Artikel VI. Om den tredje brug af Guds lov

1] Guds lov er ikke alene til nytte (1) for at den ydre tugt og ærbarhed derved kan opretholdes over for vilde og ulydige mennesker, og (2) ligeledes for at menneskene derved kan bringes til erkendelse af deres synder, (3) men også for at de, når de er genfødt ved Guds Ånd, omvendt til Herren og Moses' dække altså er taget bort fra dem, skal leve og vandre i loven. Om denne tredje og sidste brug af loven er der opstået en strid mellem nogle få teologer. 2] Den ene part har lært og hævdet, at de genfødte ikke skal lære den nye lydighed – eller hvilke gode gerninger de skal vandre i – af loven, og at denne lære heller ikke skal drives ud fra den. For de er gjort fri ved Guds Søn, er blevet hans Ånds tempel og er derfor frie; ligesom solen af sig selv og uden nogen påvirkning fuldfører sit faste løb, sådan gør også de af sig selv, ved Helligåndens indskydelse og drift, hvad Gud kræver af dem. 3] Over for dette har den anden part lært: Selv om de rettroende virkelig drives af Guds Ånd og altså efter det indre menneske gør Guds vilje af en fri ånd, så bruger netop Helligånden alligevel den skrevne lov hos dem til undervisning. Derved lærer også de rettroende at tjene Gud, ikke efter deres egne tanker, men efter hans skrevne lov og ord, som er en sikker regel og rettesnor for, hvordan et gudfrygtigt liv og levned skal indrettes efter Guds evige og uforanderlige vilje.

4] For at forklare og endeligt bilægge denne strid tror, lærer og bekender vi enstemmigt: Selv om de rettroende kristne, som virkelig er omvendt til Gud og retfærdiggjort, er befriet og løst fra lovens forbandelse, skal de alligevel dagligt øve sig i Herrens lov. Som der står skrevet i Sl 1 og 119: «Lykkelig den, der har lyst til Herrens lov og taler om hans lov dag og nat.» For loven er et spejl, der nøjagtigt afbilder Guds vilje, og hvad der behager ham. Det skal man altid holde frem for de troende og flittigt og uophørligt indskærpe over for dem.

5] For selv om loven ikke er givet for den retfærdige, som apostlen vidner, men for de uretfærdige, må det ikke forstås så snævert, at de retfærdige skal leve uden lov. For Guds lov er skrevet i deres hjerte, og også det første menneske fik straks efter sin skabelse en lov, som han skulle rette sig efter. Nej, Paulus mener, at loven ikke kan tynge dem, der er forsonet med Gud ved Kristus, med sin forbandelse, og at den heller ikke behøver at plage de genfødte med sin tvang, fordi de efter det indre menneske har lyst til Guds lov.

6] Ganske vist: Hvis Guds troende og udvalgte børn ved den Ånd, der bor i dem, blev fuldkomment fornyet i dette liv, så de i deres natur og alle dens kræfter var helt og aldeles fri for synd, ville de ikke have brug for nogen lov og altså heller ikke for nogen til at drive dem. Så ville de af sig selv og helt frivilligt, uden nogen undervisning, formaning, tilskyndelse eller drift fra loven, gøre, hvad de efter Guds vilje er skyldige at gøre – ligesom solen, månen og alle himlens stjerner af sig selv og uhindret følger deres ordnede bane uden formaning, uden tilskyndelse, drift, tvang eller nødvendighed, efter den orden, som Gud én gang har givet dem; ja, ligesom de kære engle yder en helt frivillig lydighed.

7] Men de troende bliver ikke fuldkomment, helt og aldeles – completive vel consummative [fuldstændigt eller fuldendt] – fornyet i dette liv. For selv om deres synd er dækket af Kristi fuldkomne lydighed, så den ikke tilregnes de troende til fordømmelse, og selv om Helligånden har begyndt at døde den gamle Adam og forny dem i deres sinds ånd, så hænger den gamle Adam dog stadig ved dem i deres natur og i alle dens indre og ydre kræfter. 8] Om det har apostlen skrevet i Rom 7: «Jeg ved at i mig, det vil sige i mit kød, bor der ikke noget godt.» Og igen: «Jeg anerkender ikke det jeg udfører, for jeg praktiserer ikke det jeg vil, men jeg gør det jeg hader.» Ligeledes: «Jeg ser en anden lov i mine lemmer som fører krig mod loven i mine tanker, og som tager mig til fange ved syndens lov.» Ligeledes: «Kødet begærer mod Ånden og Ånden mod kødet, for disse ligger i strid med hinanden, så I ikke gør det som I vil.»

9] Derfor har Guds rettroende, udvalgte og genfødte børn i dette liv – på grund af kødets lyster – ikke alene brug for lovens daglige undervisning og formaning, advarsel og trussel, men også ofte for tugtelser, så de bliver vakt op og følger Guds Ånd. Som der står skrevet i Sl 119: «Det er godt for mig, Herre, at du ydmygede mig, så jeg kan lære dine forskrifter.» Og igen, 1 Kor 9: «Jeg disciplinerer min krop og holder den under kontrol for at jeg som har forkyndt for andre, ikke selv skal blive forkastet.» Og igen, Hebr 12: «Hvis I er uden tugt, som alle har del i, så er I uægte børn og ikke sønner.» Dette har dr. Luther forklaret udførligt i Kirkepostillen, sommerdelen, over epistlen til 19. søndag efter trinitatis.

10] Men man må også forklare klart og skarpt adskilt, hvad evangeliet gør, skaber og virker med hensyn til de troendes nye lydighed, og hvad lovens embede er i denne sag, for så vidt det gælder de troendes gode gerninger.

11] For loven siger nok, at det er Guds vilje og befaling, at vi skal vandre i det nye liv, men den giver ikke kraften og evnen til, at vi kan begynde på det og gøre det. Det er Helligånden, som fornyer hjertet – og han gives og modtages ikke ved loven, men ved forkyndelsen af evangeliet, Gal 3. 12] Derefter bruger Helligånden loven til at undervise de genfødte ud fra den og til i de ti bud at vise og pege på, hvad der er «Guds kærkomne vilje», Rom 12, og «hvilke gode gerninger de skal vandre i, som Gud forud har beredt», Ef 2. Han formaner dem til det, og når de på grund af kødet er dovne, forsømmelige og genstridige i dette, straffer han dem for det gennem loven. Sådan udfører han begge embeder sammen: Han slår ihjel og gør levende, han fører ned i helvede og fører op igen. Hans embede er nemlig ikke alene at trøste, men også at straffe, som der står skrevet: «Når han», Helligånden, «kommer, skal han straffe verden» (og hertil hører også den gamle Adam) «for synd og for retfærdighed og for dom.» 13] Men synd er alt det, der er imod Guds lov. 14] Og Paulus siger: «Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til at straffe» osv., og at straffe er lovens egentlige embede. Derfor bliver de troende, hver gang de snubler, straffet af Helligånden ud fra loven, og ved den samme Ånd bliver de rejst op igen og trøstet med forkyndelsen af det hellige evangelium.

15] For at enhver misforståelse så vidt muligt kan undgås, og forskellen mellem lovens gerninger og Åndens gerninger kan læres og fastholdes nøjagtigt, skal man med særlig flid lægge mærke til følgende: Når der tales om gode gerninger, som stemmer med Guds lov (for ellers er det ikke gode gerninger), betegner ordet «lov» her én og samme ting, nemlig Guds uforanderlige vilje, som menneskene skal rette sig efter i deres liv.

16] Forskellen ligger derimod i gerningerne, fordi der er forskel på de mennesker, der stræber efter at holde denne Guds lov og vilje. For så længe mennesket ikke er genfødt og holder sig til loven og gør gerningerne, fordi de er befalet, af frygt for straffen eller for at opnå lønnen, så er det stadig under loven, og Paulus kalder i egentlig forstand dets gerninger lovens gerninger. For de er tvunget frem af loven ligesom trælles gerninger, og sådanne mennesker er Kain-helgener.

17] Men når mennesket er genfødt ved Guds Ånd og gjort fri af loven, det vil sige er blevet fri af denne driver og drives af Kristi Ånd, så lever det efter Guds uforanderlige vilje, som er indeholdt i loven, og gør alt af en fri og glad ånd, i det omfang det er genfødt, 1 Tim 1; Rom 6 og 8. Det kaldes ikke i egentlig forstand lovens gerninger, men Åndens gerninger og frugter, eller, som Paulus kalder det, «sindets lov og Kristi lov». For sådanne mennesker er ikke længere under loven, men under nåden, som Paulus siger i Rom 8.

18] Men da de troende i denne verden ikke bliver fuldkomment fornyet, men den gamle Adam hænger ved dem helt til graven, fortsætter kampen mellem ånd og kød også i dem. Derfor har de nok lyst til Guds lov efter det indre menneske, men loven i deres lemmer strider imod loven i deres sind. På den måde er de aldrig uden lov, og alligevel er de ikke under loven, men i loven: De lever og vandrer i Herrens lov og gør dog intet af tvang fra loven.

19] Men hvad angår den gamle Adam, som stadig hænger ved dem, så må han drives, ikke alene med loven,, men også med plager. Han gør alt mod sin vilje og af tvang, ligesom de ugudelige drives og holdes i lydighed ved lovens trusler, 1 Kor 9; Rom 7.

20] Lovens lære er også nødvendig for de troende, for at de ikke skal falde hen i egen hellighed og fromhed og under skin af Guds Ånd indføre selvvalgt gudsdyrkelse uden Guds ord og befaling. Som der står skrevet i 5 Mos 12: «I må ikke gøre sådan, at enhver gør, hvad han selv synes er ret; men hør de bud og lovbestemmelser, som jeg befaler jer, og I må hverken lægge noget til eller trække noget fra.»

21] Lovens lære er også nødvendig i og ved de troendes gode gerninger, for ellers kan mennesket meget let bilde sig ind, at dets gerning og liv er helt rent og fuldkomment. Men Guds lov foreskriver de troende de gode gerninger på en sådan måde, at den samtidig, som i et spejl, viser og påviser, at de i dette liv stadig er ufuldkomne og urene hos os. Så må vi sige med den kære Paulus: «Selvom jeg ikke er mig noget bevidst, er jeg dog ikke dermed erklæret retfærdig.» Når Paulus formaner de genfødte til gode gerninger, holder han udtrykkeligt de ti bud frem for dem, Rom 13. Og at hans egne gode gerninger er ufuldkomne og urene, erkender han ud fra loven, Rom 7. Og David siger i Sl 119: viam mandatorum tuorum cucurri, «jeg vandrer på dine buds vej», men: «Gå ikke i rette med din tjener, for ellers er ingen levende retfærdig for dig», Sl 143.

22] Men hvordan og hvorfor de troendes gode gerninger alligevel er antagelige og velbehagelige for Gud, selvom de i dette liv er ufuldkomne og urene på grund af synden i kødet, det lærer loven ikke. Den kræver en hel, fuldkommen og ren lydighed, hvis den skal behage Gud. Men evangeliet lærer, at vores åndelige ofre er Gud velbehagelige ved troen for Kristi skyld, 1 Pet 2; Hebr 11. 23] På den måde er de kristne ikke under loven, men under nåden: fordi personen ved troen på Kristus er befriet fra lovens forbandelse og fordømmelse; fordi deres gode gerninger, selvom de endnu er ufuldkomne og urene, er Gud velbehagelige ved Kristus; og fordi de heller ikke af lovens tvang, men ved Helligåndens fornyelse gør det, som behager Gud, af hjertet, villigt og utvunget, i det omfang de er genfødt efter det indre menneske. Alligevel fører de en stadig kamp mod den gamle Adam.

24] For den gamle Adam, dette uregerlige og genstridige æsel, er også stadig en del af dem. Han må tvinges ind under lydigheden mod Kristus, ikke alene med lovens lære, formaning, drift og trusler, men også ofte med straffens og plagernes knippel – indtil syndens kød er helt og aldeles aflagt, og mennesket er fuldkomment fornyet i opstandelsen. Da behøver mennesket hverken lovens prædiken, dens trusler og straffe eller evangeliet mere, for de hører til dette ufuldkomne liv. 25] Men ligesom de skal se Gud ansigt til ansigt, sådan vil de ved kraften fra Guds Ånd, der bor i dem, frivilligt, utvunget, uhindret, helt rent og fuldkomment og med lutter glæde gøre Guds vilje og glæde sig over den i evighed.

26] Derfor forkaster og fordømmer vi som en skadelig vildfarelse, der undergraver kristen tugt og sand gudsfrygt, den lære, at loven på den måde og i det omfang, som er beskrevet ovenfor, ikke skal forkyndes for de kristne og rettroende, men alene for de vantro, ikke-kristne og ubodfærdige.