Hustavlen

Nogle formaninger fra Den Hellige Skrift til forskellige kald, embeder og pligter i kirken, samfundet og familien:

1. Til biskopper, præster og prædikanter

En biskop skal være uangribelig, én kvindes mand, ædru, mådeholden, besindig, gæstfri og god til at undervise, ikke drikfældig, ikke voldsom, men mild, ikke stridbar, ikke pengegrisk og ikke ude efter uhæderlig vinding; en, der leder sin egen familie godt og har lydige børn med al respekt … ikke nyomvendt … Han skal holde fast ved det ord, som er sikkert, og være i stand til at undervise, så han har kraft til at formane ved den sunde lære og gendrive dem, der siger imod (1 Tim 3,2–4.6; Tit 1,7.9).

2. Til tilhørerne: hvad de skylder deres lærere og sjælesørgere

Spis og drik, hvad man giver jer; for arbejderen er sin løn værd (Luk 10,7).

Herren har befalet, at de, der forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet (1 Kor 9,14).

Den, der undervises i ordet, skal give den, der underviser ham, del i alle goder. Lad jer ikke bedrage. Gud lader sig ikke spotte (Gal 6,6–7).

De ældste, der leder godt, skal man anse for værdige til dobbelt ære, især dem, der slider med ordet og undervisningen. For Skriften siger: «Du må ikke binde munden til på en okse, som tærsker», og: «En arbejder er sin løn værd» (1 Tim 5,17–18).

Men vi beder jer, brødre: Anerkend dem, som slider blandt jer, og som leder jer i Herren og vejleder jer; hold dem desto kærere på grund af deres gerning. Hold fred med hinanden (1 Thess 5,12–13).

Adlyd jeres lærere, og ret jer efter dem, for de våger over jeres sjæle – og det skal de stå til regnskab for – så de kan gøre det med glæde og ikke med suk; for det ville ikke være til gavn for jer (Hebr 13,17).

3. Om øvrigheden

Ethvert menneske skal underordne sig den øvrighed, der har magt over det. For der findes ingen øvrighed, uden at den er fra Gud; og hvor der er øvrighed, er den indsat af Gud. Den, der sætter sig op imod øvrigheden, sætter sig derfor op imod Guds ordning; og de, der sætter sig imod, vil pådrage sig dom … For den bærer ikke sværdet forgæves; den er Guds tjener, en hævner, der straffer den, som gør det onde (Rom 13,1.2.4).

4. Til undersåtterne

Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er (Matt 22,21).

Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene på grund af straffen, men også på grund af samvittigheden. Derfor betaler I også skat; for de er Guds tjenere, som hele tiden tager sig af netop dette. Giv derfor alle, hvad I skylder dem: skat til den, der skal have skat, told til den, der skal have told, frygt til den, der skal have frygt, ære til den, der skal have ære (Rom 13,5–7).

Så formaner jeg til, at der først af alt holdes bønner, påkaldelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker, for konger og for al øvrighed, så vi kan leve et roligt og stille liv i al gudsfrygt og værdighed. Det er godt og behageligt for Gud, vor frelser (1 Tim 2,1–3).

Påmind dem om, at de skal underordne sig herskere og øvrighed og være lydige, rede til enhver god gerning (Tit 3,1).

Underordn jer enhver menneskelig ordning for Herrens skyld, hvad enten det er kongen som den øverste eller hans stedfortrædere som dem, han sender for at straffe dem, der gør det onde, og for at rose dem, der gør det gode (1 Pet 2,13–14).

5. Til ægtemændene

I mænd, lev med forstand sammen med jeres hustruer, og vis dem ære som den svageste part og som jeres medarvinger til livets nåde, så jeres bønner ikke hindres (1 Pet 3,7).

I mænd, elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre mod dem (Kol 3,19).

6. Til hustruerne

I hustruer, underordn jer under jeres mænd som under Herren, ligesom Sara adlød Abraham og kaldte ham herre. Hendes døtre er I blevet, når I gør det gode og ikke lader jer skræmme af nogen trussel (1 Pet 3,1.6; Ef 5,22).

7. Til forældrene

I fædre, gør ikke jeres børn vrede, så de ikke bliver modløse, men opdrag dem med Herrens opdragelse og vejledning (Ef 6,4; Kol 3,21).

8. Til børnene

I børn, adlyd jeres forældre i Herren, for det er ret. «Ær din far og din mor» – det er det første bud med et løfte: «for at det må gå dig godt, og du må få et langt liv på jorden» (Ef 6,1–3).

9. Til tjenestefolk, piger og arbejdere

I tjenere, adlyd jeres jordiske herrer med frygt og bæven, med et oprigtigt hjerte, som tjente I Kristus: ikke kun når de ser på, for at behage mennesker, men som Kristi tjenere, der gør Guds vilje af hjertet. Gør jeres tjeneste med god vilje, som for Herren og ikke for mennesker; for I ved: Det gode, hver enkelt gør, skal han få igen fra Herren, hvad enten han er tjener eller fri (Ef 6,5–8).

10. Til de overordnede

I herrer, gør det samme mod dem, og hold op med at true; for I ved, at både deres og jeres Herre er i himlen, og han gør ikke forskel på folk (Ef 6,9).

11. Til de unge

I unge, underordn jer under de ældre. Men iklæd jer alle ydmyghed over for hinanden; for Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde. Ydmyg jer derfor under Guds mægtige hånd, så han kan ophøje jer, når tiden er inde (1 Pet 5,5–6).

12. Til enker og enlige

Den, der virkelig er enke og står alene, har sat sit håb til Gud og bliver ved med sine bønner og påkaldelser nat og dag. Men den, der lever udsvævende, er levende død (1 Tim 5,5–6).

13. Til menigheden

«Du skal elske din næste som dig selv.» I dette ord er alle bud sammenfattet (Rom 13,9; Gal 5,14).

Og bliv ved med at bede for alle mennesker (1 Tim 2,1).

Lær hver sin lektie godt, så står det godt til i huset!