lære blev modsagt ud fra den faste grund i Guds ord og vores enfoldige kristne tro.