Artikel V. Om lov og evangelium

1] Forskellen mellem lov og evangelium er et særlig herligt lys, som tjener til, at Guds ord bliver delt ret, og at de hellige profeters og apostles skrifter bliver forklaret og forstået rigtigt. Derfor skal man med særlig omhu holde fast ved den, så de to lærer ikke blandes sammen, og evangeliet ikke gøres til en lov. For så bliver Kristi fortjeneste formørket, og de forskræmte samvittigheder bliver berøvet den trøst, som de ellers har i det hellige evangelium, når det prædikes klart og rent, og som de kan holde sig oppe ved i deres største anfægtelser mod lovens rædsler.

2] Nu er der på samme måde opstået strid mellem nogle teologer, der hører til Den Augsburgske Bekendelse. Den ene part har hævdet, at evangeliet i egentlig forstand ikke alene er en nådeprædiken, men samtidig også en prædiken om omvendelse, der straffer den største synd, nemlig vantroen. Den anden part har derimod hævdet og kæmpet for, at evangeliet i egentlig forstand ikke er en omvendelses- eller straffeprædiken, for det hører egentlig til Guds lov, som straffer al synd og dermed også vantroen. Evangeliet er derimod i egentlig forstand en prædiken om Guds nåde og velvilje for Kristi skyld. Ved ham bliver de, der er omvendt til Kristus, tilgivet den vantro, som de før sad fast i, og som også Guds lov har straffet.

3] Når vi nu overvejer denne strid nøje, ser vi, at den især skyldes, at ordet «evangelium» ikke altid bruges og forstås i én og samme betydning, men på to måder, både i den hellige, guddommelige Skrift og hos de gamle og nye kirkelærere. 4] For det første bruges det, så det betegner hele Kristi, vor Herres, lære, som han førte på jorden i sit prædikeembede og befalede at føre i Den Nye Pagt. Den omfatter både forklaringen af loven og forkyndelsen af Guds, sin himmelske Faders, velvilje og nåde. Sådan står der i Mark 1,1: «Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn.» Og kort efter nævnes hovedpunkterne i sammenfatning: omvendelse og syndernes forladelse. Og da Kristus efter sin opstandelse befalede apostlene at «gå ud i hele verden og forkynde evangeliet», Mark 16,15, sammenfattede han sin lære med få ord i Luk 24,46–47: «Således er der skrevet, at Kristus skulle lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse og syndernes forladelse for alle folkeslagene.» Ligeledes kalder Paulus hele sin lære evangeliet, ApG 20. Men han sammenfatter sin lære i disse hovedpunkter: omvendelse til Gud og tro på Kristus. 5] I den betydning er den generalis definitio, det vil sige den almene beskrivelse af ordet «evangelium», rigtig, når det bruges i bred betydning og uden for den egentlige forskel mellem lov og evangelium, og man siger, at evangeliet er en prædiken om omvendelse og syndernes forladelse. For Johannes, Kristus og apostlene begyndte deres prædiken med omvendelsen og de har altså ikke alene udlagt den nåderige forjættelse om syndernes forladelse, men også udlagt Guds lov og forkyndt den med eftertryk. 6] Dernæst bruges ordet «evangelium» i en anden, nemlig i sin egentlige betydning. Her omfatter det ikke prædikenen om omvendelse, men alene prædikenen om Guds nåde. Det ser vi lige efter i Mark 1,15, hvor Kristus siger: «Omvend jer og tro på evangeliet!»

7] Heller ikke ordet «omvendelse» bruges i én og samme betydning i Den Hellige Skrift. Nogle steder bruges og forstås det om hele menneskets omvendelse, som i Luk 13,5: «Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme måde.» Og i kapitel 15,7: «Således skal der være glæde over én synder, som omvender sig.» 8] Men på dette sted, Mark 1,15, og også andre steder, hvor omvendelse og tro på Kristus nævnes hver for sig, ApG 20, eller omvendelse og syndernes forladelse, Luk 24, betyder «at omvende sig» ikke andet end at erkende synden i sandhed, angre den af hjertet og holde op med den. 9] Denne erkendelse kommer fra loven, men den er ikke nok til en frelsende omvendelse til Gud, hvis ikke troen på Kristus kommer til. Hans fortjeneste tilbydes i det hellige evangeliums trøstende prædiken til alle bodfærdige syndere, som er blevet forskrækkede ved lovens prædiken. For evangeliet prædiker ikke syndernes forladelse for de rå og sikre hjerter, men for de knuste eller bodfærdige, Luk 4. Og for at angeren eller lovens skræk ikke skal blive til fortvivlelse, må evangeliets prædiken komme til, så det kan blive en anger til frelse, 2 Kor 7,10.

10] For lovens prædiken alene, uden Kristus, gør enten folk overmodige, så de mener, at de kan opfylde loven med ydre gerninger, eller også styrter den dem helt og aldeles ud i fortvivlelse. Derfor tager Kristus loven i sine hænder og udlægger den åndeligt, Matt 5; Rom 7 og 1. På den måde åbenbarer han sin vrede fra himlen over alle syndere, og hvor stor den er. Derved bliver de vist hen til loven og lærer først af den ret at erkende deres synd – en erkendelse, som Moses aldrig ville have kunnet tvinge frem i dem. For som apostlen vidner i 2 Kor 3,14–15: Selv når Moses læses op, bliver «sløret», som han hængte foran sit ansigt, alligevel liggende uden at blive taget bort. Derfor forstår de ikke loven åndeligt: hvor store ting den kræver af os, og hvor dybt den forbander og fordømmer os, fordi vi hverken kan holde eller opfylde den. «Men når de vender om til Herren, tages sløret bort», 2 Kor 3,16.

11] Derfor må Kristi Ånd ikke alene trøste, men også ved lovens embede «straffe verden for synd». Det må han også gøre i Den Nye Pagt, som profeten siger: opus alienum, ut faciat opus proprium, det vil sige: Han må udføre «et fremmed embede» (nemlig at straffe), indtil han kommer til sin egen gerning, som er at trøste og prædike om nåden. For det er derfor, Kristus har erhvervet ham og sendt ham til os, og derfor kaldes han også Trøsteren. Det har dr. Luther forklaret med følgende ord i sin udlægning af evangeliet på 5. søndag efter trinitatis:

12] «Alt, hvad der prædiker om vores synder og Guds vrede, er lovens prædiken, hvordan og hvornår det end sker. Omvendt er evangeliet en prædiken, der ikke viser og giver andet end nåde og tilgivelse i Kristus. Det er ganske vist sandt og rigtigt, at apostlene og evangeliets prædikanter (sådan som også Kristus selv gjorde) stadfæster lovens prædiken og begynder med den hos dem, der endnu ikke erkender deres synd og ikke er blevet forskrækkede over Guds vrede. Sådan siger han i Joh 16,8–9: ‹Helligånden skal straffe verden for synd, fordi de ikke tror på mig.› Ja, hvilken alvorligere og frygteligere fremstilling og prædiken findes der om Guds vrede over synden end netop hans Søns, Kristi, lidelse og død? Men så længe alt dette prædiker Guds vrede og forskrækker mennesket, er det endnu ikke evangeliets eller Kristi egen prædiken, men Moses og loven over de ubodfærdige. For evangeliet og Kristus er jo ikke indstiftet og givet for at forskrække eller fordømme, men for at trøste og rejse dem op, som er forskrækkede og forsagte.» 13] Og igen: «Kristus siger i Joh 16,8: ‹Helligånden skal straffe verden for synd›. Det kan ikke ske uden ved lovens forklaring.» (Tom. 2, Ienens., fol. 455.)

14] Sådan siger også De Schmalkaldiske Artikler: «Den Nye Pagt beholder og udøver lovens embede, som åbenbarer synden og Guds vrede; men til dette embede føjer den straks nådens forjættelse ved evangeliet.»

15] Og Apologien siger: Til en ret og frelsende omvendelse er det ikke nok kun at prædike loven, men «evangeliet må også komme til». Sådan hører begge lærer sammen og skal også forkyndes side om side, men i en bestemt orden og med den rette forskel. Og med rette fordømmes antinomisterne eller lovstormerne, som kaster lovens prædiken ud af kirken og vil, at man skal straffe synden og lære anger og sorg ikke ud fra loven, men alene ud fra evangeliet.

16] Men for at enhver kan se, at vi ikke skjuler noget i den nævnte strid, men lægger sagen helt klart frem for den kristne læser:

17] Derfor tror, lærer og bekender vi enstemmigt, at loven i egentlig forstand er en guddommelig lære. I den åbenbares Guds retfærdige, uforanderlige vilje om, hvordan mennesket skal være i sin natur, sine tanker, ord og gerninger for at være velbehageligt og kært for Gud. Og den truer dem, der overtræder den, med Guds vrede og timelige og evige straffe. For som Luther siger mod lovstormerne: «Alt, hvad der straffer synd, er og hører til loven, hvis eget embede er at straffe synd og føre til erkendelse af synden», Rom 3 og 7. Og fordi vantroen er roden og kilden til alle strafværdige synder, straffer loven også vantroen.

18] Det er dog også sandt, at loven med sin lære bliver belyst og forklaret ved evangeliet. Og alligevel forbliver det lovens egentlige embede at straffe synden og lære om gode gerninger.

19] Sådan straffer loven vantroen, når man ikke tror Guds ord. Og da evangeliet, som alene i egentlig forstand lærer og befaler at tro på Kristus, er Guds ord, straffer Helligånden ved lovens embede også vantroen, nemlig at de ikke tror på Kristus – skønt det er evangeliet alene, der i egentlig forstand lærer om den frelsende tro på Kristus.

20] Evangeliet er derimod i egentlig forstand en lære (efter at mennesket ikke har holdt Guds lov, men overtrådt den, og dets fordærvede natur, tanker, ord og gerninger strider imod den, og det derfor er underlagt Guds vrede, døden, alle timelige plager og helvedes ilds straf), som lærer, hvad mennesket skal tro for at få syndernes forladelse hos Gud. Det er dette: at Guds Søn, vor Herre Kristus, har taget lovens forbandelse på sig og båret den og har sonet og betalt for alle vores synder. Ved ham alene kommer vi igen i nåde hos Gud, får syndernes forladelse ved troen, bliver befriet fra døden og alle syndens straffe og bliver frelst for evigt.

21] For alt, hvad der trøster og tilbyder lovens overtrædere Guds velvilje og nåde, er og kaldes i egentlig forstand evangeliet, et godt og glædeligt budskab om, at Gud ikke vil straffe synden, men tilgive den for Kristi skyld.

22] Derfor skal enhver bodfærdig synder tro, det vil sige sætte sin lid alene til Herren Kristus: at han blev overgivet for vores synders skyld og oprejst for vores retfærdiggørelses skyld, Rom 4,25; at han, som ikke kendte til synd, blev gjort til synd for vores skyld, for at vi i ham skulle blive den retfærdighed, der gælder for Gud, 2 Kor 5,21; at han er blevet gjort til retfærdighed for os, 1 Kor 1,30; og at hans lydighed tilregnes os som retfærdighed for Gud i hans strenge dom. Loven er altså, sådan som det er forklaret ovenfor, et embede, der dræber ved bogstaven og prædiker fordømmelse, 2 Kor 3; men evangeliet er en Guds kraft til frelse for alle, som tror på det, Rom 1,16; 1 Kor 1, og det prædiker retfærdigheden og giver Ånden, Gal 3. Sådan har dr. Luther med særlig omhu fremhævet denne forskel i næsten alle sine skrifter og tydeligt vist, at den erkendelse af Gud, som kommer fra evangeliet, er en helt anden end den, man bliver undervist i og lærer af loven. For også hedningerne havde i nogen grad en erkendelse af Gud fra den naturlige lov, men de har alligevel hverken kendt ham ret eller æret ham ret, Rom 1.

23] Disse to slags forkyndelse er fra verdens begyndelse altid blevet drevet side om side i Guds kirke, med den rette forskel mellem dem. For både de kære patriarker og deres efterkommere huskede altid på, hvordan mennesket i begyndelsen blev skabt retfærdigt og helligt af Gud, og hvordan det ved slangens bedrag overtrådte Guds bud, blev en synder og fordærvede både sig selv og alle sine efterkommere og styrtede dem i døden og den evige fordømmelse. Men de rejste sig også op igen og blev trøstet ved forkyndelsen om «kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved», 1 Mos 3; om «Abrahams sæd, ved hvem alle folkeslag skal velsignes», 1 Mos 22,18 og 26,4; om «Davids søn, som skal genrejse Israels rige og være et lys for hedningerne», Sl 110; Es 49; Luk 1; og om ham, «som blev slået for vores synders skyld og såret for vores misgerningers skyld, og ved hans sår er vi blevet helbredt», Es 53.

24] Vi tror og bekender, at begge disse lærdomme stadig, indtil verdens ende, skal drives flittigt i Guds kirke, dog med den rette og behørige forskel. Gennem forkyndelsen af loven og dens trusler i Den Nye Pagts embede skal de ubodfærdige menneskers hjerter forskrækkes og bringes til erkendelse af deres synder og til omvendelse. Men ikke sådan, at de skal miste modet og fortvivle derved. For loven er en opdrager til Kristus, for at vi skal blive retfærdige ved troen, Gal 3, og den peger og fører altså ikke bort fra Kristus, men hen til Kristus, som er «lovens ende», Rom 10. 25] De skal tværtimod igen trøstes og styrkes gennem forkyndelsen af det hellige evangelium om vor Herre Kristus: at Gud, når de tror evangeliet, vil tilgive dem alle deres synder ved Kristus, antage dem som sine børn for hans skyld og af lutter nåde, uden nogen fortjeneste fra deres side, gøre dem retfærdige og frelse dem. Dog ikke sådan, at de skal misbruge Guds nåde og synde i tillid til den. 26] Sådan viser Paulus grundigt og kraftfuldt forskellen mellem loven og evangeliet i 2 Kor 3.

27] Begge lærdomme, loven og evangeliet, må altså ikke blandes og rodes sammen, og den ene må ikke tillægges, hvad der hører den anden til. For derved bliver Kristi fortjeneste og velgerninger let formørket, og evangeliet bliver igen gjort til en lovlære, sådan som det er sket i pavedømmet. De kristne berøves den rette trøst, som de har i evangeliet imod lovens rædsler, og døren til Guds kirke åbnes igen for pavedømmet. Derfor skal man med al flid drive og fastholde den sande, egentlige forskel mellem loven og evangeliet og omhyggeligt undgå alt, hvad der kunne give anledning til confusio inter legem et evangelium (det vil sige, at de to lærdomme, lov og evangelium, bliver forvirret og blandet sammen til én lære). Det er derfor farligt og forkert at ville gøre evangeliet – når det tages i sin egentlige betydning, hvor det adskilles fra loven – til en forkyndelse om omvendelse eller en straffeprædiken. Når ordet derimod forstås i en bredere betydning om hele læren, siger også Apologien flere gange, at evangeliet er en forkyndelse om omvendelse og syndernes forladelse. Men samtidig viser Apologien også, at evangeliet i egentlig forstand er løftet om syndernes forladelse og om retfærdiggørelsen ved Kristus, mens loven er et ord, der irettesætter og fordømmer synden. [Om brugen af ordene «lov» og «evangelium» i Apologien, sammenlign 138, 62; 142, 79; 166, 38; 192, 136; 194, 136; 112, 34; 126, 20; 212; 196, 144f.; 158, 11ff.; 276, 88; 258, 29, 34; 260, 35f.; 264, 51; 274, 78.]