Første del. Det første bud

Du må ikke have andre guder.

1] Det vil sige: Du skal have mig alene som din Gud. Hvad betyder det, og hvordan skal man forstå det? Hvad vil det sige at have en gud, eller hvad er Gud? 2] Svar: En gud kaldes det, som man skal vente sig alt godt af og søge tilflugt hos i al nød. At have en gud er altså intet andet end at stole på og tro på ham af hjertet. Som jeg ofte har sagt, er det alene hjertets tillid og tro, der gør både Gud og afgud. 3] Er troen og tilliden ret, så er også din Gud den rette; og omvendt: hvor tilliden er falsk og forkert, dér er heller ikke den rette Gud. For de to hører sammen: tro og Gud. Det, som du (siger jeg) hænger dit hjerte ved og forlader dig på, det er i virkeligheden din gud.

4] Derfor er meningen med dette bud, at det kræver den rette tro og hjertets tillid, som rammer den rette, eneste Gud og hænger ved ham alene. Og det vil sige så meget som: Se til, at du lader mig alene være din Gud, og søg aldrig nogen anden. Det vil sige: Hvad du mangler af godt, det skal du vente dig af mig og søge hos mig, og hold dig til mig. Jeg, ja jeg, vil give dig nok og hjælpe dig ud af al nød; lad blot ikke dit hjerte hænge ved eller hvile i nogen anden.

5] Det må jeg udpensle lidt groft, så man forstår det og lægger mærke til det ved almindelige eksempler på det modsatte. Mangen en mener, at han har Gud og alt, hvad han behøver, når han har penge og gods. Han forlader sig på det og praler af det så fast og sikkert, at han ikke giver noget for nogen. 6] Se, også han har en gud; den hedder Mammon, det vil sige penge og gods, og på den sætter han hele sit hjerte. Det er også den allermest almindelige afgud på jorden. 7] Den, der har penge og gods, føler sig sikker og er glad og uforfærdet, som om han sad midt i Paradis. 8] Og omvendt: Den, der ingen har, tvivler og mister modet, som om han ikke kendte til nogen Gud. 9] For man vil finde meget få, der er ved godt mod og hverken sørger eller klager, når de ikke har Mammon. Det klæber og hænger ved naturen helt til graven.

10] Sådan er det også med den, der stoler på og praler af, at han har stor kunnen, klogskab, magt, gunst, venner og ære: Han har også en gud, men ikke den rette, eneste Gud. Det ser du igen af, hvor overmodig, sikker og stolt man er over sådanne goder, og hvor modløs man bliver, når de ikke er der eller bliver taget fra en. Derfor siger jeg igen, at den rette udlægning af dette stykke er, at det at have en gud vil sige at have noget, som hjertet stoler fuldt og helt på.

11] Se også, hvad vi hidtil har drevet på og gjort i vores blindhed under pavedømmet. Når nogen havde tandpine, fastede han og helligholdt Sankt Apollonias dag; var han bange for ildebrand, gjorde han Sankt Laurentius til sin nødhjælper; var han bange for pest, aflagde han løfte til Sankt Sebastian eller Rochus – og der var utallige flere af den slags afskyeligheder, hvor enhver valgte sin helgen, tilbad ham og påkaldte ham om hjælp i nød. 12] Hertil hører også de, der driver det helt groft og slutter pagt med Djævelen, for at han skal give dem penge nok eller hjælpe dem til en kæreste, passe på deres kvæg, skaffe mistet gods tilbage osv., sådan som troldmændene og sortekunstnerne gør. For alle disse sætter deres hjerte og tillid et andet sted end på den sande Gud; de venter sig ikke noget godt af ham og søger det heller ikke hos ham.

13] Nu forstår du altså let, hvad og hvor meget dette bud kræver: nemlig hele menneskets hjerte og al tillid til Gud alene og ingen anden. For du kan nok regne ud, at det at have Gud ikke betyder, at man kan gribe og fatte ham med fingrene eller putte ham i en pung eller låse ham inde i et skrin. 14] Men man har fattet ham, når hjertet griber ham og hænger ved ham. 15] Og at hænge ved ham med hjertet er intet andet end helt at forlade sig på ham. Derfor vil han vende os bort fra alt andet, som er uden for ham, og drage os til sig, fordi han er det eneste evige gode. Det er, som om han ville sige: Det, du før søgte hos helgenerne eller ventede at få ved at stole på Mammon og andet, alt det skal du vente dig af mig. Hold mig for den, som vil hjælpe dig og rigeligt overøse dig med alt godt.

16] Se, nu har du, hvad den rette ære og gudstjeneste er, som behager Gud, og som han også befaler under trussel om evig vrede: nemlig at hjertet ikke kender nogen anden trøst eller tillid end til ham og heller ikke lader sig rive bort fra ham, men for hans skyld vover alt, hvad der er på jorden, og sætter det til side. 17] Omvendt vil du let kunne se og bedømme, hvordan verden driver lutter falsk gudsdyrkelse og afgudsdyrkelse. For der har aldrig været et folk så gudløst, at det ikke har oprettet og holdt en gudsdyrkelse. Dér har enhver rejst sin egen gud, som han ventede sig godt, hjælp og trøst af.

18] For hedningerne, der satte deres lid til magt og herredømme, ophøjede deres Jupiter til den højeste gud; de andre, der jagede efter rigdom, lykke eller nydelse og gode dage, gjorde Herkules, Merkur, Venus eller andre til deres guder, de svangre kvinder Diana eller Lucina, og sådan gjorde enhver det til sin gud, som hans hjerte drog ham hen imod. Så egentlig betyder det at have en gud – også efter alle hedningers mening – at stole og tro. 19] Men fejlen er, at deres tillid er falsk og forkert; for den er ikke sat til den ene Gud, og uden ham findes der i sandhed ingen Gud, hverken i himlen eller på jorden. 20] Derfor gør hedningerne i virkeligheden deres egne opdigtede forestillinger og drømme om Gud til en afgud og forlader sig på det rene ingenting. 21] Sådan er det med al afgudsdyrkelse; for den består ikke kun i, at man rejser et billede og tilbeder det, men først og fremmest i hjertet, som stirrer et andet sted hen og søger hjælp og trøst hos skabningerne, helgenerne eller djævlene og ikke tager sig af Gud og heller ikke venter så meget godt af ham, at han vil hjælpe – ja, ikke engang tror, at det gode, det oplever, kommer fra Gud.

22] Desuden findes der også en falsk gudsdyrkelse og den allerhøjeste afgudsdyrkelse, som vi hidtil har drevet, og som stadig hersker i verden. På den er også alle de gejstlige stænder grundlagt. Den angår kun samvittigheden, som søger hjælp, trøst og frelse i sine egne gerninger, driver det så vidt, at den vil tvinge himlen fra Gud, og regner efter, hvor mange gaver den har stiftet, hvor meget den har fastet, hvor mange messer den har holdt osv. Den forlader sig på det og praler af det, som om den ikke vil tage imod noget som gave fra ham, men selv vil erhverve eller fortjene det, ja, mere end rigeligt – ligesom om han skulle stå i vores tjeneste og være vores skyldner, og vi være hans lensherrer. 23] Hvad er det andet end at gøre Gud til en afgud, ja, til en æblegud [en ussel afgud, skåret ud af æbletræ], og at holde sig selv for Gud og gøre sig selv til Gud? Men det er lidt for skarpt og hører ikke hjemme hos de unge elever.

24] Men dette skal siges til de enfoldige, så de lægger godt mærke til og husker meningen med dette bud: at man alene skal stole på Gud og vente sig lutter godt af ham og forvente det fra ham. For det er ham, der giver os legeme, liv, mad, drikke, føde, sundhed, beskyttelse, fred og alt, hvad vi har brug for af timelige og evige goder, og som desuden bevarer os mod ulykke og redder og hjælper os ud, når noget rammer os. Gud er altså (som allerede sagt rigeligt) den eneste, man får alt godt fra, og som befrier os fra al ulykke. 25] Derfor mener jeg også, at vi tyskere fra gammel tid har kaldt Gud netop ved det navn (finere og mere rammende end noget andet sprog) efter det lille ord «god» [tysk «Gott» og «gut»; på dansk «Gud» og «god»], fordi han er en evig kilde, der strømmer over af lutter godhed, og som alt det, der er og hedder godt, strømmer ud fra.

26] For selv om vi også på anden måde oplever meget godt fra mennesker, så hedder det alligevel, at vi har fået det alt sammen fra Gud, når vi får det efter hans befaling og ordning. For vores forældre og al øvrighed, og desuden enhver over for sin næste, har fået befaling om at gøre os alt muligt godt. Så vi får det ikke fra dem, men gennem dem fra Gud. For skabningerne er kun den hånd, det rør og det middel, som Gud giver alt gennem. Sådan giver han moderen bryster og mælk at give barnet, og korn og al slags vækst af jorden til føde – goder, som ingen skabning selv kan frembringe.

27] Derfor må intet menneske driste sig til at tage eller give noget, uden at det er befalet af Gud, så man anerkender det som hans gaver og takker ham for det, sådan som dette bud kræver. Derfor skal man heller ikke afvise de måder, vi får godt på gennem skabningerne, og heller ikke i overmod søge andre måder og veje end dem, Gud har befalet. For det ville ikke være at få det fra Gud, men at søge det selv.

28] Nu må enhver se til, at han frem for alt holder dette bud stort og højt og ikke slår det hen i spøg. Spørg og ransag dit eget hjerte grundigt, så vil du nok finde ud af, om det hænger ved Gud alene eller ej. Har du et hjerte, der kan vente sig lutter godt af ham, især i nød og mangel, og som desuden kan give slip på og lade fare alt det, som ikke er Gud, så har du den ene sande Gud. Hænger det omvendt ved noget andet, som det venter sig mere godt og hjælp af end af Gud, og løber det ikke til ham, men flygter fra ham, når det går det dårligt, så har du en anden afgud.

29] Derfor – for at man kan se, at Gud ikke vil have dette slået hen, men alvorligt vil holde fast ved det – har han føjet først en frygtelig trussel og derefter et smukt, trøsterigt løfte til dette bud. Dem skal man også indprente og gentage for de unge igen og igen [tysk «vorbleuen»: gentage indtrængende og forklare], så de tager dem til sig og husker dem.

[Forklaring af tillægget til det første bud.]

30] For jeg er Herren din Gud, en stærk og nidkær Gud, som hjemsøger fædrenes misgerning på børnene i tredje og fjerde led af dem, der hader mig, men viser barmhjertighed mod mange tusinde af dem, der elsker mig og holder mine bud.

31] Selv om disse ord gælder alle buddene (som vi skal høre senere), så er de dog sat netop ved dette hovedbud, fordi det betyder allermest, at et menneske har et rigtigt hoved; for hvor hovedet går rigtigt, må hele livet også gå rigtigt, og omvendt. 32] Lær nu af disse ord, hvor vred Gud er på dem, der forlader sig på noget som helst andet end ham, og omvendt, hvor god og nådig han er mod dem, der af hele deres hjerte stoler og tror på ham alene. Vreden holder ikke op før i fjerde slægtled eller led, 33] men velgerningen eller godheden rækker til mange tusinde – for at man ikke skal gå så sorgløst hen og overlade sig til tilfældet, sådan som de rå hjerter gør, der mener, at det ikke betyder ret meget. 34] Han er sådan en Gud, som ikke lader det gå uhævnet hen, at man vender sig fra ham, og som ikke holder op med at være vred indtil fjerde led, ja, indtil de er helt udryddet. Derfor vil han frygtes og ikke foragtes.

35] Det har han også bevist i alle historier og begivenheder, sådan som Skriften viser os rigeligt, og som den daglige erfaring stadig godt kan lære os. For han har fra begyndelsen helt udryddet al afgudsdyrkelse og for dens skyld både hedninger og jøder, ligesom han også den dag i dag styrter al falsk gudsdyrkelse, så alle, der bliver ved med den, til sidst må gå til grunde. 36] Selv om man nu ser stolte, mægtige og rige vommer, der trodsigt stoler på deres mammon og er ligeglade med, om Gud er vred eller ler, fordi de mener at kunne udholde hans vrede, så slipper de alligevel ikke godt fra det. Før man ser sig om, bliver de slået i stykker med alt det, de har stolet på, ligesom alle de andre er gået til grunde, som ellers mente, at de var både sikrere og mægtigere.

37] Netop på grund af sådanne hårde hoveder, der mener, at han ikke ved noget om det eller ikke bryder sig om det, fordi han ser til og lader dem sidde trygt, må han slå sådan til og straffe, at han ikke kan glemme det, helt ned til deres børnebørn, så enhver kan tage ved lære af det og se, at han ikke spøger. 38] For det er også dem, han mener, når han siger: «dem, der hader mig», det vil sige dem, der bliver ved i deres trods og stolthed. Hvad man prædiker eller siger til dem, vil de ikke høre; irettesætter man dem, for at de skal komme til erkendelse og forbedre sig, før straffen begynder, så bliver de rasende og vanvittige, så de for alvor fortjener vreden – sådan som vi også nu dagligt oplever med biskopper og fyrster.

39] Men så frygtelige disse trusselsord er, så meget stærkere trøst er der i løftet: at de, der holder sig til Gud alene, kan være sikre på, at han vil vise dem barmhjertighed, det vil sige vise dem lutter godt og velgerninger – ikke kun mod dem selv, men også mod deres børn, ja, i tusinde og atter tusinde slægtled. 40] Det burde da bevæge og drive os til at vove vores hjerte på Gud med al tillid, hvis vi ønsker at have alt godt, timeligt og evigt, når den høje Majestæt tilbyder sig så rundhåndet, indbyder så hjerteligt og lover så rigeligt.

41] Derfor skal enhver tage dette alvorligt til hjerte, så man ikke regner det for noget, som et menneske har sagt. For det gælder for dig enten evig velsignelse, lykke og salighed eller evig vrede, ulykke og hjertesorg. Hvad vil du mere have eller ønske, end at han så venligt lover dig, at han vil være din med alt godt og beskytte dig og hjælpe dig i al nød?

42] Men det onde er desværre, at verden ikke tror noget af dette eller holder det for Guds ord. For den ser, at de, der stoler på Gud og ikke på mammon, lider sorg og nød, og at djævelen sætter sig imod dem og forhindrer dem i at få penge, gunst og ære, ja, at de knap nok beholder livet; mens de, der tjener mammon, omvendt har magt, gunst, ære og gods og alle bekvemmeligheder i verdens øjne. Derfor må man gribe disse ord, som netop er stillet op imod sådan et skin, og vide, at de hverken lyver eller bedrager, men må gå i opfyldelse.

43] Tænk selv tilbage, eller undersøg det, og sig mig så: De, der har sat al deres omsorg og flid ind på at skrabe meget gods og mange penge sammen, hvad har de til sidst udrettet? Så vil du finde, at de har spildt deres møje og arbejde; eller, selv om de har samlet store skatte, så er de blevet spredt og fløjet bort, så de selv aldrig er blevet glade for deres gods, og det bagefter ikke har holdt til den tredje arving.

44] Eksempler vil du finde nok af i alle historier, og du kan høre om dem fra gamle, erfarne folk; se bare efter, og læg mærke til dem.

45] Saul var en stor konge, udvalgt af Gud, og en from mand; men da han havde sat sig fast på tronen og lod sit hjerte synke og klamrede sig til sin krone og magt, måtte han gå til grunde med alt, hvad han havde, så ikke et eneste af hans børn blev tilbage.

46] David var omvendt en fattig, foragtet mand, jaget og forfulgt, så han ingen steder var sikker på sit liv; alligevel måtte han bestå over for Saul og blive konge. For disse ord måtte stå fast og gå i opfyldelse, fordi Gud hverken kan lyve eller bedrage. Lad bare ikke djævelen og verden bedrage dig med deres skin, som nok varer et stykke tid, men til sidst er ingenting!

47] Lad os derfor lære det første bud godt, så vi ser, at Gud ikke vil tåle overmod eller tillid til noget som helst andet, og at han ikke kræver noget højere af os end en hjertelig tillid til ham om alt godt. Så skal vi ganske enkelt bruge alle de goder, Gud giver, men ikke videre, end en skomager bruger sin nål, syl og tråd til arbejdet og bagefter lægger dem fra sig, eller som en gæst bruger herberget, foderet og sengen kun til sin timelige fornødenhed – hver i sin stand efter Guds ordning – uden at lade noget af det blive vores herre eller afgud. 48] Det må være nok om det første bud, som vi har måttet forklare udførligt, fordi det allermest kommer an på det. For (som sagt før) hvor hjertet står rigtigt med Gud, og dette bud bliver holdt, dér følger alle de andre efter.