Artikel IX. Om Kristi nedfart til helvede

1] Hos de gamle kristne kirkelærere og også hos nogle af vores egne findes der forskellige forklaringer af artiklen om Kristi nedfart til helvede. Derfor holder vi os også her til vores kristne tros enkelhed, som dr. Luther har henvist os til i den prædiken om Kristi nedfart til helvede, som han holdt på slottet i Torgau i år 33 osv. Dér bekender vi: «Jeg tror på Herren Kristus, Guds Søn, død, begravet og nedfaret til helvede.» Her skelnes Kristi begravelse og hans nedfart til helvede fra hinanden som to forskellige artikler, 2] og vi tror ganske enkelt, at hele personen, Gud og menneske, efter begravelsen er faret ned til helvede, har overvundet Djævelen, ødelagt helvedes magt og taget al Djævelens magt fra ham. 3] Men hvordan det er gået til, skal vi ikke plage os med høje og spidsfindige tanker om. For denne artikel lader sig lige så lidt som den foregående (hvordan Kristus er sat ved højre hånd af Guds almægtige kraft og majestæt) fatte med fornuften og de fem sanser; den skal alene tros og fastholdes ved Ordet. Så beholder vi kernen: at hverken helvede eller Djævelen kan tage os og alle, der tror på Kristus, til fange eller skade os. [I Luthers prædiken om Kristi nedfart til helvede, som Konkordieformlens niende artikel henviser til, hedder det blandt andet: «Nu har vi begravet Herren Kristus og hørt, hvordan han skiltes fra dette liv. Så må vi også løfte ham op igen og fejre påskedag, hvor han trådte ind i et andet, nyt liv, hvor han ikke mere kan dø, og blev herre over døden og hele skabningen i himlen og på jorden. Det vidner også denne artikel om, når vi siger: ‹Nedfaret til helvede, på tredjedagen opstanden fra de døde.› – For før han opstod og steg op til himlen, mens han endnu lå i graven, for han også ned til helvede for også at forløse os, som skulle have ligget fanget dér, ligesom han også derfor kom i døden og blev lagt i graven for at hente sine egne ud derfra. Men jeg vil ikke behandle denne artikel højt og skarpt – hvordan det er gået til, eller hvad det betyder at fare ned til helvede – men blive ved den enkleste forståelse, sådan som ordene lyder, og sådan som man må fremstille det for børn og enkle mennesker. For der har nok været mange, som har villet fatte det med fornuften og de fem sanser, men de har intet ramt eller opnået derved; de er kun gået længere bort fra troen og er blevet ført vild. Derfor er dette det allersikreste for den, der vil gå rigtigt og ikke støde an: at han bare bliver ved ordene og indprenter sig dem så enkelt og så godt, han kan. – Derfor plejer man også at male det på væggene sådan, at Kristus farer ned i korkåbe og med en fane i hånden kommer til helvede, slår Djævelen og jager ham på flugt, stormer helvede og henter sine egne ud. Man har også opført et spil for børnene påskenat. Og jeg synes godt om, at man på den måde maler, spiller, synger eller fortæller det for de enkle. Og man skal lade det blive ved det og ikke plage sig meget med høje, spidsfindige tanker om, hvordan det kan være gået til; for det er jo ikke sket legemligt, da han blev i graven de tre dage.» – «For sådan et maleri viser fint denne artikels kraft og nytte, som er grunden til, at den er sket, prædikes og tros: hvordan Kristus har ødelagt helvedes magt og taget al Djævelens magt fra ham. Når jeg har det, har jeg den rette kerne og forståelse af det, og jeg skal ikke spørge eller kloge mig videre om, hvordan det er gået til, eller hvordan det er muligt, ligesom fornuftens klogskab og mesterspekulationer også er forbudt i andre artikler og heller ikke kan opnå noget.» – «Og det er uden tvivl kommet sådan til os fra de gamle fædre, at de har talt og sunget om det, sådan som de gamle sange stadig lyder, og som vi synger på påskedag: ‹Han, som brød helvede og bandt den lede djævel derinde› osv. For når et barn eller et enkelt menneske hører det, tænker han ikke andet, end at Kristus har overvundet Djævelen og taget al hans magt fra ham. Det er rigtigt og kristeligt tænkt og rammer den rette sandhed og denne artikels mening, selv om der ikke er talt skarpt om det eller udtrykt så nøjagtigt, hvordan det er sket. Men hvad gør det, når det ikke ødelægger min tro, men giver mig den rette forståelse, som jeg skal og kan fatte af det, helt klart og lyst? Og selv om jeg søger skarpt og længe, kan jeg dog ikke sige mere om det, men vil langt snarere miste den rette forståelse, hvis jeg ikke omhyggeligt holder fast ved Ordet.» «Det siger jeg, fordi jeg ser, at verden nu vil være klog i Djævelens navn, mestre troens artikler efter sit eget hoved og grunde alt ud. Sådan også her: Når den hører, at Kristus er faret ned til helvede, farer den til og vil straks udspekulere, hvordan det er gået til, og stiller mange vidtløftige, unyttige spørgsmål: om sjælen alene er faret ned, eller om guddommen var med den; desuden hvad han har gjort dér, og hvordan han har handlet med djævlene; og meget mere af den slags, som den dog intet kan vide om. Men vi skal lade sådanne unødvendige spørgsmål fare og ganske enkelt hæfte og binde vores hjerte og tanker til trosbekendelsens ord, som siger: Jeg tror på Herren Kristus, Guds Søn, død, begravet og nedfaret til helvede – det vil sige på hele personen, Gud og menneske med legeme og sjæl, udelt, som er født af Jomfruen, har lidt, er død og begravet. Sådan skal jeg heller ikke dele ham her, men tro og sige, at den samme Kristus, Gud og menneske i én person, er faret ned til helvede, men ikke blev der, sådan som Sl 16,10 siger om ham: ‹Du vil ikke lade min sjæl blive i helvede og ikke tillade, at din Hellige ser forrådnelse.‹ Men ved ›sjæl› mener han efter Skriftens sprogbrug ikke, som vi gør, et væsen, der er adskilt fra legemet, men hele mennesket, ligesom han kalder sig Guds Hellige.» – «Men hvordan det kan være gået til, at mennesket ligger dér i graven og dog farer ned til helvede, det skal og må vi lade stå uudgrundet og uforstået. For det er bestemt ikke gået legemligt eller håndgribeligt til, selv om man må male og tænke det groft og legemligt og tale sådan om det i billeder. Som når en stærk helt eller kæmpe kom til en fast borg med sin hær, sit banner og sine våben, ødelagde den, fangede fjenden derinde og bandt ham osv. Derfor skal du ganske enkelt sige sådan, når nogen spørger dig om denne artikel, hvordan det er gået til: Det ved jeg virkelig ikke, og jeg kan heller ikke udtænke eller udsige det; men groft kan jeg nok male det for dig og fatte det i et billede for at tale ganske klart og tydeligt om skjulte ting: at han er gået derhen, har taget fanen som en sejrende helt, dermed stødt portene op og larmet sådan blandt djævlene, at her faldt én ud ad vinduet og dér én ud ad et hul.» – «Dette er nu sagt så enkelt som muligt om denne artikel, så man holder sig til ordene og bliver ved dette hovedstykke: at helvede er revet i stykker for os ved Kristus, og at Djævelens rige og magt er helt ødelagt. Det er derfor, han er død, begravet og faret ned: for at helvede ikke mere skal skade eller overvælde os, sådan som han selv siger i Matt 16,18.» Walch 10, 1354f.; E. A. 20, 165f.; St. L. 10, 1125ff.]