Det femte bud

179] Du må ikke slå ihjel.

180] Nu har vi gennemgået både det åndelige og det verdslige styre, det vil sige den guddommelige og den faderlige myndighed og lydigheden over for den. Men her går vi nu ud af vores hus og ind blandt naboerne for at lære, hvordan vi skal leve med hinanden, hver enkelt for sig selv over for sin næste. 181] Derfor er Gud og øvrigheden ikke indbefattet i dette bud, og den magt til at slå ihjel, som de har, er ikke taget fra dem. For Gud har overdraget sin ret til at straffe forbrydere til øvrigheden i forældrenes sted; i gamle dage måtte forældrene selv (som man læser hos Moses) stille deres børn for retten og dømme dem til døden. Det, der er forbudt her, er altså forbudt den ene over for den anden og ikke øvrigheden.

182] Dette bud er nu let nok at forstå og er ofte blevet gennemgået, fordi man hvert år hører det i evangeliet, Matt 5, hvor Kristus selv udlægger det og sammenfatter det: Man må ikke slå ihjel, hverken med hånd, hjerte, mund, tegn, fagter eller med hjælp og råd. Derfor er det her forbudt for enhver at blive vred, undtagen (som sagt) for dem, der sidder i Guds sted, det vil sige forældre og øvrighed. For det tilkommer Gud og den, der står i en guddommelig stand, at blive vred, irettesætte og straffe, netop på grund af dem, der overtræder dette og de andre bud.

183] Grunden til og nødvendigheden af dette bud er, at Gud godt ved, hvor ond verden er, og at dette liv har megen ulykke. Derfor har han sat dette og de andre bud mellem gode og onde. Ligesom der er mange slags anfægtelser mod alle budene, sådan går det også her: Vi må leve blandt mange mennesker, som gør os ondt, så vi får grund til at blive deres fjender.

184] For eksempel når din nabo ser, at du har fået bedre hus og gård og mere gods og lykke fra Gud end han, så ærgrer det ham; han misunder dig og siger ikke noget godt om dig. Sådan får du ved Djævelens tilskyndelse mange fjender, der ikke under dig noget godt, hverken legemligt eller åndeligt. Når man så ser sådanne mennesker, vil vores hjerte på sin side rase og bløde og hævne sig. Så begynder man at bande og slå igen, og til sidst følger der elendighed og mord. 185] Her kommer Gud nu i forkøbet som en venlig far, træder imellem og vil have striden bilagt, så der ikke kommer ulykke ud af det, og så den ene ikke ødelægger den anden. Kort sagt: Med dette bud vil han beskytte, frigøre og give fred til enhver mod alles overmod og vold, og han vil have budet sat som en ringmur, en fæstning og et værn omkring vores næste, så man ikke gør ham ondt eller skade på legemet.

186] Dette bud går altså ud på, at ingen må gøre sin næste ondt for nogen som helst ond gerning, selv om han nok så meget har fortjent det. For hvor drab er forbudt, dér er også alt det forbudt, som drab kan udspringe af. For mange slår ganske vist ikke ihjel, men de bander dog og ønsker den anden noget ondt på halsen, så den, der blev ramt af det, ikke ville komme langt. 187] Da dette nu sidder i enhver af naturen og er almindelig skik, så ingen vil finde sig i noget fra den anden, vil Gud fjerne den rod og kilde, som gør hjertet bittert mod næsten. Han vil vænne os til altid at have dette bud for øje og spejle os i det, se på Guds vilje og overlade den uret, vi lider, til ham med inderlig tillid og påkaldelse af hans navn. Så lader vi de andre rase og være vrede og gøre, hvad de kan. På den måde skal et menneske lære at dæmpe vreden og have et tålmodigt, mildt hjerte, især over for dem, der giver ham grund til vrede, altså over for fjenderne.

188] Derfor skal man indprente de enfoldige så tydeligt som muligt, hvad «ikke slå ihjel» i sin helhed betyder: For det første, at man ikke gør nogen ondt, først og fremmest ikke med hånden eller gerningen; dernæst, at man ikke lader tungen blive brugt til at tale eller råde til det; desuden, at man ikke bruger eller samtykker i noget middel eller nogen måde, som nogen kunne blive skadet ved; og endelig, at hjertet ikke er fjendtligt mod nogen eller under nogen noget ondt af vrede og had. Sådan skal legeme og sjæl være uskyldige over for enhver, men især over for den, der ønsker dig ondt eller gør dig ondt. For at gøre ondt mod den, der under dig godt og gør dig godt, er ikke menneskeligt, men djævelsk.

189] For det andet gør ikke kun den sig skyldig mod dette bud, som gør ondt, men også den, der kunne gøre sin næste godt, komme det onde i forkøbet, afværge det og beskytte og redde ham, så han ikke kommer til skade på legemet, men undlader det. 190] Hvis du nu lader en nøgen gå og kunne have klædt ham, så har du ladet ham fryse ihjel. Ser du nogen lide sult og ikke giver ham mad, så lader du ham dø af sult. Ser du nogen uskyldigt dømt til døden eller i lignende nød og ikke redder ham, selv om du kendte midler og veje til det, så har du slået ham ihjel. Og det hjælper ikke, at du undskylder dig med, at du ikke har medvirket til det med hjælp, råd eller dåd; for du har unddraget ham kærligheden og berøvet ham den velgerning, som han kunne have holdt sig i live ved.

191] Derfor kalder Gud også med rette alle dem mordere, som ikke giver råd eller hjælp i nød og fare for liv og lemmer, og han vil lade en meget frygtelig dom gå over dem på den yderste dag, som Kristus selv forkynder, når han vil sige: «Jeg var sulten og tørstig, og I gav mig ikke at spise og ikke at drikke; jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig; jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj; jeg var syg og i fængsel, og I besøgte mig ikke.» Det vil sige: I ville gerne have ladet mig og mine dø af sult, tørst og kulde, ladet de vilde dyr sønderrive os, ladet os rådne i fængslet og gå til grunde i nød. 192] Hvad er det andet end at kalde dem mordere og blodhunde? For selv om du ikke har begået det med gerningen, har du dog ladet ham sidde fast i ulykken og omkomme, så vidt det stod til dig. Det er det samme, som hvis jeg så nogen, der var ude på dybt vand og kæmpede, eller som var faldet i ilden, og jeg kunne række ham hånden, trække ham ud og redde ham, men alligevel ikke gjorde det. Hvordan skulle jeg da stå for hele verden som andet end en morder og en skurk?

193] Derfor er Guds endelige mening, at vi ikke skal lade noget menneske lide ondt, men vise alt godt og al kærlighed. 194] Og det er (som sagt) egentlig rettet mod dem, der er vores fjender. For at vi gør godt mod vores venner, er kun en almindelig hedensk dyd, som Kristus siger i Matt 5.

195] Her har vi nu igen Guds ord, og med det vil han tilskynde og drive os til rette, ædle, høje gerninger som mildhed, tålmodighed og, kort sagt, kærlighed og velgerning mod vores fjender. Han vil hele tiden minde os om at tænke tilbage på det første bud: at han er vores Gud, det vil sige, at han vil hjælpe, stå os bi og beskytte os, så han kan dæmpe vores lyst til at hævne os.

196] Det burde man nu indprente og hamre ind; så ville vi få hænderne fulde af gode gerninger at gøre. 197] Men det ville ikke være en prædiken for munkene; det ville tage alt for meget fra den gejstlige stand og komme kartusermunkenes hellighed for nær, og det ville vel ligefrem blive kaldt at forbyde gode gerninger og tømme klostrene. For på den måde ville den almindelige kristne stand gælde lige så meget, ja langt, langt mere, og enhver ville se, hvordan de narrer og forfører verden med et falsk, hyklerisk skin af hellighed. For de har slået dette og andre bud hen i vejret og anset dem for unødvendige, som om de ikke var bud, men råd, og samtidig har de uden skam rost og udråbt deres hyklerstand og deres gerninger som det fuldkomneste liv – alt sammen for at kunne leve et godt, mageligt liv uden kors og tålmodighed. Det var også derfor, de løb ind i klostrene: for ikke at skulle lide noget fra nogen eller gøre nogen godt. 198] Men du skal vide, at dette er de rette, hellige og guddommelige gerninger, som han glæder sig over sammen med alle englene, mens al menneskelig hellighed er stank og snavs og desuden ikke fortjener andet end vrede og fordømmelse.