Artikel XI. Om Guds evige forudviden og udvælgelse

1] Om denne artikel er der ikke opstået nogen offentlig strid blandt teologerne, der hører til Den Augsburgske Bekendelse. Men da det er en trøsterig artikel, når den behandles rigtigt, og for at der ikke i fremtiden skal opstå forargelige disputter om den, er den også forklaret i dette skrift.

AFFIRMATIVA

Den rene, sande lære om denne artikel.

2] 1. For det første skal man omhyggeligt lægge mærke til forskellen mellem praescientia et praedestinatione, det vil sige mellem Guds forudviden og hans evige udvælgelse.

3] 2. For Guds forudviden er intet andet end, at Gud ved alle ting, før de sker, som der står skrevet: «Gud i himlen kan åbenbare skjulte ting; han har kundgjort for kong Nebukadnesar, hvad der skal ske i de kommende tider», Dan 2.

4] 3. Denne forudviden gælder både de fromme og de onde, men den er ikke årsag til det onde – hverken til synden, at man gør uret (den kommer oprindelig fra djævelen og fra menneskets onde, forvendte vilje), eller til deres fortabelse, som de selv er skyld i. Den ordner blot det onde og sætter en grænse for, hvor længe det skal vare, og sørger for, at alt, selv om det i sig selv er ondt, skal tjene hans udvalgte til deres frelse.

5] 4. Prædestinationen eller Guds evige udvælgelse derimod gælder alene Guds fromme børn, som han har velbehag i. Den er en årsag til deres frelse, som han også virker, og han fastsætter, hvad der hører til den. På den er vores frelse grundfæstet så fast, at helvedes porte ikke kan få magt over den, Joh 10; Matt 16.

6] 5. Den skal ikke udforskes i Guds skjulte råd, men søges i Ordet, hvor den også er åbenbaret.

7] 6. Men Guds ord fører os til Kristus, som er livets bog, hvor alle, som skal blive evigt frelst, er skrevet ind og udvalgt, som der står skrevet: «Han har udvalgt os i ham før verdens grundlæggelse», Ef 1.

8] 7. Denne Kristus kalder alle syndere til sig og lover dem hvile. Og det er hans alvor, at alle mennesker skal komme til ham og lade sig hjælpe. Han tilbyder sig for dem i Ordet og vil, at man skal høre det og ikke stoppe ørerne til eller foragte Ordet. Desuden lover han Helligåndens kraft og virkning og Guds bistand, så vi kan forblive faste og nå den evige frelse.

9] 8. Derfor skal vi hverken bedømme vor udvælgelse til det evige liv ud fra fornuften eller ud fra Guds lov. De fører os enten ud i et vildt, tøjlesløst, epikuræisk liv eller ud i fortvivlelse, og de vækker skadelige tanker i menneskenes hjerter. For så længe menneskene følger deres fornuft, tænker de ved sig selv – og de kan ikke rigtig værge sig mod sådanne tanker: Har Gud udvalgt mig til frelse, så kan jeg ikke blive fordømt, lige meget hvad jeg gør. Og omvendt: Er jeg ikke udvalgt til det evige liv, så nytter det ikke, hvor meget godt jeg end gør; det er alligevel alt sammen forgæves.

10] 9. Nej, det skal alene læres af det hellige evangelium om Kristus. Dér bevidnes det klart, at Gud har lukket alle inde under vantroen for at vise alle barmhjertighed, og at han ikke vil, at nogen skal gå fortabt, men at alle skal vende om og tro på Herren Kristus, Ez 18,23; 33,11; 1 Joh 2,2. 11] 10. For den, der på den måde holder sig til Guds åbenbarede vilje og følger den orden, som Paulus har fulgt i Romerbrevet, er denne lære nyttig og trøsterig. For Paulus viser først menneskene hen til omvendelse, til erkendelse af synden, til troen på Kristus og til lydighed mod Gud, før han taler om hemmeligheden ved Guds evige udvælgelse.

12] 11. At mange er kaldede, men få udvalgte, betyder ikke, at Gud ikke vil frelse alle. Årsagen er, at de enten slet ikke hører Guds ord, men med vilje foragter det, forhærder deres ører og hjerte og således spærrer den ordnede vej for Helligånden, så han ikke kan udføre sit værk i dem; eller at de, når de har hørt det, slår det hen igen og ikke ænser det. Skylden for det ligger ikke hos Gud eller hans udvælgelse, men hos deres egen ondskab, 2 Pet 2; Luk 11; Hebr 12.

13] 12. Så langt skal en kristen beskæftige sig med artiklen om Guds evige udvælgelse, som den er åbenbaret i Guds ord. Ordet stiller os Kristus for øje som livets bog, som han åbner og åbenbarer for os gennem prædikenen af det hellige evangelium, som der står skrevet: «Dem han har udvalgt, har han også kaldet», Rom 8,30. I ham skal vi søge Faderens evige udvælgelse. Faderen har i sit evige, guddommelige råd besluttet, at han ikke vil frelse nogen uden dem, der kender hans Søn Kristus og virkelig tror på ham. Andre tanker skal vi slå os ud af hovedet, for de kommer ikke fra Gud, men fra den onde fjendes indskydelse. Gennem dem prøver han at svække eller helt fratage os den herlige trøst, vi har i denne frelsebringende lære: at vi ved, at vi af lutter nåde, uden nogen fortjeneste fra vores side, er udvalgt i Kristus til det evige liv, og at ingen kan rive os ud af hans hånd. For han har ikke blot lovet denne nådige udvælgelse med blotte ord, men også bekræftet den med en ed og beseglet den med de hellige sakramenter. Dem kan vi huske på og trøste os ved i vore sværeste anfægtelser og dermed slukke Djævelens brændende pile.

14] 13. Desuden skal vi gøre os den største flid med at leve efter Guds vilje og gøre vor kaldelse fast, sådan som Peter formaner, 2 Pet 1,10, og især holde os til det åbenbarede ord. Det kan og vil ikke svigte os.

15] 14. Gennem denne korte forklaring af Guds evige udvælgelse får Gud sin ære helt og fuldt: at han alene af lutter barmhjertighed, uden nogen fortjeneste fra vores side, frelser os efter sin viljes beslutning. Samtidig får ingen nogen anledning til modløshed eller til et råt og vildt liv.

ANTITHESIS eller NEGATIVA [modsætning eller afvisning].

Falsk lære om denne artikel.

16] Derfor tror og fastholder vi dette: Når nogen fremstiller læren om Guds nådige udvælgelse til det evige liv sådan, at de bedrøvede kristne ikke kan trøste sig ved den, men drives til modløshed eller fortvivlelse, eller sådan, at de ubodfærdige styrkes i deres egenrådighed, så drives denne lære ikke efter Guds ord og vilje, men efter fornuften og den onde Satans tilskyndelse. For som apostlen bevidner, er alt, hvad der er skrevet, «skrevet til undervisning for os for at vi kan bevare håbet ved den udholdenhed og trøst, Skrifterne giver», Rom 15,4. Derfor forkaster vi følgende vildfarelser:

17] 1. Når det læres, at Gud ikke vil, at alle mennesker skal omvende sig og tro evangeliet.

18] 2. Ligeså, at når Gud kalder os til sig, er det ikke hans alvor, at alle mennesker skal komme til ham.

19] 3. Ligeså, at Gud ikke vil, at alle skal blive frelst, men at nogle – uden hensyn til deres synd – alene af Guds blotte råd, beslutning og vilje er bestemt til fordømmelse, så de ikke kan blive frelst.

20] 4. Ligeså, at ikke alene Guds barmhjertighed og Kristi allerhelligste fortjeneste, men også noget i os selv er en årsag til Guds udvælgelse, så Gud har udvalgt os til det evige liv for dets skyld.

21] Alt dette er gudsbespottelige, skrækkelige og vildfarende læresætninger. De tager al den trøst fra de kristne, som de har i det hellige evangelium og i brugen af de hellige sakramenter, og de bør derfor ikke tåles i Guds kirke.

22] Dette er den korte og enkle forklaring af de omstridte artikler, som teologer, der hører til Den Augsburgske Bekendelse, i nogen tid har strides om og lært modstridende om. Ud fra den kan enhver enkel kristen, vejledt af Guds ord og sin enkle katekismus, forstå, hvad der er rigtigt eller forkert. For her er ikke blot den rene lære fremsat, men også den modsatte, vildfarende lære er fordømt og forkastet, og de forargelige splittelser, der er opstået, er dermed grundigt afgjort.

23] Den almægtige Gud og Fader til vor Herre Jesus give os sin Helligånds nåde, så vi alle er ét i ham og stadig bliver i denne kristne enhed, som behager ham! Amen.