Artikel X. Om kirkeskikke som man kalder adiafora eller middelting

1] Om ceremonier eller kirkeskikke, som hverken er påbudt eller forbudt i Guds ord, men er indført i kirken for god ordens og sømmeligheds skyld, er der også opstået uenighed blandt teologerne, der hører til Den Augsburgske Bekendelse.

STATUS CONTROVERSIAE

Hovedstridspunktet i denne artikel.

2] Hovedspørgsmålet har imidlertid været, om man i forfølgelsestid, når bekendelsen står på spil, med god samvittighed kan genindføre nogle afskaffede ceremonier, som i sig selv er middelting og hverken påbudt eller forbudt af Gud, og dermed blive enige med modstanderne i sådanne ceremonier og middelting, fordi de presser på og kræver det – selv om evangeliets fjender ikke bliver enige med os i læren. Den ene part har sagt ja, den anden nej.

AFFIRMATIVA

Den rette, sande lære og bekendelse om denne artikel.

3] 1. For også at bilægge denne uenighed tror, lærer og bekender vi enstemmigt, at de ceremonier eller kirkeskikke, som hverken er påbudt eller forbudt i Guds ord, men alene er indført for sømmeligheds og god ordens skyld, i sig selv hverken er gudsdyrkelse eller en del af den; Matt 15: «Forgæves dyrker de mig med menneskebud.»

4] 2. Vi tror, lærer og bekender, at Guds menighed på ethvert sted og til enhver tid efter forholdene har magt til at ændre sådanne ceremonier, sådan som det er mest gavnligt og opbyggeligt for Guds menighed.

5] 3. Dog sådan at man herved undgår al letsindighed og forargelse og især med al omhu skåner de svage i troen, 1 Kor 8; Rom 14.

6] 4. Vi tror, lærer og bekender, at man i forfølgelsestid, når der kræves en klar bekendelse af troen af os, ikke må vige for fjenderne i sådanne middelting; sådan som apostlen har skrevet: «Stå derfor fast i den frihed, som Kristus har befriet os til, og lad jer ikke igen underkaste slaveriets åg!» Gal 5. Og videre: «Gå ikke i spænd med fremmede! For hvad har lys fælles med mørke?» 2 Kor 6. Og: «For at evangeliets sandhed skulle forblive hos jer, bøjede vi os ikke for dem et øjeblik og underordnede os ikke», Gal 2. For i et sådant tilfælde drejer det sig ikke længere om middelting, men om evangeliets sandhed, om den kristne frihed og om, hvorvidt offentlig afgudsdyrkelse skal stadfæstes, og desuden om at forhindre, at de svage i troen tager anstød. Her har vi intet at give efter på, men skal bekende klart og lide det, som Gud sender os og tillader hans ords fjender at påføre os.

7] 5. Vi tror, lærer og bekender også, at ingen kirke skal fordømme en anden, fordi den ene har færre eller flere ydre ceremonier, som Gud ikke har påbudt, end den anden, når der ellers er enighed i læren og i alle dens artikler og i den rette brug af de hellige sakramenter, efter det velkendte ord: Dissonantia ieiunii non dissolvit consonantiam fidei, det vil sige: Forskel i fasten skal ikke splitte enheden i troen.

NEGATIVA

Falsk lære om denne artikel.

8] Derfor forkaster og fordømmer vi det som uret og i modstrid med Guds ord, når der læres:

9] 1. At menneskebud og menneskeskabte forordninger i kirken i sig selv skal anses for gudsdyrkelse eller en del af den.

10] 2. Når sådanne ceremonier, bud og forordninger påtvinges Guds menighed som nødvendige, imod den kristne frihed, som den har i ydre ting.

11] 3. Desuden at man i forfølgelsestid, når der kræves en offentlig bekendelse, må føje det hellige evangeliums fjender eller blive enige med dem i den slags middelting og ceremonier (hvilket tjener til at nedbryde sandheden).

12] 4. Desuden når sådanne ydre ceremonier og middelting afskaffes, som om det ikke stod Guds menighed frit for efter forholdene, sådan som det til enhver tid er mest gavnligt for kirken, i kristen frihed at bruge én eller flere af dem.