Forord

Martin Luther ønsker alle trofaste og fromme sognepræster og prædikanter nåde, barmhjertighed og fred i Kristus Jesus, vor Herre!

Det er den sørgelige og elendige nød, jeg for nylig oplevede, da jeg også var visitator, der har tvunget og drevet mig til at give denne katekismus eller kristne lære en så lille, jævn og enkel form. Gud hjælpe os, hvor meget elendighed så jeg ikke dér! Den almindelige mand ved slet intet om den kristne lære, især ude på landsbyerne, og mange præster er meget udygtige og uegnede til at undervise. Og dog vil de alle være kristne, være døbt og tage del i de hellige sakramenter, selv om de hverken kender Fadervor, trosbekendelsen eller De ti bud. De lever bare derudad som det kære kvæg og som ufornuftige svin. Og nu, hvor evangeliet er kommet, har de nok lært mesterligt at misbruge al frihed!

I biskopper! Hvordan vil I stå til ansvar over for Kristus for, at I har ladet folket gå så skammeligt for lud og koldt vand og aldrig et øjeblik har passet jeres embede? Gid al ulykke må ramme jer for det! I forbyder kalken ved nadveren og håndhæver jeres menneskebud, men I spørger ikke efter, om folk kender Fadervor, trosbekendelsen, De ti bud eller noget som helst af Guds ord. Ve og atter ve over jer til evig tid! Derfor beder jeg jer alle for Guds skyld, mine kære herrer og brødre, I som er præster og prædikanter: Tag jer af jeres embede af hjertet, forbarm jer over jeres folk, som er betroet jer, og hjælp os med at få katekismen ud blandt folk, især blandt de unge. Den, der ikke kan gøre det bedre, skal tage disse hovedstykker og denne form for sig og fremholde den for folket ord for ord på denne måde:

1. Prædikanten skal frem for alt vogte sig for at bruge forskellige tekster og udformninger af De ti bud, trosbekendelsen, Fadervor, sakramenterne osv. Han skal undgå dem og i stedet vælge én form, som han holder fast ved og altid bruger, det ene år som det andet. For de unge og enkle folk må man undervise med en fast tekst og form. Ellers bliver de alt for let forvirrede, hvis man lærer dem én ting i dag og noget andet om et år, som om man ville forbedre det, og så er al umage og arbejde spildt.

Det så de kære fædre også klart; de brugte Fadervor, trosbekendelsen og De ti bud på én og samme måde. Derfor skal også vi lære de unge og enkle folk disse stykker sådan, at vi ikke ændrer en eneste stavelse eller fremholder og fremsiger noget andet det ene år end det næste. Vælg derfor den form, du vil, og bliv ved den for altid. Men når du prædiker for de lærde og forstandige, kan du godt vise din kunst og gøre disse stykker så mangfoldige og fremstille dem så mesterligt, som du kan. Men over for de unge skal du blive ved én fast og blivende form og måde. Lær dem allerførst disse stykker: De ti bud, trosbekendelsen, Fadervor osv., efter teksten, ord for ord, så de også kan sige dem efter og lære dem udenad.

Men til dem, der ikke vil lære det, skal man sige, at de dermed fornægter Kristus og ikke er kristne. De skal heller ikke have adgang til sakramentet! De må ikke stå fadder ved en dåb og heller ikke gøre brug af nogen del af den kristne frihed, men skal simpelthen overlades til paven og hans embedsmænd og oven i købet til Djævelen selv. Desuden skal forældre og husbonder nægte dem mad og drikke og gøre dem klart, at fyrsten vil jage den slags letsindige folk ud af landet.

For selv om man ikke kan tvinge nogen til at tro, skal man dog holde mængden til det og drive på, så de ved, hvad der er ret og uret blandt dem, de vil bo, arbejde og leve sammen med. For den, der vil bo i en by, skal kende og overholde den bys ret, som han vil nyde godt af, ganske uanset om han tror eller i sit hjerte er vantro og ond.

2. Når de kan teksten godt, så lær dem derefter også meningen, så de ved, hvad den betyder. Tag igen den form, som disse hovedstykker har, eller en anden kort og ensartet form, hvilken du vil. Bliv ved den, og ændr ikke en eneste stavelse i den, sådan som det er sagt ovenfor om teksten. Giv dig god tid. For det er ikke nødvendigt, at du tager alle stykkerne på én gang, men det ene efter det andet. Når de har forstået det første bud ordentligt, så tag det andet for, og så videre. Ellers bliver de overvældet og husker ikke noget af det ordentligt.

3. Når du så har lært dem denne lille katekismus, så tag Den Store Katekismus for, og giv dem også en rigere og bredere forståelse. Fremhæv hvert bud, hver bøn og hvert stykke med dets forskellige gerninger, nytte, formål, fare og skade, sådan som du finder det rigeligt i mange bøger. Indskærp især det bud og det stykke mest, som giver dit folk de største problemer. For eksempel: Det syvende bud, om at stjæle, må du indskærpe kraftigt over for håndværkere, handlende og også bønder og karle, for blandt dem er der meget underslæb og tyveri. Eller: Det fjerde bud må du indskærpe godt over for børnene og den almindelige mand, så de er stille, tro, lydige og fredsommelige. Du skal også anføre mange eksempler fra Skriften på, hvordan Gud har straffet eller velsignet sådanne folk. Forman her især også øvrigheden og forældrene alvorligt til at regere godt og sende børnene i skole. Vis dem, at det er deres pligt at gøre det, og hvilken forbandet synd det er, hvis de ikke gør det. For dermed styrter og ødelægger de både Guds og verdens rige som de værste fjender af Gud og mennesker. Fremhæv, hvilken frygtelig skade de gør, når de ikke hjælper med til, at børn bliver uddannet til sognepræster, prædikanter, skrivere osv., og at Gud derfor vil straffe dem forfærdeligt. For det er nødvendigt at prædike om det nu, fordi forældrene og øvrigheden synder så ubeskriveligt meget på dette punkt. Djævelen har noget ondt i sinde med det.

4. Nu da pavens tyranni er afskaffet, vil folk ikke længere gå til sakramentet, og de foragter det. Her er det nødvendigt at indskærpe det, men med følgende forståelse: Vi skal ikke tvinge nogen til troen eller til sakramentet og heller ikke fastsætte nogen lov, tid eller sted. Men vi vil prædike sådan, at de af sig selv, uden vores lov, trænger sig på og ligefrem tvinger os præster til at give dem sakramentet. Det gør man ved at sige til dem: Den, der ikke søger eller begærer sakramentet mindst omkring fire gange om året, må man frygte foragter sakramentet og ikke er en kristen. Ligesom den, der ikke tror på eller ikke hører evangeliet, heller ikke er en kristen. For Kristus siger ikke: «Lad det være!» eller: «Foragt det!», men: «Gør dette, så ofte I drikker det» osv. (1 Kor 11,25). Han vil virkelig have det gjort og på ingen måde have det undladt og foragtet. «Gør dette», siger han.

Men når nogen ikke sætter sakramentet højt, er det et tegn på, at han ikke kender til nogen synd, noget kød, nogen djævel, nogen verden, nogen død, nogen fare eller noget helvede. Det vil sige: Han tror ikke på noget af det, selv om han sidder i det til op over ørerne og er dobbelt hjemfalden til Djævelen. På den anden side har han heller ikke brug for nogen nåde, noget liv, noget paradis, noget himmerige, nogen Kristus, nogen Gud eller noget som helst godt. For hvis han troede, at han havde så meget ondt i sig og havde brug for så meget godt, ville han ikke lade sakramentet ligge ubrugt, for i det bliver der rådet bod på sådant ondt, og så meget godt bliver givet. Man ville heller ikke behøve at tvinge ham til sakramentet med nogen lov; han ville selv komme løbende og styrtende, tvinge sig selv og drive på dig, så du måtte give ham sakramentet.

Derfor må du ikke opstille nogen lov her, sådan som paven gør. Fremhæv grundigt nytten og skaden, nøden og formålet, faren og frelsen i dette sakramente, så vil de helt sikkert komme af sig selv, uden at du tvinger dem. Men kommer de ikke, så lad dem gå, og sig til dem, at de hører Djævelen til, fordi de hverken agter på eller mærker deres egen store nød og Guds nådige hjælp. Men hvis du ikke indskærper dette, eller hvis du gør en lov eller en gift ud af det, så er det din skyld, at de foragter sakramentet. Hvordan skulle de også undgå at være dovne, når du sover eller tier?

Se derfor til det, I sognepræster og prædikanter: Vores embede er nu blevet et andet, end det var under paven. Nu er det blevet alvorligt og gavnligt til frelse. Derfor bringer det nu langt mere besvær og arbejde, fare og anfægtelse med sig og dertil kun lidt løn og tak i verden. Men Kristus vil selv være vores løn, når vi arbejder i troskab. Det hjælpe os al nådes Fader til! Ham være lov og tak i evighed ved Kristus, vor Herre. Amen.