Artikel IV. Om gode gerninger

1] Blandt de teologer, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, er der også opstået uenighed om de gode gerninger. Den ene part har brugt følgende ord og talemåder: Gode gerninger er nødvendige til frelse; det er umuligt at blive frelst uden gode gerninger; og videre: Ingen er nogensinde blevet frelst uden gode gerninger. Begrundelsen var, at der kræves gode gerninger af de sandt troende som troens frugter, og at troen uden kærlighed er død, selv om denne kærlighed ikke er årsag til frelsen.

2] Den anden part har derimod hævdet, at gode gerninger ganske vist er nødvendige, men ikke til frelse, men af andre grunde. Derfor, mente de, kan de nævnte propositiones eller talemåder ikke tåles i kirken, for de stemmer ikke med mønsteret for den sunde lære og de sunde ord, og pavekirken har altid stillet dem – og stiller dem stadig – op imod læren i vores kristne tro, hvor vi bekender, at troen alene gør retfærdig og frelser. Det skulle forhindre, at Kristi, vores Frelsers, fortjeneste blev forringet, og sikre, at løftet om frelse kan være og blive fast og sikkert for de troende.

3] Under denne strid har også nogle få fremført den omstridte påstand eller talemåde, at gode gerninger er skadelige for frelsen. Nogle har også hævdet, at gode gerninger ikke er nødvendige, men frivillige, fordi de ikke skal fremtvinges af frygt og lovens straf, men ske af en frivillig ånd og et glad hjerte. Over for dette har den anden part fastholdt, at gode gerninger er nødvendige.

4] Striden opstod først om ordene necessitas og libertas, det vil sige «nødvendig» og «fri». Især ordet necessitas, «nødvendig», betegner nemlig ikke kun den evige, uforanderlige ordning, som forpligter alle mennesker til at adlyde Gud, men undertiden også den tvang, som loven bruger til at drive menneskene til gode gerninger.

5] Men siden har striden ikke kun drejet sig om ordene. Man har på det heftigste angrebet selve læren og hævdet, at den nye lydighed hos de genfødte ikke er nødvendig på grund af den nævnte ordning fra Gud.

6] For at forklare denne uenighed på en kristen måde efter Guds ords vejledning og ved hans nåde bilægge den helt, er vores lære, tro og bekendelse følgende:

7] For det første er der i denne artikel ingen strid blandt os om følgende punkter: at det er Guds vilje, ordning og befaling, at de troende skal vandre i gode gerninger; at det ikke er sande gode gerninger, som hver enkelt i god mening selv finder på, eller som sker efter menneskebud, men de gerninger, som Gud selv har foreskrevet og befalet i sit ord; og også at sande gode gerninger ikke sker af egne, naturlige kræfter, men sker, når personen er forsonet med Gud ved troen og fornyet ved Helligånden, eller, som Paulus siger, «skabt på ny i Kristus Jesus til gode gerninger».

8] Der er heller ingen strid om, hvordan og hvorfor de troendes gode gerninger behager Gud og er ham velbehagelige, selv om de i dette kød er urene og ufuldkomne: Det er for Herren Kristi skyld, ved troen, fordi personen er Gud velbehagelig. For de gerninger, der hører til at opretholde ydre tugt og orden, og som også de vantro og uomvendte gør, og som også kræves af dem, er vel prisværdige for verden og bliver også af Gud lønnet med timelige goder i denne verden. Men fordi de ikke udspringer af den rette tro, er de synd for Gud, det vil sige besmittet med synd, og Gud regner dem for synd og urene på grund af den fordærvede natur, og fordi personen ikke er forsonet med Gud. For «et dårligt træ kan ikke bære gode frugter», og i Rom 14,23 står der: «Alt det som ikke er på grund af tro, er synd.» For personen må først være Gud velbehagelig, og det alene for Kristi skyld, hvis også personens gerninger skal behage ham.

9] Derfor må troen være moder til og udspring for de virkelig gode og Gud velbehagelige gerninger, som Gud vil lønne i denne og den kommende verden. Paulus kalder dem da også troens og Åndens sande frugter. 10] For som dr. Luther skriver i fortalen til Paulus' brev til romerne: «Troen er et guddommeligt værk i os, som forvandler os og føder os på ny af Gud. Den dræber den gamle Adam og gør os til helt andre mennesker i hjerte, sind, tanker og alle kræfter, og den bringer Helligånden med sig. Åh, troen er en levende, travl, virksom og mægtig ting, så det er umuligt, at den ikke uophørligt skulle gøre det gode. 11] Den spørger heller ikke, om der skal gøres gode gerninger. Før nogen spørger, har den allerede gjort dem og er altid i færd med det. Men den, der ikke gør sådanne gerninger, er et menneske uden tro. Han famler og ser sig omkring efter tro og gode gerninger og ved hverken, hvad tro eller gode gerninger er, og alligevel snakker og sludrer han en masse om tro og gode gerninger. 12] Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde, så vis, at man ville dø tusind gange for den. Og en sådan tillid og erkendelse af Guds nåde gør glad, frimodig og frisk over for Gud og alle skabninger. Det gør Helligånden i troen. Derfor bliver mennesket uden tvang villigt og glad til at gøre godt mod alle, til at tjene alle og til at lide alt muligt, af kærlighed til og til pris for Gud, som har vist ham en sådan nåde. Derfor er det umuligt at skille gerninger fra troen, ja, lige så umuligt som at skille brænden og lys fra ilden.»

13] Men da der ikke er strid blandt os om disse punkter, vil vi ikke behandle dem udførligt her, men kun forklare os enkelt og klart over for hinanden om de omstridte punkter.

14] For det første, hvad angår de gode gerningers nødvendighed eller frivillighed, er det tydeligt, at Den Augsburgske Bekendelse og dens Apologi bruger og ofte gentager disse talemåder: at gode gerninger er nødvendige; og videre, at det er nødvendigt at gøre gode gerninger, og at de med nødvendighed skal følge efter troen og forsoningen; og videre, at vi med nødvendighed skal og må gøre de gode gerninger, som Gud har befalet. Også i Den Hellige Skrift selv bruges ordene «nød», «nødvendig» og «nødvendigt», og på samme måde «skal» og «må», på samme måde om det, som vi har pligt til at gøre på grund af Guds ordning, befaling og vilje, som i Rom 13; 1 Kor 9; ApG 5; Joh 15; 1 Joh 4.

15] Derfor er det med urette, at nogle kritiserer og forkaster de nævnte udsagn eller sætninger, når de forstås på denne kristne og egentlige måde. De bruges nemlig med rette til at kritisere og forkaste den sorgløse, epikuræiske indbildning, når mange digter sig en død tro eller indbildning uden omvendelse og uden gode gerninger. Det er, som om ægte tro og et ondt forsæt om at blive ved med at leve i synden godt kunne være i det samme hjerte på én gang – og det er umuligt. Eller det er, som om nogen godt kunne have og beholde den sande tro, retfærdigheden og frelsen, selv om han er og bliver et råddent og ufrugtbart træ, som slet ingen gode frugter bærer; ja, selv om han bliver ved med at synde mod sin samvittighed eller med forsæt igen giver sig hen til sådanne synder. Det er forkert og falsk.

16] Men her må man også lægge mærke til denne skelnen: Ved «nødvendighed» skal forstås necessitas ordinis, mandati et voluntatis Christi ac debiti nostri, non autem necessitas coactionis [en nødvendighed, der følger af Kristi ordning, bud og vilje og af vores skyldighed, ikke en tvangens nødvendighed]. Det vil sige: Når ordet «nødvendig» bruges, skal det ikke forstås om tvang, men alene om den ordning, der følger af Guds uforanderlige vilje, som vi skylder lydighed. 17] Det er også det, hans bud viser hen til: at skabningen skal være sin skaber lydig. Noget andet er det, der kaldes «af tvang» (som i 2 Kor 9, i Paulus' brev til Filemon og i 1 Pet 5): når noget presses ud af et menneske mod hans vilje, ved tvang eller på anden måde, så han gør det udvortes for syns skyld, men uden og imod sin vilje. Sådanne gerninger, der kun sker for syns skyld, vil Gud nemlig ikke have. Det Nye Testamentes folk skal derimod være et «villigt folk», Sl 110, og «ofre frivilligt», Sl 54, «ikke med ulyst eller af tvang», men være lydige af hjertet, 2 Kor 9; Rom 6. 18] For «Gud elsker en villig giver», 2 Kor 9. I denne forstand og i denne mening er det rigtigt sagt og lært, at de virkelig gode gerninger skal ske villigt, af en fri og villig ånd, af dem, som Guds Søn har sat i frihed. Det er også først og fremmest med denne mening, at nogle har ført diskussionen om de gode gerningers frivillighed.

19] Men her må man igen også lægge godt mærke til den skelnen, som Paulus taler om i Rom 7: «Jeg er villig og glæder mig over Guds lov ifølge det indre menneske, men i mit kød finder jeg en anden lov», som ikke blot er uvillig og modvillig, men også «fører krig mod loven i mine tanker». Og om det uvillige og genstridige kød siger Paulus i 1 Kor 9: «Jeg disciplinerer min krop og holder den under kontrol», og i Gal 5 og Rom 8: «De, der tilhører Kristus, korsfæster, ja, dræber deres kød sammen med dets lyster, begær og gerninger.» 20] Men det er falsk og skal kritiseres, når nogen hævder og lærer, at de gode gerninger er så frie for de troende, at det står til deres frie valg, om de vil eller kan gøre dem eller lade være eller handle imod dem, og at de alligevel kan beholde troen, Guds velvilje og nåde.

21] For det andet: Når det læres, at gode gerninger er nødvendige, må det også forklares, hvorfor og af hvilke grunde de er nødvendige. Grundene er opregnet i Den Augsburgske Bekendelse og Apologien.

22] Men her må man passe meget på, at gerningerne ikke bliver trukket og blandet ind i artiklen om retfærdiggørelsen og frelsen. Derfor forkaster man med rette de sætninger, der siger, at gode gerninger er nødvendige for de troende til frelse, sådan at det er umuligt at blive frelst uden gode gerninger. For de går direkte imod læren de particulis exclusivis in articulo justificationis et salvationis [om de udelukkende småord i artiklen om retfærdiggørelsen og frelsen], det vil sige, de strider mod de ord, som Paulus bruger, når han helt udelukker vores gerninger og fortjeneste fra artiklen om retfærdiggørelsen og frelsen og tilskriver alt alene Guds nåde og Kristi fortjeneste, som det er forklaret i den foregående artikel. 23] Desuden tager de trøsten i evangeliet fra de anfægtede og bedrøvede samvittigheder, giver anledning til tvivl og er farlige på mange måder. De styrker indbildskheden om egen retfærdighed og tilliden til egne gerninger, og de bliver taget op af de pavelige og brugt til deres egen fordel imod den rene lære om troen, som alene frelser. 24] Endelig går de imod de sunde ords mønster, for der står skrevet, at saligprisningen alene gælder det menneske, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger, Rom 4. Og i Den Augsburgske Bekendelse, artikel 6, står der skrevet, at man bliver frelst uden gerningerne, alene ved troen. Også dr. Luther har forkastet og fordømt disse sætninger:

25] 1. hos de falske profeter blandt galaterne;

26] 2. hos de pavelige på rigtig mange steder;

27] 3. hos gendøberne, når de forklarer det sådan: Man skal ganske vist ikke bygge troen på gerningernes fortjeneste, men man må alligevel have dem som noget, der er nødvendigt til frelse;

28] 4. også hos nogle andre blandt hans egne, som ville forklare sætningen sådan: Selv om vi kræver gerningerne som nødvendige til frelse, lærer vi dog ikke, at man skal sætte sin lid til gerningerne. Det står i hans udlægning af 1 Mos 22. [I den ekskurs, som Konkordieformlen her henviser til, siger Luther blandt andet: «Negativa haec est non sola fides iustificat, sed fides coniuncta operibus. Ac huic propositioni callidam declarationem sive limitationem addunt: Licet exigamus opera tamquam necessaria ad salutem, inquiunt, tamen non docemus, confidendum operibus. Est satis astutus diabolus, sed nihil agit, tametsi fucum imperitis et rationi faciat.» [«Dette er den nægtende sætning: Ikke troen alene retfærdiggør, men troen sammen med gerningerne. Og til denne sætning føjer de en snedig forklaring eller begrænsning: Selv om vi kræver gerningerne som nødvendige til frelse, siger de, lærer vi dog ikke, at man skal sætte sin lid til gerningerne. Djævelen er snu nok, men han udretter intet, selv om han kan narre de uvidende og fornuften.»] E. opp. exeg. 5, 265.]

29] Derfor, og af de grunde, der nu er nævnt, skal det med rette stå fast i vores kirker, at de nævnte talemåder ikke læres, forsvares eller besmykkes, men fjernes fra vores kirker og forkastes som falske og forkerte. De blev nemlig taget op igen med Interim i forfølgelsens tid, netop da der var allermest brug for en klar og rigtig bekendelse imod alle slags corruptelas [fordærvelser] og forfalskninger af artiklen om retfærdiggørelsen. Derfra er de strømmet ind, og derfra er striden om dem kommet.

30] For det tredje: Der er også strid om, hvorvidt gode gerninger bevarer frelsen, eller om de er nødvendige for at bevare troen, retfærdigheden og frelsen. Da der står meget på spil her – for «den som holder ud til enden, skal frelses», Matt 24; og Hebr 3: «Vi har fået del i Kristus, hvis vi holder fast i det, vi har begyndt med, indtil enden» – må det også forklares meget omhyggeligt og præcist, hvordan retfærdigheden og frelsen bevares i os, så de ikke går tabt igen.

31] Derfor skal først denne falske, epikuræiske indbildning kritiseres alvorligt og forkastes, når nogle bilder sig ind, at troen og den modtagne retfærdighed og frelse ikke kan gå tabt ved nogen synder eller onde gerninger, heller ikke ved bevidste og forsætlige synder, men at en kristen, selv om han uden frygt og skam følger de onde lyster, står Helligånden imod og med forsæt giver sig hen til synder mod samvittigheden, alligevel beholder troen, Guds nåde, retfærdigheden og frelsen.

32] Mod denne skadelige indbildning skal man med al flid og alvor ofte gentage disse sande og uforanderlige guddommelige trusler, alvorlige straffe og formaninger og indprente dem hos de kristne, som er blevet retfærdige ved troen: 1 Kor 6: «Lad jer ikke bedrage! Hverken utugtige eller ægteskabsbrydere eller griske osv. skal arve Guds rige.» Gal 5; Ef 5: «De, der gør den slags, skal ikke arve Guds rige.» Rom 8: «Hvis I lever efter kødet, vil I dø.» Kol 3: «På grund af dem kommer Guds vrede over de ulydige.»

33] Apologien giver et godt eksempel på, hvornår og hvordan formaningen til gode gerninger kan skærpes ud fra denne grund, uden at læren om troen og artiklen om retfærdiggørelsen bliver formørket. I artikel 20 siger den om ordet i 2 Pet 1: «Arbejd ivrigt på at befæste jeres kaldelse»: «Peter lærer, hvorfor man skal gøre gode gerninger, nemlig for at vi kan befæste vores kaldelse, det vil sige, for at vi ikke falder ud af vores kaldelse, når vi synder igen. Gør gode gerninger, siger han, så I bliver i jeres himmelske kaldelse, så I ikke falder fra igen og mister Ånden og de gaver, som ikke er blevet jer til del på grund af de efterfølgende gerninger, men af nåde ved Kristus, og som nu bevares ved troen. Men troen bliver ikke i dem, der lever et syndigt liv, mister Helligånden og støder omvendelsen fra sig.» Så langt ordene fra Apologien.

34] Men dermed er meningen ikke, at troen kun i begyndelsen griber retfærdigheden og frelsen og derefter overlader sit embede til gerningerne, så de fra da af skal bevare troen og den modtagne retfærdighed og frelse. Nej, for at løftet om retfærdigheden og frelsen kan være fast og sikkert for os, ikke blot når vi modtager den, men også når vi skal beholde den, tilskriver Paulus i Rom 5 ikke blot adgangen til nåden troen, men også at vi står i nåden og er stolte af den kommende herlighed. Det vil sige: Begyndelse, midte og ende tilskriver han alt sammen alene troen. Sådan også Rom 11: «De blev hugget af på grund af vantro, men du står fast på grund af troen.» Kol 1: «Han vil føre jer frem som hellige, fejlfrie og uangribelige for sig, hvis I virkelig forbliver i troen.» 1 Pet 1: «Vi bevares ved Guds kraft ved troen til frelse.» Og: «I når målet for jeres tro, jeres sjæles frelse.»

35] Da det altså er åbenbart ud fra Guds ord, at troen er det egentlige og eneste middel, som retfærdighed og frelse ikke blot modtages ved, men som Gud også bevarer dem ved, skal man med rette forkaste det, som er besluttet på koncilet i Trient, og hvad der ellers er fremsat i samme retning: at vores gode gerninger bevarer frelsen, eller at den retfærdighed, troen har modtaget, eller endda troen selv bliver bevaret og opretholdt ved vores gerninger, enten helt eller i det mindste delvis.

36] For selv om en hel del rene lærere før denne strid har brugt sådanne og lignende udtryk, når de udlagde Den Hellige Skrift, uden på nogen måde at have til hensigt at stadfæste de pavelige vildfarelser, som er nævnt ovenfor, er der siden opstået strid om denne måde at tale på, og den har ført til alle slags forargelige følger. Derfor er det det allersikreste efter Paulus' formaning at holde fast ved «de sunde ords mønster» lige så vel som ved den rene lære selv. Derved kan meget unødvendigt ordkløveri skæres bort og kirken bevares mod megen forargelse.

37] For det fjerde: Hvad angår sætningen om, at gode gerninger skulle være skadelige for frelsen, erklærer vi tydeligt: Hvis nogen vil trække de gode gerninger ind i artiklen om retfærdiggørelsen, sætte sin retfærdighed eller sin tillid til frelsen på dem, fortjene Guds nåde med dem og blive frelst ved dem, så siger ikke vi, men Paulus selv – og han gentager det tre gange i Fil 3 – at for et sådant menneske er hans gerninger ikke blot unyttige og en hindring, men også skadelige. Skylden ligger dog ikke hos de gode gerninger i sig selv, men hos den falske tillid, som imod Guds udtrykkelige ord sættes til gerningerne.

38] Men heraf følger på ingen måde, at man simpliciter [uden forbehold] så ligefremt kan sige: Gode gerninger er skadelige for de troendes frelse. For hos de troende er gode gerninger, når de sker propter veras causas et ad veros fines [af de rette grunde og til de rette mål], det vil sige i den mening, som Gud kræver dem af de genfødte, et tegn på frelsen, Fil 1. Det er jo Guds vilje og udtrykkelige befaling, at de troende skal gøre gode gerninger. Dem virker Helligånden i de troende. Gud har også behag i dem for Kristi skyld, og han lover dem en herlig løn i dette og i det kommende liv.

39] Derfor bliver også denne sætning kritiseret og forkastet i vores kirker, fordi den, sagt så ligefremt, er falsk og forargelig. Den kunne svække tugt og ærbarhed og indføre og styrke et råt, vildt, sorgløst og epikuræisk liv. For det, der er skadeligt for ens frelse, skal man jo vogte sig for med den største flid.

40] Men da de kristne ikke skal holdes tilbage fra de gode gerninger, men tværtimod formanes og tilskyndes til dem med den største flid, kan og skal denne ligefremme sætning ikke tåles, bruges eller forsvares i kirken.