Luthers Store Katekismus

En kristelig, gavnlig og nødvendig fortale og trofast, alvorlig formaning fra dr. Martin Luther til alle kristne, men især til alle præster og prædikanter, om at de dagligt skal øve sig grundigt i katekismen, som er et kort sammendrag og uddrag af hele Den Hellige Skrift, og altid drive den osv.

1] Vi har ikke små grunde til at drive katekismen så ivrigt og til både at ønske og bede om, at den bliver drevet. For vi ser desværre, at mange præster og prædikanter er meget forsømmelige her og foragter både deres embede og denne lære – nogle på grund af deres store, høje lærdom, andre af ren og skær dovenskab og omsorg for maven. De forholder sig til sagen, som om de var præster eller prædikanter for mavens skyld og ikke behøvede at gøre andet end at nyde godet, så længe de lever, sådan som de var vant til under pavedømmet.

2] Og selv om de nu har alt det, de skal lære og prædike, så rigeligt, klart og let foran sig i så mange gavnlige bøger – de rigtige Sermones per se loquentes, Dormi secure, Paratos et Thesauros, som man i gamle dage kaldte dem [«Prædikener, der taler af sig selv», «Sov trygt», «De forberedte» og «Skatkamre» – titler på middelalderlige prædikensamlinger, som præsterne kunne prædike direkte ud fra], så er de alligevel ikke så fromme og redelige, at de køber sådanne bøger, eller, hvis de har dem, at de ser i dem og læser dem. Ak, det er virkelig skændige grovædere og maveslaver, der med større ret burde være svinehyrder og hundedrenge end sjælesørgere og præster.

3] Og gid de dog ville gøre så meget – nu da de er fri for den unyttige, tunge snak i de syv tidebønner [de kanoniske tider: matutin, prim, terts, sekst, non, vesper og completorium] – at de i stedet om morgenen, ved middagstid og om aftenen læste et blad eller to i katekismen, en bønnebog, Det Nye Testamente eller ellers i Bibelen og bad et fadervor for sig selv og deres sognebørn. Så ville de dog igen vise evangeliet ære og tak, for ved det er de jo blevet befriet fra så mange slags byrder og besværligheder. Og de ville skamme sig en smule over, at de ligesom svin og hunde ikke har beholdt mere af evangeliet end en sådan doven, skadelig, skændig, kødelig frihed. 4] For den menige mand agter desværre i forvejen alt for lidt på evangeliet, og vi udretter ikke noget særligt, selv om vi bruger al vores flid. Hvad skulle det så ikke blive til, hvis vi skulle være sløse og dovne, sådan som vi var under pavedømmet?

5] Oven i det kommer den skændige last og hemmelige, onde smitte: selvsikkerhed og lede. Mange mener, at katekismen er en enkel, ringe lære, som de kan læse igennem én gang og så kunne med det samme. Så smider de bogen i en krog og skammer sig næsten over at læse mere i den.

6] Ja, man finder endda nogle grobrianer og gnier, også blandt adelen, der påstår, at man fremover hverken behøver præster eller prædikanter; man har det i bøgerne og kan sagtens lære det selv. Og de lader trøstigt sognene forfalde og ødelægges og lader desuden både præster og prædikanter lide nød og sult i rigt mål – sådan som det passer sig for de tossede tyskere. For vi tyskere har sådan et skændigt folk og må finde os i det.

7] Men om mig selv siger jeg dette: Jeg er også doktor og prædikant, ja, lige så lærd og erfaren som alle de, der har en sådan formastelighed og selvsikkerhed. Alligevel gør jeg som et barn, der lærer katekismen. Om morgenen, og når jeg ellers har tid, læser og siger jeg ord for ord De ti bud, Trosbekendelsen, Fadervor, salmer osv. Og jeg må stadig dagligt læse og studere i det og kan det alligevel ikke så godt, som jeg gerne ville, men må blive ved med at være katekismens barn og elev – og det bliver jeg også gerne. 8] Og disse fine, kræsne og indbildske karle vil efter én gennemlæsning straks være doktor over alle doktorer, kunne alt og ikke behøve mere. Nuvel, også det er et sikkert tegn på, at de foragter både deres embede og folkets sjæle, ja, også Gud og hans ord. De behøver ikke at falde, for de er allerede faldet alt for grueligt. De trængte virkelig til at blive børn og begynde at lære abc'en, som de mener for længst at have slidt op som et par udtrådte sko.

9] Derfor beder jeg sådanne dovne vommer eller formastelige helgener om for Guds skyld at lade sig overtale og tro, at de virkelig, virkelig ikke er så lærde og så høje doktorer, som de bilder sig ind. Og de skal aldrig nogensinde tænke, at de er færdige med at lære dette stykke eller ved helt nok om det, selv om de synes, at de kan det alt for godt. For selv om de vidste og kunne det allerbedst i alle henseender (hvad dog ikke er muligt i dette liv), så er der alligevel mange slags nytte og frugt i vente, når man dagligt læser og øver det i tanker og tale: Helligånden er nemlig til stede ved en sådan læsning, tale og eftertanke og giver hele tiden nyt og mere lys og andagt, så det smager bedre og bedre og går dybere og dybere ind. Sådan lover Kristus også i Matt 18: «Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.»

10] Desuden hjælper det overordentlig kraftigt mod djævelen, verden, kødet og alle onde tanker, når man omgås Guds ord, taler om det og grunder over det. Derfor priser også den første salme dem salige, som dag og nat beskæftiger sig med Guds lov. Du vil uden tvivl ikke kunne tænde nogen røgelse eller anden røg, der virker stærkere mod djævelen, end når du omgås Guds bud og ord, taler, synger eller tænker på dem. Det er sandelig det rette vievand og tegn, som han flygter fra, og som han lader sig jage bort med.

11] Alene af den grund burde du jo gerne læse, tale om, tænke over og beskæftige dig med disse stykker, selv om du ellers ikke fik anden frugt og nytte af det, end at du kan jage djævelen og onde tanker bort med dem. For han kan ikke høre eller tåle Guds ord. Og Guds ord er ikke som anden løs snak, som fortællingerne om Dietrich von Bern [helten i middelalderlige tyske sagn] osv., men, som Paulus siger i Rom 1, «Guds kraft». Ja, sandelig en Guds kraft, som påfører djævelen den bitreste smerte og styrker, trøster og hjælper os overordentlig meget.

12] Og hvad skal jeg sige meget? Hvis jeg skulle regne al den nytte og frugt op, som Guds ord virker, hvor skulle jeg så få papir og tid nok fra? Djævelen kalder man en tusindkunstner; men hvad skal man så kalde Guds ord, som jager en sådan tusindkunstner bort og gør ham til intet med al hans kunst og magt? Det må sandelig være mere end hundrede tusindkunstnere. Og så skulle vi så letsindigt foragte en sådan magt, nytte, kraft og frugt – især vi, der vil være præster og prædikanter? 13] Så burde man ikke alene nægte os noget at spise, men også jage os bort med hunde og kaste hestepærer efter os. For vi har ikke blot brug for alt dette hver dag ligesom for det daglige brød, men vi må også have det hver dag mod den tusindkunstneriske djævels daglige og rastløse anfægtelser og lumske angreb.

14] Og hvis dette ikke var formaning nok til at læse katekismen dagligt, så burde Guds bud alene være nok til at tvinge os. I 5 Mos 6 befaler han alvorligt, at man altid skal tænke på hans bud, når man sidder, går, står, ligger og står op, og have dem for øjne og hænder som et stadigt mærke og tegn. Han vil uden tvivl ikke befale og kræve det så alvorligt uden grund. Men fordi han kender vores fare og nød og desuden djævlenes stadige og rasende storm og anfægtelse, vil han advare os imod dem, ruste og beskytte os som med en god rustning mod deres brændende pile og med god medicin mod deres giftige, onde smitte og indskydelser.

15] Åh, hvilke tossede, vanvittige narre er vi dog! Vi må bo og have herberge blandt så mægtige fjender som djævlene, og alligevel vil vi foragte vores våben og værn og er for dovne til at se på dem eller tænke på dem!

16] Og hvad gør sådanne overmætte, formastelige helgener, der ikke vil eller gider læse og lære katekismen dagligt, andet end at anse sig selv for meget lærdere end Gud selv med alle hans hellige, engle, profeter, apostle og alle kristne? For Gud selv skammer sig ikke over at lære dette dagligt, som om han ikke vidste noget bedre at lære, og han lærer hele tiden det samme og tager ikke fat på noget nyt eller andet. Og alle de hellige ved ikke noget bedre eller andet at lære og kan ikke blive færdige med at lære det. Skulle så vi bilde os ind, at vi kan det hele og ikke behøver at læse eller lære mere, når vi én gang har læst og hørt det? At vi kan lære det færdigt på en time – det, som Gud selv ikke kan blive færdig med at lære fra sig, skønt han lærer det fra verdens begyndelse til dens ende, og som alle profeter og alle de hellige har måttet lære og stadig har været elever i og fortsat må være det?

17] For sådan må det jo være: Den, der kan De ti bud godt og helt, må kunne hele Skriften, så han i alle sager og tilfælde kan råde, hjælpe, trøste, dømme og afgøre både åndelige og verdslige forhold og kan være dommer over al lære, alle stænder, ånder, retsregler og hvad der ellers kan findes i verden. Og hvad er hele Salmernes Bog andet end lutter tanker og øvelser i det første bud? 18] Nu ved jeg i sandhed, at sådanne dovne vommer eller formastelige ånder ikke forstår én eneste salme, endsige hele Den Hellige Skrift, og alligevel vil de mene at kunne katekismen og foragte den, som er et kort uddrag og sammendrag af hele Den Hellige Skrift.

19] Derfor beder jeg igen alle kristne, især præster og prædikanter, om ikke for tidligt at ville være doktorer og bilde sig ind, at de ved alt (indbildning og ukrympet klæde går meget ind), men dagligt øve sig grundigt i det og altid drive det. Desuden skal de med al omhu og flid vogte sig for den giftige smitte, som en sådan selvsikkerhed og sådanne selvkloge mestre er. De skal stadig blive ved med at læse, lære fra sig, lære, tænke og grunde og ikke holde op, før de har erfaret og er blevet sikre på, at de har lært djævelen ihjel og er blevet lærdere end Gud selv og alle hans hellige.

20] Hvis de vil gøre sig en sådan flid, så vil jeg love dem – og de skal også selv mærke det – hvilken frugt de vil få, og hvor fine folk Gud vil gøre af dem. Med tiden skal de selv bekende, at jo længere og mere de driver katekismen, desto mindre ved de om den, og desto mere har de at lære i den. Og først da vil det, som de nu ikke engang kan holde ud at lugte til af bare overmæthed og lede, for alvor smage dem, som var de sultne og tørstige. Måtte Gud give sin nåde til det! Amen.

Kort fortale [dr. M. L.].

1] Denne prædiken er tilrettelagt og påbegyndt for at være en undervisning for børnene og de enfoldige. Derfor har den også fra gammel tid heddet katekismus på græsk, det vil sige en børnelærdom, 2] som enhver kristen mindst skal kende, så den, der ikke kender den, ikke kan regnes blandt de kristne og ikke kan få adgang til noget sakramente [katekismen blev fra 1523 i Wittenberg overhørt ved skriftemålet] – ligesom man smider en håndværker ud og anser ham for uduelig, når han ikke kender sit håndværks regler og brug. 3] Derfor skal man lade unge mennesker lære de stykker, der hører til katekismen eller børneprædikenen, grundigt og sikkert og flittigt øve dem i dem og holde dem til det.

4] Derfor har også enhver husfar pligt til mindst én gang om ugen at spørge sine børn og tjenestefolk og høre dem i, hvad de ved eller har lært af det, og alvorligt holde dem til det, hvis de ikke kan det. 5] For jeg husker godt den tid – ja, det sker stadig hver dag – da man fandt grove, gamle og aldrende folk, som slet intet har vidst om dette og stadig intet ved, men som alligevel går til dåb og sakramente og bruger alt det, de kristne har. Og dog burde de, der går til sakramentet, med rette vide mere og have en fyldigere forståelse af hele den kristne lære end børnene og de nye elever. 6] For den almindelige mængde lader vi det dog blive ved de tre stykker, som fra gammel tid er blevet i kristenheden, men som kun sjældent er blevet lært og indprentet ret. Det gør vi, indtil både unge og gamle, alle der vil hedde og være kristne, har øvet sig godt i dem og er blevet fortrolige med dem. Det er følgende:

For det første.

Guds ti bud. 1] 1. Du må ikke have andre guder end mig.

2] 2. Du må ikke misbruge Guds navn.

3] 3. Du skal holde hviledagen hellig.

4] 4. Du skal ære far og mor.

5] 5. Du må ikke slå ihjel.

6] 6. Du må ikke bryde ægteskabet.

7] 7. Du må ikke stjæle.

8] 8. Du må ikke vidne falsk mod din næste.

9] 9. Du må ikke begære din næstes hus.

10] 10. Du må ikke begære hans hustru, hans tjener, hans tjenestepige, hans kvæg eller noget andet, som er hans.

For det andet.

Hovedartiklerne i vores tro.

11] 1. Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber.

12] 2. Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til helvede, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaren til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

13] 3. Jeg tror på Helligånden, en hellig kristen kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Amen.

14] For det tredje.

Bønnen eller Fadervor, som Kristus har lært os. Fader vor, du som er i himlene.

1. Helliget blive dit navn.

2. Komme dit rige.

3. Ske din vilje som i himlen således også på jorden.

4. Giv os i dag vort daglige brød.

5. Og forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere.

6. Og led os ikke ind i fristelse.

7. Men fri os fra det onde. Amen.

15] Det er de mest nødvendige stykker, som man først må lære at sige op ord for ord. 16] Og man skal vænne børnene til hver dag at sige dem op, når de står op om morgenen, når de går til bords, og når de lægger sig til at sove om aftenen – og ikke give dem noget at spise eller drikke, før de har sagt dem. 17] På samme måde har enhver husfar pligt til at holde sine tjenestefolk, karle og piger, til det og ikke beholde dem hos sig, hvis de ikke kan det eller ikke vil lære det. 18] For det kan på ingen måde tåles, at et menneske er så råt og vildt, at det ikke lærer dette. I disse tre stykker er nemlig alt, hvad vi har i Skriften, sammenfattet kort, ligetil og så enkelt som muligt. 19] For de kære fædre eller apostle (hvem de nu har været) har på den måde sammenfattet, hvad de kristnes lære, liv, visdom og kunst er – hvad de taler om, hvad de handler efter, og hvad de beskæftiger sig med.

20] Når man nu har lært disse tre stykker, hører det også med, at man kan sige noget om vore sakramenter, som Kristus selv har indstiftet: dåben og Kristi hellige legeme og blod. Det gælder nemlig den tekst, som Matthæus og Markus skriver i slutningen af deres evangelier, hvor Kristus tog afsked med sine disciple og sendte dem ud.

21] Om dåben.

Gå hen og gør alle folk til disciple, og døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.

22] Så meget er nok for et jævnt menneske at vide om dåben ud fra Skriften. Om det andet sakramente er det på samme måde nok med korte, enkle ord, nemlig Paulus' tekst.

Om sakramentet.

23] Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, brødet, takkede, brød det, gav sine disciple det og sagde: «Tag og spis; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til erindring om mig!»

Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: «Dette bæger er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte I drikker det, til erindring om mig!»

24] Så har man i alt fem stykker af hele den kristne lære, som man hele tiden skal indprente og høre folk i ord for ord. For stol ikke på, at de unge lærer og husker det alene ud fra prædikenen. 25] Når man så kender disse stykker godt, kan man bagefter også give dem nogle salmer eller sange, som er skrevet over dem, som en tilgift og til styrkelse af dem, og på den måde føre de unge ind i Skriften og hver dag komme videre.

26] Men det skal ikke være nok, at man kun fatter dem efter ordene og kan sige dem op. Lad også de unge gå til prædiken, især på de tider, der er fastsat til katekismen, så de hører den udlagt og lærer at forstå, hvad hvert stykke indeholder, så de også kan gengive det, sådan som de har hørt det, og svare fint og rigtigt, når man spørger dem. Så bliver der ikke prædiket uden nytte og frugt. 27] For det er derfor, vi gør os umage med ofte at prædike katekismen for folk: for at man kan banke den ind i de unge – ikke højtravende og spidsfindigt, men kort og så enkelt som muligt, så den går godt ind hos dem og bliver i deres hukommelse.

28] Derfor vil vi nu tage de nævnte stykker for os, det ene efter det andet, og sige så tydeligt som muligt, hvad der er nødvendigt om dem.