Artikel XII. Om andre partier og sekter som aldrig har bekendt sig til Den Augsburgske Bekendelse

1] Hvad angår de sekter og partier, der aldrig har bekendt sig til Den Augsburgske Bekendelse, og som ikke udtrykkeligt er nævnt i denne vores erklæring, såsom gendøberne, schwenckfeldianerne, de nye arianere og antitrinitarerne, 2] hvis vildfarelser enstemmigt er blevet fordømt af alle kirker, der hører til Den Augsburgske Bekendelse, så har vi ikke villet omtale dem særskilt og udførligt i denne erklæring, fordi vi denne gang kun har haft ét formål [nemlig det, som nævnes i det følgende: at gendrive de romerske bagvaskelser om, at lutheranerne ikke engang er enige indbyrdes].

3] Vores modstandere har med uforskammet mund påstået og over hele verden udråbt om vores kirker og deres lærere, at man ikke kunne finde to prædikanter, som var enige i alle og hver eneste artikel i Den Augsburgske Bekendelse, men at de var så splittede og uenige indbyrdes, at de ikke selv længere vidste, hvad Den Augsburgske Bekendelse og dens egentlige mening er. 4] Derfor har vi ikke villet nøjes med at bekende os sammen med korte, blotte ord eller navne, men har villet give en klar, tydelig og udførlig forklaring på alle de artikler, der er kommet op, og som kun er blevet diskuteret og anfægtet blandt de teologer, der holder sig til Den Augsburgske Bekendelse, 5] så enhver kan se, at vi ikke på listig vis vil fortie eller tildække noget af alt dette eller kun forliges for et syns skyld, 6] men vil gå til bunds i sagen og fremlægge vores mening om det på en sådan måde, at selv vores modstandere må indrømme, at vi i alt dette holder os til den rette, enkle, naturlige og egentlige forståelse af Den Augsburgske Bekendelse. Ved den ønsker vi også med Guds nåde at holde standhaftigt fast til vores ende, og så vidt det afhænger af vores tjeneste, vil vi hverken se til eller tie stille, mens noget, der strider imod den, bliver indført i vores kirker og skoler, hvor den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, har sat os til lærere og hyrder.

7] Men for at de nævnte partiers og sekters fordømte vildfarelser ikke stiltiende skal blive tillagt os 8] (de har for størstedelen sneget sig ind i det skjulte, sådan som det er sådanne ånders art, på de steder og især på den tid, hvor det hellige evangeliums rene ord ikke fik plads eller rum, men alle dets rette lærere og bekendere blev forfulgt, og hvor pavedømmets dybe mørke endnu herskede, og de fattige, enfoldige mennesker, som tydeligt kunne mærke pavedømmets åbenlyse afgudsdyrkelse og falske tro, i deres enfold desværre tog imod alt, hvad der blev kaldt evangelisk og ikke var paveligt), har vi ikke kunnet undlade også offentligt for hele kristenheden at tage afstand fra dem og erklære, at vi hverken har del eller fællesskab med deres vildfarelser, hvad enten de er mange eller få, men forkaster og fordømmer dem alle som forkerte og kætterske og som stridende imod de hellige profeters og apostles skrifter og også imod vores kristne Augsburgske Bekendelse, der er velbegrundet i Guds ord.

Gendøbernes vildfarende artikler.

9] Det gælder nemlig gendøbernes vildfarende, kætterske lære, som hverken kan tåles eller accepteres i kirken, i samfundsordenen eller i husholdningen, når de lærer:

10] 1. At vores retfærdighed for Gud ikke alene består i Kristi eneste lydighed og fortjeneste, men i fornyelsen og vores egen fromhed, som vi vandrer i for Gud. Denne fromhed bygger de for størstedelen på egne særlige forskrifter og selvvalgt åndelighed, som på en ny slags klostervæsen. 11] 2. At de udøbte børn ikke er syndere for Gud, men retfærdige og uskyldige, og således i deres uskyld bliver frelst uden dåben, som de ikke behøver. På den måde fornægter og forkaster de hele læren om arvesynden og alt, hvad der hører til den.

12] 3. At børnene ikke skal døbes, før de har nået forstandens alder og selv kan bekende deres tro.

13] 4. At de kristnes børn er hellige og Guds børn også uden og før dåben, fordi de er født af kristne og troende forældre. Af den grund holder de heller ikke barnedåben højt og fremmer den ikke – stik imod løftets udtrykkelige ord, der kun gælder dem, som holder pagten og ikke foragter den, 1 Mos 17.

14] 5. At det ikke er en ret kristen forsamling eller menighed, hvor der stadig findes syndere.

15] 6. At man ikke må høre prædikener eller gå i de kirker, hvor der tidligere er blevet læst pavelige messer.

16] 7. At man ikke må have noget at gøre med de kirkens tjenere, som prædiker det hellige evangelium i overensstemmelse med Den Augsburgske Bekendelse og revser gendøbernes vildfarelser, og heller ikke må tjene dem eller arbejde for dem, men skal flygte fra dem og undgå dem som nogle, der forvrænger Guds ord.

17] 8. At øvrigheden ikke er en gudfrygtig stand i den nye pagt.

18] 9. At et kristent menneske ikke med god og ren samvittighed kan bestride øvrighedens embede.

19] 10. At en kristen ikke med ren samvittighed kan bruge øvrighedens embede mod de onde i sager, der opstår, og at undersåtterne ikke må påkalde øvrighedens magt.

20] 11. At et kristent menneske ikke med god samvittighed kan sværge en ed i retten eller med ed aflægge arvehyldning til sin landsfyrste eller overherre.

21] 12. At øvrigheden ikke med ren samvittighed kan straffe forbrydere på livet.

22] 13. At en kristen ikke med god samvittighed kan beholde eller eje noget for sig selv, men har pligt til at give det til fællesskabet [til menigheden eller den fælles kasse].

23] 14. At en kristen ikke med god samvittighed kan være værtshusholder, købmand eller knivsmed.

24] 15. At ægtefæller for troens skyld må skilles fra hinanden, så den ene forlader den anden og gifter sig med en anden, der har samme tro som vedkommende selv.

25] 16. At Kristus ikke har taget sit kød og blod af jomfru Maria, men har bragt det med sig fra himlen.

26] 17. At han heller ikke er sand Gud af væsen, men blot har flere og større gaver og større herlighed end andre mennesker.

27] Og flere andre artikler af samme slags. De er nemlig splittet i mange grupper, og den ene har flere vildfarelser, den anden færre. Hele deres sekt er derfor i grunden ikke andet end et nyt munkevæsen.

Schwenckfeldianernes vildfarende artikler.

28] Ligeledes når schwenckfeldianerne påstår:

29] 1. For det første at alle, som anser Kristus efter kødet, altså hans antagne menneskenatur, for en skabning, ikke kender Kristus som den himmelske konge, der regerer. Desuden at Kristi kød ved ophøjelsen har antaget alle guddommelige egenskaber på en sådan måde, at han i magt, kraft, majestæt og herlighed i alle henseender er lig med Faderen og det evige Ord i grad og væsen. Dermed skulle begge naturer i Kristus have ét og samme væsen, samme egenskaber, samme vilje og samme herlighed. Endelig at Kristi kød hører med til Den hellige Treenigheds væsen.

30] 2. At kirkens tjeneste, det prædikede og hørte ord, ikke er et middel, som Gud Helligånden bruger til at lære menneskene og virke frelsende erkendelse af Kristus, omvendelse, bod, tro og ny lydighed i dem.

31] 3. At dåbens vand ikke er et middel, som Gud Herren bruger til at besegle barnekåret og virke genfødslen.

32] 4. At brødet og vinen i den hellige nadver ikke er midler, som Kristus bruger til at uddele sit legeme og blod.

33] 5. At et kristent menneske, som i sandhed er genfødt ved Guds Ånd, kan holde og opfylde Guds lov fuldkomment i dette liv.

34] 6. At der ikke er nogen ret kristen menighed, hvor man ikke udøver offentlig udelukkelse og ikke foretager bandlysning efter en ordentlig fremgangsmåde.

35] 7. At en kirkens tjener, som ikke selv personligt i sandhed er fornyet, retfærdig og from, ikke kan lære andre mennesker noget til gavn eller forvalte rette og sande sakramenter.

De nye arianeres vildfarende artikler.

36] Ligeledes når de nye arianere lærer, at Kristus ikke er sand, væsensmæssig, naturlig Gud, af ét evigt guddommeligt væsen med Gud Fader, men alene er udsmykket med guddommelig majestæt under og ved siden af Gud Fader.

De nye antitrinitarieres vildfarende artikler.

37] 1. Ligeledes når nogle antitrinitariere forkaster og fordømmer de gamle, velprøvede trosbekendelser, Nicaenum et Athanasianum [Den nikænske og Den athanasianske trosbekendelse], både hvad angår deres mening og deres ord, og lærer, at Faderen, Sønnen og Helligånden ikke har ét eneste, evigt, guddommeligt væsen; men at ligesom der er tre forskellige personer, Gud Fader, Søn og Helligånd, sådan har hver person også sit eget væsen, forskelligt fra og adskilt fra de andre personers væsen. De tre personer skal så enten alle have samme magt, visdom, majestæt og herlighed, ligesom tre forskellige mennesker, der hver har sit eget, adskilte væsen, eller også være ulige i væsen og egenskaber.

38] 2. At Faderen alene er sand Gud.

39] Alle disse og lignende artikler, og hvad der hænger sammen med dem og følger af dem, forkaster og fordømmer vi som urigtige, falske og kætterske og i strid med Guds ord, med de tre trosbekendelser, med Den Augsburgske Bekendelse og Apologien, med De Schmalkaldiske Artikler og med Luthers katekismer. Alle fromme kristne vil og skal vogte sig for dem, hvis deres sjæls frelse og salighed ligger dem på sinde.

40] Hermed vil vi for Guds åsyn og for hele kristenheden, både for dem, der lever nu, og for dem, der kommer efter os, bevidne [offentligt og højtideligt erklære], at denne erklæring, som vi nu har givet om alle de omstridte artikler, der er fremlagt og forklaret ovenfor, og intet andet, er vores tro, lære og bekendelse. Med den vil vi også ved Guds nåde træde frem for Jesu Kristi domstol med et uforfærdet hjerte og aflægge regnskab for den. Vi vil hverken hemmeligt eller offentligt tale eller skrive noget imod den, men ved Guds nåde agter vi at blive ved den. Derfor har vi efter moden overvejelse, i gudsfrygt og under påkaldelse af Gud, skrevet under med egen hånd. [I den tyske Konkordiebog følger her: 1. «Register over de vigtigste hovedstykker af den kristne lære, som behandles i denne bog»; 2. de omkring 8.000 «navne på teologer, kirke- og skoletjenere», som har underskrevet Konkordiebogen; 3. trykkerens mærke med Sl 9,2–3 som indskrift foroven: «Jeg takker Herren af hele mit hjerte og fortæller om alle dine undere. Jeg glæder mig og fryder mig i dig og lovsynger dit navn, du Allerhøjeste», og forneden: «Trykt i Dresden af Matthes Stöckel. Anno 1580 (1579)»; 4. «Fortegnelse over vidnesbyrd fra Den hellige Skrift og fra de gamle, rene kirkelærere om Kristi person og om den menneskelige naturs majestæt i Kristus».]