Det fjerde bud

103] Indtil nu har vi lært de tre første bud, som er rettet mod Gud. For det første: at man stoler på ham af hele sit hjerte og frygter og elsker ham i hele sit liv. For det andet: at man ikke misbruger hans hellige navn til løgn eller noget andet ondt, men til Guds pris og til næstens og sin egen nytte og frelse. For det tredje: at man på hviledagen og fridagen flittigt arbejder med og indøver Guds ord, så alt, hvad vi gør og lader, retter sig efter det. Nu følger de andre syv, som gælder vor næste. Blandt dem er det første og højeste:

104] Du skal ære din far og din mor.

105] Fars og mors stand har Gud givet en særlig forrang frem for alle andre stande under sig: Han befaler ikke blot, at man skal elske forældrene, men at man skal ære dem. For over for brødre, søstre og næsten i almindelighed befaler han intet højere end at elske dem. Således udskiller han far og mor fra alle andre personer på jorden og sætter dem ved sin side. 106] For det er en langt højere ting at ære end at elske. Det rummer nemlig ikke kun kærlighed, men også høflighed, ydmyghed og ærefrygt som over for en majestæt, der er skjult dér. Og det kræver ikke kun, at man taler venligt og ærbødigt til dem, men allermest, at man både i hjertet og med kroppen opfører sig og viser sig sådan, at man sætter dem højt og efter Gud regner dem for de øverste. For den, man skal ære af hjertet, må man virkelig regne for høj og stor.

108] Man skal altså indprente de unge, at de skal have deres forældre for øje i Guds sted og tænke sådan: Selv om de er ringe, fattige, skrøbelige og underlige, er de dog far og mor, givet af Gud. På grund af deres levevis eller fejl mister de ikke deres ære. Derfor skal man ikke se på personen, sådan som de er, men på Guds vilje, som skaber og ordner det sådan. Ganske vist er vi alle lige for Guds øjne, men indbyrdes kan det ikke være uden en sådan ulighed og ordnet forskel. Derfor har Gud også befalet, at den skal holdes, så du adlyder mig som din far, og jeg har myndigheden.

109] Lær så for det første, hvad den ære over for forældrene, som kræves i dette bud, betyder: nemlig at man frem for alt holder dem i ære og agter dem højt som den største skat på jorden, 110] og dernæst også i ord opfører sig høfligt over for dem, ikke farer hårdt ud mod dem, ikke trodser dem eller buldrer imod dem, men lader dem få ret og tier, selv om de går for vidt. 111] For det tredje skal man også vise denne ære med gerninger, det vil sige med krop og gods: at man tjener dem, hjælper dem og sørger for dem, når de er gamle, syge, skrøbelige eller fattige – og alt dette ikke kun gerne, men med ydmyghed og ærbødighed, som var det gjort for Gud. For den, der ved, hvordan han skal holde dem i sit hjerte, vil ikke lade dem lide nød eller sult, men sætte dem over og ved siden af sig og dele med dem, hvad han har og ejer.

112] For det andet skal du se og lægge mærke til, hvor stor, god og hellig en gerning der her bliver lagt frem for børnene. Desværre bliver den helt foragtet og slået hen, og ingen lægger mærke til, at Gud har befalet den, eller at det er et helligt, guddommeligt ord og en hellig lære. For hvis man havde regnet den for det, kunne enhver have sluttet deraf, at de, der levede efter disse ord, også måtte være hellige mennesker. Så havde man ikke haft brug for at oprette klosterliv og gejstlige stænder, hvis hvert barn havde holdt sig til dette bud og havde kunnet rette sin samvittighed mod Gud og sige: «Skal jeg gøre gode og hellige gerninger, så kender jeg ingen bedre end at vise mine forældre al ære og lydighed, for det har Gud selv befalet.» 113] For det, Gud befaler, må være langt, langt ædlere end alt det, vi selv kan finde på. Og fordi der ingen højere eller bedre mester findes end Gud, findes der sandelig heller ingen bedre lære end den, han giver. Nu lærer han jo rigeligt, hvad man skal gøre, når man vil øve sande, gode gerninger, og ved at befale dem vidner han om, at de behager ham. Er det altså Gud, der befaler dette og ikke ved noget bedre at sætte i stedet, så kan jeg i hvert fald ikke gøre det bedre.

114] Se, på den måde ville man have lært et fromt barn ret, opdraget det til frelse og holdt det hjemme i lydighed mod forældrene og i deres tjeneste, så man havde haft gavn og glæde af det. Men sådan skulle man jo ikke fremhæve Guds bud. Man lod det ligge eller skyndte sig hen over det, så et barn ikke kunne gribe det, og imens stod det og gloede med åben mund efter det, vi selv havde fundet på, uden at man én eneste gang spurgte Gud til råds.

115] Lad os derfor for Guds skyld engang lære, at de unge skal sætte alle andre ting ud af syne og først og fremmest se på dette bud, når de vil tjene Gud med sande, gode gerninger, nemlig at de gør det, som far og mor, eller de, der i deres sted har myndighed over dem, gerne vil have. For det barn, der ved og gør dette, har for det første den store trøst i hjertet, at det glad kan sige og rose sig (til trods for og imod alle dem, der går op i gerninger, de selv har valgt): «Se, denne gerning behager min Gud i himlen, det ved jeg med sikkerhed.» 116] Lad dem bare komme frem alle sammen i én flok med alle deres mange, store, møjsommelige og tunge gerninger og rose sig af dem. Lad os se, om de kan fremvise én eneste, der er større og ædlere end lydighed mod far og mor. Den har Gud sat og befalet lige efter lydigheden mod sin egen majestæt, så at intet skal gælde mere end forældrenes vilje og ord, når Guds ord og vilje er sket og udført – dog sådan, at den stadig er underordnet lydigheden mod Gud og ikke går imod de foregående bud.

117] Derfor skal du være glad af hjertet og takke Gud for, at han har udvalgt dig og gjort dig værdig til at gøre ham en så kostbar og velbehagelig gerning. Og regn den bare for stor og dyrebar, selv om den bliver anset for den allermindste og mest foragtede – ikke for vores værdigheds skyld, men fordi den er fattet i og går ud fra den skat og helligdom, som er Guds ord og bud. 118] Åh, hvor dyrt ville ikke alle kartheusere, munke og nonner betale for, at de i hele deres gejstlige stand kunne bringe en eneste gerning frem for Gud, gjort efter hans bud, og med et glad hjerte sige for hans øjne: «Nu ved jeg, at denne gerning behager dig.» Hvor skal de stakkels elendige mennesker gøre af sig, når de rødmende af skam og til stor skændsel skal stå for Gud og hele verden over for et lille barn, som har levet efter dette bud, og må bekende, at de med hele deres liv ikke har været værdige til at række det vand? 119] Det har de også fortjent på grund af den djævelske forvrængning, at de træder Guds bud under fode: Derfor må de forgæves pine sig med gerninger, de selv har udtænkt, og får oven i købet spot og skade til løn.

120] Skulle et hjerte så ikke springe og smelte af glæde, når det gik til sit arbejde og gjorde, hvad det var blevet befalet, så det kunne sige: «Se, dette er bedre end alle kartheusernes hellighed, selv om de faster sig ihjel og ligger på knæ og beder uden ophør»? For her har du en sikker tekst og et guddommeligt vidnesbyrd om, at han har befalet dette, men om det andet har han ikke befalet et ord. Men det er verdens jammer og sørgelige blindhed, at ingen tror det. Så grundigt har Djævelen forhekset os med falsk hellighed og med skinnet af egne gerninger.

121] Derfor vil jeg (siger jeg igen) inderligt gerne, at man åbnede øjne og ører og tog dette til hjerte, så vi ikke en dag igen bliver ført bort fra Guds rene ord til Djævelens løgnekram. Så ville det også stå godt til: Forældrene kunne have desto mere glæde, kærlighed, venskab og enighed i hjemmene, og børnene kunne vinde forældrenes hele hjerte. 122] Omvendt: Hvor børnene er stivsindede og ikke gør, hvad de skal, før man lægger en kæp på deres ryg, der gør de både Gud og forældrene vrede. Dermed berøver de sig selv denne skat og glæde i samvittigheden og samler sig bare ulykke. 123] Derfor går det også sådan i verden nu, som alle klager over, at både unge og gamle er helt vilde og ustyrlige, uden respekt og ærbødighed. De gør intet, uden at de drives til det med slag, og bag andres ryg bagtaler og nedgør de dem, alt hvad de kan. Derfor straffer Gud også, så de havner i al slags elendighed og jammer. 124] Og forældrene selv forstår som regel ingenting; den ene tåbe opdrager den anden. Som de har levet, sådan lever børnene efter dem.

125] Dette skal nu (siger jeg) være det første og største, der driver os til dette bud. For dets skyld burde vi, hvis vi ingen far og mor havde, ønske, at Gud stillede træ og sten op foran os, som vi kunne kalde far og mor. Hvor meget mere skal vi så ikke glæde os over, når han har givet os levende forældre, at vi må vise dem ære og lydighed! For vi ved, at det behager den høje majestæt og alle englene så godt og ærgrer alle djævle. 126] Desuden er det den højeste gerning, man kan gøre, næst efter den høje gudstjeneste, som er fattet i de foregående bud, så at almisse og alle andre gerninger mod næsten alligevel ikke kan måle sig med den. For Gud har sat denne stand øverst, ja, sat den i sit eget sted på jorden. Denne Guds vilje og velbehag skal være grund og tilskyndelse nok for os til, at vi villigt og med lyst gør, hvad vi kan.

127] Desuden skylder vi også over for verden at være taknemlige for de velgerninger og alt det gode, vi har fra vores forældre. 128] Men her hersker Djævelen igen i verden, så børnene glemmer deres forældre, ligesom vi alle glemmer Gud. Ingen tænker på, hvordan Gud nærer, vogter og beskytter os og giver os så meget godt til legeme og sjæl. Især når der engang kommer en ond tid, bliver vi vrede og knurrer utålmodigt, og alt det gode, vi har modtaget hele vores liv, er glemt. Netop sådan gør vi også mod forældrene, og der er intet barn, som erkender og tænker over det, medmindre Helligånden giver det.

129] Denne verdens uart kender Gud godt. Derfor minder han den om det og driver den med bud, så enhver tænker over, hvad forældrene har gjort for ham. Så finder han, at han har sit legeme og liv fra dem, og at de desuden har ernæret og opdraget ham, skønt han ellers hundrede gange ville være blevet kvalt i sit eget snavs. 130] Derfor er det rigtigt og godt sagt af gamle, vise folk: Deo, parentibus et magistris non potest satis gratiae rependi, det vil sige: Gud, forældrene og lærerne kan man aldrig takke og gengælde nok. Den, der ser på det og tænker over det, vil uden at blive drevet til det vise sine forældre al ære og bære dem på hænderne som dem, Gud har gjort ham alt godt igennem.

131] Ud over alt dette skal det også være en stor grund til at tilskynde os endnu mere, at Gud har knyttet et legemligt løfte til dette bud og siger: «For at du må få et langt liv i det land, hvor du bor.»

132] Se selv, hvor stort alvor Gud har med dette bud. For han udtrykker ikke kun, at det er ham velbehageligt, og at han har glæde og lyst til det, men også at det skal gå os godt og tjene os til det bedste, så vi kan få et mildt og godt liv med alt godt. 133] Derfor fremhæver og priser også Paulus det højt i Ef 6, når han siger: «Det er det første bud med et løfte: for at det må gå dig godt, og du må få et langt liv på jorden.» For selv om de andre bud også har deres løfte i sig, er det ikke ved noget af dem sat så tydeligt og udtrykkeligt.

134] Her har du nu frugten og lønnen: Den, der holder det, skal have gode dage, lykke og velfærd. Og omvendt også straffen: Den, der er ulydig, skal desto hurtigere gå til grunde og ikke få glæde af livet. For at have et langt liv betyder i Skriften ikke kun at blive gammel af år, men at have alt, hvad der hører et langt liv til, nemlig sundhed, hustru og børn, føde, fred, god regering osv. Uden det kan man hverken nyde dette liv med glæde eller beholde det længe. 135] Vil du nu ikke adlyde far og mor og lade dig opdrage, så adlyd bødlen. Adlyder du ikke ham, så adlyd benraden, det vil sige døden. 136] For det vil Gud kort og godt have: Enten adlyder du ham og viser ham kærlighed og tjeneste, og så gengælder han dig overstrømmende med alt godt; eller også gør du ham vred, og så sender han både døden og bødlen over dig.

137] Hvor kommer alle de mange skurke fra, som man dagligt må hænge, halshugge og radbrække, hvis ikke fra ulydigheden? Fordi de ikke vil lade sig opdrage med det gode, bringer de det ved Guds straf selv dertil, at man ser ulykke og hjertesorg over dem. For det sker kun meget sjældent, at sådanne forhærdede folk dør en rigtig eller naturlig død.

De fromme og lydige har derimod den velsignelse, at de lever længe i god ro og ser deres børnebørn (som sagt ovenfor) i tredje og fjerde led.

138] Sådan erfarer man også, at hvor der er fine, gamle slægter, som står godt og har mange børn, kommer det sandelig af, at nogle af dem er blevet godt opdraget og har haft deres forældre for øje. Omvendt står der skrevet om de ugudelige i Sl 109: «Hans efterkommere skal udryddes, og deres navn skal slettes allerede i næste slægtled.» 139] Lad dig derfor sige, hvor stor en ting lydigheden er hos Gud: Han sætter den så højt, har så stor behag i den og belønner den rigeligt, og desuden holder han så strengt over den, at han straffer dem, der handler imod den.

140] Alt dette siger jeg, for at man rigtig kan indprente det i de unge. For ingen tror, hvor nødvendigt dette bud er, og dog er det hidtil under pavedømmet hverken blevet agtet eller lært. Det er jævne og lette ord, mener enhver, og han tror, han allerede kan det. Derfor skynder man sig hen over det og gaber efter andre ting. Man ser og tror ikke, at man gør Gud så vred, når man lader dette ligge, og heller ikke, at man gør så kostbare og velbehagelige gerninger, når man holder sig til det.

141] Til dette bud hører det også, at man taler om al slags lydighed mod dem, der står over os og har til opgave at befale og styre. For al anden myndighed udspringer af forældrenes myndighed og breder sig ud fra den. Når en far ikke alene kan opdrage sit barn, tager han en skolemester til hjælp, som kan undervise det. Er han for svag, tager han sine venner eller naboer til hjælp. Dør han, overdrager han styret og magten til andre, som bliver sat til det. 142] Han må også have tjenestefolk, karle og piger, under sig til at styre huset. Alle, som man kalder herrer, står altså i forældrenes sted og har deres kraft og magt til at styre fra dem. Derfor kaldes de alle også fædre i Skriften, fordi de i deres styre udøver faderembedet og skal have et faderligt hjerte over for deres egne. Sådan har også romerne og andre folk fra gammel tid kaldt husets herrer og fruer patres- et matresfamilias, det vil sige husfædre og husmødre. Og deres landsfyrster og øvrighed kaldte de patres patriae, det vil sige fædre for hele landet. Det er en stor skam for os, der vil være kristne, at vi ikke også kalder dem sådan eller i det mindste anser og ærer dem som fædre.

143] Hvad et barn skylder far og mor, skylder også alle, der hører til husstanden. Derfor skal karle og piger sørge for ikke blot at adlyde deres herrer og fruer, men også ære dem som deres egne fædre og mødre og gøre alt, hvad de ved, at man ønsker af dem – ikke af tvang og modvilje, men med lyst og glæde, netop af den grund, der er nævnt før: at det er Guds bud og behager ham mere end alle andre gerninger. 144] For den sags skyld burde de ligefrem selv betale noget oven i og være glade for at få herrer og fruer, så de kunne få sådan en glad samvittighed og vide, hvordan de kan gøre virkelig gyldne gerninger. Det er hidtil blevet forsømt og foragtet, og i stedet er alle i Djævelens navn løbet i klostre, på pilgrimsrejser og efter aflad, til skade for sig selv og med dårlig samvittighed.

145] Hvis man nu kunne indprente det almindelige folk dette, ville en ung pige springe af glæde, love og takke Gud og med sit ordentlige arbejde, som hun ellers får kost og løn for, vinde en skat, som ingen af dem, man regner for de helligste, har. Er det ikke en herlig ære at vide og kunne sige, at når du gør dit daglige husarbejde, er det bedre end alle munkes hellighed og strenge liv? 146] Og du har oven i købet løftet om, at det skal tjene dig til alt godt og gå dig godt. Hvordan kunne du være mere velsignet eller leve mere helligt, hvad gerningerne angår? 147] For over for Gud er det egentlig troen, der gør hellig, og den alene tjener ham, mens gerningerne tjener menneskene. 148] Her har du alt godt: beskyttelse og ly under Herren, en glad samvittighed og oven i købet en nådig Gud, som vil lønne dig hundrede gange, og du er en rigtig junker, bare du er from og lydig. Men er du ikke det, får du først bare vrede og unåde fra Gud og ingen fred i hjertet, og siden al slags plage og ulykke.

149] Den, som ikke vil lade sig bevæge af dette og blive from, overgiver vi til bødlen og Knokkelmanden. Derfor skal enhver, der vil lade sig sige noget, tænke på, at Gud ikke spøger, og vide, at det er Gud, der taler med dig og kræver lydighed. Adlyder du ham, er du hans kære barn; men foragter du det, så skal du også få skam, elendighed og hjertesorg som løn.

150] Det samme må man sige om lydigheden mod den verdslige øvrighed, der (som sagt) alt sammen hører til faderstanden og rækker allervidest. For her er der ikke tale om en far for nogle enkelte, men om en far for så mange mennesker, som han har landboere, borgere eller undersåtter. For gennem dem som gennem vores forældre giver og bevarer Gud os føde, hus og hjem, beskyttelse og sikkerhed. Når de med al ære bærer et sådant navn og en sådan titel som deres højeste hæder, er vi derfor også forpligtet til at ære dem og regne dem højt som den dyreste skat og det kostbareste smykke på jorden.

151] Den, der her er lydig, villig og tjenstvillig og gerne gør alt, hvad der hører med til at ære dem, ved, at han behager Gud og får glæde og lykke til løn. Vil han ikke gøre det i kærlighed, men foragter det, stritter imod eller laver uro, så skal han til gengæld også vide, at han hverken har nåde eller velsignelse. Hvor han mener at vinde en gylden ved det, skal han miste ti gange så meget et andet sted eller ende hos bødlen, omkomme ved krig, pest og dyrtid eller ikke opleve noget godt ved sine børn og lide skade, uret og vold fra tjenestefolk, naboer eller fremmede og tyranner. Sådan bliver vi betalt og får tilbage, hvad vi søger og fortjener.

152] Hvis man bare én gang kunne få os til at forstå, at sådanne gerninger er så velbehagelige for Gud og har så rig en løn, ville vi sidde midt i overstrømmende goder og have, hvad vores hjerte begærer. Men fordi man holder Guds ord og bud for så foragteligt, som om en eller anden tom sludrebøtte havde sagt det, så lad os se, om du er manden, der kan trodse ham. Hvor svært vil det mon blive for ham at betale dig igen! 153] Derfor ville du jo leve meget bedre med Guds gunst, fred og lykke end med unåde og ulykke. 154] Hvorfor tror du, at verden nu er så fuld af utroskab, skam, elendighed og mord? Det er, fordi enhver vil være sin egen herre og fri som en kejser, ikke bryde sig om nogen og gøre alt, hvad han har lyst til. Derfor straffer Gud den ene skurk med den anden: Når du bedrager eller foragter din herre, kommer der en anden, som behandler dig på samme måde, ja, så du i dit eget hus må lide ti gange mere af kone, børn eller tjenestefolk.

155] Vi mærker godt vores ulykke, vi brokker os og klager over utroskab, vold og uret, men vil ikke se, at vi selv er skurke, som ærligt og redeligt har fortjent straffen, og at vi ikke bliver det mindste bedre af den. Vi vil ikke have nåde og lykke; derfor får vi med rette bare ulykke uden nogen barmhjertighed. 156] Der må stadig være nogle fromme mennesker et eller andet sted på jorden, siden Gud stadig lader os beholde så meget godt. Var det for vores egen skyld, ville vi ikke have en skilling tilbage i huset eller et strå på marken. 157] Alt dette har jeg måttet gennemgå med så mange ord i håb om, at nogen en dag ville tage det til hjerte, så vi kunne blive befriet fra den blindhed og elendighed, vi er sunket så dybt ned i, og lære Guds ord og vilje rigtigt at kende og tage imod det for alvor. For af det ville vi lære, hvordan vi kunne få glæde, lykke og frelse nok, både i tiden og i evigheden.

158] Sådan har vi i dette bud fremstillet to slags fædre (i nogle udgaver: tre slags): fædre af blod og fædre i kraft af embede eller omsorg, i hjemmet og i landet. Derudover er der også åndelige fædre – ikke som i pavedømmet, hvor de godt nok har ladet sig kalde sådan, men ikke har udøvet noget faderligt embede. For kun de, der styrer og leder os ved Guds ord, kaldes åndelige fædre, 159] sådan som Paulus roser sig af at være far i 1 Kor 4,15, hvor han siger: «Jeg er ved evangeliet blevet jeres far i Kristus Jesus.» 160] Fordi de nu er fædre, tilkommer der også dem ære, ja, endda mere end alle andre. Men her får de mindst; for verden ærer dem på den måde, at man jager dem ud af landet og ikke under dem et stykke brød. Kort sagt: De må (som Paulus siger) være verdens affald og alles udskud og dørmåtte.

161] Alligevel er det nødvendigt også at indprente folk, at de, der vil kaldes kristne, over for Gud er forpligtet til at regne dem, der våger over deres sjæle, for værdige til dobbelt ære, så de gør godt mod dem og sørger for dem. Så vil Gud også give dig nok og ikke lade dig mangle noget. 162] Men her stritter og vrider alle sig; alle er bange for, at maven skal sulte, og nu kan de ikke ernære én eneste ordentlig prædikant, hvor vi før har fyldt ti fedmaver. 163] Dermed fortjener vi også, at Gud berøver os sit ord og sin velsignelse og igen lader løgnprædikanter stå frem, som fører os til Djævelen og oven i købet suger vores sved og blod ud.

164] Men de, der har Guds vilje og bud for øje, har det løfte, at alt, hvad de anvender på deres legemlige og åndelige fædre og gør for at ære dem, skal gengældes dem rigeligt – ikke sådan at de skal have brød, tøj og penge i et år eller to, men langt liv, føde og fred, og de skal være rige og salige i evighed. 165] Gør derfor bare, hvad du skylder, og lad Gud sørge for, hvordan han vil ernære dig og give dig nok. Han har lovet det og har aldrig løjet, så han vil heller ikke lyve for dig.

166] Det burde da anspore os og give os et hjerte, der kunne smelte af lyst og kærlighed til dem, vi skylder ære, så vi løftede hænderne og glade takkede Gud, som har givet os et sådant løfte – et løfte, vi burde løbe til verdens ende efter. For selv om hele verden gik sammen, kunne den ikke lægge en eneste lille time til vores liv eller give et eneste lille korn op af jorden. Men Gud kan og vil give dig alt i overflod, efter dit hjertes lyst. Den, der ringeagter dette og slår det hen, er sandelig ikke værd at høre et eneste ord fra Gud. Dette er nu sagt mere end nok til alle, der hører ind under dette bud.

167] Ved siden af dette burde man også prædike for forældrene og alle, der bærer deres embede, om hvordan de skal opføre sig over for dem, de har fået betroet at styre. Selv om det ikke står udtrykkeligt i De ti bud, er det dog befalet rigeligt mange andre steder i Skriften. Gud vil også have det medregnet i netop dette bud, når han nævner far og mor. 168] For han vil ikke have skurke eller tyranner i dette embede og styre. Han giver dem heller ikke æren – det vil sige magten og retten til at styre – for at de skal lade sig tilbede, men for at de skal huske, at de selv står under lydighed mod Gud. Frem for alt skal de passe deres embede helhjertet og trofast: ikke alene ernære deres børn, tjenestefolk, undersåtter osv. og sørge for dem legemligt, men først og fremmest opdrage dem til Guds pris og ære. 169] Tro derfor ikke, at dette er overladt til dit eget forgodtbefindende og din egen vilkårlighed, men at Gud strengt har befalet og pålagt dig det, og at du også skal stå til regnskab over for ham for det.

170] Her er nu igen den sørgelige plage, at ingen lægger mærke til eller tager sig af dette. Folk lever, som om Gud gav os børn, for at vi skulle have glæde og morskab af dem, tjenestefolk kun for at vi kunne bruge dem til arbejde som en ko eller et æsel, og undersåtter for at vi kunne behandle dem, som det passer os. Man lader dem gå, som om det ikke kom os ved, hvad de lærer, eller hvordan de lever. 171] Og ingen vil se, at det er den høje Majestæts befaling, og at han med alvor vil kræve det og straffe forsømmelsen, eller at det er så bydende nødvendigt, at man tager sig af de unge med alvor. 172] For vil vi have dygtige, egnede folk både til det verdslige og det åndelige styre, så må vi sandelig ikke spare på flid, møje og omkostninger, når det gælder vores børn, så de bliver undervist og opdraget til at tjene Gud og verden. 173] Vi må ikke kun tænke på, hvordan vi kan samle penge og gods til dem; for Gud kan godt nære dem og gøre dem rige uden os, sådan som han også gør hver dag. Men netop derfor har han givet os børn og befalet os at opdrage og lede dem efter hans vilje; ellers havde han slet ikke brug for far og mor. 174] Derfor skal enhver vide, at han under trussel om at miste Guds nåde er forpligtet til frem for alt at opdrage sine børn til gudsfrygt og kundskab om Gud, og, hvis de har evnerne, også lade dem lære noget og studere, så man kan bruge dem, hvor der er brug for dem.

175] Hvis man nu gjorde det, ville Gud også velsigne os rigeligt og give nåde til, at man opdrog folk, som land og folk kunne få gavn af, og desuden veloplærte borgere og ærbare, huslige kvinder, som siden kunne opdrage gudfrygtige børn og tjenestefolk. 176] Tænk nu selv over, hvilken dødelig skade du gør, hvis du forsømmer dette og ikke sørger for, at dit barn bliver opdraget godt og gudfrygtigt. Desuden bringer du al synd og vrede over dig selv og fortjener på den måde helvede ved dine egne børn, selv om du ellers var nok så from og hellig. 177] Derfor straffer Gud også verden så frygteligt, fordi man foragter dette, så man hverken har tugt, styre eller fred. Det klager vi alle over, men vi ser ikke, at det er vores egen skyld; for som vi opdrager dem, sådan får vi uopdragne og ulydige børn og undersåtter. 178] Lad dette være nok som formaning; at uddybe det yderligere hører til en anden gang.