Det tredje bud

78] Du skal holde hviledagen hellig.

79] «Hviledag» har vi kaldt den efter det hebraiske ord «sabbat», som egentlig betyder at hvile, det vil sige at holde inde med arbejdet. Derfor siger vi også «holde fyraften» eller «holde helligaften». 80] I Det Gamle Testamente udskilte og indstiftede Gud den syvende dag til hvile og befalede, at den skulle holdes hellig frem for alle andre. Hvad angår denne ydre hvile, er dette bud alene givet til jøderne: De skulle holde inde med det grove arbejde og hvile, så både mennesker og dyr kunne komme til kræfter igen og ikke blive svækket af uafbrudt arbejde. 81] Siden strammede de det dog alt for hårdt og misbrugte det groft, så de endda bebrejdede Kristus det og ikke kunne tåle gerninger hos ham, som de selv gjorde på den dag, som man læser i evangeliet – som om buddet var opfyldt ved, at man slet ikke gjorde nogen ydre gerning. Men det var ikke meningen; meningen var i sidste ende, at de skulle holde hvile- eller fridagen hellig, som vi skal høre.

82] Derfor angår dette bud efter sin ydre, bogstavelige forstand ikke os kristne. Det er nemlig en helt udvortes ting, som ligesom andre forskrifter i Det Gamle Testamente er bundet til bestemte skikke, personer, tider og steder, og fra alt det er vi nu blevet sat fri ved Kristus.

83] Men for at give de enfoldige en kristen forståelse af, hvad Gud kræver af os i dette bud, så læg mærke til, at vi ikke holder helligdag for de forstandige og lærde kristnes skyld, for de har slet ikke brug for det. Vi holder den for det første også af legemlige grunde og behov, som naturen selv lærer og kræver: for den store almindelige flok, karle og piger, som hele ugen har passet deres arbejde og dont, så også de kan trække sig tilbage en dag for at hvile og komme til kræfter.

84] Dernæst og allermest for at man på en sådan hviledag (fordi man ellers ikke kan komme til det) kan få tid og rum til at passe gudstjenesten, så man kommer sammen for at høre og arbejde med Guds ord og derefter lovprise Gud, synge og bede.

85] Men dette (siger jeg) er ikke bundet til en bestemt tid som hos jøderne, så det absolut skal være netop den eller den dag. For ingen dag er i sig selv bedre end en anden. Egentlig burde det ske hver dag, men fordi den store flok ikke kan overkomme det, må man i det mindste udskille én dag om ugen til det. Men da søndagen fra gammel tid har været sat af til det, skal man også blive ved den, så alt kan ske i samdrægtig orden, og ingen skaber uorden ved unødige nyskabelser.

86] Det er altså den enkle mening med dette bud: Når man nu alligevel holder helligdage, skal man bruge dem til at lære Guds ord, så denne dags egentlige opgave er prædikeembedet for de unges og den fattige almues skyld. Dog skal hvilen ikke spændes så snævert, at andet arbejde, som tilfældigt opstår og ikke kan undgås, dermed er forbudt.

87] Når man derfor spørger, hvad det betyder: «Du skal hellige hviledagen», så svar: At hellige hviledagen betyder det samme som at holde den hellig. Hvad vil det så sige at holde den hellig? Intet andet end at tale, handle og leve helligt. For dagen behøver ikke selv at blive helliget; den er i sig selv skabt hellig. Men Gud vil have, at den skal være hellig for dig. Derfor bliver den hellig eller vanhellig for din skyld, alt efter om du bruger den til hellige eller vanhellige ting.

88] Hvordan sker så denne helliggørelse? Ikke ved at man sidder bag kakkelovnen og ikke laver groft arbejde, eller sætter en krans på hovedet og tager sit bedste tøj på, men (som sagt) ved at man arbejder med Guds ord og øver sig i det.

89] Ja, vi kristne bør altid holde en sådan helligdag og kun beskæftige os med hellige ting, det vil sige dagligt omgås Guds ord og bære det med os i hjertet og på læben. Men fordi vi (som sagt) ikke alle har tid og fritid til det, må vi bruge nogle timer om ugen for de unges skyld, eller i det mindste én dag for hele flokkens skyld, til udelukkende at beskæftige os med det og især til at indøve De ti bud, trosbekendelsen og Fadervor og således indrette hele vort liv og væsen efter Guds ord. Når dette sker og bliver øvet, holdes der en rigtig helligdag; hvor det ikke sker, skal det ikke kaldes en kristen helligdag. 90] For at holde fri og gå ledig, det kan ikke-kristne også. Sådan står også hele sværmen af vore gejstlige dagligt i kirken, synger og kimer, men de holder slet ingen helligdag hellig. For de hverken prædiker eller øver Guds ord, men lærer og lever netop imod det.

91] For Guds ord er helligdommen over alle helligdomme, ja, den eneste, vi kristne kender og har. For selv om vi havde alle helgeners knogler eller hellige og indviede klæder samlet i én bunke, ville det slet ikke hjælpe os, for det er alt sammen døde ting, som ikke kan gøre nogen hellig. Men Guds ord er den skat, der gør alle ting hellige, og ved det er selv alle de hellige blevet helliget. 92] Hver time, man arbejder med Guds ord, prædiker, hører, læser eller overvejer det, bliver person, dag og gerning derved helliget – ikke på grund af den ydre gerning, men på grund af Ordet, som gør os alle til hellige. Derfor siger jeg altid, at hele vort liv og alle vore gerninger må leves i Guds ord, hvis de skal være Gud til behag eller kaldes hellige. Hvor det sker, er dette bud i kraft og bliver opfyldt.

93] Omvendt: Hvad liv og gerning der end går uden for Guds ord, er vanhelligt for Gud, hvor meget det end skinner og glimrer, og selv om man hængte det fuldt af helligdomme. Sådan er de opdigtede gejstlige stande, som ikke kender Guds ord og søger hellighed i deres egne gerninger.

94] Læg derfor mærke til, at dette buds kraft og magt ikke ligger i at holde fri, men i at hellige, så denne dag har en særlig hellig øvelse. For andet arbejde og andre gøremål kaldes egentlig ikke hellige øvelser, medmindre mennesket selv først er helligt. Men her skal der ske en sådan gerning, som gør et menneske selv helligt, og det sker (som vi har hørt) alene ved Guds ord. Til det er steder, tider, personer og hele den ydre gudstjeneste indstiftet og ordnet, så det også kan ske offentligt.

95] Da så meget nu afhænger af Guds ord, at ingen helligdag bliver helliget uden det, skal vi vide, at Gud vil have dette bud strengt overholdt og vil straffe alle, der foragter hans ord og ikke vil høre eller lære det, især på den tid, der er sat af til det.

96] Derfor synder ikke kun de mod dette bud, som groft misbruger og vanhelliger helligdagen, som de, der af griskhed eller letsindighed forsømmer at høre Guds ord eller ligger på kroen og er fulde som svin. Det gør også den anden flok, som hører Guds ord som enhver anden tom snak og kun af vane går til prædiken og ud igen, og når året er omme, ved de lige så meget i år som sidste år. 97] For hidtil har man ment, at helligdagen var holdt godt, når man om søndagen havde hørt en messe eller hørt evangeliet blive læst op; men om Guds ord har ingen spurgt, ligesom heller ingen har lært det. Nu, hvor vi har Guds ord, får vi alligevel ikke afskaffet misbruget. Vi lader os hele tiden prædike for og formane, men vi hører det uden alvor og omhu.

98] Vid derfor, at det ikke kun gælder om at høre, men at det også skal læres og huskes. Og tro ikke, at det står til dit eget forgodtbefindende, eller at det ikke betyder så meget. Nej, det er Guds bud, og han vil kræve dig til regnskab for, hvordan du har hørt, lært og æret hans ord.

99] Også de kræsne ånder skal irettesættes, som bliver mætte og lede ved det, når de har hørt en prædiken eller to, som om de selv kan det godt og ikke har brug for nogen lærer mere. For det er netop den synd, man hidtil har regnet blandt dødssynderne, og den kaldes ἀκηδία, det vil sige ladhed eller lede – en fjendtlig, skadelig plage, som Djævelen forhekser og bedrager mange hjerter med, for at han kan overrumple os og i al hemmelighed tage Guds ord fra os igen.

100] For det skal du vide: Selv om du kunne det allerbedst og var mester i alle ting, er du dog dagligt under Djævelens herredømme. Han hviler hverken dag eller nat, men lister sig ind på dig for at tænde vantro og onde tanker i dit hjerte mod de foregående bud og mod alle budene. Derfor må du altid have Guds ord i hjertet, på læben og for ørerne. Men hvor hjertet står ledigt, og Ordet ikke lyder, dér bryder han ind og har gjort skaden, før man opdager det. 101] Omvendt har Ordet den kraft, at når man for alvor betragter, hører og arbejder med det, går det aldrig hen uden frugt. Det vækker altid ny forståelse, lyst og andagt og gør hjerte og tanker rene. For det er ikke dovne eller døde, men virksomme, levende ord. 102] Og selv om ingen anden nytte eller nødvendighed drev os, burde dette dog tilskynde enhver til det: at Djævelen derved bliver skræmt og jaget bort, at dette bud bliver opfyldt, og at det behager Gud mere end alle andre glimrende hyklergerninger.