Artikel VIII. Om Kristi person

1] Der er også opstået en strid blandt teologerne, der hører til Den Augsburgske Bekendelse, om Kristi person. Den begyndte dog ikke først blandt dem, men stammer oprindelig fra sakramentsfornægterne.

2] For efter at dr. Luther imod sakramentsfornægterne med fast grund havde fastholdt den sande, væsentlige tilstedeværelse af Jesu Kristi legeme og blod i nadveren ud fra indstiftelsesordene, indvendte zwinglianerne imod ham: Hvis Kristi legeme på samme tid er til stede i himlen og på jorden i den hellige nadver, så kan det ikke være et rigtigt, sandt menneskeligt legeme. For en sådan majestæt tilkommer alene Gud, og Kristi legeme er ikke i stand til at rumme den.

3] Dr. Luther modsagde og gendrev dette kraftigt, sådan som hans lære- og stridsskrifter om den hellige nadver viser; til dem bekender vi os hermed offentligt, lige så vel som til hans læreskrifter. Men efter hans død har 4] nogle teologer, der hører til Den Augsburgske Bekendelse, ganske vist endnu ikke villet bekende sig offentligt og udtrykkeligt til sakramentsfornægternes lære om Herrens nadver. Alligevel har de fremført og brugt præcis de samme grundsætninger om Kristi person, som sakramentsfornægterne har brugt i deres forsøg på at fjerne den sande, væsentlige tilstedeværelse af Kristi legeme og blod fra hans nadver, nemlig at der ikke må tillægges den menneskelige natur i Kristi person noget, som går ud over eller imod dens naturlige, væsentlige egenskaber. Derudover har de beskyldt dr. Luthers lære og alle dem, der følger den som en lære i overensstemmelse med Guds ord, for næsten alle de gamle, uhyrlige kætterier.

5] For at forklare denne strid på kristen vis, i overensstemmelse med Guds ord og efter vejledning af vores enkle kristne tro, og ved Guds nåde bilægge den helt, er vores enstemmige lære, tro og bekendelse som følger:

6] Vi tror, lærer og bekender: Selv om Guds Søn fra evighed har været en særskilt, adskilt, hel guddommelig person og altså sand, væsentlig, fuldkommen Gud med Faderen og Helligånden, så har han dog, da tiden var fuldkommet, også antaget den menneskelige natur i sin persons enhed. Det betyder ikke, at der nu er to personer eller to Kristus, men at Kristus Jesus nu i én person på samme tid er sand, evig Gud, født af Faderen fra evighed, og et sandt menneske, født af den højlovede jomfru Maria, som der står skrevet i Rom 9,5: «Fra dem kommer Kristus som menneske. Han er Gud over alt og priset i evighederne.»

7] Vi tror, lærer og bekender, at der nu i denne ene, udelte Kristi person er to forskellige naturer: den guddommelige, som er fra evighed, og den menneskelige, som i tiden er antaget i Guds Søns persons enhed. Disse to naturer er aldrig nogen sinde i Kristi person hverken adskilt eller blandet med hinanden, og den ene er ikke forvandlet til den anden, men hver af dem forbliver i sin natur og sit væsen i Kristi person i al evighed.

8] Vi tror, lærer og bekender også: Ligesom de to nævnte naturer forbliver ublandede og uudslettede i deres natur og væsen, sådan beholder også hver af dem sine naturlige, væsentlige egenskaber og lægger dem aldrig i evighed fra sig, og den ene naturs væsentlige egenskaber bliver aldrig nogen sinde den anden naturs væsentlige egenskaber.

9] Derfor tror, lærer og bekender vi, at det at være almægtig, evig og uendelig, at være til stede overalt på samme tid af naturen, det vil sige i kraft af sin natur og sit naturlige væsen, i sig selv, og at vide alt, er væsentlige egenskaber ved den guddommelige natur, som aldrig i evighed bliver den menneskelige naturs væsentlige egenskaber.

10] Omvendt er det at være en legemlig skabning eller et skabt væsen, at være kød og blod, at være begrænset og omskrevet, at lide, dø, fare op og ned, bevæge sig fra et sted til et andet, lide sult, tørst, kulde, hede og lignende, egenskaber ved den menneskelige natur, som aldrig bliver den guddommelige naturs egenskaber.

11] Vi tror, lærer og bekender også, at nu, efter menneskevordelsen, består hver natur i Kristus ikke sådan for sig selv, at hver af dem er eller udgør en særskilt person. De er derimod sådan forenet, at de udgør én eneste person, som både den guddommelige og den antagne menneskelige natur på samme tid personligt er og består i. Derfor hører nu, efter menneskevordelsen, ikke alene hans guddommelige, men også hans antagne menneskelige natur til hele Kristi person. Og ligesom Kristi person – eller personen Filii Dei incarnati, det vil sige Guds Søns, som har taget kød på sig og er blevet menneske – ikke er hel uden hans guddom, sådan er den heller ikke hel uden hans menneskelighed. Derfor er Kristus ikke to forskellige personer, men én eneste person, selv om der i ham findes to forskellige naturer, ublandede i deres naturlige væsen og egenskaber.

12] Vi tror, lærer og bekender også, at den antagne menneskelige natur i Kristus ikke alene har og beholder sine naturlige, væsentlige egenskaber, men at den derudover ved den personlige forening med guddommen og siden ved forklarelsen eller herliggørelsen er ophøjet til majestætens, kraftens og magtens højre hånd over alt, hvad der kan nævnes, ikke alene i denne verden, men også i den kommende.

13] Hvad nu angår den majestæt, som Kristus er ophøjet til efter sin menneskelige natur, så fik han den ikke først, da han var opstået fra de døde og faret op til himlen, men da han blev undfanget i moderlivet og blev menneske, og den guddommelige og den menneskelige natur blev personligt forenet med hinanden. 14] Denne personlige forening skal dog ikke forstås sådan, som nogle med urette udlægger den, som om de to naturer, den guddommelige og den menneskelige, skulle være forenet med hinanden ligesom to brædder, der er limet sammen, så at de realiter, det vil sige i gerning og sandhed, slet ikke skulle have noget fællesskab med hinanden. 15] For det var Nestorius' og Paulus af Samosatas vildfarelse og kætteri. Som Suidas og presbyteren Theodor af Raithu bevidner, lærte og mente de: δύο φύσεις ἀκοινωνήτους πρὸς ἑαυτὰς παντάπασιν, hoc est, naturas omni modo incommunicabiles esse, det vil sige, at naturerne slet ikke har noget fællesskab med hinanden. Derved bliver naturerne skilt fra hinanden, og der bliver to Kristus, så at Kristus er én, og Gud Ordet, som bor i Kristus, er en anden.

16] For presbyteren Theodor skriver sådan: Paulus quidam iisdem, quibus Manes temporibus, Samosatenus quidem ortu, sed Antiochiae Syriae antistes, Dominum impie dixit nudum fuisse hominem, in quo Deus Verbum sicut et in singulis prophetis habitavit, ac proinde duas naturas separatas et citra omnem prorsus inter se communionem in Christo esse, quasi alius sit Christus, alius Deus Verbum in ipso habitans. Det vil sige: På samme tid, som kætteren Mani levede, var der en ved navn Paulus, som var født i Samosata, men var forstander i Antiokia i Syrien. Han lærte ugudeligt, at Herren Kristus kun var et rent og skært menneske, som Gud Ordet havde boet i ligesom i hver enkelt profet. Derfor mente han også, at den guddommelige og den menneskelige natur er skilt og adskilt fra hinanden, og at de i Kristus slet ikke har noget fællesskab med hinanden, som om Kristus var én, og Gud Ordet, som bor i ham, en anden.

17] Mod dette fordømte kætteri har den kristne kirke altid og til alle tider i enfoldighed troet og holdt fast ved, at den guddommelige og den menneskelige natur i Kristi person er forenet sådan, at de har et virkeligt fællesskab med hinanden. Derved blandes naturerne ikke sammen til ét væsen, men, som dr. Luther skriver, til én person. 18] Netop på grund af denne personlige forening og dette fællesskab har kirkens gamle lærere mange gange, både før og efter Koncilet i Chalkedon, brugt ordet mixtio, «blanding», i en god betydning og med den rette sondring. (Mange vidnesbyrd fra fædrene kunne om nødvendigt anføres om dette, og de findes også mange steder i vores skrifter.) Og de har forklaret den personlige forening og dette fællesskab med billederne animae et corporis og ferri candentis (det vil sige sjælen og legemet og det glødende jern). 19] For legeme og sjæl, ligesom ild og jern, har fællesskab med hinanden, ikke per phrasin eller modum loquendi eller verbaliter, det vil sige, så at det kun skulle være en talemåde og tomme ord, men vere og realiter, det vil sige i gerning og sandhed. Og alligevel indføres der derved ingen confusio eller exaequatio naturarum, det vil sige nogen sammenblanding eller udligning af naturerne, som når man laver mjød af honning og vand, så det ikke længere er adskilt vand eller honning, men en blandet drik. Helt anderledes forholder det sig med foreningen af den guddommelige og den menneskelige natur i Kristi person. For der er et helt andet, højere og mere uudsigeligt fællesskab og en helt anden forening mellem den guddommelige og den menneskelige natur i Kristi person. På grund af denne forening og dette fællesskab er Gud menneske, og menneske er Gud, uden at hverken naturerne eller deres egenskaber derved blandes sammen; tværtimod beholder hver natur sit væsen og sine egenskaber.

20] På grund af denne personlige forening, som hverken kan tænkes eller være til uden et sådant virkeligt fællesskab mellem naturerne, var det ikke blot den menneskelige natur, hvis egenskab det er at lide og dø, der led for hele verdens synd. Nej, Guds Søn selv har i sandhed lidt, dog efter den menneskelige natur, han har antaget, og er (ifølge vores enfoldige kristne tro) i sandhed død, selv om den guddommelige natur hverken kan lide eller dø. 21] Det har dr. Luther udførligt forklaret i sin store bekendelse om den hellige nadver imod Zwinglis gudsbespottelige alloeosis [ombytning af betydningen], dvs. hans lære om, at den ene natur skal tages og forstås i stedet for den anden. Den fordømmer Luther som Djævelens maske helt ned i helvedes afgrund.

22] Af den grund har kirkens gamle lærere sat begge ordene κοινωνία og ἕνωσις, communio et unio, det vil sige «fællesskab» og «forening», sammen, når de forklarede denne hemmelighed, og har forklaret det ene ved det andet: Irenæus, lib. IV, cap. 37; Athanasius i Epistola ad Epictetum; Hilarius, De Trinitate, lib. IX; Basilius og Gregor af Nyssa hos Theodoret; Johannes Damaskenos, lib. III, cap. 19.

23] På grund af denne personlige forening og dette fællesskab mellem den guddommelige og den menneskelige natur i Kristus tror, lærer og bekender vi også ifølge vores enfoldige kristne tro alt det, der siges om Kristi majestæt efter hans menneskelige natur ved Guds almægtige krafts højre hånd, og hvad der hører med til det. Alt dette ville være intet og kunne ikke bestå, hvis denne personlige forening og dette fællesskab mellem naturerne i Kristi person ikke bestod realiter, det vil sige i gerning og sandhed.

24] På grund af denne personlige forening og dette fællesskab mellem naturerne har Maria, den højt priste jomfru, ikke født et rent og skært menneske, men et menneske, som i sandhed er den allerhøjeste Guds Søn, som englen vidner. Han viste sin guddommelige majestæt også i moderlivet, ved at han blev født af en jomfru, uden at hendes jomfruelighed blev krænket. Derfor er hun i sandhed Guds moder og er alligevel forblevet jomfru.

25] Derfor [i kraft af denne personlige forening] har han også gjort alle sine undergerninger og åbenbaret sin guddommelige majestæt, som han ville, når og hvordan han ville – altså ikke først efter sin opstandelse og himmelfart, men også i sin fornedrelses stand. Det skete for eksempel ved brylluppet i Kana i Galilæa; også da han var tolv år gammel og sad blandt de lærde; også i haven, da han med ét ord slog sine fjender til jorden; og ligeledes i døden, for han døde ikke blot som et andet menneske, men med og i sin død overvandt han synden, døden, Djævelen, helvede og den evige fordømmelse. Det ville den menneskelige natur alene ikke have formået, hvis den ikke var personligt forenet med den guddommelige natur og havde fællesskab med den.

26] Derfor har den menneskelige natur også efter opstandelsen fra de døde fået ophøjelsen over alle skabninger i himlen og på jorden. Den består ikke i andet end dette: Han har helt og aldeles lagt tjenerskikkelsen fra sig, men har alligevel ikke lagt den menneskelige natur af; den beholder han i evighed. Og han er efter den menneskelige natur, han har antaget, indsat i den fulde besiddelse og brug af den guddommelige majestæt. Denne majestæt havde han ganske vist allerede ved sin undfangelse i moderlivet, men, som apostlen vidner, afstod han fra at bruge den fuldt ud, og, som dr. Luther forklarer, holdt han den skjult i sin fornedrelses stand og brugte den ikke altid, men kun når han ville.

27] Men nu, da han ikke blot som en anden hellig [nu bruger han derimod sin majestæt fuldt ud og til alle tider, for han er ikke blot som en anden hellig] er faret op til himlen, men, som apostlen vidner, er faret op over alle himle, fylder han også i sandhed alt. Og overalt, ikke blot som Gud, men også som menneske, er han nærværende og regerer fra hav til hav og til verdens ende, som profeterne forudsiger, og som apostlene bevidner, når de siger, at han overalt har virket med dem og bekræftet deres ord ved de tegn, der fulgte med. 28] Dette er dog ikke sket på en jordisk måde, 29] men, som dr. Luther forklarer, på den måde, der svarer til Guds højre hånd. Guds højre hånd er ikke et bestemt sted i himlen, som sakramentsfornægterne påstår uden belæg i Den Hellige Skrift, men intet andet end Guds almægtige kraft, som fylder himmel og jord. Ind i den er Kristus efter sin menneskelige natur indsat realiter, det vil sige i gerning og sandhed, sine confusione et exaequatione naturarum (det vil sige uden sammenblanding og udligning af de to naturer i deres væsen og væsentlige egenskaber). I kraft af denne magt, som er meddelt ham, kan han være og er han i sandhed til stede med sit legeme og blod i den hellige nadver, sådan som ordene i hans testamente siger, og dertil har han henvist os ved sit ord. Det er ikke muligt for noget andet menneske, for intet menneske er på den måde forenet med den guddommelige natur og indsat i en sådan guddommelig, almægtig majestæt og magt gennem og i den personlige forening af de to naturer i Kristus som Jesus, Marias søn. 30] I ham er den guddommelige og den menneskelige natur personligt forenet med hinanden, så at «hele guddomsfylden bor kropsligt» i Kristus, Kol 2. Og i denne personlige forening har de et så højt, inderligt og uudsigeligt fællesskab, at selv englene undrer sig over det, og, som Sankt Peter vidner, har deres lyst og glæde i at se ind i det. Alt dette skal senere forklares i rækkefølge og noget mere udførligt. Sl 93; Zak 9; Mark 16; 1 Pet 1.

31] Ud fra det grundlag, som er lagt ovenfor, hvor unio personalis blev forklaret – det vil sige, hvordan den guddommelige og den menneskelige natur i Kristi person er forenet med hinanden, nemlig sådan at de ikke blot har navnene fælles, men også i gerning og sandhed har fællesskab med hinanden, uden nogen sammenblanding eller udligning af dem i deres væsen – udspringer også læren de communicatione idiomatum, det vil sige om det virkelige fællesskab mellem naturernes egenskaber. Om den skal der siges mere senere.

32] For det er i sandhed sådan, quod propria non egrediantur sua subiecta, det vil sige, at hver natur beholder sine væsentlige egenskaber, og at de ikke skilles fra naturen og hældes over i den anden natur som vand fra én beholder over i en anden. Derfor kunne der heller ikke være eller bestå noget fællesskab mellem egenskaberne, hvis den personlige forening eller det fællesskab mellem naturerne i Kristi person, som vi har hørt om, ikke var virkeligt. 33] Det er efter artiklen om den hellige treenighed den største hemmelighed i himlen og på jorden, som Paulus siger: «Gudsfrygtens hemmelighed er uimodsigelig stor: Gud er åbenbaret i kødet», 1 Tim 3. 34] For når apostlen Peter med klare ord bevidner, at også vi, som Kristus bor i alene af nåde, på grund af denne høje hemmelighed i Kristus «får del i guddommelig natur», hvilket fællesskab med den guddommelige natur må det så ikke være, som apostlen taler om, når han siger, at «hele guddomsfylden bor kropsligt» i Kristus, så at Gud og menneske er én person? 35] Men det er meget vigtigt, at denne lære de communicatione idiomatum, det vil sige om fællesskabet mellem de to naturers egenskaber, behandles og forklares med den rette sondring. For propositiones eller praedicationes, det vil sige måderne at tale om Kristi person, om dens naturer og egenskaber på, er ikke alle af samme art og slags. Taler man om det uden den rette sondring, bliver læren forvirret, og den enfoldige læser bliver let ført vild. Derfor skal følgende redegørelse læses med omhu. For at gøre den klarere og enklere kan den godt samles i tre hovedpunkter.

36] For det første: I Kristus er og forbliver der to forskellige naturer, uforvandlede og ublandede i deres naturlige væsen og egenskaber, og dog er der kun én eneste person af de to naturer. Derfor tilskrives det, som kun er den ene naturs egenskab, ikke naturen alene, som om den var adskilt, men hele personen, som på én gang er Gud og menneske (hvad enten den kaldes Gud eller menneske).

37] Men in hoc genere, det vil sige i denne måde at tale på, følger det ikke, at det, der tilskrives personen, samtidig er begge naturers egenskab. Tværtimod forklares det med en sondring, efter hvilken af naturerne hver ting tilskrives personen. Således er Guds Søn født af Davids slægt efter kødet, Rom 1. Ligeledes er Kristus dræbt i kødet og har lidt for os i kødet, 1 Pet 3 og 4.

38] Men de skjulte og de åbenlyse sakramentsfornægtere gemmer deres skadelige vildfarelse bag disse ord (når det siges, at det, som er egenartet for den ene natur, tillægges hele personen). De nævner nok hele personen, men forstår derved alligevel kun den ene natur og udelukker den anden natur helt, som om den blotte menneskelige natur havde lidt for os. Sådan har dr. Luther skrevet om Zwinglis alloeosis [«ombytning», dvs. at et udsagn om den ene natur egentlig skal forstås om den anden] i sin store bekendelse om den hellige nadver. Derfor vil vi her anføre dr. Luthers egne ord, så Guds kirke kan blive værnet bedst muligt mod en sådan vildfarelse. Hans ord lyder sådan:

39] «Det kalder Zwingli alloeosis, når noget siges om Kristi guddom, som dog tilkommer menneskeheden, eller omvendt. For eksempel Luk 24,26: ‹Måtte Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?‹ Her laver han det kunststykke, at ›Kristus› skal forstås om den menneskelige natur. 40] Vogt dig, vogt dig, siger jeg, for alloeosis! Den er Djævelens maske. For til sidst laver den en Kristus, som jeg ikke gerne ville være kristen efter, nemlig at Kristus herefter ikke er eller gør mere med sin lidelse og sit liv end en anden simpel helgen. For hvis jeg tror, at kun den menneskelige natur har lidt for mig, så er Kristus en dårlig frelser for mig; så har han jo selv brug for en frelser. Kort sagt: Det er ubeskriveligt, hvad Djævelen er ude efter med alloeosis.»

41] Og lidt senere: «Hvis den heks, fru Fornuft, _alloeosis_' bedstemor, vil sige: ‹Ja, guddommen kan ikke lide eller dø‹, så skal du svare: ›Det er sandt. Men fordi guddom og menneskehed i Kristus er én person, så tillægger Skriften for denne personlige enheds skyld også guddommen alt det, som sker med menneskeheden, og omvendt.› 42] Og sådan er det også i virkeligheden. For du må jo sige: Personen (peg på Kristus) lider og dør. Nu er personen sand Gud; derfor er det rigtigt sagt: Guds Søn lider. For selv om den ene del (om jeg må tale sådan), nemlig guddommen, ikke lider, så lider dog personen, som er Gud, i den anden del, nemlig i menneskeheden. For i virkeligheden er Guds Søn korsfæstet for os, det vil sige den person, som er Gud. For den, den (siger jeg), personen, er korsfæstet efter menneskeheden.»

43] Og igen lidt senere: «Hvis alloeosis skal stå ved magt, sådan som Zwingli bruger den, så må Kristus være to personer, en guddommelig og en menneskelig, fordi han kun henfører udsagnene om lidelsen til den menneskelige natur og helt vender dem bort fra guddommen. For hvor gerningerne deles og skilles ad, dér må også personen splittes, fordi alle gerninger eller lidelser tillægges personen og ikke naturerne. For det er personen, som gør og lider alt, det ene efter denne natur, det andet efter den anden natur, sådan som alle lærde godt ved. Derfor holder vi vor Herre Kristus for Gud og menneske i én person, non confundendo naturas nec dividendo personam, det vil sige: sådan at vi ikke blander naturerne og heller ikke deler personen.»

44] Det samme siger dr. Luther i «Om koncilierne og kirken»: «Vi kristne må vide, at hvis Gud ikke er med i vægtskålen og giver vægten, så synker vi med vores skål til bunds. Det mener jeg sådan: Hvis det ikke skulle hedde ‹Gud er død for os‹, men kun et menneske, så er vi fortabte. Men når Guds død og ›Gud død› ligger i vægtskålen, så synker han ned, og vi stiger op som en let, tom skål. Men han kan også godt stige op igen eller springe ud af sin skål. Han kunne dog ikke sidde i skålen, uden at han blev et menneske som vi, så man kunne sige: Gud død, Guds pine, Guds blod, Guds død. For Gud kan i sin natur ikke dø. Men nu, da Gud og menneske er forenet i én person, så kaldes det med rette Guds død, når det menneske dør, som er ét med Gud eller én person med ham.» Så vidt Luther.

45] Heraf er det åbenbart, at det er forkert, når det siges eller skrives, at de udtryk, som er anført ovenfor – «Gud har lidt, Gud er død» – kun er praedicatio verbalis, det vil sige kun tomme ord, og at det ikke i virkeligheden forholder sig sådan. For vores enfoldige kristne tro viser, at Guds Søn, som er blevet menneske, har lidt og er død for os og har forløst os med sit blod.

46] For det andet, hvad angår udførelsen af Kristi embede: Her handler og virker personen ikke i, med, ved eller efter én natur alene, men i, efter, med og ved begge naturer. Eller som konciliet i Kalkedon siger: Den ene natur virker i fællesskab med den anden det, som er dens egen egenskab. 47] Kristus er altså vores mellemmand, forløser, konge, ypperstepræst, hoved, hyrde osv. ikke efter én natur alene, hverken den guddommelige eller den menneskelige, men efter begge naturer, sådan som denne lære er behandlet udførligere andetsteds.

48] For det tredje er det dog noget helt andet, når man spørger, taler eller handler om, hvorvidt naturerne i den personlige forening i Kristus ikke har andet eller mere end blot deres naturlige, væsentlige egenskaber. Det er allerede sagt ovenfor, at de har og beholder dem.

49] Hvad nu angår den guddommelige natur i Kristus: Fordi der hos Gud ikke er nogen forandring (Jak 1), er der ved menneskevordelsen hverken gået noget fra eller kommet noget til hans guddommelige natur i dens væsen og egenskaber. Den er derved i sig selv hverken blevet formindsket eller forøget.

50] Men hvad angår den menneskelige natur, som er antaget i Kristi person, har nogle villet hævde, at den også i den personlige forening med guddommen ikke har andet eller mere end blot sine naturlige, væsentlige egenskaber, og efter dem er den i alt sine brødre lig. Derfor skulle intet kunne eller måtte tillægges den menneskelige natur i Kristus, som går ud over eller imod dens naturlige egenskaber, selv om Skriftens vidnesbyrd lyder sådan. 51] Men at en sådan mening er falsk og forkert, er så klart ud fra Guds ord, at selv deres egne fæller nu irettesætter og forkaster denne vildfarelse. For Den Hellige Skrift og de gamle fædre, ud fra Skriften, vidner kraftigt om, at den menneskelige natur i Kristus – fordi den er personligt forenet med den guddommelige natur i Kristus, og fordi den, efter at tjenerskikkelsen og fornedrelsen var lagt af, er blevet herliggjort og ophøjet til Guds majestæts og krafts højre hånd – ved siden af og ud over sine naturlige, væsentlige, blivende egenskaber også har modtaget særlige, høje, store, overnaturlige, uudforskelige, uudsigelige, himmelske praerogativas og fortrin i majestæt, herlighed, kraft og magt over alt, hvad der kan nævnes, ikke alene i denne verden, men også i den kommende. Den menneskelige natur i Kristus bliver altså på sin måde og i sit mål også brugt til gerningerne i Kristi embede og har også sin efficaciam, det vil sige kraft og virkning, ikke alene ud fra og efter sine naturlige, væsentlige egenskaber, eller alene så langt som deres evne rækker, men først og fremmest ud fra og efter den majestæt, herlighed, kraft og magt, som den har modtaget ved den personlige forening, herliggørelsen og ophøjelsen. 52] Og dette kan eller tør modstanderne nu næsten heller ikke benægte. De diskuterer og strides blot for, at det kun skal være skabte gaver eller finitae qualitates [begrænsede egenskaber] som hos de hellige, som den menneskelige natur i Kristus er udstyret og prydet med. Og de vil efter deres egne tanker og ud fra deres egne argumentationibus, det vil sige ræsonnementer, afmåle og udregne, hvad den menneskelige natur i Kristus kan eller skal være i stand til at rumme eller ikke rumme, uden at den bliver tilintetgjort.

53] Men den bedste, mest pålidelige og sikreste vej i denne strid er denne: Hvad Kristus efter sin antagne menneskelige natur har modtaget ved den personlige forening, herliggørelse eller ophøjelse, og hvad hans antagne menneskelige natur ud over de naturlige egenskaber er i stand til at rumme, uden at den bliver tilintetgjort – det kan ingen vide bedre eller grundigere end Herren Kristus selv. Og han har åbenbaret det i sit ord, så vidt som det er nødvendigt for os at vide om det i dette liv. Hvad vi nu i denne sag har klare, sikre vidnesbyrd om i Skriften, det skal vi i enfold tro og på ingen måde diskutere imod, som om den menneskelige natur i Kristus ikke kunne være i stand til at rumme det.

54] Det er nok rigtigt og sandt, hvad der siges om de skabte gaver, som er givet og meddelt den menneskelige natur i Kristus, nemlig at den har dem i og for sig selv. Men de når endnu ikke op til den majestæt, som Skriften og de gamle fædre ud fra Skriften tillægger den antagne menneskelige natur i Kristus.

55] For at gøre levende, at have al dom og al magt i himlen og på jorden, at have alt i sine hænder, at have alt lagt under sine fødder, at rense fra synder osv. er ikke skabte gaver, men guddommelige, uendelige egenskaber. Og dog er de efter Skriftens udsagn givet og meddelt mennesket Kristus: Joh 5 og 6; Matt 28; Dan 7; Joh 3 og 13; Matt 11; Ef 1; Hebr 2; 1 Kor 15; Joh 1.

56] Og at denne meddelelse ikke skal forstås per phrasin aut modum loquendi, det vil sige kun i ord, om personen alene efter den guddommelige natur, men efter den antagne menneskelige natur, det beviser tre stærke, uigendrivelige argumenter og de følgende begrundelser:

57] 1. For det første er det en enstemmig regel i hele den gamle rettroende kirke: Hvad Den Hellige Skrift vidner om, at Kristus har modtaget i tiden, det har han ikke modtaget efter den guddommelige natur (efter den har han alt fra evighed), men personen har modtaget det i tiden ratione et respectu humanae naturae, det vil sige efter den antagne menneskelige natur.

58] 2. For det andet vidner Skriften klart i Joh 5 og 6, at magten til at gøre levende og til at holde dom er givet Kristus, fordi han er Menneskesønnen, og for så vidt som han har kød og blod.

59] 3. For det tredje taler Skriften ikke alene i almindelighed om Menneskesønnens person, men peger også udtrykkeligt på hans antagne menneskelige natur, 1 Joh 1,7: «Kristi blod renser os fra al synd», ikke alene efter fortjenesten, som én gang er fuldbragt på korset. Johannes taler nemlig på samme sted om, at det i retfærdiggørelsens gerning eller handling ikke alene er den guddommelige natur i Kristus, der renser os, men også hans blod renser os fra al synd (per modum efficaciae, det vil sige virkeligt). Ligeledes er Kristi kød i Joh 6 en føde, der giver liv, og deraf har også konciliet i Efesos (Ephesinum Concilium) sluttet, at Kristi kød har kraft til at gøre levende. Mange andre herlige vidnesbyrd fra den gamle rettroende kirke om denne artikel er anført andetsteds.

60] At Kristus nu har modtaget dette efter sin menneskelige natur, og at det er givet og meddelt den antagne menneskelige natur i Kristus, skal og må vi tro ifølge Skriften. Men som sagt ovenfor: Fordi de to naturer i Kristus er forenet på en sådan måde, at de ikke er blandet med hinanden eller forvandlet den ene til den anden, og hver natur beholder sine naturlige, væsentlige egenskaber, så den ene naturs egenskaber aldrig bliver den anden naturs egenskaber, må denne lære også forklares rigtigt og omhyggeligt værnes mod alle kætterier.

61] I denne sag finder vi ikke selv på noget nyt. Vi tager tværtimod imod og gentager de forklaringer, som den gamle, rettroende kirke med god grund i Den Hellige Skrift har givet om dette: Denne guddommelige kraft, dette liv, denne magt, majestæt og herlighed er givet til den antagne menneskelige natur i Kristus, men ikke på samme måde, som Faderen fra evighed har meddelt Sønnen sit væsen og alle guddommelige egenskaber efter den guddommelige natur, så Sønnen er af ét væsen med Faderen og Gud lig. For Kristus er kun efter den guddommelige natur Faderen lig, men efter den antagne menneskelige natur er han under Gud. Heraf er det tydeligt, at vi ikke gør os skyldige i nogen confusionem, exaequationem, abolitionem, det vil sige nogen sammenblanding, ligestilling eller udslettelse af naturerne i Kristus. Kraften til at gøre levende er heller ikke i Kristi kød på samme måde som i hans guddommelige natur, nemlig som en væsensegenskab.

62] Denne kommunikation eller meddelelse er heller ikke sket ved, at den guddommelige naturs egenskaber er blevet udgydt væsensmæssigt eller naturligt i den menneskelige natur, så Kristi menneskelighed skulle have dem i sig selv og adskilt fra det guddommelige væsen. Den er heller ikke sket sådan, at den menneskelige natur i Kristus derved helt har aflagt sine naturlige væsensegenskaber og nu enten er forvandlet til guddommen eller med disse meddelte egenskaber i og for sig selv er blevet guddommen lig, eller sådan at de to naturer nu skulle have de samme eller dog ens naturlige væsensegenskaber og virkninger. For disse og lignende vranglærer er med rette forkastet og fordømt på de gamle, anerkendte conciliis [koncilier] på grundlag af Skriften. Nullo enim modo vel facienda vel admittenda est aut conversio aut confusio aut exaequatio sive naturarum in Christo sive essentialium proprietatum. Det vil sige: For på ingen måde må man lære eller tillade en forvandling, sammenblanding eller ligestilling af naturerne i Kristus eller af deres væsensegenskaber.

63] Vi har heller aldrig forstået ordene realis communicatio eller realiter kommuniziert, det vil sige den meddelelse eller det fællesskab, som sker i gerning og sandhed, om en physica communicatione vel essentiali transfusione (det vil sige om et væsensmæssigt, naturligt fællesskab eller en udgydelse, hvorved naturerne i deres væsen og deres væsensegenskaber blandes sammen). Sådan har nogle listigt og ondsindet og mod deres egen samvittighed fordrejet disse ord og udtryk for at gøre den rene lære mistænkelig. Vi har tværtimod alene stillet disse ord op mod verbali communicationi, det vil sige mod den lære, hvor folk påstod, at det kun var en phrasis og modus loquendi, det vil sige ikke andet end blotte ord, titler og navne. Det har de holdt så hårdt fast på, at de ikke ville vide af noget andet fællesskab. For at give en sand forklaring på Kristi majestæt har vi derfor brugt disse ord (de reali communicatione) [om den virkelige meddelelse] og dermed villet vise, at dette fællesskab er sket i gerning og sandhed, men uden nogen som helst sammenblanding af naturerne og deres væsensegenskaber.

64] Sammen med den gamle, rettroende kirke, sådan som den har forklaret denne lære ud fra Skriften, fastholder og lærer vi altså, at den menneskelige natur i Kristus har modtaget denne majestæt i kraft af den personlige forening. Fordi hele guddommens fylde bor i Kristus, ikke som i andre hellige mennesker eller engle, men legemligt, som i sit eget legeme, så stråler den med al sin majestæt, kraft, herlighed og virkning frit (når og som han vil) i den antagne menneskelige natur. I, med og gennem den viser, åbenbarer og udfører han sin guddommelige kraft, herlighed og virkning, sådan som sjælen gør det i legemet og ilden i et glødende jern (for med sådanne billeder har hele den gamle kirke forklaret denne lære, som også nævnt ovenfor). 65] I fornedrelsens tid var det skjult og holdt tilbage, men nu, efter at han har aflagt tjenerskikkelsen, sker det fuldt ud, med magt og åbenlyst for alle de hellige i himlen og på jorden. Også vi skal i det kommende liv se hans herlighed ansigt til ansigt, Joh 17.

66] Altså er og bliver der i Kristus kun én eneste guddommelig almagt, kraft, majestæt og herlighed, som alene hører den guddommelige natur til. Den stråler, viser og åbenbarer sig fuldt ud, men dog frit, i, med og gennem den antagne, ophøjede menneskelige natur i Kristus. Sådan er der i et glødende jern ikke to slags kraft til at lyse og brænde, men kraften til at lyse og brænde er ildens egenskab. Men fordi ilden er forenet med jernet, viser og udøver den sin kraft til at lyse og brænde i, med og gennem det glødende jern, så også det glødende jern har kraft fra ilden og i kraft af denne forening til at lyse og brænde – uden at ildens og jernets væsen og naturlige egenskaber forvandles.

67] Derfor forstår vi de skriftsteder, der taler om den majestæt, som den menneskelige natur i Kristus er ophøjet til, ikke sådan, at denne guddommelige majestæt, som hører Guds Søns guddommelige natur til, i Menneskesønnens person kun skal tillægges ham efter hans guddommelige natur. Vi forstår dem heller ikke sådan, at denne majestæt kun skulle være i Kristi menneskelige natur på den måde, at hans menneskelige natur alene fik den blotte titel og det blotte navn, per phrasin et modum loquendi, det vil sige kun med ord, men slet ikke havde noget fællesskab med den i gerning og sandhed. 68] For på den måde kunne man også med sandhed sige, at hele guddommens fylde bor legemligt i alle skabninger, som Gud er i, men især i de troende og hellige, som Gud bor i, at alle visdommens og erkendelsens skatte er skjult i dem, og at al magt i himlen og på jorden er givet dem, fordi de får Helligånden, som har al magt. For Gud er et åndeligt, udeleligt væsen og er derfor overalt og i alle skabninger, og hvor han er, men især hvor han bor i de troende og hellige, har han sin majestæt med sig og hos sig. 69] Så ville der ikke blive gjort nogen forskel mellem Kristus efter hans menneskelige natur og de andre hellige mennesker, og dermed ville Kristus blive berøvet den majestæt, som han frem for alle skabninger har modtaget som menneske eller efter sin menneskelige natur. 70] For ingen anden skabning, hverken menneske eller engel, kan eller må sige: «Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden.» Gud er jo i de hellige med hele sin guddoms fylde, som han overalt har hos sig, men han bor ikke legemligt i dem og er ikke personligt forenet med dem, sådan som han er det i Kristus. For det kommer af denne personlige forening, at Kristus også efter sin menneskelige natur siger i Matt 28: «Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden.» Og Joh 13: «Jesus vidste, at Faderen havde givet alt i hans hænder.» Og Kol 2: «I ham bor hele guddomsfylden kropsligt.» Og: «Med herlighed og ære har du kronet ham og sat ham over dine hænders gerninger; alt har du lagt under hans fødder. Ved at lægge alt under ham har han intet ladet være, som ikke er lagt under ham», Hebr 2, «undtagen ham som har underlagt ham alt», 1 Kor 15.

71] Men vi tror, lærer og bekender på ingen måde en sådan udgydelse af Guds majestæt og alle dens egenskaber i Kristi menneskelige natur, at den guddommelige natur derved svækkes eller overgiver noget af sit eget til en anden, som den ikke selv beholder. Vi tror heller ikke, at den menneskelige natur i sin substans og sit væsen skulle have modtaget en lige stor majestæt, adskilt eller skilt fra Guds Søns natur og væsen, ligesom når man hælder vand, vin eller olie fra én beholder over i en anden. For den menneskelige natur er lige så lidt som nogen anden skabning, hverken i himlen eller på jorden, i stand til at rumme Guds almagt på en sådan måde, at den i sig selv blev et almægtigt væsen eller i og for sig selv havde almægtige egenskaber. Derved ville den menneskelige natur i Kristus blive fornægtet og helt og holdent forvandlet til guddommen, og det strider mod vores kristne tro og mod alle profeters og apostles lære.

72] Men vi tror, lærer og bekender, at Gud Fader har givet Kristus, sin elskede Søn, sin Ånd efter den antagne menneskelighed på en sådan måde (derfor kaldes han også Messias, det vil sige den Salvede), at han ikke har modtaget Åndens gaver efter mål, sådan som de andre hellige har. For over Kristus, Herren, efter hans antagne menneskelige natur (fordi han efter guddommen er af ét væsen med Helligånden) «hviler visdommens og forstandens ånd, rådets og styrkens ånd og kundskabens ånd», Es 11 og 61. 73] Det er ikke sådan, at han som menneske derfor kun vidste og formåede visse ting, sådan som andre hellige ved og formår ting ved Guds Ånd, der kun virker skabte gaver i dem. Men fordi Kristus efter guddommen er den anden person i den hellige treenighed, og fordi Helligånden udgår fra ham ligesom fra Faderen og derfor er og bliver hans og Faderens egen Ånd i al evighed, uadskilt fra Guds Søn, så er hele Åndens fylde (som patres [kirkefædrene] siger) ved denne personlige forening meddelt Kristus efter kødet, som er personligt forenet med Guds Søn. 74] Denne fylde viser og åbenbarer sig frit med al sin kraft i, med og gennem den menneskelige natur, så han ikke kun ved noget og ikke ved andet, formår noget og ikke formår andet, men ved og formår alt. For over ham har Faderen uden mål udgydt visdommens og kraftens Ånd, så han som menneske ved denne personlige forening i gerning og sandhed har modtaget al erkendelse og al magt. Sådan er alle visdommens skatte skjult i ham, sådan er al magt givet ham, og han er sat ved Guds majestæts og krafts højre hånd. 75] Fra historien ved man, at der på kejser Valens' tid blandt arianerne fandtes en særlig sekt, som blev kaldt agnoeterne, fordi de fandt på, at Sønnen, Faderens Ord, ganske vist ved alt, men at hans antagne menneskelige natur ikke kender til mange ting. Også Gregor den Store har skrevet imod dem.

76] På grund af denne personlige forening og det fællesskab, som følger af den, og som den guddommelige og den menneskelige natur i Kristi person har med hinanden i gerning og sandhed, bliver der tillagt Kristus efter kødet noget, som hans kød efter sin natur og sit væsen ikke kan være i sig selv og ikke kan have uden for denne forening: at hans kød nemlig er en sand, livgivende mad og hans blod en sand, livgivende drik. Sådan har de to hundrede patres [kirkefædre] på Ephesini Concilii [koncilet i Efesos] bevidnet: carnem Christi esse vivificam seu vivificatricem, det vil sige, at Kristi kød er et livgivende kød. Derfor kan dette menneske alene, og intet andet menneske, hverken i himlen eller på jorden, med sandhed sige, Matt 18: «For hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.» Og [Matt 28]: «Jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning.»

77] Disse vidnesbyrd forstår vi heller ikke sådan, at det kun er Kristi guddom, der er til stede hos os i den kristne kirke og menighed, og at dette nærvær slet ikke på nogen måde vedrører Kristus efter hans menneskelige natur. For så ville Peter, Paulus og alle de hellige i himlen også være hos os på jorden, fordi guddommen, som er overalt, bor i dem – og det bevidner Den Hellige Skrift dog kun om Kristus og ikke om noget andet menneske. 78] Vi mener tværtimod, at disse ord forklarer den majestæt, som mennesket Kristus har, og som Kristus efter sin menneskelige natur har modtaget ved Guds majestæts og krafts højre hånd. Han kan nemlig også med den samme menneskelige natur, som han har påtaget sig, være til stede, hvor han vil, og han er det også. Især er han til stede hos sin kirke og menighed på jorden som mellemmand, hoved, konge og ypperstepræst – ikke halvt eller kun den ene halvdel, men hele Kristi person, som begge naturer hører til, den guddommelige og den menneskelige. Han er til stede ikke alene efter sin guddom, men også efter og med sin påtagne menneskelige natur, som gør ham til vores bror og os til kød af hans kød og ben af hans ben. 79] Til en sikker forvisning og bekræftelse af det har han indstiftet sin hellige nadver: at han også efter den natur, som har kød og blod, vil være hos os, bo i os, virke og være mægtig i os.

80] På dette faste grundlag har også salig dr. Luther skrevet om Kristi majestæt efter hans menneskelige natur.

81] I den store bekendelse om nadveren skriver han sådan om Kristi person: «Men da han nu er et sådant menneske [*som på overnaturlig måde er én person med Gud], og der uden for dette menneske ikke er nogen Gud, så må det følge, at han også på den tredje, overnaturlige måde er og kan være overalt, hvor Gud er, og at alt er gennemtrængt og fuldt af Kristus, også efter menneskeheden – ikke på den første, legemlige, fattelige måde, men på den overnaturlige, guddommelige måde.» Tom. 2, Wit. Ger., Fol. 191.

82] «For her må du stå fast og sige: Hvor Kristus er efter guddommen, dér er han en naturlig guddommelig person og er også naturligt og personligt til stede dér, sådan som hans undfangelse i moderlivet tydeligt viser. For skulle han være Guds Søn, så måtte han være naturligt og personligt i moderlivet og blive menneske. Er han nu naturligt og personligt til stede, hvor han er, så må han også være menneske dér. For det er ikke to adskilte personer, men én eneste person: Hvor den er, dér er den den ene, uadskilte person. Og hvor du kan sige: Her er Gud, dér må du også sige: Så er mennesket Kristus også dér. Og hvis du kunne pege på et sted, hvor Gud var og ikke mennesket, så ville personen allerede være delt, for så kunne jeg i sandhed sige: Her er Gud, som ikke er menneske og aldrig er blevet menneske.

83] «Men en sådan Gud vil jeg ikke have. For heraf ville det følge, at rum og sted skilte de to naturer fra hinanden og delte personen, skønt døden og alle djævle ikke kunne skille eller rive dem fra hinanden. 84] Og så ville jeg sidde tilbage med en ringe Kristus, som kun på ét enkelt sted på én gang var en guddommelig og menneskelig person, mens han på alle andre steder kun måtte være en ren, adskilt Gud og guddommelig person uden menneskehed. Nej, min ven, hvor du sætter Gud, dér må du også sætte menneskeheden. De lader sig ikke skille og rive fra hinanden. Det er blevet én person, og den skiller ikke menneskeheden fra sig.»

85] I det lille skrift om Davids sidste ord, som dr. Luther skrev kort før sin død, siger han: «Efter den anden, timelige, menneskelige fødsel er også Guds evige magt givet ham, dog i tiden og ikke fra evighed. For Kristi menneskehed har ikke været fra evighed som guddommen. Men efter vores tidsregning er Jesus, Marias søn, i år 1543 år gammel. Men fra det øjeblik, da guddom og menneskehed blev forenet i én person, er og kaldes mennesket, Marias søn, den almægtige, evige Gud, som har evig magt og har skabt alt og opretholder alt – per communicationem idiomatum [i kraft af egenskabernes meddelelse] – fordi han er én person med guddommen og også sand Gud. Om det taler han i Matt 11[,27]: ‹Alt er blevet overgivet mig af min Far‹, og i Matthæus' sidste kapitel [28,18]: ›Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden.‹ Hvilket ›mig‹? Mig, Jesus fra Nazaret, Marias søn, født som menneske. Fra evighed har jeg den fra Faderen, før jeg blev menneske; men da jeg blev menneske, modtog jeg den i tiden efter menneskeheden og holdt den skjult indtil min opstandelse og himmelfart, da den skulle åbenbares og erklæres, som Paulus siger i Rom 1[,4]: ›Han er med kraft erklæret og bevist at være Guds Søn.‹ Johannes kalder det ›forherliget›, Joh 17.» Tom. 5, Ger. Wit., Fol. 545.

86] Lignende vidnesbyrd findes i dr. Luthers skrifter, især i bogen «At disse ord stadig står fast» og i den store bekendelse om den hellige nadver. Til disse skrifter, som er velbegrundede forklaringer af Kristi majestæt ved Guds højre hånd og af hans testamente, vil vi for kortheds skyld henvise både i denne artikel og i artiklen om den hellige nadver, sådan som vi har nævnt tidligere.

87] Derfor anser vi det for en skadelig vildfarelse, når Kristus efter sin menneskehed berøves en sådan majestæt. For dermed tages den højeste trøst fra de kristne, som de har i den førnævnte forjættelse om, at deres hoved, konge og ypperstepræst er til stede og bor hos dem. Han har lovet dem, at ikke kun hans blotte guddom skal være hos dem – den er over for os stakkels syndere som en fortærende ild over for tørre strå – men at han, netop han, mennesket, som har talt med dem, som har prøvet alle trængsler i sin påtagne menneskelige natur, og som derfor kan have medlidenhed med os som mennesker og sine brødre, vil være hos os i al vores nød, også efter den natur, som gør ham til vores bror og os til kød af hans kød.

88] Derfor forkaster og fordømmer vi enstemmigt med mund og hjerte alle vildfarelser, som ikke stemmer med den fremlagte lære, fordi de strider mod de profetiske og apostoliske skrifter, de rene trosbekendelser og vores kristne Augsburgske Bekendelse:

89] 1. For eksempel hvis nogen skulle tro eller lære, at den menneskelige natur på grund af den personlige forening er blevet blandet med den guddommelige eller forvandlet til den.

90] 2. Desuden at den menneskelige natur i Kristus er til stede overalt på samme måde som guddommen, som et uendeligt væsen, i kraft af sin naturs væsensmæssige kraft og egenskab.

91] 3. Desuden at den menneskelige natur i Kristus er blevet sidestillet og gjort lig med den guddommelige natur i sin substans og sit væsen eller i dennes væsensmæssige egenskaber.

92] 4. Desuden at Kristi menneskehed rumligt er udstrakt til alle steder i himlen og på jorden – noget, som heller ikke må tillægges guddommen. Men at Kristus ved sin guddommelige almagt kan være til stede med sit legeme, som han har sat ved Guds majestæts og krafts højre hånd, hvor han vil, især hvor han i sit ord har lovet et sådant nærvær, som i den hellige nadver – det kan hans almagt og visdom sagtens udrette uden forvandling eller tilintetgørelse af hans sande menneskelige natur.

93] 5. Desuden at Kristi blotte menneskelige natur har lidt for os og forløst os, uden at Guds Søn overhovedet har haft fællesskab med den i lidelsen.

94] 6. Desuden at Kristus alene efter sin guddom er til stede hos os på jorden i det prædikede ord og ved den rette brug af de hellige sakramenter, og at dette Kristi nærvær slet ikke vedrører hans påtagne menneskelige natur.

95] 7. Desuden at den påtagne menneskelige natur i Kristus slet ikke i gerning og sandhed har fællesskab med den guddommelige kraft, magt, visdom, majestæt og herlighed, men kun har den blotte titel og det blotte navn fælles med den.

96] Disse vildfarelser og alle andre, som er i strid med og modsætning til den ovenfor fremlagte lære, forkaster og fordømmer vi, fordi de strider mod Guds rene ord, de hellige profeters og apostles skrifter og vores kristne tro og bekendelse. Kristus kaldes i Den Hellige Skrift en hemmelighed, som alle kættere støder hovedet mod. Derfor formaner vi alle kristne til ikke af nysgerrighed at gruble over sådanne hemmeligheder med deres fornuft, men i enfoldighed at tro som de kære apostle, lukke fornuftens øjne og tage deres forstand til fange i lydighed mod Kristus. Lad dem trøste sig ved dette og altid glæde sig over, at vores kød og blod i Kristus er sat så højt, ved Guds majestæts og almægtige krafts højre hånd. Så vil vi helt sikkert finde varig trøst i al modgang og blive bevaret mod skadelig vildfarelse.