Det sjette bud

199] Du må ikke bryde ægteskabet.

200] Disse bud er i sig selv lette at forstå ud fra det foregående; for de går alle ud på, at man skal vogte sig for enhver slags skade på sin næste. Men de er stillet i en fin orden. Først gælder det hans egen person. Dernæst går man videre til den nærmeste person eller det nærmeste gode efter hans legeme, nemlig hans ægtefælle, som er ét kød og blod med ham, så man ikke kan skade ham hårdere på noget andet gode. Derfor bliver det også tydeligt udtrykt her, at man ikke må påføre ham skam ved hans hustru. 201] Og budet lyder egentlig på ægteskabsbrud, fordi det hos det jødiske folk var ordnet og befalet, at enhver skulle findes gift. Derfor blev de unge også giftet bort så tidligt som muligt, så jomfrustanden ikke gjaldt for noget, og der blev heller ikke tilladt noget offentligt liv i hor og utugt (som nu). Derfor var ægteskabsbrud den mest almindelige form for ukyskhed hos dem.

202] Men fordi der hos os findes sådan et skændigt sammensurium og et bundfald af al slags last og skurkagtighed, er dette bud også rettet mod enhver form for uterlighed, hvad man så end kalder den. 203] Og det er ikke kun selve den ydre handling, der er forbudt, men også enhver anledning, tilskyndelse og ethvert middel dertil, så hjerte, mund og hele legemet skal være kyske og ikke give plads, hjælp eller råd til uterlighed. 204] Og ikke nok med det: Man skal også forhindre, værne og redde, hvor der er fare og nød, og omvendt hjælpe og råde, så ens næste kan bevare sin ære. For hvis du undlader det, selv om du kunne forhindre det, eller ser gennem fingre med det, som om det ikke kom dig ved, så er du lige så skyldig som gerningsmanden selv. 205] Kort sagt kræves der altså, at enhver både selv lever kysk og også hjælper sin næste til det. For Gud vil ved dette bud have hver enkelts ægtefælle omgærdet og beskyttet, så ingen forgriber sig på den.

206] Men fordi dette bud netop er rettet mod ægteskabet og giver anledning til at tale om det, skal du for det første godt forstå og lægge mærke til, hvor herligt Gud ærer og priser denne stand ved både at stadfæste og beskytte den med sit bud. Han har stadfæstet den ovenfor i det fjerde bud: «Du skal ære din far og din mor»; men her har han (som sagt) værnet om den og beskyttet den. 207] Derfor vil han også, at vi skal ære den og holde den i hævd og leve i den som en guddommelig og velsignet stand. For han har indstiftet den som den første af alle stande og derfor skabt mand og kvinde forskellige (som man kan se), ikke til utugt, men for at de skal holde sammen, være frugtbare, sætte børn i verden og nære og opdrage dem til Guds ære.

208] Derfor har Gud også velsignet den rigere end alle andre stande, for at denne stand altid skulle være godt og rigeligt forsørget. Ægteskabet er altså ingen spøg eller letfærdighed, men en herlig ting og guddommelig alvor. For det er ham magtpåliggende, at der opdrages mennesker, som kan tjene verden og hjælpe til kundskab om Gud, til et gudfrygtigt liv og til alle dyder og kan kæmpe imod ondskaben og Djævelen.

209] Derfor har jeg altid lært, at man ikke må foragte denne stand eller holde den for skammelig, som den blinde verden og vores falske gejstlige gør, men se på den ud fra Guds ord, som den er smykket og helliget med. Den er altså ikke kun sidestillet med de andre stande, men går forud for og står over dem alle, hvad enten det er kejsere, fyrster, biskopper eller hvem det skal være. For både gejstlige og verdslige stande må ydmyge sig og lade sig finde i denne stand, som vi skal høre. 210] Derfor er den ikke en særlig stand, men den mest almindelige og den ædleste, som går og strækker sig gennem hele kristenheden, ja, gennem hele verden.

211] For det andet skal du også vide, at den ikke kun er en hæderlig, men også en nødvendig stand og alvorligt befalet af Gud: Mænd og kvinder i alle stande, som er skabt til den, skal i almindelighed leve i den. Dog er nogle (om end få) undtaget, som Gud særligt har taget ud, så de ikke er egnede til ægteskabet, eller som han ved en høj, overnaturlig gave har fritaget, så de kan leve kyskt uden for denne stand. 212] For hvor naturen får sin gang, sådan som Gud har plantet den i os, er det ikke muligt at forblive kysk uden for ægteskabet. For kød og blod forbliver kød og blod, og den naturlige tilbøjelighed og drift får frit løb uden at blive standset og hindret, som enhver ser og mærker. Derfor har Gud også befalet ægteskabet, for at man i nogen grad lettere kan undgå uterlighed, så enhver kan have sin tilmålte del og lade sig nøje med den – selv om der stadig også hører Guds nåde til, for at hjertet også kan være kyskt.

213] Heraf ser du, hvordan vores pavelige flok, præster, munke og nonner, går imod Guds ordning og bud, når de foragter og forbyder ægteskabet og formaster sig til at love evig kyskhed og oven i købet bedrager de enfoldige med løgnagtige ord og et skin af hellighed. 214] For ingen har så lidt kærlighed og lyst til kyskhed som netop de, der af stor hellighed undgår ægteskabet og enten åbenlyst og uden skam lever i hor eller i det skjulte driver det endnu værre, så man ikke engang tør nævne det – som man desværre har oplevet alt for meget. 215] Og kort sagt: Selv om de afholder sig fra selve handlingen, er deres hjerte dog fuldt af urene tanker og onde lyster, så der er en evig brand og en skjult lidelse, som man kan undgå i ægteskabet. 216] Derfor er alle kyskhedsløfter uden for ægteskabet fordømt ved dette bud, og der er givet frihed – ja, det er endda befalet – for alle stakkels fangne samvittigheder, som er bedraget af deres klosterløfter, at de går ud af den ukyske stand og ind i ægteskabet. For selv om klosterlivet ellers var guddommeligt, står det dog ikke i deres magt at leve kyskt, og hvis de bliver i det, må de blot synde mere og mere mod dette bud.

217] Det siger jeg nu, for at man skal holde de unge til, så de får lyst til ægteskabet og ved, at det er en velsignet stand, som behager Gud. For på den måde kunne man med tiden igen nå dertil, at ægteskabet kom til ære igen, og at der blev mindre af det svinske, vilde og uordentlige væsen, som nu overalt i verden hersker i ét virvar med åbenlys hor og andre skændige laster, der er fulgt af foragten for ægteskabet. 218] Derfor har også forældrene og øvrigheden pligt til at holde øje med de unge, så de bliver opdraget til tugt og anstændighed og, når de er voksne, bliver gift i Guds navn og med ære. Så vil Gud give sin velsignelse og nåde til det, så man får lyst og glæde ved det.

219] Ud fra alt dette skal det til slut siges, at dette bud ikke kun kræver, at enhver lever kyskt i gerning, ord og tanke i sin stand, det vil sige først og fremmest i ægteskabet, men også at han elsker og værdsætter den ægtefælle, som Gud har givet ham. For hvor ægteskabelig kyskhed skal holdes, dér må mand og kvinde frem for alt leve sammen i kærlighed og enighed, så den ene holder af den anden af hjertet og i fuld troskab. For det er en af de vigtigste ting, der giver kærlighed og lyst til kyskhed. Hvor den er til stede, vil kyskheden også følge helt af sig selv uden nogen befaling. 220] Derfor formaner også Paulus så ivrigt ægtefællerne til at elske og ære hinanden. 221] Her har du nu igen en kostbar god gerning, ja, mange og store gode gerninger, som du med glæde kan rose dig af over for alle de gejstlige stande, der er valgt uden Guds ord og bud.