Artikel I. Om arvesynden

1] Først er der blandt nogle teologer, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, opstået uenighed om arvesynden: hvad den egentlig er. Den ene part har hævdet, at fordi menneskets natur og væsen er fuldstændig fordærvet ved Adams fald, så er det fordærvede menneskes natur, substans og væsen efter faldet, eller i hvert fald den fornemste og højeste del af dets væsen, nemlig den fornuftige sjæl i dens højeste grad eller fornemste kræfter, selve arvesynden. Den er blevet kaldt natursynd eller personsynd, fordi den ikke er en tanke, et ord eller en gerning, men selve naturen, som alle andre synder udspringer af som af en rod. Derfor skulle der nu efter faldet slet ingen forskel være mellem menneskets natur eller væsen og arvesynden, fordi naturen er fordærvet af synden.

2] Den anden part har derimod lært, at arvesynden egentlig ikke er menneskets natur, substans eller væsen, det vil sige menneskets legeme eller sjæl, som også nu efter faldet er og forbliver Guds skabning og værk i os. Arvesynden er derimod noget i menneskets natur, legeme, sjæl og alle dets kræfter, nemlig en frygtelig, dyb og uudsigelig fordærvelse af dem. Den er sådan, at mennesket mangler den retfærdighed, som det oprindelig blev skabt i, at det i åndelige sager er dødt for det gode og forvendt til alt ondt, og at alle virkelige synder strømmer ud fra hjertet på grund af denne fordærvelse og medfødte synd, som sidder i naturen. Derfor må der skelnes mellem det fordærvede menneskes natur og væsen, eller dets legeme og sjæl, som også efter faldet er Guds skabning og værk i os, og arvesynden, som er et djævelens værk, der har fordærvet naturen.

3] Denne strid om arvesynden er ikke unødvendigt kævl. Når denne lære fremlægges rigtigt ud fra og efter Guds ord og holdes adskilt fra alle pelagianske og manikæiske vildfarelser, så bliver (som Apologien siger) Herren Kristi velgerninger og hans dyrebare fortjeneste og også Helligåndens nådefulde virke desto bedre kendt og desto mere lovprist. Gud får også sin ære, når Guds værk og skabning i mennesket skelnes rigtigt fra djævelens værk, som har fordærvet naturen. 4] For at forklare denne uenighed på en kristen måde og efter Guds ord og for at bevare den rette, rene lære om arvesynden vil vi derfor ud fra de førnævnte skrifter sammenfatte thesis og antithesis, det vil sige den rette lære og modlæren, i nogle korte hovedpunkter.

5] 1. For det første er det sandt, at kristne ikke alene skal regne den virkelige overtrædelse af Guds bud for synd og erkende den som synd. Også den frygtelige, forfærdelige arvesynd, som har fordærvet hele naturen, skal frem for alt i sandhed regnes for synd og erkendes som synd, ja, som hovedsynden, der er roden og kilden til alle virkelige synder. 6] Dr. Luther kalder den en natursynd eller personsynd. Dermed vil han vise, at selv om mennesket ikke tænkte, talte eller gjorde noget ondt (hvilket dog er umuligt for den menneskelige natur i dette liv efter vores første forældres fald), så er dets natur og person alligevel syndig. Det betyder, at den for Gud er gennemforgiftet og fordærvet, helt og aldeles, af arvesynden som af en åndelig spedalskhed. På grund af denne fordærvelse og på grund af det første menneskes fald bliver naturen eller personen anklaget og fordømt af Guds lov, så vi af natur er vredens, dødens og fordømmelsens børn, hvis vi ikke bliver forløst derfra ved Kristi fortjeneste.

7] 2. For det andet er det også klart og sandt, som den nittende artikel i Den Augsburgske Bekendelse lærer, at Gud ikke er syndens skaber, ophav eller årsag. Ved djævelens tilskyndelse er synden (som er et djævelens værk) kommet ind i verden ved ét menneske, Rom 5; 1 Joh 3. Og heller ikke i dag skaber og gør Gud synden i os i denne fordærvelse. Men sammen med naturen, som Gud stadig i dag skaber og gør i mennesket, forplantes arvesynden ved kødelig undfangelse og fødsel fra far og mor som af syndig sæd.

8] 3. For det tredje kan ingen fornuft vide og kende, hvad denne arveskade er. Den må, som De Schmalkaldiske Artikler siger, læres og tros ud fra Skriftens åbenbaring. Og i Apologien sammenfattes den kort i disse hovedpunkter:

9] 1. At denne arveskade er den skyld, at vi alle på grund af Adams og Evas ulydighed er i Guds unåde og af natur vredens børn, som apostlen vidner i Romerbrevets 5. kapitel.

10] 2. For det andet at den også er et fuldstændigt savn eller tab af den medskabte oprindelige retfærdighed i Paradiset, det vil sige af Guds billede, som mennesket oprindelig blev skabt efter i sandhed, hellighed og retfærdighed, og samtidig en magtesløshed og uduelighed til alle Guds sager. Eller som de latinske ord lyder: Descriptio peccati originalis detrahit naturae non renovatae et dona et vim seu facultatem et actus inchoandi et efficiendi spiritualia. Det vil sige: Beskrivelsen af arvesynden fratager den ufornyede natur gaverne, kraften og al virksomhed til at begynde og udrette noget i åndelige ting.

11] 3. At arvesynden (i den menneskelige natur) ikke alene er et sådant fuldstændigt savn af alt godt i åndelige, guddommelige sager. Den er samtidig også, i stedet for det tabte Guds billede i mennesket, en dyb, ond, frygtelig, bundløs, uudgrundelig og uudsigelig fordærvelse af hele naturen og alle dens kræfter, især sjælens højeste og fornemste kræfter i forstand, hjerte og vilje. Mennesket får altså nu efter faldet i arv en medfødt ond art og en indre urenhed i hjertet, ondt begær og ond tilbøjelighed, 12] så vi alle af art og natur arver et sådant hjerte, sind og sådanne tanker fra Adam, som efter deres højeste kræfter og fornuftens lys af natur er vendt og indstillet direkte imod Gud og hans højeste bud, ja, er fjendskab mod Gud, især hvad angår guddommelige, åndelige sager. I naturlige, ydre sager, som hører under fornuften, har mennesket nemlig stadig i nogen grad forstand, kraft og evne, selv om de er meget svækkede. Men også alt dette er forgiftet og besmittet af arvesynden, så det ikke duer noget for Gud.

13] 4. Arvesyndens straf, som Gud har lagt på Adams børn og på arvesynden, er døden, den evige fordømmelse og desuden andre legemlige og åndelige, timelige og evige lidelser samt djævelens tyranni og herredømme. Den menneskelige natur er altså underlagt djævelens rige, givet hen i djævelens magt og fanget under hans herredømme. Han bedøver og forfører mange store og vise mennesker i verden med frygtelig vildfarelse, kætteri og anden blindhed og river i øvrigt menneskene med sig ind i alle slags laster.

14] 5. For det femte er denne arveskade så stor og frygtelig, at den alene for Herren Kristi skyld må dækkes til og tilgives for Gud hos de døbte og troende. Og den menneskelige natur, som den har forvrænget og fordærvet, må og kan alene helbredes ved Helligåndens genfødsel og fornyelse. Denne helbredelse er dog kun begyndt i dette liv og bliver først fuldkommen i det kommende liv.

15] Disse punkter, som her kun er sammenfattet i korte træk, forklares mere udførligt i de førnævnte skrifter i den fælles bekendelse af vores kristne lære.

16] Denne lære skal nu bevares og forsvares sådan, at den hverken glider over til den pelagianske eller til den manikæiske side. Derfor skal det også kort nævnes, hvilke modsatte lærdomme om denne artikel der i vores kirker fordømmes og forkastes.

17] 1. For det første fordømmes og forkastes over for de gamle og de nye pelagianere disse falske opiniones [meninger] og lærdomme: at arvesynden alene skulle være en reatus, det vil sige en skyld på grund af en andens forseelse, uden nogen fordærvelse af vores natur.

18] 2. Desuden at de syndige, onde lyster ikke skulle være synd, men conditiones, det vil sige medskabte og væsentlige egenskaber ved naturen.

19] 3. Eller at den mangel og skade, der er nævnt ovenfor, ikke egentlig og i sandhed for Gud skulle være en sådan synd, at mennesket for dens skyld uden Kristus må være et vredens og fordømmelsens barn og også være i Satans rige og under hans magt.

20] 4. Også disse og lignende pelagianske vildfarelser fordømmes og forkastes: at naturen også efter faldet skulle være ufordærvet og særlig i åndelige ting helt god og ren og fuldkommen i sine naturalibus, det vil sige i sine naturlige kræfter.

21] 5. Eller at arvesynden kun skulle være en ubetydelig, ringe plet, der udefra er stænket på, eller en skavank, der sidder på overfladen, vel corruptio tantum accidentium aut qualitatum, det vil sige en fordærvelse alene af visse tilfældige ting ved menneskets natur, mens naturen alligevel ved siden af og under den har og beholder sin godhed og kraft også til åndelige ting.

22] 6. Eller at arvesynden ikke skulle være en berøvelse eller en mangel, men kun en ydre hindring for sådanne åndelige, gode kræfter, ligesom når en magnet smøres med hvidløgssaft, så dens naturlige kraft ikke tages bort, men kun hindres; eller at denne skavank let kan tørres af som en plet i ansigtet eller maling på en væg.

23] 7. På samme måde fordømmes og forkastes de, der lærer, at naturen ganske vist er meget svækket og fordærvet ved faldet, men alligevel ikke helt og aldeles har mistet alt det gode, der hører til guddommelige, åndelige ting, og at det heller ikke forholder sig med naturen, som man synger i vores kirker: «Ved Adams fald er ganske fordærvet menneskets natur og væsen», men at vores natur fra og ved den naturlige fødsel stadig har noget godt, hvor lidt, ringe og ubetydeligt det end er, nemlig evne, dygtighed, duelighed eller formåen til at begynde, virke eller medvirke til noget i åndelige ting. 24] For hvad angår ydre, timelige, verdslige ting og sager, der er underlagt fornuften, skal der gives en forklaring om det i den følgende artikel.

25] Disse og lignende modsatte lærdomme fordømmes og forkastes, fordi Guds ord lærer, at den fordærvede natur af og ved sig selv i åndelige, guddommelige ting ikke formår noget godt, ikke engang det mindste, fx gode tanker; og ikke alene det, men at den af og ved sig selv for Gud ikke kan andet end synde. 1 Mos 6 og 8.

26] På den anden side skal denne lære også forsvares mod den manikæiske vildfarelse. Derfor forkastes også disse og lignende vildfarende lærdomme: at den menneskelige natur nu, efter faldet, først skulle skabes ren og god, og at arvesynden derefter udefra af Satan skulle gydes ind i naturen og blandes ind i den (som noget væsentligt), ligesom gift blandes i vin.

27] For selv om naturen i Adam og Eva oprindelig blev skabt ren, god og hellig, er synden ved faldet dog ikke kommet ind i deres natur på den måde, som manikæerne har fablet om, som om Satan havde skabt eller gjort noget væsentligt ondt og blandet det med deres natur. Men da mennesket ved faldet, forført af Satan, efter Guds dom og kendelse mistede den medskabte oprindelige retfærdighed som straf, blev den menneskelige natur forvendt og fordærvet ved dette tab, denne mangel, dette savn og denne sårethed, som Satan har forvoldt, sådan som det er sagt ovenfor. Derfor nedarves naturen nu med denne mangel og fordærvelse til alle mennesker, der på naturlig vis undfanges og fødes af far og mor. 28] For efter faldet bliver den menneskelige natur ikke først skabt ren og god og derefter fordærvet af arvesynden, men i vores undfangelses første øjeblik er sæden, som mennesket dannes af, syndig og fordærvet. Arvesynden er heller ikke noget, der består for sig selv, selvstændigt i eller uden for det fordærvede menneskes natur, og den er heller ikke det fordærvede menneskes eget væsen, legeme eller sjæl eller mennesket selv. 29] Arvesynden og den menneskelige natur, der er fordærvet af den, kan og skal heller ikke skelnes sådan, som om naturen var ren, god, hellig og ufordærvet for Gud, og kun arvesynden, der bor i den, var ond.

30] Det samme gælder det, Augustin skriver om manikæerne: som om det ikke var det fordærvede menneske selv, der synder på grund af den medfødte arvesynd, men noget andet og fremmed i mennesket, og som om Gud altså ved loven ikke anklager og fordømmer naturen som fordærvet af synden, men kun arvesynden i den. For som det er fastslået ovenfor i thesi, det vil sige i fremstillingen af den rene lære om arvesynden, er menneskets hele natur, sådan som den på naturlig vis fødes af far og mor, til legeme og sjæl, i alle sine kræfter, helt igennem og i yderste grad fordærvet og forvendt af arvesynden (hvad angår den godhed, sandhed, hellighed og retfærdighed, der var skabt med den i Paradis). Non tamen in aliam substantiam genere aut specie diversam, priori abolita, transmutata est. Det vil sige: Alligevel er den ikke helt og aldeles udslettet eller forvandlet til en anden substans, som efter sit væsen ikke skulle være lig vores natur og altså ikke af samme væsen som vi.

31] På grund af denne fordærvelse anklages og fordømmes også menneskets hele fordærvede natur af loven, hvis ikke synden tilgives for Kristi skyld.

32] Men loven anklager og fordømmer ikke vores natur, fordi vi mennesker er skabt af Gud, men fordi vi er syndige og onde; heller ikke fordi og for så vidt som naturen og væsenet også efter faldet er et værk, en skabning og et skaberværk af Gud i os, men fordi og for så vidt som den er forgiftet og fordærvet af synden.

33] Selv om arvesynden som en åndelig gift og spedalskhed (som Luther siger) har forgiftet og fordærvet hele den menneskelige natur, så man i vores fordærvede natur ikke synligt kan vise og pege på naturen for sig og arvesynden for sig, så er den fordærvede natur eller det fordærvede menneskes væsen, legeme og sjæl eller mennesket selv, som Gud har skabt (og som arvesynden bor i – den synd, som også naturen, væsenet eller hele mennesket er fordærvet af), dog ikke én og samme ting som arvesynden, der bor i menneskets natur eller væsen og fordærver det. Det er ligesom ved den ydre spedalskhed: Det legeme, der er spedalsk, og spedalskheden på eller i legemet er heller ikke én og samme ting, når man vil tale nøjagtigt. Man må altså holde fast ved en forskel også mellem vores natur, sådan som den er skabt og opretholdes af Gud, og som synden bor i, og arvesynden, der bor i naturen. Begge dele skal og kan også betragtes, læres og tros hver for sig efter Den Hellige Skrift.

34] Og det er de vigtigste artikler i vores kristne tro, der kræver og tvinger os til at fastholde denne forskel. For det første vidner Skriften i artiklen om skabelsen, at Gud ikke alene skabte den menneskelige natur før faldet, men at den også efter faldet er Guds skabning og værk. 5 Mos 32; Es 45; 54; 64; ApG 17; Åb 4.

35] «Dine hænder», siger Job, «har formet og gjort mig, alt hvad jeg er, fra alle sider, og så vil du ødelægge mig fuldstændig? Husk dog, at du har gjort mig af ler, og at du vil gøre mig til jord igen. Har du ikke hældt mig ud som mælk og ladet mig størkne som ost? Du har iklædt mig hud og kød, med knogler og sener har du flettet mig sammen. Liv og godhed har du vist mig, og din omsorg har bevaret min ånde.» Job 10.

36] «Jeg takker dig», siger David, «fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine gerninger, det ved min sjæl så godt. Mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i det skjulte, da jeg blev formet dybt nede i jorden. Dine øjne så mig, da jeg endnu var ufærdig, og i din bog var alle de dage skrevet, som skulle komme, før en eneste af dem var der.» Sl 139.

37] I Prædikerens Bog står der skrevet: «For støvet skal vende tilbage til jorden, som det var, og ånden til Gud, som gav den.» Præd 12.

38] Disse skriftsteder vidner klart om, at Gud også efter faldet er menneskets skaber og skaber dets legeme og sjæl. Derfor kan det fordærvede menneske ikke uden enhver forskel være synden selv; ellers ville Gud være syndens skaber. Sådan bekender også vores Lille Katekismus i forklaringen til den første trosartikel, hvor der står: «Jeg tror, at Gud har skabt mig sammen med alle skabninger, at han har givet mig legeme og sjæl, øjne, ører og alle lemmer, fornuft og alle sanser og stadig opretholder dem.» Ligeledes står der i Den Store Katekismus: «Det mener og tror jeg, at jeg er Guds skabning, det vil sige, at han har givet mig og uden ophør opretholder legeme, sjæl og liv, små og store lemmer, alle sanser, fornuft og forstand» osv. Dog er denne skabning og dette værk af Gud jammerligt fordærvet af synden; for den masse, som Gud nu danner og gør mennesket af, er fordærvet og forvendt i Adam og nedarves således til os.

39] Og her bør fromme, kristne hjerter med rette tænke på Guds ubeskrivelige godhed: at Gud ikke straks kaster denne fordærvede, forvendte, syndige masse fra sig i helvedes ild, men af den danner og gør den nuværende menneskelige natur, der er jammerligt fordærvet af synden, for at han ved sin elskede Søn kan rense den fra synd, hellige den og frelse den.

40] Ud fra denne artikel fremgår forskellen nu uimodsigeligt og klart. For arvesynden kommer ikke fra Gud; Gud er ikke syndens skaber eller ophavsmand. Arvesynden er heller ikke Guds skabning eller værk, men den er Djævelens værk.

41] Hvis der nu slet ingen forskel skulle være mellem naturen og væsenet i vores legeme og sjæl, der er fordærvet af arvesynden, og arvesynden, som naturen er fordærvet af, så ville det følge, at Gud enten – fordi han er skaber af denne vores natur – også skabte og gjorde arvesynden, som så også ville være hans værk og skabning, eller – fordi synden er Djævelens værk – at Satan var skaber af denne vores natur, af vores legeme og sjæl, som så også måtte være Satans værk eller skabning, hvis vores fordærvede natur uden enhver forskel skulle være synden selv. Begge dele strider mod artiklen i vores kristne tro. 42] Derfor, og for at Guds skabning og værk i mennesket kan skelnes fra Djævelens værk, siger vi: Det er Guds skabning, at mennesket har legeme og sjæl; ligeledes er det Guds værk, at mennesket kan tænke, tale, gøre og virke noget; for «i ham lever vi, bevæger os og er til», ApG 17,28. Men at naturen er fordærvet, og at tanker, ord og gerninger er onde, det er oprindelig Satans værk, som ved synden har fordærvet Guds værk i Adam sådan, at det fra Adam nedarves til os.

43] For det andet vidner Skriften kraftigt i artiklen om forløsningen om, at Guds Søn har påtaget sig vores menneskelige natur uden synd, så han i alt er blevet os, sine brødre, lig, dog uden synd, Hebr 2. Unde veteres dixerunt Christum nobis, fratribus suis, consubstantialem esse secundum assumptam naturam, quia naturam, quae, excepto peccato, eiusdem generis, speciei et substantiae cum nostra est, assumpsit et contrariam sententiam manifeste haereseos damnarunt. Det vil sige: Derfor har alle de gamle rettroende lærere holdt fast ved, at Kristus efter den menneskelige natur, som han har påtaget sig, er af ét væsen med os, sine brødre. For han har påtaget sig sin menneskelige natur, som i sit væsen og i alle sine væsentlige egenskaber er fuldstændig lig vores menneskelige natur (alene synden undtaget), og de har fordømt den modsatte lære som åbenlyst kætteri.

44] Hvis der nu ikke var nogen forskel mellem det fordærvede menneskes natur eller væsen og arvesynden, måtte det følge, at Kristus enten ikke har påtaget sig vores natur, fordi han ikke har påtaget sig synden, eller at han, fordi han har påtaget sig vores natur, også har påtaget sig synden. Begge dele strider imod Skriften. Men da Guds Søn har påtaget sig vores menneskelige natur og ikke arvesynden, er det heraf klart, at den menneskelige natur (også efter syndefaldet) og arvesynden ikke er én og samme ting, men må skelnes fra hinanden.

45] For det tredje vidner Skriften i artiklen om helliggørelsen om, at Gud vasker mennesket rent for synden, renser og helliggør det, og at Kristus frelser sit folk fra deres synder. Så kan synden jo ikke være selve mennesket. For mennesket tager Gud til nåde for Kristi skyld, men synden er han fjendtlig imod i al evighed. Derfor er det ukristeligt og afskyeligt at høre, at arvesynden skulle blive døbt i den hellige treenigheds navn, helliget og frelst – og flere udtalelser af den slags (som vi ikke vil anføre, for ikke at forarge enfoldige mennesker), som findes i de nye manikæeres skrifter.

46] For det fjerde vidner Skriften i artiklen om opstandelsen om, at netop substansen i vores eget kød skal opstå, men uden synd, og at vi i det evige liv skal have og beholde netop denne sjæl, men uden synd.

47] Hvis der nu slet ingen forskel var mellem vores fordærvede legeme og sjæl og arvesynden, ville det imod denne artikel i den kristne tro følge, enten at netop vores kød ikke skal opstå på den yderste dag, og at vi i det evige liv ikke skal have vores eget legemes og sjæls væsen, men en anden substans (eller en anden sjæl), fordi vi dér skal være uden synd; eller at også synden skal opstå og være og forblive i de udvalgte i det evige liv.

48] Heraf er det klart, at den lære må forkastes (med alt, hvad der hænger sammen med den og følger af den), som påstår og lærer, at arvesynden er selve det fordærvede menneskes natur, substans, væsen, legeme eller sjæl, så der slet ingen forskel skal være mellem vores fordærvede natur, substans og væsen og arvesynden. For de vigtigste artikler i vores kristne tro vidner stærkt og kraftigt om, hvorfor man skal og må fastholde en forskel mellem menneskets natur eller substans, som er fordærvet af synden, og synden, som mennesket er fordærvet med og af. 49] Dette må være nok som en enkel forklaring af læren og den modsatte lære (in thesi et antithesi) [i tese og antitese] i denne strid, for så vidt det gælder selve hovedsagen, her, hvor der ikke føres en udførlig disputats, men kun de vigtigste hovedpunkter behandles artikel for artikel.

50] Hvad angår ord og udtryksmåde, er det bedste og sikreste, at man bruger og holder fast ved de sunde ords forbillede, sådan som der tales om denne artikel i Den Hellige Skrift og i de ovennævnte skrifter.

51] Desuden skal aequivocationes vocabulorum, det vil sige de ord og udtryk, som forstås og bruges i forskellig betydning, forklares omhyggeligt og holdes klart adskilt, så man undgår ordstrid. Når man for eksempel siger: «Gud skaber menneskenes natur», forstås der ved ordet «natur» menneskenes væsen, legeme og sjæl. Men ofte kalder man en tings art eller uart for dens natur, som når man siger: «Det er slangens natur at hugge og forgifte.» På den måde siger Luther, at synd og det at synde er det fordærvede menneskes art og natur.

52] Således betegner ordet arvesynd i egentlig forstand den dybe fordærvelse af vores natur, sådan som den beskrives i De Schmalkaldiske Artikler. Men undertiden medregnes også konkretet eller subjektet, det vil sige selve mennesket med legeme og sjæl, som synden er og sidder i, fordi mennesket er fordærvet, forgiftet og syndigt gennem synden. Det gælder for eksempel, når Luther siger: «Din fødsel, din natur og hele dit væsen er synd», det vil sige syndigt og urent.

53] Udtrykkene natursynd, personsynd og væsenssynd forklarer Luther selv: Han mener dermed, at ikke kun ordene, tankerne og gerningerne er synd, men at menneskets hele natur, person og væsen ved arvesynden er fordærvet fuldstændig og helt til bunds.

54] Hvad angår de latinske ord substantia og accidens, bør man med rette skåne den enfoldige kirke (det vil sige kirken, som for en stor del består af enfoldige, jævne, ulærde mennesker) for dem i de offentlige prædikener, fordi den almindelige mand ikke kender sådanne ord. Men når de lærde bruger dem i denne sag indbyrdes eller over for andre, som kender sådanne ord – sådan som Eusebius, Ambrosius og især Augustin og flere andre fremtrædende kirkelærere har gjort, fordi det var nødvendigt for at forklare denne lære over for kætterne – så går de ud fra en immediatam divisionem, det vil sige en sådan inddeling, hvor der ikke er noget imellem [en inddeling efter den kontradiktoriske modsætning, som ikke tillader noget tertium interveniens, noget tredje, der skyder sig ind mellem modsætningerne]. Alt, hvad der er til, må altså enten være substantia, det vil sige et selvstændigt væsen, eller accidens, det vil sige en tilfældig ting, som ikke består som et væsen i sig selv, men er i et andet selvstændigt væsen og kan skelnes fra det. Denne inddeling bruger også Kyrillos og Basilius.

55] Det er også en utvivlsom og uimodsigelig grundsætning i teologien, at enhver substantia eller ethvert selvstændigt væsen, for så vidt det er en substans, enten er Gud selv eller et værk og en skabning af Gud. Derfor har Augustin i mange skrifter mod manikæerne, sammen med alle sande lærere, velovervejet og med alvor fordømt og forkastet udsagnet peccatum originis est substantia vel natura, det vil sige: arvesynden er menneskets natur eller væsen. Ham har alle lærde og forstandige siden fulgt og altid holdt fast ved, at det, som ikke består i sig selv og heller ikke er en del af et andet selvstændigt væsen, men på foranderlig måde er i en anden ting, ikke er en substantia, det vil sige noget selvstændigt, men et accidens, det vil sige noget tilfældigt. Derfor siger Augustin konsekvent: Arvesynden er ikke selve naturen, men et accidens vitium in natura, det vil sige en tilfældig mangel og skade i naturen. 56] På samme måde har man også i vores skoler og kirker før denne strid talt frit og uden mistanke efter dialektikken, og derfor har hverken dr. Luther eller nogen retsindig lærer i vores rene evangeliske kirker nogen sinde irettesat det.

57] Det er altså den uimodsigelige sandhed, at alt, hvad der er til, enten er en substans eller et accidens, det vil sige enten et selvstændigt væsen eller noget tilfældigt i det, sådan som det netop er påvist og bevist med vidnesbyrd fra kirkelærerne – noget, ingen virkelig forstandig person nogen sinde har tvivlet på. Derfor er det uomgængeligt nødvendigt, og ingen kan komme uden om det: Spørger nogen, om arvesynden er en substans, det vil sige en sådan ting, der består i sig selv og ikke er i en anden, eller et accidens, det vil sige en sådan ting, der ikke består i sig selv, men er i en anden og ikke kan bestå eller være til i sig selv, så må man rent ud bekende, at arvesynden ikke er en substans, men et accidens.

58] Derfor bliver Guds kirke heller aldrig hjulpet til varig fred i denne strid; tværtimod bliver uenigheden snarere styrket og holdt ved lige, hvis kirkens tjenere bliver ved med at være i tvivl om, hvorvidt arvesynden er en substans eller et accidens og med rette og i egentlig forstand bør kaldes sådan.

59] Hvis kirkerne og skolerne derfor grundigt skal hjælpes ud af denne forargelige og yderst skadelige strid, er det nødvendigt, at alle bliver nøje undervist om dette.

60] Men spørger man videre, hvad slags accidens arvesynden så er, er det et andet spørgsmål. På det kan ingen filosof, ingen pavelig, ingen sofist, ja, ingen menneskelig fornuft, hvor skarp den end måtte være, give den rette forklaring. Al forståelse og forklaring må alene hentes fra Den Hellige Skrift. Den vidner om, at arvesynden er en uudsigelig skade og en sådan fordærvelse af den menneskelige natur, at der i den og i alle dens indre og ydre kræfter ikke er noget rent eller godt tilbage, men at alt er fordærvet helt igennem, så mennesket ved arvesynden i sandhed er åndeligt dødt for Gud og med alle sine kræfter er død for det gode.

61] Når ordet accidens forklares sådan efter Guds ord, bliver arvesynden altså ikke gjort mindre ved det. Dr. Luther har jo med stor alvor skrevet imod at gøre arvesynden mindre i sin latinske udlægning af tredje kapitel i Første Mosebog. Ordet tjener alene til at vise forskellen mellem Guds værk (som er vores natur, selv om den er fordærvet) og Djævelens værk (som er synden, der sidder i Guds værk og er dets allerdybeste og uudsigelige fordærvelse).

62] Således har også Luther i denne sag brugt ordet accidens ligesom ordet qualitas, og ikke forkastet dem. Men samtidig har han med særlig alvor og stor iver på det allergrundigste forklaret og indprentet alle, hvilken forfærdelig kvalitet og hvilket forfærdeligt accidens det er, som har gjort, at den menneskelige natur ikke blot er blevet forurenet, men er så dybt fordærvet, at intet rent eller ufordærvet er blevet tilbage i den. Således skriver han om Salme 90: Sive igitur peccatum originis qualitatem sive morbum vocaverimus, profecto extremum malum est non solum pati aeternam iram et mortem, sed ne agnoscere quidem, quae pateris. Det vil sige: Om vi kalder arvesynden en kvalitet eller en sygdom, så er det i sandhed den yderste ulykke, at vi ikke blot skal lide Guds evige vrede og den evige død, men ikke engang forstår, hvad vi lider. Og igen om Første Mosebog, kapitel 3: Qui isto veneno peccati originis a planta pedis usque ad verticem infecti sumus, siquidem in natura adhuc integra accidere. Det vil sige: Vi er forgiftet af arvesyndens gift fra fodsålen til issen, eftersom det ramte os, mens naturen endnu var fuldkommen.