Artikel X. Om kirkeskikke som kaldes adiafora eller middelting

1] Der er også opstået strid mellem nogle teologer, der hører til Den Augsburgske Bekendelse, om ceremonier og kirkeskikke, som hverken er befalet eller forbudt i Guds ord, men er indført i kirken i god hensigt for god ordens og sømmeligheds skyld eller ellers for at bevare kristen tugt. 2] Den ene part har ment, at man med god samvittighed kan genindføre nogle afskaffede ceremonier, som i sig selv er middelting og hverken befalet eller forbudt af Gud, når modstanderne presser på og kræver det – også i forfølgelsens tid, når bekendelsen gælder, og selv om evangeliets fjender ikke bliver enige med os i læren. Man kan altså godt blive enig med dem om sådanne adiafora eller middelting. 3] Den anden part har derimod hævdet, at det i forfølgelsens tid, når bekendelsen gælder, ikke på nogen måde kan ske med god samvittighed og uden skade for den guddommelige sandhed, heller ikke i middelting. Det gælder især, når modstanderne har til hensigt enten med magt og tvang eller ad listige veje at undertrykke den rene lære og lidt efter lidt få deres falske lære skudt ind i vores kirker igen.

4] For at forklare denne strid og med Guds nåde endelig bilægge den, giver vi den kristne læser følgende enkle redegørelse.

5] Når sådanne ting fremføres under navn og skin af ydre middelting, men – selv om man giver dem en anden farve – i grunden er imod Guds ord, skal de ikke regnes for frie middelting, men undgås som ting, Gud har forbudt. Man skal heller ikke regne sådanne ceremonier blandt de rette, frie adiafora eller middelting, som giver det skin – eller for at undgå forfølgelse skal give det skin – at vores religion og den pavelige ikke ligger langt fra hinanden, eller at den i hvert fald ikke står os stærkt imod. Det samme gælder, når sådanne ceremonier er ment, kræves eller modtages sådan, som om de to modsatte religioner derved blev forligt og blev ét legeme, eller som om man derved igen fik adgang til pavedømmet og veg fra evangeliets rene lære og den sande religion, eller som om dette lidt efter lidt skulle følge deraf.

6] For i dette tilfælde skal og må det gælde, som Paulus skriver i 2 Kor 6: «Gå ikke i spænd med fremmede! Hvad har lys fælles med mørke? Derfor, drag ud fra dem og skil jer ud, siger Herren» osv.

7] Det er heller ikke rette adiafora eller middelting, når det er unyttige, tåbelige skuespil, som hverken gavner god orden, kristen disciplin eller evangelisk sømmelighed i kirken.

8] Men hvad angår det, der er rette adiafora eller middelting (som forklaret ovenfor), tror, lærer og bekender vi, at sådanne ceremonier i sig selv ikke er gudstjeneste og heller ikke en del af den, men skal holdes behørigt adskilt fra den, som der står skrevet: «Forgæves dyrker de mig, idet de lærer det, som er menneskebud», Matt 15.

9] Derfor tror, lærer og bekender vi, at Guds menighed på ethvert sted og til enhver tid efter forholdene har god ret, myndighed og magt til at ændre, formindske og forøge dem uden letsind og uden at vække forargelse, på en ordentlig og passende måde, sådan som det til enhver tid skønnes mest nyttigt, gavnligt og bedst for god orden, kristen disciplin og tugt, evangelisk sømmelighed og kirkens opbyggelse. Hvordan man også med god samvittighed kan vige og give efter for de svage i troen i sådanne ydre middelting, lærer Paulus i Rom 14, og han viser det med sit eget eksempel i ApG 16 og 21 og 1 Kor 9.

10] Vi tror, lærer og bekender også, at i bekendelsens tid, når fjenderne af Guds ord vil undertrykke det hellige evangeliums rene lære, er hele Guds menighed, ja, hvert eneste kristent menneske, men især Ordets tjenere som forstandere for Guds menighed, ifølge Guds ord forpligtet til frit og offentligt at bekende læren og alt, hvad der hører til hele religionen, ikke alene med ord, men også i gerning og handling. Og i dette tilfælde skal de heller ikke i sådanne middelting vige for modstanderne eller finde sig i, at fjenderne med magt eller list påtvinger dem disse ting for at svække den rette gudsdyrkelse og plante og befæste afgudsdyrkelse. 11] Som der står skrevet i Gal 5,1: «Stå derfor fast i den frihed, som Kristus har befriet os til, og lad jer ikke igen underkaste slaveriets åg.» Og i Gal 2,4–5: «På grund af de indsnegne falske brødre, som havde listet sig ind for at udspionere vores frihed, som vi har i Kristus Jesus, for at gøre os til slaver – for dem bøjede vi os ikke et øjeblik, for at evangeliets sandhed skulle forblive hos jer.» Og Paulus taler samme sted om omskærelsen, som på den tid var et frit middelting, 1 Kor 7, og som Paulus i øvrigt også selv brugte i kristen frihed, ApG 16. Men da de falske apostle krævede omskærelsen og misbrugte den til at befæste deres falske lære (som om lovens gerninger var nødvendige til retfærdighed og frelse), siger Paulus, at han ikke ville vige en eneste time, for at evangeliets sandhed skulle bestå.

13] Således viger Paulus og giver efter for de svage, når det gælder mad og tider eller dage, Rom 14. Men for de falske apostle, som ville lægge sådanne ting på samvittigheden som nødvendige, vil han ikke vige, heller ikke i middelting, der i sig selv er frie, Kol 2: «Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller hvad angår bestemte helligdage!» Og da Peter og Barnabas gav noget efter i et sådant tilfælde, irettesatte Paulus dem offentligt, fordi de i den sag ikke vandrede ret efter evangeliets sandhed, Gal 2.

14] For her drejer det sig ikke længere om de ydre middelting, som efter deres natur og væsen i sig selv er og forbliver frie og derfor ikke tåler noget påbud eller forbud om at bruge dem eller lade dem være. Her drejer det sig først og fremmest om vores kristne tros høje artikel, som apostlen vidner i Gal 2: «for at evangeliets sandhed skal bestå». Den bliver formørket og forvrænget ved en sådan tvang eller et sådant påbud, fordi sådanne middelting da enten åbenlyst kræves til at befæste falsk lære, overtro og afgudsdyrkelse og til at undertrykke den rene lære og den kristne frihed, eller i hvert fald misbruges af modstanderne til dette og opfattes sådan.

15] På samme måde drejer det sig om artiklen om den kristne frihed, som Helligånden gennem den hellige apostels mund så indtrængende har befalet sin kirke at bevare, som vi lige har hørt. For så snart den svækkes, og menneskebud med tvang påtvinges kirken som nødvendige, som om det var uret og synd at undlade dem, er vejen allerede banet for afgudsdyrkelsen. Siden hobes menneskebud op og regnes for gudsdyrkelse, så de ikke alene sættes lige med Guds bud, men endda sættes over dem.

16] Desuden styrker en sådan eftergivenhed og enighed i ydre ting afgudsdyrkerne i deres afgudsdyrkelse, når man ikke forinden på kristen vis er blevet enige i læren. Samtidig bliver de rettroende bedrøvet, forarget og svækket i deres tro. Begge dele er enhver kristen forpligtet til at undgå for sin sjæls frelses skyld, som der står skrevet: «Ve verden for det, som er årsag til frafald!» Og: «Den, som bringer en af disse mindste, som tror på mig, til fald, for ham var det bedre, at en møllesten blev hængt om hans hals, og han blev sænket i havets dyb», Matt 18.

17] Men især skal man huske på, hvad Kristus siger: «Enhver, som bekender mig over for mennesker, ham skal jeg også bekende over for min Far, som er i himlene», Matt 10.

18] At dette altid og til enhver tid har været troen og bekendelsen om sådanne middelting hos de fornemste lærere, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, viser de følgende vidnesbyrd fra De Schmalkaldiske Artikler, som blev skrevet og underskrevet i år 37 osv. I disse læreres fodspor er vi trådt, og ved Guds nåde agter vi at blive ved deres bekendelse.

Fra De Schmalkaldiske Artikler.

År 1537 osv.

19] De Schmalkaldiske Artikler (Om kirken) siger herom: «Vi indrømmer ikke dem» (de pavelige biskopper), «at de er kirken, og det er de heller ikke, og vi vil heller ikke høre på, hvad de under kirkens navn påbyder eller forbyder os. For, Gud ske lov, et barn på syv år ved, hvad kirken er, nemlig de hellige, de troende og de små får, som hører deres hyrdes stemme.» Og kort forinden (Om ordination og kald): «Hvis biskopperne ville være rette biskopper og tage sig af kirken og evangeliet, så kunne man for kærlighedens og enighedens skyld (men ikke af nødvendighed) lade dem få lov til at ordinere og konfirmere os og vores prædikanter, dog sådan at alt maskeri og gøgl af ukristeligt væsen og pragt blev lagt til side. Men nu, da de hverken er rette biskopper eller vil være det, men verdslige herrer og fyrster, som hverken vil prædike, undervise, døbe, uddele nadveren eller udføre nogen af kirkens gerninger eller embeder, og som oven i købet fordriver, forfølger og fordømmer dem, der er kaldet til et sådant embede, så må kirken alligevel ikke for deres skyld stå uden tjenere.»

20] Og under artiklen om pavens primat eller herredømme siger De Schmalkaldiske Artikler: «Derfor, lige så lidt som vi kan tilbede selve djævelen som herre eller gud, lige så lidt kan vi tåle hans apostel, paven eller Antikrist, som overhoved eller herre i hans styre. For løgn og mord, til evig fortabelse af legeme og sjæl, det er i egentlig forstand hans pavelige styre.»

21] Og i skriftet om pavens magt og overhøjhed, som er føjet til De Schmalkaldiske Artikler og også underskrevet egenhændigt af de teologer, der dengang var til stede, står disse ord: «Ingen må bebyrde kirken med sine egne forordninger, men her skal det hedde, at ingens magt eller anseelse gælder mere end Guds ord.»

22] Og lidt efter: «Da det nu forholder sig sådan, skal alle kristne med den største omhu vogte sig for at gøre sig delagtige i en sådan ugudelig lære, gudsbespottelse og uretfærdige, tyranniske vold. De skal vige fra paven og hans lemmer eller tilhængere som fra Antikrists rige og forbande det, som Kristus har befalet: ‹Tag jer i agt for de falske profeter›; og Paulus befaler, at man skal sky falske prædikanter og forbande dem som en vederstyggelighed. Og i 2 Kor 6 siger han: ‹Gå ikke i spænd med vantro, for hvad har lys fælles med mørke?›

23] «Det er svært at ville skille sig fra så mange lande og folk og føre en særskilt lære; men her står Guds befaling om, at enhver skal vogte sig og ikke være enig med dem, som fører en forkert lære eller agter at opretholde den med vold.»

24] Også dr. Luther har udførligt formanet Guds kirke i en særlig betænkning om, hvad man skal mene om ceremonierne i almindelighed og om middelting i særdeleshed, tom. 3 Ien., fol. 523 [Jena-udgaven af Luthers værker, bind 3, blad 523]. Det skete også i år 30 osv., som man kan finde på tysk i tom. 5 Ien.

25] Ud fra denne forklaring kan enhver forstå, hvad det tilkommer en kristen menighed og hvert kristent menneske, især i bekendelsens tid og særligt prædikanterne, at gøre eller lade med uskadt samvittighed i middelting, så Gud ikke bliver vred, kærligheden ikke krænkes, fjenderne af Guds ord ikke styrkes, og de svage i troen ikke forarges.

26] 1. Derfor forkaster og fordømmer vi det som uret, når menneskebud i sig selv holdes for gudsdyrkelse eller en del af den.

27] 2. Vi forkaster og fordømmer også det som uret, når sådanne bud med tvang påtvinges Guds menighed som nødvendige.

28] 3. Vi forkaster og fordømmer også som uret den opfattelse hos dem, der mener, at man i forfølgelsens tid kan føje det hellige evangeliums fjender i sådanne middelting eller indgå forlig med dem (til skade for sandheden).

29] 4. Ligeledes regner vi det for strafværdig synd, når man i forfølgelsens tid for evangeliets fjenders skyld, enten i middelting eller i læren og hvad der ellers hører til religionen, i gerning og handling gør noget, der strider imod den kristne bekendelse og modsiger den.

30] 5. Vi forkaster og fordømmer også, når sådanne middelting afskaffes på en sådan måde, som om det ikke skulle stå Guds menighed frit for til enhver tid og på ethvert sted, efter de givne forhold og sådan som det er mest gavnligt for kirken, at bruge en eller flere af dem i kristen frihed.

31] På denne måde vil kirkerne ikke fordømme hinanden på grund af forskelle i ceremonierne, når den ene i kristen frihed har færre eller flere af dem end den anden, så længe de ellers er enige med hinanden i læren og alle dens artikler og i den rette brug af de hellige sakramenter, efter det velkendte ord: Dissonantia ieiunii non dissolvit consonantiam fidei, «Forskel i faste skal ikke bryde enheden i troen».