Artikel VII. Om den hellige nadver

1] Nogle mener måske, at forklaringen af denne artikel ikke burde stå i dette skrift. Her vil vi nemlig forklare de artikler, som de teologer, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, er kommet i strid om. Men sakramentsfornægterne tog helt afstand fra denne bekendelse og skilte sig fra den lige fra begyndelsen, da den blev forfattet og overgivet til kejseren i Augsburg i 1530; de overgav nemlig deres egen bekendelse. Alligevel har vi hverken kunnet eller burdet undlade at vidne om den guddommelige sandhed med vores bekendelse også i dette skrift. For desværre har nogle teologer og andre, der påberåber sig Den Augsburgske Bekendelse, i de seneste år givet sakramentsfornægterne medhold i denne artikel, ikke længere i det skjulte, men til dels åbenlyst, og mod deres egen samvittighed har de med magt villet trække Den Augsburgske Bekendelse over på deres side og fordreje den, som om den i denne artikel stemte helt overens med sakramentsfornægternes lære. Derfor vil vi igen gentage den rette mening og egentlige forståelse af Kristi ord og af Den Augsburgske Bekendelse om denne artikel, og med Guds hjælp, så vidt det står til os, også bevare den for efterkommerne. Og vi vil trofast advare vores tilhørere og andre fromme kristne mod denne skadelige vildfarelse, som er helt i strid med Guds hellige ord og Den Augsburgske Bekendelse, og som mange gange er blevet fordømt.

STATUS CONTROVERSIAE

Hovedstriden mellem vores og sakramentsfornægternes lære i denne artikel.

2] Nogle sakramentsfornægtere gør sig umage for at bruge ord, der ligger så tæt som muligt op ad Den Augsburgske Bekendelse og vores kirkes form og måde at tale på. De bekender, at Kristi legeme virkelig bliver modtaget af de troende i den hellige nadver. Men når man presser dem til at sige deres mening ligefremt, oprigtigt og tydeligt, så forklarer de sig alle enstemmigt sådan: Kristi sande, væsentlige legeme og blod er lige så langt fra det velsignede brød og den velsignede vin i nadveren, som den højeste himmel er fra jorden. For sådan lyder deres egne ord: Abesse Christi corpus et sanguinem a signis tanto intervallo dicimus, quanto abest terra ab altissimis coelis. Det vil sige: «Vi siger, at Kristi legeme og blod er lige så langt fra tegnene, som jorden er fra den allerhøjeste himmel.» 3] Derfor forstår de ikke dette nærvær af Kristi legeme som et nærvær her på jorden, men alene respectu fidei, det vil sige: Vores tro, der bliver mindet om og vakt ved de synlige tegn ligesom ved det prædikede ord, løfter sig og stiger op over alle himle og modtager og nyder dér Kristi legeme, som er til stede i himlen, ja, Kristus selv med alle sine velgerninger, virkelig og væsentligt, men dog kun åndeligt. For ligesom brødet og vinen er her på jorden og ikke i himlen, sådan er Kristi legeme nu i himlen og ikke på jorden. Derfor bliver der i nadveren ikke modtaget andet med munden end brød og vin.

4] Først påstod de, at Herrens nadver kun er et ydre tegn, som man kan kende de kristne på, og at der i den ikke bliver givet andet end bart brød og vin, som kun er tegn på Kristi fraværende legeme. Da dette ikke kunne holde stand, bekendte de, at Herren Kristus virkelig er til stede i sin nadver, nemlig per communicationem idiomatum [ved egenskabernes meddelelse], det vil sige alene efter sin guddommelige natur, men ikke med sit legeme og blod.

5] Siden, da de med Kristi ord blev tvunget til at bekende, at Kristi legeme er til stede i nadveren, forstod og forklarede de det alligevel ikke anderledes end åndeligt, det vil sige, at Kristi legeme er til stede med sin kraft, virkning og velgerning, som nydes ved troen. For ved Kristi Ånd, som er overalt, bliver vores legemer, som Kristi Ånd bor i her på jorden, forenet med Kristi legeme, som er i himlen.

6] Derfor er mange højtstående folk blevet bedraget af disse prægtige og tilsyneladende rigtige ord. For de har påstået og rost sig af, at de ikke har nogen anden mening, end at Herren Kristus er virkeligt, væsentligt og levende til stede i sin nadver. Men det forstår de alene om hans guddommelige natur og ikke om hans legeme og blod, som nu er i himlen og ingen andre steder. Og de siger, at Kristus giver os med brødet og vinen sit sande legeme og blod at spise, så vi nyder det åndeligt ved troen, men ikke legemligt med munden.

7] For nadverordene «Spis, dette er mit legeme» forstår de ikke i egentlig forstand, efter bogstaven, sådan som de lyder, men som billedtale (figurate). At spise Kristi legeme betyder da ikke andet end at tro, og «legeme» betyder det samme som symbolum, det vil sige et tegn eller billede på Kristi legeme, som ikke er i nadveren på jorden, men alene i himlen. Ordet «er» tyder de sacramentaliter seu modo significativo, ne quis rem cum signis ita putet copulari, ut Christi quoque caro nunc in terris adsit modo quodam invisibili et incomprehensibili [sakramentalt eller på en betegnende måde, så ingen skal tro, at sagen er forbundet med tegnene på en sådan måde, at også Kristi kød nu er til stede på jorden på en usynlig og ufattelig måde]. 8] Det vil sige: Kristi legeme er forenet med brødet sakramentalt eller betegnende, sådan at de troende, fromme kristne lige så sikkert, som de spiser brødet med munden, også nyder Kristi legeme, som er oppe i himlen, åndeligt ved troen. Men at Kristi legeme i nadveren er væsentligt til stede her på jorden, om end usynligt og ufatteligt, og bliver modtaget med munden sammen med det velsignede brød, også af hyklere eller skinkristne, det plejer de at forbande og fordømme som en grufuld gudsbespottelse.

9] Over for dette lærer Den Augsburgske Bekendelse ud fra Guds ord om Herrens nadver, at Kristi sande legeme og blod virkelig er til stede i den hellige nadver under brødets og vinens skikkelse og bliver uddelt og modtaget dér. Og den forkaster den modsatte lære, nemlig sakramentsfornægternes, som netop på samme tid i Augsburg overgav deres egen bekendelse om, at Kristi legeme ikke virkelig og væsentligt er til stede her på jorden i sakramentet, fordi han er faret op til himlen. 10] Sådan er denne forståelse også klart udtrykt i Luthers Lille Katekismus med disse ord: «Alterets sakramente er vor Herre Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen, indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke.» 11] Og i Apologien bliver den ikke blot forklaret endnu tydeligere, men også bekræftet med Paulus' ord i 1 Kor 10 og med Kyrillos, med disse ord: «Den tiende artikel er godkendt. I den bekender vi, at Kristi legeme og blod i Herrens nadver er virkelig og væsentligt til stede og virkelig bliver givet med de synlige elementer, brød og vin, til dem, der modtager sakramentet. For når Paulus siger, at brødet, som vi bryder, er del i Kristi legeme osv., så ville det følge, at brødet ikke var del i Kristi legeme, men i Kristi ånd, hvis ikke Kristi legeme, men alene Helligånden var virkelig til stede. Vi ved også, at ikke blot den romerske, men også den græske kirke har lært, at Kristus er legemligt til stede i den hellige nadver.» Og der anføres fra Kyrillos, at Kristus også bor legemligt i os i nadveren ved at meddele os sit kød.

12] Senere, da de, der i Augsburg havde overgivet deres egen bekendelse om denne artikel, havde sluttet sig til vore kirkers bekendelse, blev følgende Formula Concordiae, det vil sige artikler om en kristen forligelse mellem de saksiske og de oberlandske [sydvesttyske] teologer, udarbejdet i Wittenberg i 1536 og underskrevet af dr. Martin Luther og andre teologer fra begge sider:

13] «Vi har hørt, hvordan hr. Martin Bucer har forklaret sin egen og de andre prædikanters opfattelse af Kristi legemes og blods hellige sakramente – de prædikanter, der er kommet med ham fra byerne. Den lyder sådan:

14] «De bekender i overensstemmelse med Irenæus' ord, at der i dette sakramente er to ting, en himmelsk og en jordisk. Derfor mener og lærer de, at Kristi legeme og blod virkelig og væsentligt er til stede med brødet og vinen og bliver givet og modtaget. Og selv om de ikke tror på nogen transsubstantiation, det vil sige en væsentlig forvandling af brødet og vinen til Kristi legeme og blod, og heller ikke mener, at Kristi legeme og blod bliver localiter, det vil sige rumligt, indesluttet i brødet eller på anden måde varigt forenet med det uden for sakramentets nydelse, så indrømmer de dog, at brødet ved den sakramentale forening er Kristi legeme osv. 15] For uden for nydelsen – når man lægger brødet til side og opbevarer det i sakramentsskabet eller bærer det rundt i procession og viser det frem, sådan som det sker i pavedømmet – mener de ikke, at Kristi legeme er til stede.

16] «Dernæst mener de, at indstiftelsen af dette sakramente, som er sket ved Kristus, har sin kraft i kristenheden, og at sakramentet ikke afhænger af, om den tjener, der uddeler sakramentet, eller den, der modtager det, er værdig eller uværdig. For som Paulus siger, at også de uværdige nyder sakramentet, sådan mener de, at Kristi legeme og blod også virkelig bliver givet til de uværdige, og at de uværdige virkelig modtager det, når man holder sig til Herren Kristi indstiftelse og befaling. Men de modtager det til dom, som Paulus siger; for de misbruger det hellige sakramente, fordi de modtager det uden sand omvendelse og uden tro. For det er indstiftet for at bevidne, at de, der i sandhed omvender sig og trøster sig ved troen på Kristus, dér får Kristi nåde og velgerninger tilegnet og bliver indlemmet i Kristus og vasket ved Kristi blod.»

17] Året efter, da de fornemste teologer fra hele Tyskland, der holdt sig til Den Augsburgske Bekendelse, var forsamlet i Schmalkalden og rådslog om, hvad der skulle fremlægges for koncilet om disse kirkers lære, blev De Schmalkaldiske Artikler efter fælles beslutning udarbejdet af dr. Luther og underskrevet af alle teologerne, både samlet og hver for sig. I dem er den egentlige, rette forståelse klart udtrykt med korte, ligefremme ord, som stemmer nøjest overens med Kristi ord, 18] og dermed blev alle udflugter og smuthuller lukket for sakramentsfornægterne. De havde nemlig tydet den Formula Concordiae, der var oprettet året før, altså de nævnte artikler om enighed, til deres egen fordel, som om Kristi legeme med alle hans velgerninger ikke blev givet med brødet på nogen anden måde end med evangeliets ord, og som om der med den sakramentale forening ikke skulle menes andet end Herren Kristi åndelige nærvær ved troen. Artiklerne siger nemlig, 19] at brødet og vinen i nadveren er Jesu Kristi sande legeme og blod, som bliver givet og modtaget, ikke blot af fromme, men også af onde kristne.

20] Dr. Luther forklarer og bekræfter også denne forståelse mere udførligt ud fra Guds ord i Den Store Katekismus, hvor der står: «Hvad er så alterets sakramente? Svar: Det er Kristi sande legeme og blod i og under brødet og vinen, som vi kristne ved Kristi ord er befalet at spise og drikke.» 21] Og lidt efter: «Det er ordet, siger jeg, der gør dette til et sakramente og skelner det, så det ikke er blot brød og vin, men er og hedder Kristi legeme og blod.» 22] Og lidt efter: «Med ordet kan du styrke din samvittighed og sige: Om så hundrede tusind djævle kom farende sammen med alle sværmerne og sagde: Hvordan kan brød og vin være Kristi legeme og blod? – så ved jeg, at alle ånder og lærde tilsammen ikke er så kloge som Guds majestæt i sin lillefinger. Her står nu Kristi ord: ‹Tag, spis, dette er mit legeme; drik alle heraf, dette er den nye pagt i mit blod› osv. Det holder vi fast ved, og vi vil gerne se den, der vil belære ham og gøre det anderledes, end han har sagt. 23] Det er ganske vist sandt: Tager du ordet bort eller ser på det uden ordet, så har du ikke andet end blot brød og vin. Men er ordene med, som de skal og må, så er det ifølge dem virkelig Kristi legeme og blod. For sådan som Kristi mund taler og siger, sådan er det; han kan jo ikke lyve eller bedrage.

24] «Derfor er det nu let at svare på alle de spørgsmål, man nu plager sig med, for eksempel om også en ond præst kan forvalte og uddele sakramentet, og hvad der ellers er af den slags. For her slutter vi og siger: Selv om en skurk tager imod eller uddeler sakramentet, så modtager han det rette sakramente, det vil sige Kristi legeme og blod, lige så vel som den, der forvalter det på den allerværdigste måde. For det er ikke grundet på menneskers hellighed, men på Guds ord. Og ligesom ingen helgen på jorden, ja, ingen engel i himlen, kan gøre brødet og vinen til Kristi legeme og blod, sådan kan heller ingen ændre det eller forvandle det [tilbage til blot brød], selv om det bliver misbrugt.

25] «For ordet, som gør det til et sakramente, og som det er indstiftet ved, bliver ikke falsk på grund af personen eller vantroen. For han siger ikke: Hvis I tror eller er værdige, så får I mit legeme og blod, men: ‹Tag, spis og drik, dette er mit legeme og blod‹; 26] og ligeledes: ›Gør dette› (nemlig det, som jeg nu gør, indstifter, giver jer og befaler jer at tage). Det betyder: Hvad enten du er værdig eller uværdig, så har du her hans legeme og blod i kraft af disse ord, som kommer til brødet og vinen. Læg dig bare dette godt på sinde, og husk det; for på disse ord står hele vores grund, vores værn og vores forsvar mod alle de vildfarelser og forførelser, der nogensinde er kommet og endnu kan komme.»

27] Så langt Den Store Katekismus. I den bliver Kristi legemes og blods sande nærvær i den hellige nadver grundfæstet ud fra Guds ord, og det bliver ikke blot forstået om de troende og værdige, men også om de vantro og uværdige.

28] Men fordi denne højt oplyste mand i ånden forudså, at nogle efter hans død ville forsøge at mistænkeliggøre ham, som om han var veget bort fra den nævnte lære og fra andre kristne artikler, føjede han følgende erklæring til sin store bekendelse:

29] «Jeg ser, at partisplittelse og vildfarelse tager mere og mere til, og at der ingen ende er på Satans rasen og vildskab. For at nogle derfor ikke fremover, mens jeg lever eller efter min død, skal påberåbe sig mig og med urette bruge mine skrifter til at styrke deres vildfarelser, sådan som sakraments- og dåbssværmerne begynder at gøre, vil jeg med dette skrift for Gud og hele verden bekende min tro punkt for punkt. I den agter jeg at blive til min død, i den vil jeg (så hjælpe mig Gud) skilles fra denne verden og komme frem for vor Herre Jesu Kristi domstol. 30] Og hvis nogen efter min død skulle sige: Hvis dr. Luther levede nu, ville han lære og mene anderledes om denne eller hin artikel, for han har ikke tænkt den tilstrækkeligt igennem – så siger jeg imod det, nu som da og da som nu, at jeg af Guds nåde har tænkt alle disse artikler igennem med den største omhu, har prøvet dem mod Skriften igen og igen mange gange og ville forsvare dem lige så sikkert, som jeg nu har forsvaret alterets sakramente. Jeg er hverken beruset eller tankeløs; 31] jeg ved, hvad jeg siger, og jeg mærker godt, hvad det kommer til at betyde for mig, når Herren Kristus kommer til den yderste dom. Derfor skal ingen tage det for spøg eller løs snak. Jeg mener det alvorligt; for af Guds nåde kender jeg Satan temmelig godt. Kan han forvrænge og forvirre Guds ord, hvad skulle han så ikke kunne gøre med mine eller en andens ord?» Tom. 2, Wit. Ger., fol. 243.

32] Efter denne erklæring opstiller salig Luther blandt andre artikler også denne: «På samme måde», siger han, «taler jeg også om og bekender alterets sakramente: at Kristi legeme og blod dér virkelig bliver spist og drukket med munden i brødet og vinen, selv om de præster, der uddeler det, eller de, der modtager det, ikke troede eller på anden måde misbrugte det. For det beror ikke på menneskers tro eller vantro, men på Guds ord og ordning – medmindre de først ændrer Guds ord og ordning og tyder dem anderledes, sådan som nutidens sakramentsfjender gør. De har i sandhed kun brød og vin; for de har heller ikke Guds ord og indstiftede ordning, men har forvrænget og ændret dem efter deres egen indbildning.» Fol. 245.

33] Dr. Luther, som jo frem for andre forstod Den Augsburgske Bekendelses rette og egentlige mening og standhaftigt blev ved den og forsvarede den til sin død, gentog også kort før sin død i sin sidste bekendelse med stor iver sin tro om denne artikel med følgende ord. Han skriver: «Jeg slår dem alle i én kage, det vil sige: Jeg regner dem for sakramentsfornægtere og sværmere – hvad de også er – alle dem, der ikke vil tro, at Herrens brød i nadveren er hans rette, naturlige legeme, som den ugudelige eller Judas modtager med munden lige så vel som Peter og alle de hellige. Den, der ikke vil tro det, siger jeg, skal bare lade mig være i fred og ikke håbe på noget fællesskab med mig; det bliver der ikke noget af.» Tom. 2, Wit. Ger., fol. 252.

34] Ud fra disse forklaringer – og især ud fra dr. Luthers forklaring, der er Den Augsburgske Bekendelses fornemste lærer – kan enhver forstandig person, som elsker sandheden og freden, uden tvivl forstå, hvad Den Augsburgske Bekendelses egentlige mening og forståelse af denne artikel altid har været.

35] Når man ved siden af Kristi og Paulus' ord «Brødet i nadveren er Kristi legeme» eller «delagtighed i Kristi legeme» også bruger udtryksformerne «under brødet», «med brødet», «i brødet», sker det for derved at forkaste den pavelige transsubstantiation [læren om, at brødets væsen forvandles til Kristi legeme] og vise, at brødets uforvandlede væsen og Kristi legeme er sakramentalt forenet. 36] På samme måde gentages og forklares ordet Verbum caro factum est: «Ordet blev kød» med andre udtryk, der betyder det samme: «Ordet bosatte sig blandt os», og: «I ham bor hele guddomsfylden kropsligt», og: «Gud var med ham», og: «Gud var i Kristus», og lignende. De viser nemlig, at det guddommelige væsen ikke er forvandlet til den menneskelige natur, men at de to uforvandlede naturer er personligt forenet. 37] Netop dette billede bruger også mange fremtrædende gamle kirkelærere – Justin, Cyprian, Augustin, Leo, Gelasius, Chrysostomos og andre – om ordene i Kristi testamente: «Dette er mit legeme». Ligesom to forskellige, uforvandlede naturer er uadskilleligt forenet i Kristus, sådan er de to væsener, det naturlige brød og Kristi sande, naturlige legeme, til stede sammen her på jorden i den indstiftede sakramentshandling i den hellige nadver. 38] Denne forening af Kristi legeme og blod med brødet og vinen er dog ikke en personlig forening som de to naturers forening i Kristus, men en sakramental forening, sådan som dr. Luther og vore folk kalder den i de ofte nævnte overenskomstartikler fra 1536 og andre steder: sacramentalem unionem, det vil sige en sakramental forening. Dermed vil de vise, at selv om de også bruger formas: in pane, sub pane, cum pane, det vil sige disse forskellige udtryksmåder: «i brødet», «under brødet», «med brødet», har de alligevel taget Kristi ord i deres egentlige betydning, sådan som de lyder. I sætningen, det vil sige i ordene i Kristi testamente: Hoc est corpus meum, «dette er mit legeme», har de ikke set en figuratam praedicationem, men en inusitatem [en usædvanlig udsagnsform, som ikke findes andre steder], det vil sige, de har ikke forstået Kristi ord som en billedlig, omskrevet tale eller en bortforklaring. 39] Sådan siger også Justin: «Dette modtager vi ikke som almindeligt brød og almindelig drik. Men ligesom Jesus Kristus, vor Frelser, ved Guds ord blev kød og også havde kød og blod for vor frelses skyld, sådan tror vi, at den mad, som er velsignet af ham ved ordet og bønnen, er Herren Jesu Kristi kød og blod.» 40] Også dr. Luther forsvarer med stor alvor og iver netop den udtryksmåde, som Kristus brugte ved den første nadver – i sin store og især i sin sidste bekendelse om nadveren.

41] Dr. Luther må nemlig regnes for den fremmeste lærer i de kirker, som bekender sig til Den Augsburgske Bekendelse, for summen og indholdet af hele hans lære er sammenfattet i artiklerne i den ofte nævnte Augsburgske Bekendelse og overgivet til kejser Karl V. Derfor er der intet andet sted, hvor man kan og skal hente Den Augsburgske Bekendelses egentlige mening og forstand mere præcist og bedre end i dr. Luthers lære- og stridsskrifter.

42] Netop den mening, vi nu har gengivet, er bygget på den ene, faste, urokkelige og utvivlsomme sandhedens klippe: indstiftelsesordene i Guds hellige ord. Og sådan er den blevet forstået, lært og ført videre af de hellige evangelister og apostle og af deres disciple og tilhørere.

43] For vor Herre og Frelser Jesus Kristus er vor eneste læremester. Om ham lyder denne alvorlige befaling fra himlen til alle mennesker: Hunc audite, «Hør ham!» (Luk 9). Han er ikke et blot og bart menneske eller en engel, og han er heller ikke blot sandfærdig, vís og mægtig, men han er selv den evige sandhed og visdom og den almægtige Gud. Han ved meget vel, hvad han skal sige, og hvordan han skal sige det, og han kan også med kraft udføre og virkeliggøre alt, hvad han siger og lover, sådan som han siger i Luk 21: «Himlen og jorden skal forgå; men mine ord skal på ingen måde forgå», og i Matt 28: «Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden.»

44] Denne sandfærdige, almægtige Herre, vor Skaber og Forløser Jesus Kristus, indstiftede dette højværdige sakramente efter det sidste måltid, i den sørgelige sidste stund, da han netop skulle begynde sin bitre lidelse og død for vore synder. Det skulle bruges med stor ærbødighed og lydighed indtil verdens ende og være et stadigt minde om hans bitre lidelse og død og alle hans velgerninger, et segl på den nye pagt, en trøst for alle bedrøvede hjerter og et stadigt bånd og en stadig forening mellem de kristne og deres hoved, Kristus, og mellem dem indbyrdes. Da han indstiftede den hellige nadver, sagde han med stor omtanke og alvor disse ord om det velsignede og uddelte brød: «Tag det og spis det, dette er mit legeme, som gives for jer», og om bægeret eller vinen: «Dette er mit blod, den nye pagts blod, som udgydes for jer til syndernes tilgivelse.»

45] Derfor har vi pligt til ikke at tyde og udlægge disse ord af den evige, sandfærdige og almægtige Guds Søn, vor Herre, Skaber og Forløser Jesus Kristus, som billedlige, overførte, fremmede udtryk, alt efter hvad der synes at stemme med vor fornuft. Vi skal tage imod ordene, sådan som de lyder, i deres egentlige, klare betydning, med enfoldig tro og skyldig lydighed, og vi må ikke lade os rive bort fra dem af nogen indvending eller modsigelse, som den menneskelige fornuft har spundet, hvor tiltalende de end forekommer fornuften.

46] Da Abraham hørte Guds ord om at ofre sin søn, havde han grund nok til at diskutere, om ordene skulle forstås bogstaveligt eller med en rimelig eller mild fortolkning, for de stred åbenlyst ikke blot imod al fornuft og imod Guds og naturens lov, men også imod den høje trosartikel om den lovede sæd, Kristus, som skulle fødes af Isak. Alligevel gjorde han som før. Da han fik løftet om den velsignede sæd af Isak, gav han Gud den ære, at han er sandfærdig, skønt det syntes umuligt for hans fornuft, og han var fuldt og fast overbevist om, at hvad Gud lover, kan han også gøre. Sådan forstod og troede han også her Guds ord og befaling enfoldigt og ligefremt, sådan som de lød efter bogstaven, og overlod det til Guds almagt og visdom. For han vidste, at Gud har langt flere måder og veje til at opfylde løftet om sæden af Isak, end han selv kunne fatte med sin blinde fornuft.

47] Sådan skal også vi i al ydmyghed og lydighed enfoldigt tro vor Skabers og Forløsers tydelige, faste, klare og alvorlige ord og befaling uden nogen tvivl og diskussion om, hvordan det rimer med vor fornuft, eller om det er muligt. For den Herre, der har talt disse ord, er selv den uendelige visdom og sandhed og kan med sikkerhed også virkeliggøre og fuldbyrde alt, hvad han lover.

48] Nu vidner alle omstændighederne ved indstiftelsen af den hellige nadver om, at disse ord af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, som i sig selv er enfoldige, tydelige, klare, faste og utvivlsomme, ikke kan og skal forstås anderledes end i deres sædvanlige, egentlige og almindelige betydning. For da Kristus giver denne befaling ved bordet og under aftensmåltidet, er der ingen tvivl om, at han taler om rigtigt, naturligt brød og om naturlig vin og også om spisning og drikning med munden. Derfor kan der ikke være nogen metafor, det vil sige en ændring af betydningen, i ordet «brød», som om Kristi legeme skulle være et åndeligt brød eller en åndelig føde for sjælen. 49] Kristus sørger også selv for, at der heller ikke i ordet «legeme» er nogen metonymi, det vil sige nogen ændring af betydningen. Han taler ikke om et tegn på sit legeme eller om et betegnet eller billedligt legeme eller om sit legemes kraft og de velgerninger, han har erhvervet ved at ofre sit legeme. Han taler om sit sande, virkelige legeme, som han har givet i døden for os, og om sit sande, virkelige blod, som han har udgydt for os på korsets træ til syndernes tilgivelse.

50] Der findes jo ingen så trofast og pålidelig udlægger af Jesu Kristi ord som netop Herren Kristus selv. Han forstår bedst sine ord og sit hjerte og sin mening, og ingen er visere og mere indsigtsfuld end han til at forklare dem. Her, hvor han stifter sin sidste vilje og sit testamente og sin evigt varende pagt og forening, bruger han ikke billedlige, men helt egentlige, enfoldige, utvivlsomme og klare ord – sådan som han også gør i alle trosartiklerne og ved indstiftelsen af alle andre pagts- og nådetegn eller sakramenter, som omskærelsen, de mange slags ofre i Det Gamle Testamente og den hellige dåb. Og for at ingen misforståelse skal kunne opstå, forklarer han dem tydeligere med ordene: 51] «givet for jer, udgydt for jer». Han lader også sine disciple blive i den enfoldige, egentlige forstand og befaler apostlene, at de på samme måde skal lære alle folkeslag at holde alt det, han har befalet dem.

52] Derfor gentager alle tre evangelister (Matt 26, Mark 14 og Luk 22) og Paulus, som modtog det samme efter Kristi himmelfart (1 Kor 11), enstemmigt og med de samme ord og stavelser Kristi lyse, klare, faste og sandfærdige ord om det velsignede og uddelte brød: «Dette er mit legeme» – på helt samme måde og uden nogen tydning eller ændring. Derfor er der ingen tvivl om, at også de ord om sakramentets anden 53] del, som Lukas og Paulus har: «Dette bæger er den nye pagt i mit blod», ikke kan have nogen anden mening end den, Matthæus og Markus giver: «Dette» (nemlig det, som I drikker af bægeret med munden) «er mit blod, den nye pagts blod», og med det opretter, besegler og stadfæster jeg over for jer mennesker dette mit testamente og min nye pagt, nemlig syndernes tilgivelse.

54] Også den gentagelse, bekræftelse og forklaring af Kristi ord, som Paulus giver i 1 Kor 10, skal man betragte med al flid og alvor som et særlig lysende vidnesbyrd om den sande, virkelige tilstedeværelse og uddeling af Kristi legeme og blod i nadveren. Han skriver nemlig: «Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke delagtighed i Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke delagtighed i Kristi legeme?» Heraf lærer vi klart, at ikke alene det bæger, som Kristus velsignede ved den første nadver, og ikke alene det brød, som Kristus brød og uddelte, men også det, som vi bryder og velsigner, er delagtighed i Kristi legeme og blod, sådan at alle, der spiser dette brød og drikker af bægeret, virkelig modtager og får del i Kristi sande legeme og blod. 55] For hvis Kristi legeme ikke var til stede og blev nydt virkeligt og væsentligt, men alene efter sin kraft og virkning, så burde brødet ikke kaldes delagtighed i legemet, men i Kristi Ånd, kraft og velgerninger, sådan som Apologien argumenterer og slutter. 56] Og hvis Paulus alene talte om den åndelige delagtighed i Kristi legeme ved troen, sådan som sakramentsfornægterne fordrejer dette skriftsted, så ville han ikke sige, at brødet, men at ånden eller troen var delagtighed i Kristi legeme. Men han siger, at brødet er delagtighed i Kristi legeme, sådan at alle, der nyder det velsignede brød, også får del i Kristi legeme. Så må han jo tale om en sakramental eller mundtlig nydelse af Kristi legeme, ikke om en åndelig – en nydelse, som er fælles for fromme og ugudelige kristne.

57] Det fremgår også af anledningen til og sammenhængen i hele denne prædiken af Paulus. Han skræmmer og advarer dem, der spiste af afgudsofferkødet og havde fællesskab med den hedenske djævledyrkelse, men alligevel også gik til Herrens bord og fik del i Kristi legeme og blod. De skulle ikke modtage Kristi legeme og blod sig selv til dom og fordømmelse. For når alle, der får del i det velsignede og brudte brød i nadveren, også har fællesskab med Kristi legeme, kan Paulus jo ikke tale om det åndelige fællesskab med Kristus. Det kan ingen misbruge, og mod det skal ingen advares.

58] Derfor forklarer vores kære fædre og forgængere, Luther og andre rene lærere, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, også dette ord af Paulus på en måde, der stemmer allerbedst overens med Kristi ord. De skriver nemlig: Brødet, som vi bryder, er Kristi uddelte legeme, eller Kristi fælles legeme, som deles ud blandt dem, der modtager det brudte brød.

59] Denne enkle og velbegrundede forklaring af det herlige vidnesbyrd i 1 Kor 10 holder vi enigt fast ved. Vi undrer os med rette over, at nogle nu er så dristige, at de vover at bruge dette skriftord, som de selv tidligere har stillet op imod sakramentsfornægterne, som grundlag for deres vildfarelse, at Kristi legeme i nadveren alene nydes åndeligt: Panis est communicatio corporis Christi. hoc est, id, quo sit societas cum corpore Christi (quod est ecclesia), seu est medium, per quod fideles unimur Christo, sicut verbum evangelii fide apprehensum est medium, per quod Christo spiritualiter unimur et corpori Christi, quod est ecclesia, inserimur. Det lyder sådan på dansk: Brødet er fællesskab med Kristi legeme, det vil sige: Det er det, der giver os fællesskab med Kristi legeme, som er kirken; eller det er det middel, der forener os troende med Kristus, ligesom evangeliets ord, når det gribes med troen, er et middel, der forener os åndeligt med Kristus og indlemmer os i Kristi legeme, som er kirken.

60] For Paulus lærer udtrykkeligt i 1 Kor 11, at ikke alene de gudfrygtige, fromme og troende kristne modtager Kristi sande legeme og blod med munden i sakramentet, men også de uværdige, ugudelige hyklere som Judas og hans fæller, der ikke har noget åndeligt fællesskab med Kristus og går til Herrens bord uden sand bod og omvendelse til Gud. De synder groft mod Kristi legeme og blod ved deres uværdige spisen og drikken. Paulus siger: «Den som spiser dette brød eller drikker Herrens bæger uværdigt», han synder ikke alene mod brødet og vinen, ikke alene mod tegn eller symboler og billeder på legemet og blodet, men han «er skyldig over for Herren Jesu Kristi legeme og blod», som han vanærer, misbruger og skænder, mens det er til stede dér – ligesom jøderne, som i handling virkelig forgreb sig på Kristi legeme og slog ham ihjel. Sådan har de gamle kristne fædre og kirkelærere enstemmigt forstået og forklaret dette skriftord.

61] Der er altså to slags spisning af Kristi kød. Den ene er åndelig, og den taler Kristus især om i Joh 6. Den sker ikke på anden måde end med Ånden og troen, i prædikenen og i betragtningen af evangeliet lige så vel som i nadveren. Den er i sig selv nyttig og frelsende og nødvendig til frelse for alle kristne til alle tider. Uden denne åndelige nydelse gavner heller ikke den sakramentale eller mundtlige spisning i nadveren til frelse; den er tværtimod skadelig og til fordømmelse.

62] Men denne åndelige spisning er ikke andet end troen. Den består i at høre Guds ord, hvor Kristus, sand Gud og menneske, bliver forkyndt for os sammen med alle de velgerninger, som han har vundet for os med sit kød, givet i døden for os, og med sit blod, udgydt for os, nemlig Guds nåde, syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv. Den består i at tage imod det med troen og tilegne os det selv. Og den består i fast og med sikker tillid at forlade os på den trøst, at vi har en nådig Gud og evig frelse for Herren Jesu Kristi skyld, og at holde os til den i al nød og anfægtelse.

63] Den anden spisning af Kristi legeme er mundtlig eller sakramental. Den sker, når Kristi sande, væsensmæssige legeme og blod i den hellige nadver også modtages og nydes med munden af alle, der spiser og drikker det velsignede brød og den velsignede vin i nadveren – af de troende som et sikkert pant og en forsikring om, at deres synder i sandhed er dem forladt, og at Kristus bor og er virksom i dem, men af de vantro til deres dom og fordømmelse. 64] Sådan lyder Kristi indstiftelsesord udtrykkeligt. Ved bordet og under aftensmåltidet rækker han sine disciple naturligt brød og naturlig vin, som han kalder sit sande legeme og sit sande blod, og samtidig siger han: «Spis og drik.» Ud fra sammenhængen kan denne befaling jo ikke forstås anderledes end om den mundtlige spisning og drikning – dog ikke på en grov, kødelig, kapernaitisk måde, men på en overnaturlig, ufattelig måde. 65] Bagefter føjer den anden befaling endnu en anden, åndelig spisning til, når Herren Kristus videre siger: «Gør dette til erindring om mig.» Dér kræver han troen.

66] Derfor lærer alle de gamle kristne lærere efter disse Kristi indstiftelsesord og efter Paulus' forklaring udtrykkeligt og i enighed med hele den hellige kristne kirke, at Kristi legeme ikke alene modtages åndeligt med troen, hvad der også sker uden for sakramentet, men også med munden, og ikke alene af troende og fromme, men også af uværdige, vantro, falske og onde kristne. Det ville føre for vidt at anføre deres ord her, og for korthedens skyld henviser vi derfor den kristne læser til vores udførlige skrifter.

67] Heraf ser man, hvor urimeligt og giftigt sakramentssværmerne (Theodor Beza) håner Herren Kristus, Paulus og hele kirken, når de har kaldt denne mundtlige nydelse og de uværdiges nydelse for duos pilos caudae equinae et commentum, cuius vel ipsum Satanam pudeat [to hår af en hestehale og et opspind, som selv Satan måtte skamme sig over], og læren om Kristi majestæt for excrementum Satanae, quo diabolus sibi ipsi et hominibus illudat [Satans ekskrement, hvormed djævelen gør nar af sig selv og menneskene]. Det vil sige: De taler så forfærdeligt om det, at en from kristen må skamme sig ved at oversætte det.

68] Men man må omhyggeligt forklare, hvem de uværdige gæster ved denne nadver er: Det er dem, der går til dette sakramente uden sand anger og sorg over deres synder og uden sand tro og et godt forsæt om at forbedre deres liv, og som ved deres uværdige mundtlige spisning af Kristi legeme pådrager sig selv dommen, det vil sige timelige og evige straffe, og bliver skyldige over for Kristi legeme og blod.

69] For de kristne, der er svage i troen, forsagte og bedrøvede, som af hjertet er forskrækkede over deres synders størrelse og mængde og tænker, at de i deres store urenhed ikke er værdige til denne ædle skat og Kristi velgerninger, og som mærker og klager over deres svage tro og af hjertet længes efter at tjene Gud med en stærkere og mere frimodig tro og en ren lydighed – de er de rette, værdige gæster, som dette højværdige sakramente først og fremmest er indstiftet og ordnet for. 70] Sådan siger Kristus i Matt 11,28: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile»; og i Matt 9,12: «De raske har ikke brug for læge, men de syge»; og i 2 Kor 12,9: «Min kraft fuldendes i svaghed»; og i Rom 14,1.3: «Tag imod den svage i troen … for Gud har taget imod ham.» For «den som tror på» Guds Søn – hvad enten det er med en stærk eller en svag tro – «har evigt liv», Joh 3,36.

71] Værdigheden består ikke i troens større eller mindre svaghed eller styrke, men i Kristi fortjeneste. Den kom den bedrøvede far med den svage tro i Mark 9 til gode lige så vel som Abraham, Paulus og andre, der har en frimodig og stærk tro.

72] Så meget om den sande tilstedeværelse og om de to slags nydelse af Kristi legeme og blod: den, der sker åndeligt med troen, og den, der sker med munden, både af værdige og uværdige.

73] Der er også opstået misforståelser og splittelse mellem nogle af de lærere, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, om konsekrationen og om den almindelige regel, at intet er et sakramente uden for den indstiftede brug. Derfor har vi også om denne sag erklæret os broderligt og enigt over for hinanden på følgende måde: 74] Det er ikke noget menneskes ord eller gerning, der skaber Kristi legemes og blods sande tilstedeværelse i nadveren – hverken præstens fortjeneste eller ord eller nadvergæsternes spisen og drikken eller tro. Alt dette skal derimod alene tilskrives den almægtige Guds kraft og vores Herre Jesu Kristi ord, indstiftelse og ordning.

75] For de sande og almægtige ord, som Jesus Kristus talte ved den første indstiftelse, var ikke alene virksomme ved den første nadver. De varer ved, gælder, virker og er stadig virksomme. Overalt hvor nadveren holdes efter Kristi indstiftelse, og hans ord bruges, er Kristi legeme og blod derfor virkelig til stede, uddeles og modtages i kraft af og ved magten i de samme ord, som Kristus talte ved den første nadver. For hvor man holder hans indstiftelse og siger hans ord over brødet og bægeret og uddeler det velsignede brød og bæger, dér er Kristus selv også i dag virksom gennem de talte ord, i kraft af den første indstiftelse, ved sit ord, som han vil have gentaget dér. 76] Sådan siger Chrysostomos i prædikenen om lidelsen (Serm. de Pass.): «Kristus dækker selv dette bord og velsigner det. For intet menneske gør det fremsatte brød og vin til Kristi legeme og blod, men Kristus selv, som blev korsfæstet for os. Ordene bliver talt gennem præstens mund, men ved Guds kraft og nåde, ved ordet, når han siger: ‹Dette er mit legeme›, bliver de fremsatte elementer i nadveren velsignet. Og ligesom dette ord: ‹Voks og formér jer, og fyld jorden› kun blev talt én gang, men altid er virksomt i naturen, så den vokser og formerer sig, sådan er også dette ord talt én gang, men den dag i dag og indtil hans genkomst er det virksomt og virker, så at hans sande legeme og blod er til stede i kirkens nadver.»

77] Og Luther, Tom. 6. Jen. fol. 99: «Denne hans befaling og indstiftelse bevirker, at det ikke blot er brød og vin, vi rækker og modtager, men hans legeme og blod, sådan som hans ord lyder: ‹Dette er mit legeme› osv., ‹Dette er mit blod› osv. Det er altså ikke vores gerning eller ord, men Kristi befaling og ordning, der gør brødet til legemet og vinen til blodet, fra begyndelsen ved den første nadver og indtil verdens ende, og det rækkes dagligt ud gennem vores tjeneste og embede.»

78] Og i Tom. 3. Jen., fol. 446: «Sådan også her: Om jeg så sagde over alt brød: ‹Dette er Kristi legeme›, ville der selvfølgelig intet komme ud af det. Men når vi efter hans indstiftelse og befaling siger i nadveren: ‹Dette er mit legeme›, så er det hans legeme – ikke på grund af vores tale eller de ord, vi udtaler, men på grund af hans befaling, fordi han har befalet os at tale og gøre sådan og har bundet sin befaling og sin gerning til vores tale.»

79] Indstiftelsesordene skal derfor ved den hellige nadvers handling siges eller synges offentligt for forsamlingen, tydeligt og klart, og på ingen måde udelades. 80] Det skal ske, for at Kristi befaling: «Gør dette» bliver adlydt, 81] og for at tilhørernes tro på dette sakramentes væsen og frugt (på Kristi legemes og blods tilstedeværelse, på syndernes forladelse og alle de velgerninger, som er vundet for os ved Kristi død og blodsudgydelse og givet os i Kristi testamente) bliver vakt, styrket og gjort vis ved Kristi ord, 82] og for at brødets og vinens elementer bliver helliget eller velsignet til denne hellige brug: at Kristi legeme og blod dermed bliver rakt os at spise og drikke. Sådan siger Paulus: «Velsignelsens bæger som vi velsigner» – og det sker jo ikke på anden måde end ved at gentage og fremsige indstiftelsesordene.

83] Men denne velsignelse eller fremsigelse af Kristi indstiftelsesord gør dog ikke i sig selv et sakramente, når ikke hele nadverhandlingen holdes, sådan som Kristus har ordnet den – fx når man ikke uddeler, modtager og nyder det velsignede brød, men lukker det inde, ofrer det eller bærer det rundt. Kristi befaling «Gør dette» skal holdes udelt og uforandret, for den sammenfatter hele handlingen eller udførelsen af dette sakramente: 84] at man i en kristen forsamling tager brød og vin, velsigner det, uddeler det, modtager det, spiser og drikker det og dermed forkynder Herrens død. Sådan stiller også Paulus hele handlingen med brødets brydning eller uddeling og modtagelse frem for vores øjne i 1 Kor 10.

85] For at bevare denne sande, kristne lære om den hellige nadver og for at undgå og udrydde mange afgudiske misbrug og forvrængninger af dette testamente er denne nyttige regel og rettesnor taget fra indstiftelsesordene: Nihil habet rationem sacramenti extra usum a Christo institutum eller extra actionem divinitus institutam (det vil sige: Når man ikke holder Kristi indstiftelse, sådan som han har ordnet den, er det intet sakramente). Denne regel må på ingen måde forkastes; den kan og skal tværtimod med nytte indskærpes og fastholdes i Guds kirke. 86] Og her betegner usus eller actio, det vil sige brug eller handling, ikke først og fremmest troen og heller ikke alene den mundtlige nydelse, men hele den ydre, synlige nadverhandling, som Kristus har ordnet: konsekrationen eller indstiftelsesordene, uddelingen og modtagelsen eller den mundtlige nydelse af det velsignede brød og den velsignede vin, Kristi legeme og blod. 87] Uden for denne brug – når brødet i den pavelige messe ikke bliver uddelt, men ofret eller lukket inde, båret rundt og stillet frem til tilbedelse – skal det ikke regnes for et sakramente. På samme måde er dåbsvandet intet sakramente eller nogen dåb, når det bruges til at indvie kirkeklokker eller helbrede spedalskhed eller på anden måde stilles frem til tilbedelse. For det var imod sådanne pavelige misbrug, at denne regel oprindelig blev sat op, og den er forklaret af dr. Luther selv, Tom. 4, Jen.

88] Samtidig må vi dog også gøre opmærksom på, at sakramentsfornægterne lumsk og ondsindet forvrænger denne nyttige og nødvendige regel og bruger den til at benægte den sande, væsentlige tilstedeværelse og den mundtlige nydelse af Kristi legeme, som her på jorden sker både hos værdige og uværdige. De tolker den som usum fidei, det vil sige som troens åndelige og indre brug, som om det ikke var et sakramente for de uværdige, og som om nydelsen af Kristi legeme alene skete åndeligt ved troen, eller som om det var troen, der gjorde Kristi legeme til stede i den hellige nadver, så de uværdige, vantro hyklere derfor ikke modtog Kristi nærværende legeme.

89] Men det er ikke vores tro, der gør sakramentet. Det gør alene vor almægtige Guds og Frelsers, Jesu Kristi, sande ord og indstiftelse, som altid er og bliver virksom i kristenheden. Den bliver ikke ophævet eller gjort virkningsløs, hverken ved tjenerens værdighed eller uværdighed eller ved vantroen hos den, der modtager det. Evangeliet er og bliver jo det sande evangelium, selv om de ugudelige tilhørere ikke tror det; det virker blot ikke til frelse hos de vantro. Sådan er det også med dem, der modtager sakramentet: Hvad enten de tror eller ikke tror, bliver Kristus ikke desto mindre sanddru i sine ord, når han siger: «Tag det og spis det, dette er mit legeme», og det sker ikke ved vores tro, men ved hans almagt.

90] Derfor er det en skadelig og skamløs vildfarelse, når nogle listigt forvrænger denne almindelige regel og tillægger vores tro mere end vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, almagt, som om det alene var troen, der gør Kristi legeme til stede og nyder det.

91] Hvad dernæst angår sakramentsfornægternes mange formodede grunde og intetsigende modargumenter om et menneskelegemes væsentlige og naturlige egenskaber, om Kristi himmelfart, om hans afsked fra denne verden og lignende, så er de alle sammen grundigt og udførligt gendrevet med Guds ord af dr. Luther i hans stridsskrifter «Mod de himmelske profeter» og «At disse ord ‹Dette er mit legeme› osv. endnu står fast» og desuden i hans store og lille «Bekendelse om den hellige nadver» og i andre af hans skrifter. Og efter hans død er der ikke fremført noget nyt af sekterne. Derfor vil vi for kortheds skyld henvise den kristne læser til disse skrifter og påberåbe os dem.

92] Vi vil, kan og skal ikke lade nogen kloge menneskelige tanker, hvor besnærende og anselige de end måtte se ud, føre os bort fra den enfoldige, tydelige og klare forståelse af Kristi ord og testamente til en fremmed mening, som afviger fra ordlyden. Vi vil forstå og tro dem enfoldigt, sådan som de er sagt. Det har vi følgende grunde til. På dem har vi altid stået i denne sag, lige siden striden 93] om denne artikel opstod, og dr. Luther fremsatte dem allerede i begyndelsen [1528] mod sakramentsfornægterne med disse ord i den store «Bekendelse om den hellige nadver»: «Mine grunde, som jeg står på i dette stykke, er disse:

94] «1. Den første er denne artikel i vores tro: Jesus Kristus er væsentlig, naturlig, sand og fuldkommen Gud og menneske i én person, uadskilt og udelt.

95] «2. Den anden: at Guds højre hånd er overalt.

96] «3. Den tredje: at Guds ord ikke er falsk eller lyver.

97] «4. Den fjerde: at Gud har og kender mange måder at være et sted på, og ikke kun den ene, som sværmerne fabler om, og som filosofferne kalder localem eller den rumlige.»

98] Ligeledes: «Kristi ene legeme har tre slags måder, eller alle tre måder, at være et sted på:

99] «For det første den fattelige, legemlige måde, som da han gik legemligt omkring på jorden og optog og gav plads efter sin størrelse. Den måde kan han stadig bruge, når han vil, som han gjorde efter opstandelsen, og som han vil bruge på den yderste dag, sådan som Paulus siger i 1 Tim 6: ‹som den salige Gud skal vise i sin tid‹, og i Kol 3: ›Når Kristus, jeres liv, er blevet åbenbaret.› På den måde er han ikke i Gud eller hos Faderen eller i himlen, sådan som den gale ånd drømmer; for Gud er ikke et legemligt rum eller sted. Det er denne måde, der er tale om i de skriftsteder, som sværmeånderne anfører om, at Kristus forlader verden og går til Faderen.

100] «For det andet den ufattelige, åndelige måde, hvor han hverken optager eller giver plads, men går igennem al skabningen, hvor han vil – ligesom mit syn (for at bruge en grov sammenligning) går igennem luft, lys eller vand og er i dem uden at optage eller give plads; ligesom klang eller tone går igennem luft eller vand eller bræt og væg og er i dem og heller ikke optager eller giver plads; og ligesom lys og varme går igennem luft, vand, glas, krystal og lignende og er i dem og heller ikke giver eller optager plads; og meget mere af den slags. Denne måde brugte han, da han gik ud af den lukkede grav og kom ind gennem den lukkede dør, og i brødet og vinen i nadveren, og – som man tror – da han blev født af sin mor.

101] «For det tredje den guddommelige, himmelske måde, hvor han er én person med Gud. Efter den må alle skabninger selvsagt være langt mere gennemtrængelige og nærværende for ham end efter den anden måde. For når han efter den anden måde kan være sådan i og hos skabningerne, at de ikke føler, rører, måler eller fatter ham, hvor meget mere vil han så efter denne høje, tredje måde være i alle skabninger på en underfuld måde, så de ikke måler eller fatter ham, men tværtimod sådan, at han har dem nærværende for sig og måler og fatter dem. For du må sætte denne Kristi væren, hvor han er én person med Gud, meget, meget langt uden for skabningerne, lige så langt, som Gud er udenfor, og omvendt sætte den lige så dybt og nær i alle skabninger, som Gud er i dem. For han er én uadskilt person med Gud; hvor Gud er, dér må han også være, 102] ellers er vores tro falsk. Men hvem vil sige eller tænke, hvordan det går til? Vi ved godt, at det er sådan, at han er i Gud, uden for alle skabninger, og er én person med Gud, men hvordan det går til, ved vi ikke. Det er over naturen og fornuften, også over alle englenes fornuft i himlen, og kun kendt af Gud. Da vi altså ikke kender det, og det dog er sandt, skal vi ikke fornægte hans ord, før vi med sikkerhed kan bevise, at Kristi legeme på ingen måde kan være, hvor Gud er, og at en sådan måde at være på er falsk. Det skal sværmerne bevise, men det lader de nok være.

103] «Jeg vil hermed ikke have benægtet, at Gud har og kender endnu flere måder, som Kristi legeme kan være et sted på; jeg har blot villet vise, hvilke grove tossehoveder vores sværmere er, når de ikke tillægger Kristi legeme mere end den første, fattelige måde – skønt de ikke engang kan bevise, at den strider mod vores forståelse. For jeg vil på ingen måde benægte, at Guds magt formår så meget, at et legeme kan være flere steder på én gang, også på en legemlig, fattelig måde. For hvem vil bevise, at Gud ikke formår det? Hvem har set en ende på hans magt? Sværmerne tænker vel sådan, at Gud ikke formår det; men hvem vil tro på deres tænkning? Hvordan vil de gøre sådan en tanke sikker?» Så langt Luther.

104] Af disse ord fra dr. Luther er det også klart, hvilken betydning ordet «åndelig» har i vores kirker i denne sag. For sakramentsfornægterne betyder ordet «åndelig» ikke andet end det åndelige fællesskab, når de sandt troende ved troen i Ånden bliver indlemmet i Herren Kristus og bliver sande, åndelige lemmer på hans legeme.

105] Men når dr. Luther eller vi bruger ordet «åndelig» i denne sag, forstår vi derved den åndelige, overnaturlige, himmelske måde, som Kristus er til stede på i den hellige nadver, hvor han ikke alene virker trøst og liv hos de troende, men også dom hos de vantro. Dermed forkaster vi de kapernaitiske tanker [opkaldt efter tilhørerne i Kapernaum, Joh 6,52, der forstod Jesu ord om at spise hans kød på grov, naturlig vis] om en grov, kødelig tilstedeværelse, som sakramentsfornægterne tillægger og påtvinger vores kirker trods al vores offentlige og gentagne vidnesbyrd imod det. I samme betydning siger vi også, at Kristi legeme og blod i den hellige nadver modtages, spises og drikkes åndeligt. For selv om denne nydelse sker med munden, er måden åndelig.

106] Sådan er vores tro i denne artikel om den sande tilstedeværelse af Kristi legeme og blod i den hellige nadver bygget på den sande, almægtige Guds, vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, sandhed og almagt. Disse grunde er stærke og faste nok til at styrke og befæste vores tro i alle anfægtelser om denne artikel og på den anden side at omstøde og gendrive alle sakramentsfornægternes modargumenter og indvendinger, hvor tiltalende og tilsyneladende rigtige de end måtte være for fornuften. Og på dem kan et kristent hjerte også trygt og fast støtte sig til og forlade sig på.

107] Derfor forkaster og fordømmer vi med hjerte og mund som falske, vildfarende og forførende alle vildfarelser, som ikke stemmer overens med, men strider imod og er i modsætning til denne lære, som er fremsat ovenfor og grundet i Guds ord, nemlig:

108] 1. For det første den pavelige transsubstantiation, som lærer, at det konsekrerede eller velsignede brød og vin i den hellige nadver helt og aldeles mister sin substans og sit væsen og forvandles til substansen af Kristi legeme og blod, så kun brødets og vinens blotte skikkelse, eller accidentia sine subiecto [egenskaber uden bærende substans], bliver tilbage. Under denne brødets skikkelse – som efter deres påstand ikke længere er brød, men har mistet sit naturlige væsen – skal Kristi legeme være til stede også uden for nadverhandlingen, når brødet lukkes inde i sakramentshuset eller bæres rundt som skue og til tilbedelse. For intet kan være sakramente uden for Guds befaling og den ordnede brug, som det er indstiftet til i Guds ord, sådan som det er vist ovenfor.

109] 2. Ligeledes forkaster og fordømmer vi alle andre pavelige misbrug af dette sakramente, fx offermessens vederstyggelighed for levende og døde.

110] 3. Ligeledes at lægfolk kun får rakt én skikkelse af sakramentet, i strid med Kristi åbenlyse befaling og indstiftelse. Disse pavelige misbrug er udførligt gendrevet med Guds ord og med vidnesbyrd fra oldkirken i vore kirkers fælles bekendelse og Apologi, i De Schmalkaldiske Artikler og i andre af vore skrifter.

111] Men i dette skrift har vi først og fremmest sat os for at fremlægge vores bekendelse og forklaring om den sande tilstedeværelse af Kristi legeme og blod imod sakramentsfornægterne, for nogle af dem trænger sig uden blusel ind i disse kirker i Den Augsburgske Bekendelses navn. Derfor vil vi også her især fremlægge og opregne sakramentsfornægternes vildfarelser for at advare vore tilhørere, så de kan tage sig i agt og vogte sig for dem.

112] Derfor forkaster og fordømmer vi med mund og hjerte som falske, vildfarende og forførende alle sakramentsfornægternes meninger og lærdomme, som ikke stemmer med, men strider imod og går på tværs af den lære, der er fremlagt ovenfor og bygger på Guds ord:

113] 1. Som når de påstår, at indstiftelsesordene ikke skal forstås enkelt, i deres egentlige betydning, sådan som de lyder, om den sande, væsentlige tilstedeværelse af Kristi legeme og blod i nadveren, men gennem tropos eller billedlig tolkning skal føres over til en anden, ny og fremmed betydning. Hermed forkaster vi alle sådanne sakramentsfornægtende meninger og synspunkter, hvor mange og forskellige de end er, for de modsiger både sig selv og hinanden.

114] 2. Ligeledes at man benægter, at Kristi legeme og blod nydes med munden i nadveren, og i stedet lærer, at Kristi legeme i nadveren alene nydes åndeligt, ved troen, sådan at vores mund i nadveren kun modtager brød og vin.

115] 3. Ligeså når der læres, at brødet og vinen i nadveren ikke skal være andet end kendetegn, som de kristne kan kende hinanden på; eller 4. at de kun er tegn, billeder og afbildninger af Kristi legeme, som er langt borte, sådan at Kristi fraværende legeme med hans fortjeneste er åndelig føde for vores sjæl, ligesom brød og vin er ydre føde for vores legeme.

116] 5. Eller at de ikke er andet end kendetegn og mindetegn for Kristi fraværende legeme. Ved disse tegn, som ved et ydre pant, skal vi blive forvisset om, at troen, som vender sig bort fra nadveren og stiger op over alle himle, deroppe lige så sandt får del i Kristi legeme og blod, som vi i nadveren med munden modtager de ydre tegn. Og at forvisningen og styrkelsen af vores tro i nadveren altså alene sker ved de ydre tegn og ikke ved Kristi sande, nærværende legeme og blod, som rækkes os.

117] 6. Eller at der i nadveren alene uddeles kraften, virkningen og fortjenesten af Kristi legeme, som er langt borte, til troen, og at vi på den måde får del i hans fraværende legeme. Og at unio sacramentalis, det vil sige den sakramentale forening, på den måde, der netop er beskrevet, skal forstås de analogia signi et signati, det vil sige som en lighed mellem brødet og vinen og Kristi legeme og blod.

118] 7. Eller at Kristi legeme og blod ikke modtages og nydes på anden måde end alene åndeligt, ved troen.

119] 8. Ligeledes når der læres, at Kristus på grund af sin himmelfart med sit legeme er sådan omsluttet og indesluttet et bestemt sted i himlen, at han med det ikke kan eller vil være sandt og væsentligt til stede hos os i nadveren, som efter Kristi indstiftelse holdes på jorden, men er lige så langt borte fra den, som himmel og jord er fra hinanden. For at underbygge deres vildfarelse har nogle sakramentsfornægtere således med forsæt og ond vilje forfalsket teksten i ApG 3,21: Oportet Christum coelum accipere, det vil sige: «Kristus må tage himlen i besiddelse», og i stedet sat: Oportet Christum coelo capi, det vil sige: «Kristus må af eller i himlen sådan være indtaget eller omskrevet og omsluttet», at han på ingen måde kan eller vil være hos os på jorden med sin menneskelige natur.

120] 9. Ligeledes at Kristus ikke har kunnet eller villet love eller give sit legemes og blods sande, væsentlige tilstedeværelse i sin nadver, fordi den menneskelige natur, som han har antaget, efter sin art og sine egenskaber ikke kan tåle eller tillade det.

121] 10. Ligeledes når der læres, at det ikke alene er Kristi ord og almagt, men troen, der gør Kristi legeme nærværende i den hellige nadver. Derfor udelader nogle indstiftelsesordene ved nadverhandlingen. Den pavelige konsekration, som tillægger selve det at sige ordene – præstens gerning – kraft til at frembringe et sakramente, bliver ganske vist med rette irettesat og forkastet. Alligevel kan og må indstiftelsesordene på ingen måde udelades ved nadverhandlingen, sådan som det er vist i den foregående forklaring.

122] 11. Ligeledes at de troende ikke skal søge Kristi legeme ved nadverens brød og vin i kraft af Kristi indstiftelsesord, men skal med deres tro henvises fra nadverens brød op til det sted i himlen, hvor Herren Kristus er med sit legeme, for at de dér skal nyde ham.

123] 12. Vi forkaster også, når der læres, at de vantro og ubodfærdige, onde kristne, som kun bærer Kristi navn, men ikke har den rette, sande, levende og frelsende tro, ikke modtager Kristi legeme og blod i nadveren, men kun brød og vin. Og fordi der kun findes to slags gæster ved dette himmelske måltid, værdige og uværdige, forkaster vi også, når der gøres en sådan forskel blandt de uværdige, at de ugudelige epikuræere og spottere af Guds ord, som er i kirkens ydre fællesskab, ikke modtager Kristi legeme og blod til dom ved brugen af den hellige nadver, men kun brød og vin.

124] 13. Ligeså når der læres, at værdigheden ikke alene består i den sande tro, men i menneskers egen forberedelse.

125] 14. Ligeledes når der læres, at også de rettroende, som har og bevarer en ret, sand og levende tro, men mangler den nævnte tilstrækkelige forberedelse af deres egen, kan modtage dette sakramente til dom som uværdige gæster.

126] 15. Ligeledes når der læres, at elementerne, det vil sige de synlige species eller skikkelser af det velsignede brød og den velsignede vin, skal tilbedes. Men ingen kan eller vil benægte, medmindre han er en ariansk kætter, at Kristus selv, sand Gud og menneske, som er sandt og væsentligt til stede i nadveren, skal tilbedes i ånd og sandhed ved den rette brug af den, ligesom på alle andre steder, især hvor hans menighed er forsamlet.

127] 16. Vi forkaster og fordømmer også alle nysgerrige, spottende og blasfemiske spørgsmål og udsagn, som på en grov, kødelig, kapernaitisk måde fremføres om de overnaturlige, himmelske hemmeligheder i denne nadver.

128] Flere andre antitheses eller forkastede modlærdomme er irettesat og forkastet i den foregående forklaring; dem vil vi for kortheds skyld ikke gentage her. Og hvilke andre fordømmelsesværdige opiniones eller vildfarende meninger der ellers måtte være, kan let uddrages og nævnes ved navn ud fra den ovenstående forklaring. For vi forkaster og fordømmer alt, hvad der ikke stemmer med, men strider imod og går på tværs af den lære, der er fremlagt ovenfor og er velgrundet i Guds ord.