Artikel XI. Om Guds evige forudviden og udvælgelse

1] Blandt de teologer, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, er der endnu slet ikke opstået nogen offentlig, forargelig og vidtgående splittelse om Guds børns evige udvælgelse. Men denne artikel er andre steder blevet draget ind i en meget besværlig strid. Også blandt vores egne er der rejst nogen strid om den, og teologerne har desuden ikke altid talt ens om den. Derfor vil vi også give en forklaring af den her, så vi med Guds nåde, så vidt det står til os, også i fremtiden kan forebygge uenighed og splittelse om den blandt vores efterkommere, og så enhver kan vide, hvad der også i denne artikel er vores enige lære, tro og bekendelse. 2] For når læren om denne artikel fremlægges ud fra Guds ord og efter dets forbillede, kan og skal man ikke regne den for unyttig eller unødvendig, og endnu mindre for forargelig eller skadelig, fordi Den Hellige Skrift ikke blot nævner artiklen i forbifarten et enkelt sted, men grundigt behandler og fremholder den mange steder. 3] Man må heller ikke opgive eller forkaste Guds ords lære på grund af misbrug eller misforståelse. Netop derfor, for at afværge alt misbrug og al misforståelse, skal og må den rette forståelse forklares ud fra Skriftens grund. Kort og enkelt sammenfattet består læren om denne artikel derfor i de følgende punkter.

4] For det første skal man omhyggeligt lægge mærke til forskellen mellem Guds evige forudviden og den evige udvælgelse af hans børn til den evige frelse. For praescientia eller praevisio (det vil sige, at Gud ser og ved alt forud, før det sker – det kalder man Guds forudviden) omfatter alle skabninger, gode og onde: Han ser og ved forud alt, hvad der er eller vil være, hvad der sker eller vil ske, hvad enten det er godt eller ondt, fordi alle ting, hvad enten de er fortidige eller fremtidige, er uskjulte og nærværende for Gud. Som der står skrevet i Matt 10: «Sælges ikke to spurve for en mønt? Og ingen af dem falder til jorden uden jeres Far.» Og Sl 139: «Dine øjne så mig, da jeg endnu var uformet, og i din bog var alle de dage skrevet, som skulle komme, før en eneste af dem var til.» Og Es 37: «Jeg kender din udgang og din indgang og dit raseri mod mig.»

5] Men Guds evige udvælgelse eller praedestinatio, det vil sige Guds forudbestemmelse til frelse, omfatter ikke både de fromme og de onde, men kun Guds børn, som er udvalgt og forudbestemt til det evige liv, før verdens grundvold blev lagt, som Paulus siger i Ef 1: «Han har udvalgt os i Kristus Jesus og forudbestemt os til at blive hans børn.»

6] Guds forudviden (praescientia) ser og ved også det onde i forvejen, men ikke sådan, at det skulle være Guds nådige vilje, at det skulle ske. Gud ser og ved derimod i forvejen alt det, som Djævelens og menneskenes forvendte, onde vilje vil foretage sig og gøre. Og hans praescientia, det vil sige forudviden, holder sin orden også i de onde handlinger og gerninger, så Gud sætter det onde, som han ikke vil, et mål og en grænse: hvor langt det skal gå, og hvor længe det skal vare, og hvornår og hvordan han vil hindre og straffe det. Alt dette styrer Gud, Herren, dog sådan, at det skal tjene til hans guddommelige navns ære og hans udvalgtes frelse, og at de ugudelige må blive til skamme ved det.

7] Men begyndelsen og årsagen til det onde er ikke Guds forudviden (for Gud skaber og virker ikke det onde, og han hjælper og fremmer det heller ikke), men Djævelens og menneskenes onde, forvendte vilje. Som der står skrevet i Hos 13,9: «Israel, du styrter dig selv i ulykke; men din frelse er alene hos mig.» Og igen: «Du er ikke en Gud, der har behag i ugudelighed», Sl 5,5.

8] Men Guds evige udvælgelse ser og ved ikke alene de udvalgtes frelse i forvejen. Den er også, ud fra Guds nådige vilje og velbehag i Kristus Jesus, en årsag, som skaber, virker, hjælper og fremmer vores frelse og det, der hører til den. På den er vores frelse også grundlagt sådan, at «dødsrigets porte ikke skal få magt over den», som der står skrevet: «Ingen skal rive mine får ud af min hånd.» Og igen: «Alle de, der var bestemt til evigt liv, kom til tro.» Matt 16,18; Joh 10,28; ApG 13,48.

9] Denne Guds evige udvælgelse eller forudbestemmelse til evigt liv skal heller ikke betragtes alene i Guds hemmelige, uudforskelige rådslutning, som om den ikke rummede mere eller ikke hørte mere til den, og som om der ikke var mere at overveje ved den end dette: at Gud i forvejen har set, hvilke og hvor mange der skulle blive frelst, og hvilke og hvor mange der skulle blive fordømt; eller at han blot har holdt en slags mønstring: Denne skal blive frelst, den anden skal blive fordømt; denne skal holde ud, den anden skal ikke holde ud.

10] For ud fra det får mange sære, farlige og skadelige tanker, som enten skaber og styrker tryghed og ubodfærdighed eller modløshed og fortvivlelse. De falder i tunge tanker og siger: Gud har forudbestemt sine udvalgte til frelse, før verdens grundvold blev lagt, Ef 1,4, og Guds forudviden kan ikke slå fejl og kan ikke hindres eller ændres af nogen, Es 14,27; Rom 9,19. Er jeg altså forudbestemt til frelse, så kan det ikke skade mig, selv om jeg uden omvendelse lever i alle slags synd og skam, ringeagter ord og sakramente og hverken bekymrer mig om omvendelse, tro, bøn eller gudsfrygt; jeg vil og skal dog blive frelst, for Guds forudviden må ske. Men er jeg ikke forudbestemt, så hjælper det ikke, selv om jeg holder mig til Ordet, omvender mig, tror osv., for Guds forudviden kan jeg ikke hindre eller ændre.

11] Og sådanne tanker kommer også let til gudfrygtige hjerter, selv om de af Guds nåde har omvendelse, tro og et godt forsæt, så de tænker: Men hvis du ikke fra evighed er forudbestemt til frelse, så er det hele dog forgæves. Det sker især, når de ser på deres egen svaghed og på eksemplerne på dem, som ikke holdt ud, men faldt fra igen.

12] Mod denne falske forestilling og tanke skal man sætte følgende klare grund, som er sikker og ikke kan slå fejl: Hele Skriften, der er indgivet af Gud, skal ikke tjene til tryghed og ubodfærdighed, men til at irettesætte, opdrage og forbedre, 2 Tim 3,16. Og alt i Guds ord er skrevet til os, ikke for at vi skal drives ud i fortvivlelse, men for at vi ved Skriftens udholdenhed og trøst skal have håb, Rom 15,4. Derfor er det uden nogen tvivl på ingen måde den sunde forståelse eller rette brug af læren om Guds evige forudviden, at den skaber eller styrker enten ubodfærdighed eller fortvivlelse. Skriften fremstiller heller ikke denne lære anderledes end sådan, at den henviser os til Ordet, Ef 1,13; 1 Kor 1,21, formaner til omvendelse, 2 Tim 3,16, tilskynder til gudsfrygt, Ef 1,4; Joh 15,16, styrker troen og gør os visse på vores frelse, Ef 1,13–14; Joh 10,27–28; 2 Thess 2,13–14.

13] Når man vil tænke eller tale ret og med frugt om den evige udvælgelse eller om Guds børns prædestination og forudbestemmelse til evigt liv, skal man derfor vænne sig til ikke at spekulere over Guds blotte, hemmelige, skjulte og uudforskelige forudviden, men [at betragte,] hvordan Guds rådslutning, forsæt og forudbestemmelse i Kristus Jesus, som er den rette, sande livets bog, bliver åbenbaret for os ved Ordet. 14] Det vil sige, at hele læren om Guds forsæt, rådslutning, vilje og forudbestemmelse, hvad angår vores forløsning, kald, retfærdiggørelse og frelse, skal ses i sammenhæng. Sådan behandler og forklarer Paulus denne artikel i Rom 8,29–30 og Ef 1,4–14, og sådan gør Kristus også i lignelsen i Matt 22,1–14. Gud har nemlig i sit forsæt og sin rådslutning bestemt:

15] 1. At menneskeslægten i sandhed er forløst og forsonet med Gud ved Kristus, som med sin uskyldige lydighed, lidelse og død har fortjent os den retfærdighed, der gælder for Gud, og det evige liv.

16] 2. At Kristi fortjeneste og velgerninger skal forkyndes, rækkes og uddeles til os ved hans ord og sakramente.

17] 3. At han ved sin Helligånd gennem Ordet, når det prædikes, høres og overvejes, vil være virksom og kraftig i os, føre hjerterne til sand omvendelse og bevare dem i den rette tro.

18] 4. At han vil retfærdiggøre alle dem, som i sand omvendelse tager imod Kristus ved den rette tro, og tage dem til nåde, til barnekår og til arv i det evige liv.

19] 5. At han også vil hellige dem, der på den måde er retfærdiggjort, i kærligheden, som Paulus siger i Ef 1,4.

20] 6. At han også vil beskytte dem i deres store svaghed mod Djævelen, verden og kødet, styre og lede dem på sine veje, rejse dem op igen, når de snubler, og trøste og bevare dem i kors og anfægtelse.

21] 7. At han også vil styrke og øge den gode gerning, som han har begyndt i dem, og bevare dem til enden, når de holder sig til Guds ord, flittigt beder, bliver i Guds godhed og trofast bruger de gaver, de har fået.

22] 8. At han til sidst vil gøre dem, som han har udvalgt, kaldet og retfærdiggjort, evigt salige og herlige i det evige liv.

23] Og i denne sin rådslutning, sit forsæt og sin forudbestemmelse har Gud ikke alene beredt frelsen i almindelighed. Han har også i nåde tænkt på hver eneste af de udvalgte personer, som skal frelses ved Kristus, og udvalgt dem til frelse. Han har også bestemt, at han på den måde, som netop er beskrevet, ved sin nåde, sine gaver og sin virkning vil føre dem dertil, hjælpe, fremme, styrke og bevare dem.

24] Alt dette er ifølge Skriften indbefattet i læren om Guds evige udvælgelse til barnekår og evig frelse. Det skal altid regnes med og aldrig udelukkes eller udelades, når man taler om Guds forsæt, forudviden, udvælgelse og forudbestemmelse til frelse. Og når tankerne om denne artikel på denne måde formes efter Skriften, kan man ved Guds nåde enkelt og ligetil rette sig efter den.

25] Til den videre forklaring og sunde brug af læren om Guds forudviden til frelse hører også dette: Da det alene er de udvalgte, hvis navne står skrevet i livets bog, der bliver frelst, hvordan kan man så vide, og hvoraf kan man kende, hvem de udvalgte er, der kan og skal tage denne lære til sig som en trøst?

26] Om det skal vi ikke dømme efter vores fornuft, heller ikke efter loven eller ud fra noget ydre skin. Vi skal heller ikke vove at udforske den hemmelige, skjulte afgrund i Guds forudviden, men give agt på Guds åbenbarede vilje. For «han har åbenbaret og ladet os kende sin viljes hemmelighed og har bragt den frem ved Kristus, for at den skal prædikes», Ef 1,9; 2 Tim 1,9–10.

27] Men den bliver åbenbaret for os på den måde, som Paulus siger i Rom 8,29–30: «Dem, Gud har kendt i forvejen, udvalgt og forudbestemt, dem har han også kaldet.» Men Gud kalder ikke uden midler; han kalder ved Ordet, ligesom han har befalet, at der skal prædikes omvendelse og syndernes forladelse. Det samme vidner Paulus, når han skriver: «Vi er udsendinge i Kristi sted, og Gud formaner ved os: Lad jer forsone med Gud!» 2 Kor 5,20. Og de gæster, som kongen vil have til sin søns bryllup, lader han kalde ved sine udsendte tjenere, Matt 22,3–4, nogle i den første time, nogle i den anden, tredje, sjette, niende, ja, endda i den ellevte time, Matt 20,3–6.

28] Når vi vil betragte vores evige udvælgelse til frelse på en gavnlig måde, må vi derfor ubetinget holde fast ved, at evangeliets løfte ligesom prædikenen om omvendelse er universalis [universelt], det vil sige, at det gælder alle mennesker, Luk 24,47. Derfor har Kristus befalet, at der i hans navn skal prædikes omvendelse og syndernes forladelse blandt alle folk. For Gud elskede verden og gav den sin Søn, Joh 3,16. Kristus har båret verdens synd, Joh 1,29; han har givet sit kød for verdens liv, Joh 6,51; hans blod er soningen for hele verdens synd, 1 Joh 2,2. Kristus siger: «Kom til mig, alle I, som bærer byrder, og jeg vil give jer hvile», Matt 11,28. Gud har indesluttet alle under vantro for at vise alle barmhjertighed, Rom 11,32. Herren vil ikke, at nogen går fortabt, men at alle skal omvende sig, 2 Pet 3,9. Han er alles Herre, rig for alle, der påkalder ham, Rom 10,12. Retfærdigheden kommer ved troen på Kristus til alle og over alle, der tror, Rom 3,22. Det er Faderens vilje, at alle, der tror på Kristus, skal have evigt liv, Joh 6,40. Sådan har Kristus befalet, at dette evangeliets løfte skal forkyndes for alle i almindelighed, ligesom omvendelsen prædikes for alle, Luk 24,47; Mark 16,15.

29] Og et sådant kald fra Gud, som sker ved prædikenen af Ordet, skal vi ikke regne for et skinspil. Vi skal vide, at Gud derved åbenbarer sin vilje: at han ved Ordet vil virke i dem, som han således kalder, så de kan blive oplyst, omvendt og frelst. For det ord, som vi bliver kaldet ved, er en Åndens tjeneste, som giver Ånden, eller som Ånden bliver givet ved, 2 Kor 3,8, og en Guds kraft til frelse, Rom 1,16. Og fordi Helligånden vil være virksom ved Ordet, vil styrke og give kraft og evne, er det Guds vilje, at vi skal tage imod Ordet, tro det og følge det.

30] Derfor bliver de udvalgte beskrevet sådan i Joh 10,27–28: «Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv.» Og i Ef 1,11: «De, som efter forsættet er forudbestemt til arv», de hører evangeliet, tror på Kristus, beder og takker, bliver helliget i kærligheden og har håb, tålmodighed og trøst under korset, Rom 8,25. Og selv om alt dette er meget svagt i dem, så hungrer og tørster de dog efter retfærdigheden, Matt 5,6.

31] Sådan «vidner Guds Ånd for de udvalgte, at de er Guds børn; og når de ikke ved, hvad de skal bede om, sådan som det sig hør og bør, går han i forbøn for dem med uudsigelige suk», Rom 8,16.26.

32] Sådan vidner den hellige Skrift også, at Gud, som har kaldet os, er så trofast, at når han har begyndt den gode gerning i os, vil han også bevare og fuldføre den til enden, hvis vi ikke selv vender os bort fra ham, men holder fast ved det, der er begyndt, til enden. Til det har han jo lovet sin nåde, 1 Kor 1,8–9; Fil 1,6; 2 Pet 3,17; Hebr 3,14.

33] Det er denne åbenbarede Guds vilje, vi skal tage os af, følge og stræbe efter, for ved Ordet, som han kalder os med, giver Helligånden nåde, kraft og evne til det. Men afgrunden i Guds skjulte forudviden skal vi ikke granske, sådan som der står skrevet i Luk 13: Da en spurgte: «Herre, er det kun få, der bliver frelst?», svarede Kristus: «Kæmp for at komme ind gennem den snævre dør.» Sådan siger også Luther: «Følg du Romerbrevet i dets rækkefølge. Tag dig først af Kristus og hans evangelium, så du erkender din synd og hans nåde. Kæmp derefter mod synden, sådan som Paulus lærer fra første til ottende kapitel. Når du så i ottende kapitel kommer i anfægtelse under kors og lidelse, vil det lære dig i niende, tiende og ellevte kapitel, hvor trøstende forudviden er» osv.

34] At «mange er kaldede, men få er udvalgte», kommer ikke af, at Guds kald, som sker ved Ordet, skulle være ment, som om Gud sagde: «Udvortes, ved Ordet, kalder jeg jer ganske vist alle til mit rige, alle jer, som jeg giver mit ord. Men i mit hjerte mener jeg det ikke med alle, kun med nogle få. For det er min vilje, at størstedelen af dem, jeg kalder ved Ordet, ikke skal oplyses og omvendes, men være og forblive fordømt, selv om jeg ved Ordet i kaldet erklærer mig anderledes over for dem.» Hoc enim esset Deo contradictorias voluntates affingere [For det ville være at tillægge Gud modstridende viljer]. 35] Det vil sige: På den måde ville man lære, at Gud, som dog er den evige sandhed, skulle være i modstrid med sig selv. Gud straffer jo netop også hos mennesker den falskhed at sige én ting og tænke og mene noget andet i hjertet, Sl 5 og 12. 36] Dermed ville også den nødvendige og trøstende grundvold blive helt usikker og gjort til intet: at vi dagligt bliver mindet om og formanet til, at vi alene ud fra Guds ord, som han handler med os og kalder os ved, skal lære og slutte, hvad hans vilje over for os er, og at vi sikkert skal tro og ikke tvivle på det, som dette ord tilsiger og lover os.

37] Derfor lader Kristus ikke blot evangeliets løfte forkynde i almindelighed; han har også beseglet det med sakramenterne, som han har føjet til som segl på løftet, og dermed stadfæstet det for hver enkelt troende i særdeleshed.

38] Derfor beholder vi også, som Den Augsburgske Bekendelse siger i artikel 11, den private tilgivelse og lærer, at det er Guds bud, at vi skal tro på denne tilgivelse og regne det for sikkert, at vi, når vi tror på tilgivelsens ord, lige så sandt bliver forsonet med Gud, som om vi havde hørt en røst fra himlen, sådan som Apologien forklarer denne artikel. Denne trøst ville blive taget fuldstændig fra os, hvis vi ikke ud fra kaldet, som sker ved Ordet og ved sakramenterne, skulle slutte, hvad Guds vilje over for os er.

39] Også den grundvold ville blive væltet og taget fra os, at Helligånden med sikkerhed vil være til stede ved det ord, der prædikes, høres og overvejes, og ved det være virksom og arbejde. Derfor er det på ingen måde meningen, som der tidligere blev nævnt, at de, der kaldes ved Ordet, skulle være de udvalgte, selv om de foragter Guds ord, støder det fra sig, spotter og forfølger det, Matt 22, ApG 13, eller når de hører det, forhærder deres hjerter, Hebr 4, står Helligånden imod, ApG 7, bliver i synden uden omvendelse, Luk 14, ikke tror sandt på Kristus, Mark 16, kun har et ydre skin, Matt 7 og 22, eller søger andre veje til retfærdighed og frelse uden for Kristus, Rom 9. 40] Men ligesom Gud i sit råd har bestemt, at Helligånden ved Ordet vil kalde, oplyse og omvende de udvalgte, og at han vil gøre alle dem retfærdige og frelste, som tager imod Kristus i sand tro, sådan har han også i sit råd besluttet, at han vil forhærde, forkaste og fordømme dem, der kaldes ved Ordet, når de støder Ordet fra sig og bliver ved med at stå Helligånden imod, som ved Ordet vil være virksom og arbejde i dem. Og sådan er mange kaldede, men få udvalgte.

41] For kun få tager imod Ordet og følger det; den største flok foragter Ordet og vil ikke komme til bryllupsfesten. Årsagen til denne foragt for Ordet er ikke Guds forudviden, men menneskets forvendte vilje. Den støder Helligåndens middel og redskab, som Gud bærer frem for mennesket gennem kaldet, fra sig eller forvrænger det, og den står Helligånden imod, som vil være virksom og arbejder ved Ordet. Sådan siger Kristus: «Hvor ofte har jeg villet samle dig, men du ville ikke», Matt 23.

42] Ligeledes: «Mange tager imod Ordet med glæde, men siden falder de fra igen», Luk 8. Årsagen er ikke, at Gud ikke vil give dem, som han har begyndt den gode gerning i, nåde til at holde ud, for det strider mod Paulus, Fil 1. Årsagen er derimod, at de med vilje vender sig bort fra det hellige bud igen, bedrøver og forbitrer Helligånden, igen roder sig ind i verdens snavs og igen pynter hjertets herberg for Djævelen. For dem bliver det sidste værre end det første, 2 Pet 2; Luk 11; Hebr 10.

43] Så langt er hemmeligheden om forudviden åbenbaret for os i Guds ord. Når vi bliver ved det og holder os til det, er det en meget nyttig, sund og trøstende lære. For den stadfæster med stor kraft den artikel, at vi bliver retfærdige og frelst uden alle vores gerninger og fortjenester, af den rene nåde, alene for Kristi skyld. For før verdens tider, før vi var til, ja, før verdens grundvold blev lagt, da vi jo intet godt kunne gøre, er vi efter Guds beslutning udvalgt af nåde i Kristus til frelse, Rom 9; 2 Tim 1. 44] Dermed bliver også alle opiniones [meninger] og vildfarende lærdomme om vores naturlige viljes kræfter slået til jorden, for Gud har i sit råd før verdens tider overvejet og bestemt, at han selv vil skabe og virke alt det i os, som hører til vores omvendelse, med sin Helligånds kraft ved Ordet.

45] Denne lære giver også den skønne, herlige trøst, at Gud har taget sig så meget af hver enkelt kristens omvendelse, retfærdighed og frelse og ment det så trofast med den, at han, før verdens grundvold blev lagt, holdt råd om det og i sin beslutning bestemte, hvordan han vil bringe mig dertil og bevare mig i det. Ligeledes, at han har villet bevare min frelse så godt og sikkert – for den kunne let gå tabt af vores hænder på grund af vores køds svaghed og ondskab eller blive revet ud af dem og taget fra os ved Djævelens og verdens list og magt – at han har bestemt den i sin evige beslutning, som ikke kan slå fejl eller blive omstødt, og har lagt den til bevaring i vores frelser Jesu Kristi almægtige hånd, som ingen kan rive os ud af, Joh 10. 46] Derfor siger også Paulus i Rom 8: «Da vi er kaldet efter Guds beslutning, hvem vil så skille os fra Guds kærlighed i Kristus?»

48] Denne lære giver også herlig trøst i kors og anfægtelser, nemlig at Gud i sit råd før verdens tider har overvejet og besluttet, at han vil stå os bi i al nød, give tålmodighed og trøst, vække håb og lade det hele ende sådan, at det må tjene til vores frelse. 49] Ligeledes, sådan som Paulus behandler det meget trøstende i Rom 8, at Gud i sin beslutning før verdens tider har bestemt, gennem hvilket kors og hvilken lidelse han vil gøre hver enkelt af sine udvalgte lig sin Søns billede, og at hver enkelts kors skal og må tjene ham til det bedste, fordi de er kaldet efter hans beslutning. Ud fra det har Paulus sluttet som sikkert og uden tvivl, at hverken trængsel eller angst, hverken død eller liv osv. kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.

50] Denne artikel giver også et herligt vidnesbyrd om, at Guds kirke skal bestå og blive ved trods alle helvedes porte. Den lærer også, hvad der er Guds sande kirke, så vi ikke tager anstød af den falske kirkes store anseelse, Rom 9. 51] Ud fra denne artikel hentes også kraftige formaninger og advarsler, som Luk 7: «De har foragtet Guds råd mod sig selv.» Luk 14: «Jeg siger jer, at ingen af de mænd skal smage mit måltid.» Ligeledes: «Mange er kaldede, men få er udvalgte.» Ligeledes: «Den, der har ører at høre med, skal høre!», og: «Pas på, hvordan I hører!» Sådan kan læren om denne artikel bruges nyttigt, trøstende og til frelse.

52] Men der skal med særlig omhu skelnes mellem det, som udtrykkeligt er åbenbaret om dette i Guds ord, og det, som ikke er åbenbaret. For ud over det, som hidtil er sagt, og som er åbenbaret om dette i Kristus, har Gud fortiet og skjult meget af denne hemmelighed og forbeholdt det sin egen visdom og erkendelse alene. Det skal vi ikke udforske, og vi skal ikke her følge vores egne tanker, drage slutninger eller gruble, men holde os til det åbenbarede ord. Denne påmindelse er yderst nødvendig.

53] For vores nysgerrighed har altid meget mere lyst til at beskæftige sig med det skjulte end med det, Gud har åbenbaret os om det i sit ord, fordi vi ikke kan få det til at hænge sammen – og det er heller ikke pålagt os.

54] Der er altså ingen tvivl om, at Gud meget vel og med den allerstørste sikkerhed før verdens tider har forudset og stadig ved, hvem af dem, der bliver kaldet, der vil tro eller ikke tro; ligeledes hvem af de omvendte der vil blive ved, og hvem der ikke vil blive ved; hvem der efter faldet vil vende om igen, og hvem der vil falde i forhærdelse. Også antallet, hvor mange der vil være på hver side, er uden nogen tvivl kendt af Gud. 55] Men da Gud har forbeholdt sin visdom denne hemmelighed og intet har åbenbaret os om den i Ordet, endnu mindre har pålagt os at udforske den med vores tanker, men alvorligt har holdt os tilbage fra det, Rom 11, skal vi ikke med vores tanker drage følgeslutninger, slutte eller gruble over det, men holde os til hans åbenbarede ord, som han viser os hen til.

56] Sådan ved Gud også uden nogen tvivl og har bestemt tiden og timen for hver enkelts kald og omvendelse [og genomvendelse]. Men da det ikke er åbenbaret for os, har vi fået befaling om altid at holde fast ved Ordet og overlade tiden og timen til Gud, ApG 1.

57] Det samme gælder, når vi ser, at Gud giver sit ord ét sted og ikke et andet, tager det bort fra ét sted og lader det blive et andet; eller at én bliver forhærdet, forblindet og overgivet til et forvendt sind, mens en anden, der er lige så skyldig, bliver omvendt igen osv. I disse og lignende spørgsmål sætter Paulus os 58] en bestemt grænse for, hvor langt vi skal gå, nemlig at vi i det ene tilfælde skal erkende Guds dom. For det er vel fortjente straffe for synden, når Gud straffer et land eller et folk for dets foragt for hans ord på en sådan måde, at det også går ud over efterkommerne, sådan som man ser det hos jøderne. 59] Ved nogle lande og personer viser Gud dermed de sine sin alvor: hvad vi alle med rette havde fortjent og var værdige til, fordi vi handler ilde mod Guds ord og ofte bedrøver Helligånden svært. Det sker, for at vi skal leve i gudsfrygt og erkende og prise Guds godhed, som han uden og imod vores fortjeneste viser mod os og hos os, når han giver os sit ord og lader os beholde det og ikke forhærder og forkaster os.

60] For da vores natur er fordærvet af synden og har fortjent Guds vrede og fordømmelse og er skyldig til dem, skylder Gud os hverken ord, Ånd eller nåde. Og når han giver det af nåde, støder vi det ofte fra os og gør os uværdige til det evige liv, ApG 13. Denne sin retfærdige og velfortjente dom lader han komme til syne på nogle lande, folk og personer, for at vi, når vi stilles op over for dem og sammenlignes med dem, så meget flittigere kan lære at erkende og prise Guds rene, ufortjente nåde mod barmhjertighedens kar.

61] For dem, der bliver straffet og får deres synders løn, sker der ingen uret. Men hos de andre, hvor Gud giver og bevarer sit ord, så menneskene derved bliver oplyst, omvendt og bevaret, priser Gud sin rene nåde og barmhjertighed uden deres fortjeneste.

62] Når vi går så langt i denne artikel og ikke længere, holder vi os på den rette vej, som der står skrevet i Hos 13: «Israel, at du går til grunde, er din egen skyld; men at du bliver hjulpet, er alene min nåde.»

63] Men hvor denne drøftelse bliver for høj og vil gå ud over disse grænser, dér skal vi med Paulus lægge fingeren på munden, huske på og sige: «Hvem er du, menneske, som vil gå i rette med Gud?»

64] At vi i denne artikel hverken kan eller skal udforske og udgrunde alt, bevidner den store apostel Paulus. Efter at han har drøftet denne artikel udførligt ud fra Guds åbenbarede ord, standser han, så snart han kommer dertil, hvor han viser, hvad Gud har forbeholdt sig af denne sin skjulte visdoms hemmelighed, og afbryder med disse ord: «O dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud, hvor uransagelige er hans domme og usporlige hans veje! For hvem har kendt Herrens tanker?» – nemlig uden for og ud over det, som han har åbenbaret os i sit ord.

65] Derfor skal denne Guds evige udvælgelse betragtes i Kristus og ikke uden for eller uden Kristus. For «i Kristus», vidner den hellige apostel Paulus, «er vi udvalgt før verdens grundlæggelse», som der står skrevet: «Han har elsket os i den elskede.» Men denne udvælgelse åbenbares fra himlen ved det prædikede ord, når Faderen siger: «Denne er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag; hør ham!», og Kristus siger: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.» Og om Helligånden siger Kristus: «Han skal herliggøre mig og minde jer om alt det, som jeg har sagt jer.» 66] Således viser hele den hellige Treenighed, Gud Fader, Søn og Helligånd, alle mennesker hen til Kristus som til livets bog, hvor de skal søge Faderens evige udvælgelse. For dette er fra evighed besluttet hos Faderen: Dem, han vil frelse, vil han frelse ved Kristus, som han selv siger: «Der kommer ingen til Faderen uden ved mig», og igen: «Jeg er døren. Hvis nogen går ind gennem mig, vil han blive frelst.» Ef 1; Luk 3; Matt 11; Joh 16; 14; 10.

67] Men Kristus, Guds enbårne Søn, som er i Faderens favn, har forkyndt os Faderens vilje og dermed også vores evige udvælgelse til det evige liv, nemlig når han siger: «Omvend jer og tro på evangeliet, for Guds rige er kommet nær.» Og videre siger han: «Dette er hans vilje, som har sendt mig, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv», og igen: «For således elskede Gud verden» osv. Mark 1; Joh 6; 3.

68] Faderen vil, at alle mennesker skal høre denne prædiken og komme til Kristus, og Kristus driver heller ikke nogen af dem bort fra sig, som der står skrevet: «Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig bortvise», Joh 6.

69] Og for at vi kan komme til Kristus, virker Helligånden den sande tro ved at ordet bliver hørt, som apostlen vidner, når han siger: «Altså kommer troen af det, som høres, af Guds ord», når det prædikes klart og rent, Rom 10.

70] Derfor skal det menneske, som vil blive frelst, ikke plage og pine sig selv med tanker om Guds skjulte råd, om det også er udvalgt og forudbestemt til det evige liv – tanker, som den ondskabsfulde Satan plejer at anfægte og plage fromme hjerter med. Men de skal høre Kristus, som er livets bog og bogen om Guds evige udvælgelse af alle Guds børn til det evige liv. Han vidner for alle mennesker uden forskel, at Gud vil, at alle mennesker, der er besværet og tynget af synder, skal komme til ham, så de kan få hvile og blive frelst.

71] Efter hans lære skal de holde op med deres synder, omvende sig, tro hans løfte og stole helt og fuldt på ham. Og da vi ikke formår dette af egen kraft og af os selv, vil Helligånden virke det, nemlig omvendelse og tro, i os ved ordet og sakramenterne. 72] Og for at vi kan fuldføre det, holde ud i det og blive stående fast, skal vi påkalde Gud om hans nåde, som han har lovet os i den hellige dåb, og ikke tvivle på, at han vil give os den i kraft af sit løfte, som han har lovet i Luk 11,11–13: «Hvilken søn blandt jer, der beder sin far om brød, vil få en sten af ham i stedet? [Og når han beder om en fisk, vil han så give ham en slange i stedet for fisken?] Eller når han beder om et æg, vil han så give ham en skorpion? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget mere vil Faderen i himlen så give Helligånden til dem, der beder ham!»

73] Og da Helligånden bor i de udvalgte, som er kommet til tro, som i sit tempel, og ikke er uvirksom i dem, men driver Guds børn til lydighed mod Guds bud, skal de troende på samme måde heller ikke være uvirksomme og endnu mindre sætte sig imod Guds Ånds drift. De skal øve sig i alle kristne dyder, i al gudsfrygt, beskedenhed, mådehold, tålmodighed og broderkærlighed og sætte al flid ind på at gøre deres kald og udvælgelse fast, så de tvivler så meget mindre på den, jo mere de mærker Åndens kraft og styrke i sig selv. 74] For Guds Ånd giver de udvalgte det vidnesbyrd, at de er Guds børn, Rom 8. Og selv om de til tider kommer i så dyb anfægtelse, at de mener ikke længere at mærke nogen kraft fra Guds Ånd, der bor i dem, og siger med David i Sl 31: «Jeg sagde i min angst: Jeg er stødt bort fra dine øjne», så skal de dog igen sige med David – uden at se på, hvad de mærker i sig selv – som det følger lige efter samme sted: «Alligevel hørte du mine bønners røst, da jeg råbte til dig.»

75] Og da vores udvælgelse til det evige liv ikke er grundet på vores fromhed eller dyd, men alene på Kristi fortjeneste og hans Faders nådige vilje, som ikke kan fornægte sig selv, fordi han er uforanderlig i sin vilje og sit væsen, gælder det: Når hans børn træder ud af lydigheden og snubler, lader han dem kalde til omvendelse igen ved ordet, og Helligånden vil derved virke kraftigt i dem til omvendelse. Og når de i sand omvendelse og ved den rette tro vender om til ham igen, vil han altid vise sit gamle faderhjerte over for alle dem, der bæver for hans ord og af hjertet vender om til ham igen, som der står skrevet i Jer 3: «Hvis en mand skiller sig fra sin kone, og hun går fra ham og tager en anden mand, kan han så tage hende tilbage igen? Ville landet ikke blive urent af det? Men du har drevet hor med mange elskere; kom dog tilbage til mig, siger Herren.»

76] At der står i Joh 6, at «ingen kommer til Kristus, uden at Faderen drager ham», er rigtigt og sandt. Men Faderen vil ikke gøre det uden midler. Han har tværtimod indsat sit ord og sine sakramenter som de ordinære midler og redskaber til det. Og det er hverken Faderens eller Sønnens vilje, at et menneske skal lade være med at høre prædikenen af hans ord eller foragte den og vente på, at Faderen drager uden ord og sakramenter. For Faderen drager ganske vist med sin Helligånds kraft, men efter sin almindelige ordning ved at hans hellige, guddommelige ord høres, som med et net, som de udvalgte bliver revet ud af Djævelens gab med. 77] Hertil skal enhver fattig synder holde sig, høre ordet med flid og ikke tvivle på, at Faderen drager. For Helligånden vil med sin kraft være til stede ved ordet og virke ved det, og det er Faderens dragen.

78] At ikke alle, der har hørt det, tror og derfor bliver så meget dybere fordømt, skyldes ikke, at Gud ikke har undt dem frelsen. Nej, skylden ligger hos dem selv, fordi de har hørt ordet på den måde, at de ikke ville lære af det, men kun foragte, spotte og vanære det, og fordi de har modstået Helligånden, der ville virke i dem ved ordet. Sådan var det på Kristi tid med farisæerne og deres tilhængere. 79] Derfor skelner apostlen med særlig omhu mellem Guds gerning – at Gud alene gør kar til ære – og Djævelens og menneskets gerning – at mennesket ved Djævelens og ikke ved Guds tilskyndelse selv har gjort sig til et kar til vanære. For således står der skrevet i Rom 9: «Gud har med stor overbærenhed båret over med vredens kar, som er beredt til fortabelse, for at han kunne vise sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som han har beredt til frelse.»

80] Her siger apostlen tydeligt, at Gud med stor overbærenhed har båret over med vredens kar. Han siger ikke, at han har gjort dem til vredens kar; for hvis det havde været hans vilje, ville han ikke have haft brug for stor overbærenhed. Men at de er beredt til fortabelse, det er Djævelen og menneskene selv skyld i, og ikke Gud.

81] For al beredelse til fortabelse kommer fra Djævelen og mennesket gennem synden og slet ikke fra Gud, som ikke vil, at noget menneske skal fordømmes. Hvordan skulle han så selv berede et menneske til fortabelse? For ligesom Gud ikke er årsag til synden, er han heller ikke årsag til straffen, fordømmelsen. Den eneste årsag til fordømmelsen er synden, for «syndens løn er død». Og ligesom Gud ikke vil synden og ikke har behag i synden, vil han heller ikke synderens død og har ikke behag i hans fordømmelse. For han «vil ikke, at nogen går fortabt, men at alle må nå til omvendelse», 2 Pet 3, som der står skrevet i Ez 18 og 33: «Jeg har ikke behag i den døendes død. Så sandt jeg lever, vil jeg ikke synderens død, men at han omvender sig og lever.» 82] Og Sankt Paulus bevidner med klare ord, at kar til vanære ved Guds kraft og virke kan blive til kar til ære, når han skriver i 2 Tim 2: «Hvis nogen altså renser sig fra sådanne mennesker, vil han være et kar til ære, helliget og brugbart for husets herre, beredt til al god gerning.» For den, der skal rense sig, må forinden have været uren og altså et kar til vanære. Men om barmhjertighedens kar siger han klart, at Herren selv har beredt dem til herlighed. Det siger han ikke om de fordømte, som selv (og ikke Gud) har beredt sig til at være fordømmelsens kar.

83] Man må også nøje overveje dette: Når Gud straffer synd med synd, det vil sige, når han siden straffer dem, der havde været omvendt, med forhærdelse og forblindelse på grund af deres senere sikkerhed, ubodfærdighed og forsætlige synder, så må det ikke forstås sådan, som om det aldrig havde været Guds gode vilje, at sådanne mennesker skulle komme til erkendelse af sandheden og blive frelst. For begge dele er Guds åbenbarede vilje: For det første, at Gud vil tage alle, som omvender sig og tror på Kristus, til nåde. For det andet, at han også vil straffe dem, der med vilje vender sig bort fra det hellige bud og igen lader sig vikle ind i verdens urenhed, 2 Pet 2, pynter hjertet for Satan, Luk 11, og håner Helligånden, Hebr 10; og at de, hvis de bliver ved med det, skal forhærdes, forblindes og fordømmes evigt.

84] Når Farao gik til grunde – han, om hvem der står skrevet: «Jeg har oprejst dig til dette for at vise min magt på dig, og for at mit navn skal forkyndes på hele jorden» – var det derfor heller ikke, fordi Gud ikke undte ham frelsen, eller fordi det var hans gode vilje, at Farao skulle fordømmes og gå fortabt. For Gud vil ikke, at nogen skal gå fortabt, og han har heller ingen glæde af synderens død, men vil, at han skal omvende sig og leve, Ez 33.

85] At Gud forhærdede Faraos hjerte, så Farao blev ved med at synde og blev så meget mere forhærdet, jo mere han blev formanet, var en straf for hans forudgående synd og grufulde tyranni. Det havde han på mange måder udøvet mod Israels børn, helt umenneskeligt og imod sit eget hjertes anklage. Gud lod sit ord prædike og sin vilje forkynde for ham, men Farao satte sig alligevel med vilje direkte op imod al formaning og advarsel. Derfor trak Gud sin hånd fra ham, og således blev hjertet hårdt og forhærdet, og Gud viste sin dom over ham; for han havde ikke fortjent andet end helvedes ild. 86] Sådan bruger den hellige apostel også kun Faraos eksempel til at vise Guds retfærdighed, som han udøver over de ubodfærdige og dem, der foragter hans ord. Men han har på ingen måde ment eller forstået det sådan, at Gud ikke undte Farao eller noget andet menneske frelsen, men i sit skjulte råd havde forudbestemt ham til evig fordømmelse, så han slet ikke skulle kunne blive frelst.

87] Ved denne lære og forklaring om de udvalgte Guds børns evige og frelsende udvælgelse får Gud hele og fulde ære: Det er ham, der han af lutter barmhjertighed i Kristus, uden nogen fortjeneste eller gode gerninger fra vores side, frelser os efter sin viljes forsæt, som der står skrevet, Ef 1: «Efter sin gode vilje har han forudbestemt os til en status som barn hos sig ved Jesus Kristus, for at vi skal prise hans herlige nåde, som han har givet os i den elskede.» 88] Derfor er det falsk og forkert, når man lærer, at ikke alene Guds barmhjertighed og Kristi allerhelligste fortjeneste, men også noget i os er en årsag til Guds udvælgelse – en årsag til, at Gud har udvalgt os til det evige liv. For han har udvalgt os i Kristus, ikke alene før vi havde gjort noget godt, men også før vi blev født, ja, før verdens grundvold blev lagt; og: «for at Guds forsæt i overensstemmelse med udvælgelsen skulle stå fast, blev der sagt til hende, ikke af gerningers fortjeneste, men af nåde fra ham, som kalder: Den ældste skal tjene den yngste.» Som der står skrevet: «Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg», Rom 9; 1 Mos 25; Mal 1.

89] Denne lære giver heller ingen anledning, hverken til modløshed eller til et frækt, vildt liv, når folk bliver lært, at de skal søge den evige udvælgelse i Kristus og i hans hellige evangelium som i livets bog. Evangeliet udelukker ingen angrende synder, men lokker og kalder alle fattige, tyngede og bedrøvede syndere til omvendelse og erkendelse af deres synder og til tro på Kristus og lover Helligånden til rensning og fornyelse. 90] Og således giver det bedrøvede og anfægtede mennesker den allerfasteste trøst, så de ved, at deres frelse ikke står i deres egen hånd (ellers ville de miste den langt lettere, end det skete for Adam og Eva i Paradis, ja, hver time og hvert øjeblik), men i Guds nådige udvælgelse, som han har åbenbaret os i Kristus, og af hans hånd skal ingen rive os ud, Joh 10; 2 Tim 2.

91] Derfor gælder det: Hvis nogen fremfører læren om Guds nådige udvælgelse på en sådan måde, at de bedrøvede kristne ikke kan trøste sig ved den, men drives til fortvivlelse af den, eller at de ubodfærdige bliver styrket i deres egenrådighed, så er det utvivlsomt sikkert og sandt, at denne lære ikke bliver ført frem efter Guds ord og vilje, men efter fornuften og den lede djævels tilskyndelse.

92] For som apostlen vidner, Rom 15: «Alt hvad der forud er blevet skrevet, blev skrevet til undervisning for os, for at vi kan bevare håbet ved den udholdenhed og trøst, Skrifterne giver.» Men når denne trøst og dette håb bliver svækket eller helt taget fra os gennem Skriften [det vil sige, når man anfører steder fra Skriften], så er det sikkert, at den bliver forstået og udlagt imod Helligåndens vilje og mening.

93] Ved denne enkle, rigtige og nyttige forklaring, som har en fast og god grund i Guds åbenbarede vilje, holder vi fast. Vi flygter fra og undgår alle høje, spidsfindige spørgsmål og disputationer, og hvad der strider imod disse enkle og nyttige forklaringer, det forkaster og fordømmer vi.

94] Så meget om de omstridte artikler, som de teologer, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, nu i mange år har diskuteret, og hvor nogle har taget fejl, så der er opstået alvorlige controversiae, det vil sige religionsstridigheder.

95] Af denne vores erklæring kan både ven og fjende, ja, enhver, klart se, at vi ikke har i sinde at opgive noget af Guds evige, uforanderlige sandhed for timelig fred, ro og enigheds skyld (det står heller ikke i vores magt at gøre det). En sådan fred og enighed ville heller ikke have bestand, når den var rettet imod sandheden og skulle undertrykke den. Endnu mindre har vi i sinde at pynte på eller dække over forfalskninger af den rene lære og offentlige, fordømte vildfarelser. 96] Men vi har en hjertelig lyst og kærlighed til en sådan enighed og er af hjertet villige og ivrige efter at fremme den fra vores side efter yderste evne – en enighed, hvor Gud bevarer sin ære uskadt, hvor intet af det hellige evangeliums guddommelige sandhed opgives, hvor der ikke gives den mindste vildfarelse plads, og hvor de fattige syndere bringes til sand og ret omvendelse, rejses op ved troen, styrkes i den nye lydighed og således bliver retfærdige og evigt frelste alene ved Kristi eneste fortjeneste.