Det andet bud

49] Du må ikke misbruge Guds navn.

50] Ligesom det første bud underviser hjertet og har lært os troen, sådan fører dette bud os ud og retter munden og tungen mod Gud. For det første, der bryder frem fra hjertet og viser sig, er ordene. Ligesom jeg ovenfor har lært dig at svare på, hvad det vil sige at have en Gud, sådan må du også lære at fatte meningen med dette og alle de andre bud ganske enkelt og anvende den på dig selv.

51] Hvis man nu spørger: Hvordan forstår du det andet bud, og hvad vil det sige at tage Guds navn forfængeligt eller misbruge det? Så svar helt kort sådan: Det er at misbruge Guds navn, når man nævner Gud Herren – på hvilken måde det end sker – for at lyve eller gøre noget andet ondt. Derfor er det befalet, at man ikke falsk må påberåbe sig Guds navn eller tage det i sin mund, når hjertet godt ved, eller i hvert fald burde vide, at sagen forholder sig anderledes. Det sker for eksempel blandt dem, der aflægger ed i retten, hvor den ene part lyver over for den anden. 52] For man kan ikke misbruge Guds navn værre end ved at lyve og bedrage med det. Lad det være den ligefremme og letteste forståelse af dette bud.

53] Ud fra dette kan nu enhver selv let regne ud, hvornår og på hvor mange måder Guds navn bliver misbrugt, selv om det ikke er muligt at opregne alle misbrugene. Men kort sagt sker alt misbrug af Guds navn for det første i verdslige handler og sager, der drejer sig om penge, ejendom og ære – hvad enten det er offentligt i retten, på markedet eller andre steder – når man sværger og aflægger falske eder ved Guds navn eller sætter sin sjæl i pant. Og det er særlig udbredt i ægteskabssager, hvor to går hen og i al hemmelighed lover hinanden ægteskab og bagefter sværger det væk.

54] Men allermest sker misbruget i åndelige sager, der vedrører samvittigheden, når falske prædikanter står frem og udgiver deres løgnagtige kram for Guds ord.

55] Se, alt dette er at ville pynte sig med Guds navn, se godt ud og have ret, hvad enten det sker i grove verdslige handler eller i høje, spidsfindige spørgsmål om troen og læren. Og blandt løgnerne hører også bespotterne hjemme – ikke kun de helt grove, som alle kender, og som uden blusel skænder Guds navn (de hører ikke hjemme i vores skole, men i bødlens), men også de, der offentligt bespotter sandheden og Guds ord og giver det til Djævelen. Om det er der ikke brug for at sige mere nu.

56] Her skal vi nu lære og tage os til hjerte, hvor meget der står på spil i dette bud, så vi med al flid vogter os og skyr enhver form for misbrug af det hellige navn som den største synd, der kan ske i det ydre. For at lyve og bedrage er i sig selv en stor synd, men den bliver langt værre, når man oven i købet vil retfærdiggøre den og påberåber sig Guds navn for at bekræfte den og gør det til et dække over skammen, så en enkelt løgn bliver til en dobbelt, ja, mangedobbelt løgn.

57] Derfor har Gud også føjet en alvorlig trussel til dette bud, som lyder sådan: «For Herren vil ikke holde den for uskyldig, som tager hans navn forfængeligt.» Det betyder, at det ikke skal eftergives nogen eller slippe ustraffet. For lige så lidt som han vil lade det gå uhævnet, at man vender hjertet bort fra ham, lige så lidt vil han tåle, at man bruger hans navn til at pynte på løgnen. 58] Nu er det desværre en almindelig plage i hele verden, at der er lige så få, som ikke bruger Guds navn til løgn og al slags ondskab, som der er af dem, der af hjertet stoler på Gud alene.

59] For denne smukke dyd har vi alle af naturen: Den, der har gjort noget lumpent, vil gerne dække over sin skam og pynte på den, så ingen ser eller ved det. Og ingen er så fræk, at han praler af sin ondskab over for alle; alle vil hellere have gjort det i det skjulte, end at nogen opdager det. Bliver man så grebet, må Gud med sit navn holde for og gøre skurkestregen til fromhed og skammen til ære. 60] Sådan går det almindeligvis i verden, og det er brudt ind over alle lande som en stor syndflod. Derfor får vi også den løn, vi søger og fortjener: pest, krig, dyrtid, ildebrand, oversvømmelse, vanartede hustruer, børn og tjenestefolk og al slags ulykke. Hvor skulle al den elendighed ellers komme fra? Det er stadig en stor nåde, at jorden bærer og føder os.

61] Derfor burde man frem for alt holde de unge alvorligt til og vænne dem til at have dette og de andre bud for øje. Og når de overtræder dem, skal man straks være efter dem med riset, holde buddet frem for dem og hele tiden indprente det, så de ikke kun bliver opdraget med straf, men også til ærefrygt og frygt for Gud.

62] Nu forstår du altså, hvad det vil sige at misbruge Guds navn, nemlig (for at gentage det helt kort): enten blot at bruge det til løgn og udgive noget under navnet, som ikke er sandt, eller at bande, sværge, drive trolddom og kort sagt at bruge det til at udføre ondskab, på hvilken måde det end sker.

63] Desuden må du også vide, hvordan man bruger navnet ret. For når han siger: «Du må ikke tage Guds navn forfængeligt», giver han samtidig at forstå, at man bør bruge det godt. For navnet er netop åbenbaret og givet os, for at det skal være i brug og til gavn. 64] Derfor følger det af sig selv: Når det her er forbudt at bruge det hellige navn til løgn eller ondskab, så er det omvendt befalet at bruge det til sandheden og alt godt – for eksempel når man sværger ret, hvor det er nødvendigt og kræves, når man lærer ret, og når man påkalder navnet i nød, lovpriser og takker i gode dage osv. Alt dette er samlet og befalet i ordet i Sl 50,15: «Kald på mig på nødens dag, så vil jeg redde dig, og du skal ære mig.» For alt dette er at bruge navnet til sandheden og bruge det til frelse, og på den måde bliver hans navn helliget, som vi beder i Fadervor.

65] Så har du fået hele buddets indhold forklaret. Og ud fra denne forståelse er det let at løse det spørgsmål, som mange lærere har plaget sig med: hvorfor det i evangeliet er forbudt at sværge, selv om Kristus, Paulus og andre hellige ofte har svoret. 66] Kort sagt er meningen denne: Man skal ikke sværge til det onde, det vil sige til løgn, og heller ikke, hvor det hverken er nødvendigt eller nyttigt. Men til det gode og til næstens gavn skal man sværge. For det er en virkelig god gerning, som Gud bliver æret ved. Ved den bliver sandheden og retten bekræftet, løgnen slået tilbage, folk forsonet, lydighed vist og strid bilagt. For her træder Gud selv ind imellem og skiller ret og uret, ondt og godt fra hinanden. 67] Sværger den ene part falsk, så har den sin dom: Den skal ikke undslippe straffen. Og selv om det trækker ud en tid, skal intet lykkes for dem, så alt, hvad de vinder på den måde, smuldrer mellem hænderne på dem og aldrig bliver nydt med glæde. 68] Det har jeg set hos mange, der har svoret deres ægteskabsløfte væk: Bagefter har de ikke haft en god time eller en rask dag, og de er gået jammerligt til grunde både på legeme, sjæl og gods.

69] Derfor siger og formaner jeg som før, at man i tide skal vænne børnene til at sky løgn og især til ikke at bruge Guds navn til den – ved at advare og skræmme dem, holde dem tilbage og straffe dem. For lader man dem bare gå, kommer der intet godt ud af det. Det ser vi nu for øjnene: Verden er værre end nogensinde før, og der er hverken orden, lydighed, troskab eller tro, men kun frække, ustyrlige mennesker, som hverken belæring eller straf hjælper på. Alt dette er Guds vrede og straf over en sådan bevidst foragt for dette bud.

70] For det andet skal man også omvendt tilskynde og opmuntre dem til at ære Guds navn og altid have det i munden i alt, hvad der kan møde dem og komme dem for øje. For det er den rette ære for navnet, at man venter sig al trøst fra det og derfor påkalder det, så at hjertet (som vi har hørt ovenfor) først giver Gud hans ære ved troen og derefter munden ved bekendelsen.

71] Det er også en velsignet og nyttig vane og meget virkningsfuld mod Djævelen, som altid er omkring os og lurer på, hvordan han kan føre os i synd og skam, elendighed og nød. Men han hører det meget nødig og kan ikke blive længe, hvor man af hjertet nævner og påkalder Guds navn. Og mange frygtelige og grufulde ulykker ville ramme os, hvis Gud ikke bevarede os, når vi påkalder hans navn. 72] Jeg har selv prøvet det og oplevet, at en pludselig, stor ulykke ofte har vendt sig og er gået over, netop mens man råbte sådan. Djævelen til fortræd, siger jeg, bør vi altid have det hellige navn i munden, så han ikke kan skade, sådan som han gerne ville.

73] Hertil hører også, at man vænner sig til hver dag at befale sig selv i Guds hånd med sjæl og legeme, hustru, børn, tjenestefolk og alt, hvad vi har, mod enhver nød, der kan komme. Derfra stammer også bordbønnerne «Benedicite» og «Gratias» [velsignelsen før og takken efter måltidet] og andre velsignelser morgen og aften, som er kommet i brug. 74] Det samme gælder børnenes skik, at man gør korsets tegn over sig, når man ser eller hører noget uhyggeligt og skrækkeligt, og siger: «Herre Gud, bevar os! Hjælp, kære Herre Kristus!» eller lignende. Og omvendt, når nogen uventet får noget godt, hvor lille det end er, at man siger: «Gud være lovet og takket; det har Gud givet mig!» osv. – på samme måde som man tidligere vænnede børnene til at faste for Sankt Nikolaus og andre helgener og bede til dem. Sådan noget ville være mere velbehageligt og kært for Gud end noget klosterliv og nogen kartøjserhellighed.

75] Se, sådan kunne man opdrage de unge på en barnlig måde og som i leg i gudsfrygt og ære, så det første og det andet bud blev holdt i live og i stadig øvelse. Så kunne noget godt slå rod, spire og bære frugt, så der voksede mennesker op, som et helt land kunne have gavn og glæde af. 76] Det ville også være den rette måde at opdrage børn godt på, fordi man kan vænne dem til det med det gode og med lyst. For hvad man kun skal tvinge igennem med ris og slag, bliver der aldrig noget godt ud af. Og selv når man når langt, forbliver de alligevel ikke fromme længere, end riset ligger på ryggen af dem.

77] Men her slår det rod i hjertet, så man frygter Gud mere end riset og stokken. Det siger jeg så enkelt for de unges skyld, så det dog engang kan trænge ind. For når vi prædiker for børn, må vi også pludre med dem. Sådan har vi forebygget misbruget af Guds navn og lært den rette brug af det, som ikke kun skal bestå i ord, men også i øvelse og liv, så man ved, at det behager Gud inderligt, og at han vil belønne det lige så rigt, som han vil straffe misbruget hårdt.