Artikel III. Om troens retfærdighed for Gud

1] Den tredje strid, der er opstået blandt nogle af teologerne, som holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, drejer sig om Kristi eller troens retfærdighed, som Gud af nåde tilregner de fattige syndere til retfærdighed ved troen.

2] Den ene part har nemlig hævdet, at troens retfærdighed, som apostlen kalder Guds retfærdighed, er Guds væsensretfærdighed, som er Kristus selv som Guds sande, naturlige, væsensmæssige Søn. Han skulle bo ved troen i de udvalgte og drive dem til at gøre det rette og således være deres retfærdighed, Over for denne retfærdighed skulle alle menneskers synd være som en dråbe vand over for det store hav.

3] Over for dette har nogle hævdet og lært, at Kristus er vores retfærdighed alene efter sin menneskelige natur.

4] Mod begge disse parter har de andre lærere ved Den Augsburgske Bekendelse enstemmigt prædiket, at Kristus er vores retfærdighed hverken alene efter den guddommelige natur eller alene efter den menneskelige natur, men efter begge naturer. Som Gud og menneske har han ved sin fuldkomne lydighed forløst os fra vores synder og gjort os retfærdige og frelst os. Således er troens retfærdighed syndernes forladelse, forsoning med Gud, og at vi bliver antaget som Guds børn for Kristi ene lydigheds skyld. Denne lydighed bliver alene ved troen, af lutter nåde, tilregnet alle sandt troende til retfærdighed, og for dens skyld bliver de frikendt for al deres uretfærdighed.

5] Desuden har Interimet og andet givet anledning til endnu flere stridigheder om artiklen om retfærdiggørelsen. De skal forklares nedenfor in antithesi, det vil sige i gennemgangen af de vildfarelser, som strider imod den rene lære i denne artikel.

6] Denne artikel om retfærdiggørelsen ved troen er, som Apologien siger, den vigtigste i hele den kristne lære. Uden den kan ingen fattig samvittighed få nogen fast og sikker trøst eller ret erkende rigdommen af Kristi nåde. Sådan har også dr. Luther skrevet: «Hvor denne ene artikel bliver stående ren, dér forbliver også kristenheden ren og smukt enig og uden sekter. Men hvor den ikke forbliver ren, dér er det ikke muligt at værge sig mod nogen vildfarelse eller sværmerånd.» (Tom. 5, Ienens., p. 159.) 7] Og om denne artikel siger Paulus i særdeleshed: «En smule surdej gennemsyrer hele dejen» (Gal 5,9). Derfor fremhæver han i denne artikel med så stor iver og alvor particulas exclusivas, det vil sige de udelukkende ord som «uden lov», «uden gerninger», «af nåde», som udelukker menneskers gerninger. Dermed vil han vise, hvor nødvendigt det er, at man i denne artikel ved siden af den rene lære også fremlægger antithesis, det vil sige al modsat lære, og derved skiller den fra, udskiller den som falsk og forkaster den.

8] For på kristen vis og i overensstemmelse med Guds ord at forklare denne strid og ved hans nåde bilægge den er vores lære, tro og bekendelse derfor følgende:

9] Om troens retfærdighed for Gud tror, lærer og bekender vi enstemmigt, i overensstemmelse med det sammenfattende udtryk for vores kristne tro og bekendelse, som er givet ovenfor: Et fattigt, syndigt menneske bliver retfærdiggjort for Gud, det vil sige frikendt, løst og erklæret fri for alle sine synder og for dommen til den fortjente fordømmelse, og bliver også antaget til barnekår og til arven af det evige liv. Det sker uden nogen som helst fortjeneste eller værdighed fra vores side og også uden alle foregående, nuværende eller efterfølgende gerninger, af lutter nåde, alene for vor Herre Kristi ene fortjenestes skyld, for hans fuldkomne lydigheds, bitre lidelses, døds og opstandelses skyld. Hans lydighed bliver tilregnet os til retfærdighed.

10] Disse goder bliver forkyndt for os af Helligånden i det hellige evangeliums løfte, og troen alene er det eneste middel, hvormed vi griber dem, tager imod dem og tilegner os dem. 11] Troen er en gave fra Gud. Ved den lærer vi Kristus, vores forløser, rigtigt at kende i evangeliets ord, sætter vores lid til ham og stoler på, at vi alene for hans lydigheds skyld af nåde har syndernes forladelse, bliver regnet for fromme og retfærdige af Gud Fader og bliver frelst for evigt. 12] Derfor betyder det ét og det samme, når Paulus siger, at vi «erklæres retfærdige ved tro», Rom 3,28, eller at «troen tilregnes os til retfærdighed», Rom 4,5, og når han siger, at «vi bliver retfærdige ved den ene mellemmand Kristi lydighed», Rom 5,19, eller at «ved den enes retfærdighed kom troens retfærdiggørelse [livets retfærdiggørelse] over alle mennesker», Rom 5,18. 13] For troen gør ikke retfærdig, fordi den i sig selv er så god en gerning og så smuk en dyd, men fordi den i det hellige evangeliums løfte griber og tager imod Kristi fortjeneste. Kristi fortjeneste skal nemlig tilegnes os ved troen, hvis vi skal blive retfærdige ved den. 14] Den retfærdighed, som for Gud af den rene nåde tilregnes troen eller de troende, er altså Kristi lydighed, lidelse og opstandelse, for han har gjort fyldest for loven for os og betalt for vores synder. 15] Da Kristus ikke blot er menneske, men Gud og menneske i én udelt person, var han nemlig lige så lidt underlagt loven (for han er lovens Herre), som han for sin egen persons skyld behøvede at lide og dø. Derfor tilregnes hans lydighed os til retfærdighed – ikke blot hans lydighed i lidelse og død, men også det, at han frivilligt i vores sted satte sig under loven og opfyldte den med en sådan lydighed. Så tilgiver Gud os synden, regner os for fromme og retfærdige og frelser os for evigt for hele denne lydigheds skyld, som Kristus for os har vist sin himmelske Fader i gerning og lidelse, i liv og død. 16] Denne retfærdighed bliver forkyndt for os af Helligånden gennem evangeliet og i sakramenterne, og den bliver tilegnet og modtaget ved troen. Derfor har de troende forsoning med Gud, syndernes forladelse, Guds nåde, barnekåret og arven til det evige liv.

17] Ordet «retfærdiggøre» betyder altså her at erklære retfærdig og fri for synder og at frikende for syndernes evige straf for Kristi retfærdigheds skyld, som Gud tilregner troen, Fil 3,9. Sådan bruges og forstås ordet nemlig almindeligt i Det Gamle og Det Nye Testamentes hellige skrifter. Ordsp 17,15: «Den, der frikender den ugudelige, og den, der dømmer den retfærdige skyldig, er begge afskyelige for Herren.» Es 5,23: «Ve dem, der for bestikkelse frikender den ugudelige og tager den retfærdiges ret fra ham.» Rom 8,33: «Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som erklærer retfærdig», det vil sige: løser fra synderne og frikender.

18] Men da ordet regeneratio, genfødsel, undertiden bruges i stedet for ordet iustificatio, retfærdiggørelse, er det nødvendigt at forklare dette ord præcist, så den fornyelse, der følger efter troens retfærdiggørelse, ikke bliver blandet sammen med troens retfærdiggørelse, men holdes klart adskilt fra den.

19] Ordet regeneratio, det vil sige genfødsel, bruges nemlig for det første sådan, at det på én gang omfatter syndernes forladelse alene for Kristi skyld og den efterfølgende fornyelse, som Helligånden virker i dem, der er retfærdiggjort ved troen. Dernæst bruges det alene pro remissione peccatorum et adoptione in filios Dei, det vil sige, at det alene betyder syndernes forladelse, og at vi bliver antaget som Guds børn. I denne anden betydning bruges ordet mange gange i Apologien, hvor der står: iustificatio est regeneratio, det vil sige: retfærdiggørelsen for Gud er genfødslen. Også Paulus skelner mellem disse ord i Tit 3,5: «Han frelste os ved genfødslens og fornyelsens bad ved Helligånden.» 20] Også ordet vivificatio, det vil sige levendegørelse, er undertiden blevet brugt i samme betydning. For når mennesket bliver retfærdiggjort ved troen, som Helligånden alene virker, så er det i sandhed en genfødsel, fordi det bliver gjort fra et vredens barn til et Guds barn og dermed flyttet fra døden til livet. Der står jo skrevet: «Da vi var døde i synderne, gjorde han os levende sammen med Kristus», Ef 2,5, og ligeledes: «Den retfærdige vil leve af tro», Rom 1,17. I denne betydning bruges ordet mange gange i Apologien.

21] Dernæst bruges ordet også ofte om helliggørelsen og fornyelsen, som følger efter troens retfærdighed. Sådan har dr. Luther brugt det i bogen «Om koncilierne og kirken» og andre steder.

22] Når vi lærer, at vi ved Helligåndens virkning bliver genfødt og retfærdige, betyder det ikke, at der efter genfødslen ikke længere skulle hænge nogen uretfærdighed ved de retfærdiggjorte og genfødte i deres væsen og liv. Det betyder, at Kristus med sin fuldkomne lydighed dækker over alle deres synder, som dog stadig sidder i naturen i dette liv. Men uanset det bliver de ved troen og for Kristi lydigheds skyld – den lydighed, som Kristus for os har vist Faderen fra sin fødsel og helt til korsets allerskændigste død – erklæret og regnet for fromme og retfærdige, selv om de på grund af deres fordærvede natur stadig er og forbliver syndere helt til graven. Omvendt betyder det heller ikke, at vi uden bod, omvendelse og forbedring kunne eller skulle følge synderne, blive i dem og fortsætte med dem.

23] For sand anger må gå forud. Og dem, der, som sagt, af den rene nåde, for den eneste mellemmand Kristi skyld, alene ved troen, uden nogen gerninger og fortjeneste, bliver retfærdige for Gud, det vil sige bliver antaget til nåde, dem bliver også Helligånden givet. Han fornyer og helliggør dem og virker i dem kærlighed til Gud og til næsten. Men fordi den begyndte fornyelse er ufuldkommen i dette liv, og synden stadig bor i kødet, også hos de genfødte, består troens retfærdighed for Gud i, at Kristi retfærdighed af nåde tilregnes os uden vores gerningers medvirken, så vores synder er os forladt og dækket til og ikke bliver tilregnet os, Rom 4.

24] Men skal artiklen om retfærdiggørelsen forblive ren, må man her med særlig omhu passe på, at det, der går forud for troen, og det, der følger efter den, ikke samtidig bliver blandet ind eller skudt ind i artiklen om retfærdiggørelsen, som om det var nødvendigt og hørte med til den. For det er ikke ét og det samme at tale om omvendelsen og om retfærdiggørelsen.

25] For ikke alt, hvad der hører til omvendelsen, hører samtidig til artiklen om retfærdiggørelsen. Til den hører alene – og nødvendigt er alene – Guds nåde, Kristi fortjeneste og troen, som tager imod dette i evangeliets løfte. Derved tilregnes Kristi retfærdighed os, og derfra får og har vi syndernes forladelse, forsoning med Gud, barnekåret og arven til det evige liv.

26] Altså findes en sand, frelsende tro ikke hos dem, der er uden anger og sorg og har det onde forsæt at blive og fortsætte i synderne. Nej, sand anger går forud, og den rette tro er i eller med den sande omvendelse.

27] Også kærligheden er en frugt, som med sikkerhed og nødvendighed følger efter den sande tro. For når nogen ikke elsker, er det et sikkert tegn på, at han ikke er retfærdiggjort, men stadig er i døden eller igen har mistet troens retfærdighed, sådan som Johannes siger i 1 Joh 3,14. Men når Paulus siger: «Vi bliver retfærdige ved troen uden gerninger», viser han dermed, at hverken forudgående anger eller efterfølgende gerninger hører med i artiklen eller sagen om troens retfærdiggørelse. For gode gerninger går ikke forud for retfærdiggørelsen, men følger efter den, og personen må først være retfærdig, før den kan gøre gode gerninger.

28] Ligeledes hører fornyelsen og helliggørelsen ikke med i artiklen eller sagen om retfærdiggørelsen for Gud, selv om den også er en velgerning fra mellemmanden Kristus og en gerning af Helligånden. Den følger efter retfærdiggørelsen, fordi den på grund af vores fordærvede kød ikke er helt ren og fuldkommen i dette liv. Det skriver dr. Luther godt [fremragende] om i sin smukke, lange udlægning af Galaterbrevet, hvor han siger: 29] «Vi indrømmer gerne, at man også skal lære om kærligheden og de gode gerninger, men sådan, at det sker, når og hvor det er nødvendigt, nemlig når man ellers, uden for denne sag om retfærdiggørelsen, har med gerningerne at gøre. Men her drejer hovedsagen sig om at spørge – ikke om man også skal gøre gode gerninger og elske [øve kærlighed], men hvordan man dog kan blive retfærdig for Gud og frelst. Og her svarer vi med Paulus, at vi alene bliver retfærdige ved troen på Kristus og ikke ved lovens gerninger eller ved kærligheden. Det er ikke sådan, at vi dermed forkaster gerningerne og kærligheden helt, som modstanderne løgnagtigt bagtaler og beskylder os for. Vi gør det alene, for at vi ikke skal lade os føre bort fra den hovedsag, det her drejer sig om, over i en anden, fremmed sag, der slet ikke [på ingen måde] hører til her, sådan som Satan gerne vil have det. Derfor forkaster og fordømmer vi gerningerne, så længe vi har med denne artikel om retfærdiggørelsen at gøre. For med denne artikel forholder det sig sådan, at den ikke kan tåle nogen som helst diskussion eller forhandling om gerningerne. Derfor skærer vi i denne sag alle love og lovgerninger kort af.» Så langt Luther.

30] Derfor, og for at bedrøvede hjerter kan have en fast og sikker trøst, og for at Kristi fortjeneste og Guds nåde kan få den ære, de har krav på, lærer Skriften, at troens retfærdighed for Gud alene består i nådig forsoning eller syndernes forladelse. Den bliver skænket os af den rene nåde for mellemmanden Kristi eneste fortjenestes skyld og bliver modtaget alene ved troen i evangeliets løfte. Sådan forlader troen sig heller ikke i retfærdiggørelsen for Gud på angeren eller på kærligheden eller andre dyder, men alene på Kristus og i ham på hans fuldkomne lydighed, som han har opfyldt loven med for os, og som tilregnes de troende til retfærdighed.

31] Det er heller ikke anger eller kærlighed eller nogen anden dyd, men alene troen, der er det eneste middel og redskab, hvormed vi kan tage imod og modtage Guds nåde, Kristi fortjeneste og syndernes forladelse, sådan som de bliver forkyndt for os i evangeliets løfte.

32] Det siges også med rette, at de troende, der er blevet retfærdige ved troen på Kristus, i dette liv først har troens tilregnede retfærdighed og derefter også den nye lydigheds eller de gode gerningers begyndte retfærdighed. Men de to må ikke blandes sammen eller samtidig skydes ind i artiklen om troens retfærdiggørelse for Gud. For da denne begyndte retfærdighed eller fornyelse i os på grund af kødet er ufuldkommen og uren i dette liv, kan personen ikke bestå for Guds dom med den og ved den. Kun retfærdigheden i Kristi lydighed, lidelse og død, som tilregnes troen, kan bestå for Guds dom. Det er altså alene for denne lydigheds skyld, at personen (også efter sin fornyelse, selv om den har mange gode gerninger og lever det bedste liv) behager Gud, er ham kær og er antaget til barnekåret og arven til det evige liv.

33] Hertil hører også det, som Paulus skriver i Rom 4: at Abraham blev retfærdig for Gud alene ved troen for mellemmandens skyld, uden at hans gerninger bidrog til det – ikke kun dengang han først blev omvendt fra afgudsdyrkelsen og ikke havde nogen gode gerninger, men også senere, da han var blevet fornyet ved Helligånden og prydet med mange herlige gode gerninger (1 Mos 15; Hebr 11). Og Paulus stiller i Rom 4 dette spørgsmål: Hvad beroede Abrahams retfærdighed for Gud på – den retfærdighed, som gjorde, at han havde en nådig Gud og var ham velbehagelig og kær, så han fik det evige liv?

34] Og han svarer: «Men for ham, som ikke arbejder, men som tror på ham, der erklærer den ugudelige retfærdig, tilregnes hans tro til retfærdighed; ligesom også David siger, at saligheden alene tilhører det menneske, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger.» 35] Selv om de omvendte og troende har en begyndende fornyelse, helliggørelse, kærlighed, dyd og gode gerninger, så kan, skal og må disse altså ikke drages ind i eller blandes ind i artiklen om retfærdiggørelsen for Gud. For Forløseren Kristus skal beholde sin ære, og fordi vores nye lydighed er ufuldkommen og uren, skal de anfægtede samvittigheder kunne have en fast trøst.

36] Og det er apostlen Paulus' mening, når han i denne artikel så flittigt og ivrigt indskærper de particulas exclusivas, det vil sige de ord, som udelukker gerningerne fra artiklen om troens retfærdighed: absque operibus, sine lege, gratis, non ex operibus, det vil sige «af nåde, uden fortjeneste, uden loven, uden gerninger, ikke af gerninger» osv. Alle disse exclusivae sammenfattes, når man siger: «Alene ved troen bliver vi retfærdige og frelst for Gud.» For derved udelukkes gerningerne – ikke i den mening, at en sand tro kunne være uden anger, eller at de gode gerninger ikke skulle, måtte og burde følge den sande tro som dens sikre, utvivlsomme frugter, eller at de troende hverken måtte eller skulle gøre noget godt. Men de gode gerninger udelukkes fra artiklen om retfærdiggørelsen for Gud på den måde, at de ikke må drages ind i, flettes ind i eller blandes ind i den handling, som den fattige synder retfærdiggøres for Gud ved, som om de var nødvendige for den eller hørte med til den. Den rette forståelse af particularum exclusivarum in articulo iustificationis, det vil sige af de nævnte ord i artiklen om retfærdiggørelsen, består i følgende punkter, og de skal også indskærpes med al flid og alvor i denne artikel:

37] 1. At de helt og aldeles udelukker alle vores egne gerninger, al fortjeneste, værdighed, ros og tillid til alle vores gerninger fra artiklen om retfærdiggørelsen. Vores gerninger må altså hverken helt eller halvt eller i den mindste del regnes for eller gælde som årsag til eller fortjeneste af retfærdiggørelsen – som noget, Gud skulle se hen til i denne artikel og handling, eller som vi kunne eller skulle stole på.

38] 2. At det alene er troens embede og egenskab at være det middel eller redskab – den alene og intet andet – som Guds nåde og Kristi fortjeneste i evangeliets forjættelse bliver modtaget, grebet, antaget, anvendt på os og tilegnet os med og ved; og at kærligheden og alle andre dyder eller gerninger udelukkes fra dette embede og denne egenskab, nemlig at anvende og tilegne.

39] 3. At hverken fornyelse, helliggørelse, dyder eller gode gerninger må gøres eller sættes tamquam forma aut pars aut causa iustificationis, det vil sige som vores retfærdighed for Gud eller som en del af eller årsag til vores retfærdighed, eller i øvrigt under noget som helst skin, titel eller navn blandes ind i artiklen om retfærdiggørelsen, som om de var nødvendige for den og hørte med til den. Troens retfærdighed består derimod alene i syndernes forladelse, rent af nåde, alene for Kristi fortjenestes skyld; og disse goder bliver forkyndt os i evangeliets forjættelse og alene ved troen modtaget, antaget, anvendt på os og tilegnet os.

40] Sådan må også rækkefølgen mellem troen og de gode gerninger bevares og fastholdes, og ligeledes mellem retfærdiggørelsen og fornyelsen eller helliggørelsen.

41] For de gode gerninger går ikke forud for troen, og helliggørelsen går heller ikke forud for retfærdiggørelsen. Først bliver troen i omvendelsen tændt i os af Helligånden ved at vi hører evangeliet. Den griber Guds nåde i Kristus, og derved bliver personen retfærdiggjort. Når personen så er retfærdiggjort, bliver den også fornyet og helliggjort af Helligånden; og af denne fornyelse og helliggørelse følger så de gode gerningers frugter. Et haec non ita divelluntur, quasi vera fides aliquando et aliquamdiu stare possit cum malo proposito, sed ordine causarum et effectuum, antecedentium et consequentium, ita distribuuntur. Manet enim, quod Lutherus recte dicit: Bene conveniunt et sunt connexa inseparabiliter fides et opera; sed sola fides est, quae apprehendit benedictionem sine operibus, et tamen nunquam est sola. Det vil sige: Dette skal ikke forstås sådan, at retfærdiggørelsen og fornyelsen er skilt fra hinanden på en sådan måde, at en sand tro på noget tidspunkt og en tid lang kunne være og bestå sammen med et ondt forsæt. Her angives kun rækkefølgen, hvordan det ene går forud for eller følger efter det andet. For det er og bliver sandt, som dr. Luther med rette har sagt: «Troen og de gode gerninger passer og hører fint sammen; men det er troen alene, som griber velsignelsen uden gerningerne, og dog er den aldrig og på intet tidspunkt alene», sådan som det er forklaret ovenfor.

42] Ved denne sande skelnen bliver også mange stridsspørgsmål forklaret godt og gavnligt, sådan som Apologien behandler dem i forbindelse med ordet i Jak 2. For når man taler om troen, og hvordan den retfærdiggør, så er Paulus' lære, at troen alene retfærdiggør uden gerninger, fordi den, som sagt, anvender Kristi fortjeneste på os og tilegner os den. Men når man spørger, hvad en kristen – enten hos sig selv eller hos andre – kan kende en sand, levende tro på og skelne den fra en påtaget, død tro ved – for mange dovne, sorgløse kristne bilder sig ind, at de har tro, selv om de ikke har nogen sand tro – så giver Apologien dette svar: Jakob kalder det en død tro, når der ikke følger alle slags gode gerninger og Åndens frugter. Og i den mening siger den latinske Apologi: Iacobus recte negat, nos tali fide iustificari, quae est sine operibus, hoc est, quae mortua est; det vil sige: Jakob lærer ret, når han nægter, at vi retfærdiggøres ved en sådan tro, som er uden gerninger, og som er en død tro.

43] Men Jakob taler, som Apologien siger, om gerninger hos dem, som allerede er blevet retfærdige ved Kristus, er forsonet med Gud og har fået syndernes forladelse ved Kristus. Når man derimod spørger, hvad troens evne til at retfærdiggøre og frelse kommer af og beror på, og hvad der hører med til det, så er det falsk og forkert, når nogen siger: fidem non posse iustificare sine operibus; vel fidem, quatenus caritatem, qua formetur, coniunctam habet, iustificare; vel fidei, ut iustificet, necessariam esse praesentiam bonorum operum; aut ad iustificationem vel in articulo iustificationis esse necessariam praesentiam bonorum operum; vel bona opera esse causam sine qua non, quae per particulas exclusivas ex articulo iustificationis non excludantur. Det vil sige: at troen ikke kan retfærdiggøre uden gerningerne; eller at troen retfærdiggør eller gør retfærdig, fordi den har kærligheden hos sig, og at det er for kærlighedens skyld, at dette tillægges troen; eller at gerningernes nærvær hos troen er nødvendigt, hvis mennesket overhovedet skal retfærdiggøres for Gud ved den; eller at de gode gerningers nærvær er nødvendigt i artiklen om retfærdiggørelsen eller til retfærdiggørelsen, så de gode gerninger skulle være en årsag, som mennesket ikke kunne retfærdiggøres uden, og som heller ikke udelukkes fra artiklen om retfærdiggørelsen ved particulas exclusivas: absque operibus osv., det vil sige, når Paulus siger: «uden gerninger». For troen retfærdiggør alene af den grund og derfor, at den som et middel og redskab griber og tager imod Guds nåde og Kristi fortjeneste i evangeliets forjættelse.

44] Dette må være nok som en sammenfattende forklaring af læren om retfærdiggørelsen ved troen, så vidt dette skrifts formål tillader; læren behandles mere udførligt i de førnævnte skrifter. Heraf fremgår også antitesen, det vil sige den falske modlære, klart: at ud over de nævnte vildfarelser må også følgende og lignende vildfarelser, som strider imod den forklaring, der netop er givet, irettesættes, afsløres og forkastes, nemlig når det læres:

45] 1. At vores kærlighed eller vore gode gerninger er fortjeneste af eller årsag til retfærdiggørelsen for Gud, enten helt eller dog delvis.

46] 2. Eller at mennesket ved gode gerninger må gøre sig værdigt og skikket til, at Kristi fortjeneste kan blive meddelt det.

47] 3. Vel formalem nostram iustitiam coram Deo esse inhaerentem nostram novitatem seu caritatem; det vil sige: at vores egentlige retfærdighed for Gud er kærligheden eller fornyelsen, som Helligånden virker i os, og som er i os.

48] 4. Eller at der hører to stykker eller dele til troens retfærdighed for Gud, som den består i, nemlig den nådige syndsforladelse og dernæst også fornyelsen eller helliggørelsen.

49] 5. Ligeledes: fidem iustificare tantum initialiter, vel partialiter, vel principaliter; et novitatem vel caritatem nostram iustificare etiam coram Deo vel completive, vel minus principaliter [at troen kun retfærdiggør begyndelsesvis eller delvis eller fortrinsvis, og at vores fornyelse eller kærlighed også retfærdiggør for Gud, enten som det, der fuldender, eller som en underordnet årsag; se oversættelsen i afsnit 51].

50] 6. Ligeledes: credentes coram Deo iustificari vel coram Deo iustos esse simul et imputatione et inchoatione, vel partim imputatione [iustitiae Christi], partim inchoatione novae obedientiae [at de troende retfærdiggøres for Gud eller er retfærdige for Gud på én gang både ved tilregnelse og ved begyndelse, eller dels ved tilregnelse (af Kristi retfærdighed), dels ved den nye lydigheds begyndelse; se oversættelsen i afsnit 51].

51] 7. Ligeledes: applicationem promissionis gratiae fieri et fide cordis et confessione oris ac reliquis virtutibus. Det vil sige: at troen kun retfærdiggør, fordi retfærdigheden er begyndt i os ved troen, eller sådan at troen har forrangen i retfærdiggørelsen; men at fornyelsen og kærligheden alligevel også hører med til vores retfærdighed for Gud, dog på den måde, at de ikke er den fornemste årsag til vores retfærdighed, men at vores retfærdighed for Gud ikke er hel eller fuldkommen uden denne kærlighed og fornyelse. Ligeledes: at de troende retfærdiggøres for Gud og er retfærdige på én gang ved Kristi tilregnede retfærdighed og ved den begyndende nye lydighed, eller dels ved tilregnelsen af Kristi retfærdighed, dels ved den begyndende nye lydighed. Ligeledes: at nådens forjættelse tilegnes os ved troen i hjertet og ved den bekendelse, der sker med munden, og ved andre dyder.

52] Det er også forkert, når det læres, at mennesket må blive frelst på en anden måde eller ved noget andet end det, som det bliver retfærdiggjort for Gud ved – sådan at vi nok bliver retfærdige alene ved troen uden gerninger, men at det er umuligt at blive frelst uden gerninger eller at opnå saligheden uden gerninger.

53] Dette er falsk, fordi det går lige imod Paulus' ord i Rom 4: «Saligheden tilhører det menneske, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger.» Og Paulus' begrundelse er, at vi opnår saligheden på samme måde som retfærdigheden; ja, at vi netop i og med, at vi bliver retfærdige ved troen, samtidig også modtager barnekåret og arven til det evige liv og saligheden. Derfor sætter og indskærper Paulus de particulas exclusivas, det vil sige de ord, som helt udelukker gerningerne og egen fortjeneste, nemlig «af nåde, uden gerninger», lige så stærkt i artiklen om saligheden som i artiklen om retfærdigheden.

54] På samme måde må også striden om, at Guds væsensmæssige retfærdighed bor i os, forklares rigtigt. Det er sandt, at Gud Fader, Søn og Helligånd, som er den evige og væsensmæssige retfærdighed, ved troen bor i de udvalgte, som er blevet retfærdige ved Kristus og forsonet med Gud (for alle kristne er templer for Gud Fader, Søn og Helligånd, som også driver dem til at gøre det rette). Alligevel er denne Guds bolig i os ikke den troens retfærdighed, som Paulus taler om og kalder iustitia Dei, det vil sige Guds retfærdighed, og som er grunden til, at vi erklæres retfærdige for Gud. Guds bolig i os følger efter troens retfærdighed, som går forud, og som ikke er andet end syndernes forladelse og den nådige modtagelse af de fattige syndere alene for Kristi lydigheds og fortjenestes skyld.

55] I vores kirker er det anerkendt blandt de teologer, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, at al vores retfærdighed skal søges uden for os selv og uden for alle menneskers fortjeneste, gerninger, dyder og værdighed, og at den alene beror på Herren Kristus. Derfor må man nøje overveje, i hvilken forstand Kristus i spørgsmålet om retfærdiggørelsen kaldes vores retfærdighed: Vores retfærdighed er ikke knyttet til den ene eller den anden natur, men til hele Kristi person, som både som Gud og menneske er vores retfærdighed i sin ene, hele og fuldkomne lydighed.

56] For selv om Kristus var blevet undfanget og født af Helligånden uden synd og alene i sin menneskelige natur havde opfyldt al retfærdighed, men ikke havde været sand, evig Gud, kunne hans lydighed og lidelse i den menneskelige natur ikke tilregnes os som retfærdighed. Og var Guds Søn ikke blevet menneske, kunne den blotte guddommelige natur heller ikke have været vores retfærdighed. Derfor tror, lærer og bekender vi, at hele Kristi persons hele lydighed, som han for vores skyld har ydet Faderen helt til den mest vanærende død på korset, tilregnes os som retfærdighed. For den menneskelige natur alene, uden den guddommelige, kunne hverken med lydighed eller lidelse have gjort fyldest over for den evige, almægtige Gud for hele verdens synd. Og guddommen alene, uden menneskeheden, kunne ikke have mæglet mellem Gud og os.

57] Men da lydigheden, som nævnt ovenfor, er hele personens lydighed, er den en fuldkommen fyldestgørelse og forsoning for menneskeslægten. Ved den er der gjort fyldest over for Guds evige, uforanderlige retfærdighed, som er åbenbaret i loven. Derfor er den vores retfærdighed, som gælder for Gud, og som åbenbares i evangeliet. Det er den, troen forlader sig på over for Gud, og det er den, Gud tilregner troen, sådan som der står skrevet i Rom 5,19: «Ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, således bliver de mange retfærdige ved den enes lydighed», og i 1 Joh 1,7: «Jesu, Guds søns, blod renser os fra al synd»; og videre: «Den retfærdige skal leve ved sin tro», Hab 2,4.

58] Altså tilregnes hverken Kristi guddommelige eller hans menneskelige natur os i sig selv som retfærdighed, men alene lydigheden hos den person, som på én gang er Gud og menneske. Og troen hviler således på Kristi person, sådan som han for vores skyld blev stillet under loven, bar vores synd og på sin vej til Faderen ydede sin himmelske Fader den hele, fuldkomne lydighed for os fattige syndere, fra sin hellige fødsel og helt til døden. Dermed har han dækket al vores ulydighed, som sidder i vores natur og i dens tanker, ord og gerninger, så den ikke tilregnes os til fordømmelse, men af lutter nåde, alene for Kristi skyld, bliver tilgivet og forladt.

59] Derfor forkaster og fordømmer vi enstemmigt, ud over de allerede nævnte, også følgende og alle lignende vildfarelser, fordi de strider mod Guds ord, mod profeternes og apostlenes lære og mod vores kristne tro:

60] 1. At Kristus er vores retfærdighed for Gud alene efter sin guddommelige natur.

61] 2. At Kristus er vores retfærdighed alene efter den menneskelige natur.

62] 3. At ordene «retfærdiggøre» og «blive retfærdiggjort» i profeternes og apostlenes udsagn, når der tales om troens retfærdighed, ikke skal betyde at erklære fri for synd og at få syndernes forladelse, men at blive gjort retfærdig i gerning og sandhed på grund af den kærlighed og de dyder, som Helligånden har indgydt, og de gerninger, der følger af dem.

63] 4. At troen ikke alene ser hen til Kristi lydighed, men til hans guddommelige natur, sådan som den bor og virker i os, og at vores synder dækkes til for Gud ved denne bolig i os.

64] 5. At troen er en sådan tillid til Kristi lydighed, at den kan være og blive i et menneske, som ikke har nogen sand omvendelse, og hvor der heller ikke følger nogen kærlighed efter, men som mod sin samvittighed bliver ved med at leve i synd.

65] 6. At det ikke er Gud selv, men alene Guds gaver, der bor i de troende.

66] Alle disse og lignende vildfarelser forkaster vi enstemmigt, fordi de strider mod Guds klare ord. Ved Guds nåde holder vi fast og urokkeligt ved læren om troens retfærdighed for Gud, sådan som den er fremlagt, udfoldet og bevist med Guds ord i Den Augsburgske Bekendelse og i Apologien, der fulgte efter den.

67] For alt, hvad der i øvrigt er nødvendigt til en grundig forklaring af denne høje og vigtige artikel om retfærdiggørelsen for Gud, som vores sjæles frelse afhænger af, henviser vi alle til dr. Luthers smukke og herlige udlægning af Paulus' brev til galaterne. For korthedens skyld nøjes vi hermed med at henvise til den.