Det syvende bud

222] Du må ikke stjæle.

223] Efter din egen person og din ægtefælle kommer det timelige gods som det nærmeste. Det vil Gud også have beskyttet, og han har befalet, at ingen må tage fra sin næste eller snyde ham for det, som er hans. 224] For at stjæle betyder ikke andet end at skaffe sig en andens ejendom med uret, og dermed er kort sagt al slags uredelig handel omfattet. Det er nu en meget udbredt og almindelig last, men den bliver så lidt påagtet og lagt mærke til, at det er helt ud over alle grænser. Hvis man skulle hænge alle, der er tyve, men ikke vil kaldes det, så ville verden snart blive øde, og der ville mangle både bødler og galger. For som sagt skal det ikke kun kaldes tyveri, når man tømmer kister og lommer. Det griber om sig på markedet, i alle butikker og boder, i vin- og ølkældre og værksteder – kort sagt overalt, hvor man handler og tager og giver penge for varer eller arbejde.

225] Lad os for den menige mands skyld male det lidt groft op, så man dog kan se, hvor fromme vi er: Når en tjenestekarl eller en tjenestepige i huset ikke tjener trofast og gør skade eller lader skade ske, som de godt kunne forhindre, eller ellers forsømmer og lader husbondens gods forfalde af dovenskab, uflid eller ondskab, for at trodse og ærgre herren og fruen, og hvad der ellers kan ske med vilje (for jeg taler ikke om det, der sker ved et uheld og mod ens vilje) – så kan du på et år tilvende dig tredive eller fyrre gylden og mere. Havde en anden taget det i det skjulte eller båret det bort, skulle han hænges i strikken. Men her tør du endda trodse og prale, og ingen tør kalde dig en tyv.

226] Det samme siger jeg om håndværkere, arbejdsfolk og daglejere, som alle følger deres eget forgodtbefindende og ikke ved, hvor meget overpris de skal tage af folk, og som dog er dovne og utro i arbejdet. Alle disse er langt værre end de hemmelige tyve, som man kan sætte lås og slå for, eller som man, når man får fat i dem, behandler sådan, at de ikke gør det igen. Men mod disse kan ingen beskytte sig, og ingen tør se surt på dem eller beskylde dem for nogen form for tyveri, så man hellere ti gange ville miste penge fra pungen. For det er mine naboer, gode venner og mine egne tjenestefolk, som jeg venter mig godt af, der er de allerførste til at snyde mig.

227] Videre går det også for fuld kraft på markedet og i den almindelige handel, hvor den ene åbenlyst snyder den anden med falske varer, mål, vægt og mønt og tager fordel af ham med snedighed, mærkelige kneb og smarte påfund. Desuden tager man overpris af ham, belaster ham efter forgodtbefindende, flår og plager ham. Og hvem kan fortælle eller udtænke alt det? 228] Kort sagt er det det mest almindelige håndværk og det største laug på jorden, og ser man nu på verden gennem alle stande, er den ikke andet end en stor, vid stald fuld af store tyve.

229] Derfor kaldes de også stolerøvere, land- og landevejstyve – ikke kisterøvere eller snigtyve, der napper af kontanterne, men folk, der sidder på deres stol og kaldes store junkere og agtværdige, fromme borgere og røver og stjæler under et godt skin.

230] Ja, her kunne man godt tie om de små enkelte tyve, hvis man skulle angribe de store, mægtige ærketyve, som herrer og fyrster gør fælles sag med, og som ikke plyndrer en by eller to, men hele Tyskland hver dag. Ja, hvor bliver så hovedet og den øverste beskytter af alle tyve, den hellige stol i Rom med alt sit tilbehør, som ved tyveri har tilranet sig hele verdens gods og har det i sin besiddelse den dag i dag?

231] Kort sagt, sådan går det i verden: Den, der åbenlyst kan stjæle og røve, går sikker og fri omkring, ustraffet af nogen, og vil oven i købet æres. Imens må de små, hemmelige tyve, som en enkelt gang har forgrebet sig, bære skammen og straffen og få de andre til at se fromme og ærværdige ud. Men de skal vide, at de for Gud er de største tyve, og han vil også straffe dem, sådan som de fortjener.

232] Fordi dette bud nu griber så vidt om sig, som vi lige har vist, er det nødvendigt at holde det godt frem for det menige folk og gøre det tydeligt, så man ikke lader dem gå så frit og sorgløst omkring, men altid stiller dem Guds vrede for øje og hamrer den ind i dem. For vi må prædike dette ikke for kristne, men mest for slyngler og skurke, som det med større ret burde være dommeren, fangevogteren eller bødlen, der prædikede for. 233] Derfor skal enhver vide, at han har pligt til – hvis han ikke vil pådrage sig Guds unåde – ikke blot ikke at gøre sin næste skade, ikke at fratage ham hans fordel og ikke at vise nogen form for utroskab eller list ved køb eller anden handel, men også trofast at passe på hans ejendom og skaffe og fremme hans gavn – især når han får penge, løn og føde for det.

234] Den, der med vilje foragter dette, kan nok gå hen og slippe for bødlen, men han slipper ikke for Guds vrede og straf, og bliver han længe ved med sin trods og sit hovmod, ender han alligevel som landstryger og tigger og får al plage og ulykke oven i købet. 235] Nu går du hen, når du skulle passe på din herres eller din frues ejendom, og fylder i stedet kro og mave, tager din løn som en tyv og lader dig oven i købet fejre som en junker. For der er mange, som trodser deres herrer og fruer og nødig vil gøre dem en tjeneste eller en vennetjeneste ved at afværge en skade.

236] Men se nu efter, hvad du vinder ved det: Når du selv får noget, der er dit eget, og sidder i dit eget hus, så vil Gud hjælpe til med al slags ulykke. Det skal nok komme frem igen og ramme dig selv, så du må betale tredivefold for hver eneste skilling, du har taget, eller hver skade, du har voldt.

237] Sådan skal det også gå håndværkere og daglejere, hvis utålelige frækhed man nu må høre på og finde sig i. De opfører sig, som om de var junkere over andres ejendom, og som om enhver var nødt til at give dem, hvad de forlanger. 238] Lad dem bare roligt flå folk, så længe de kan. Men Gud vil ikke glemme sit bud. Han vil lønne dem efter, hvordan de har tjent, og hænge dem, ikke i en grøn, men i en tør galge, så de hele livet hverken har fremgang eller får noget lagt til side. Og hvis der var et ordentligt styre i landet, kunne man hurtigt sætte en stopper for den slags frækhed og forhindre den, sådan som det var i gamle dage hos romerne, hvor man straks tog sådanne folk i nakken, så andre kunne tage ved lære af det.

240] Sådan skal det også gå alle de andre, som gør det åbne, frie marked til et ådselsted og en røverkule, hvor de fattige dag efter dag bliver snydt med overpriser, hvor man lægger nye byrder på og driver priserne op. Enhver bruger markedet, som det passer ham, og er oven i købet trodsig og stolt, som om han havde fuld ret til at sælge sine varer så dyrt, han har lyst til, og ingen måtte blande sig. 241] Dem vil vi ganske vist se på og lade dem flå, plage og grådigt samle, 242] men vi stoler på Gud, som jo alligevel selv må gøre det: Når du længe har flået og møjsommeligt skrabet sammen, vil han lyse en sådan velsignelse over det, at dit korn rådner på loftet, dit øl i kælderen og dit kvæg i stalden. Ja, hvor du snyder og tager fordel af nogen for blot en gylden, dér skal hele bunken ruste og ædes op for dig, så du aldrig får glæde af den.

243] Det ser vi jo med egne øjne gå i opfyldelse hver dag: Intet stjålent eller uretmæssigt erhvervet gods trives. Hvor mange er der ikke, som skraber og kradser nat og dag og alligevel ikke bliver en skilling rigere? Og selv om de samler meget, må de have så megen plage og ulykke, at de ikke kan nyde det med glæde eller lade det gå i arv til deres børn. 244] Men fordi ingen tager sig af det, og vi går omkring, som om det ikke angik os, må han hjemsøge os på en anden måde og lære os mores [lære os at opføre os ordentligt]: Han sender den ene landskat efter den anden over os eller inviterer en flok landsknægte på besøg, som på en time tømmer kister og punge og ikke holder op, så længe vi har en skilling tilbage, og som tak brænder og hærger hus og gård og skænder og myrder kvinder og børn.

245] Kort sagt: Stjæler du meget, så kan du være helt sikker på, at der bliver stjålet lige så meget igen fra dig. Og den, der røver og vinder noget med vold og uret, må tåle en anden, som behandler ham på samme måde. For den kunst er Gud mester i: Fordi alle røver og stjæler fra hinanden, straffer han den ene tyv med den anden. Hvor skulle man ellers få galger og reb nok fra?

246] Den, der vil tage imod belæring, skal vide, at dette er Guds bud, og at han ikke lader sig spøge med. For selv om du foragter os, bedrager os, stjæler og røver fra os, så vil vi nok finde os i det og udholde dit hovmod, tåle det og tilgive, som Fadervor lærer os, og have medlidenhed med dig. For vi ved, at de fromme alligevel skal have nok, og at du gør dig selv mere skade end nogen anden.

247] Men tag dig i agt, når den fattige mand kommer (og dem er der mange af nu), han, som må købe og leve for de skillinger, han tjener dag for dag, og du farer frem, som om alle skulle leve af din nåde, flår og skraber helt ind til benet og oven i købet med stolthed og hovmod afviser den, som du burde give og skænke noget. Så går han derfra elendig og bedrøvet, og fordi han ikke kan klage til nogen, skriger og råber han mod himlen. Tag dig da i agt (siger jeg igen) som for Djævelen selv. For et sådant suk og råb er ingen spøg; det vil få en eftervirkning, som bliver for tung for dig og hele verden. For det vil nå frem til ham, som tager sig af de fattige, bedrøvede hjerter og ikke vil lade det gå uhævnet hen. Men foragter du det og trodser, så se, hvem du har lagt dig ud med. Hvis du får held og lykke med det, må du kalde både Gud og mig løgnere for hele verden.

248] Nu har vi formanet, advaret og forsøgt at hindre det nok. Den, der ikke vil tage det alvorligt eller tro det, lader vi gå, indtil han får det at mærke. Men de unge skal man indprænte dette, så de tager sig i agt og ikke følger efter den gamle, ustyrlige flok, men holder Guds bud for øje, så Guds vrede og straf ikke også rammer dem. 249] Vi skal ikke gøre mere end at sige det og straffe med Guds ord. Men at sætte en stopper for en sådan åbenlys frækhed, det tilkommer fyrsterne og øvrigheden. De burde selv have øjne og mod til at skabe og opretholde orden i al slags handel og køb, så de fattige ikke blev tynget og undertrykt, og så de ikke selv skulle tage andres synder på sig.

250] Dette må være nok om, hvad det vil sige at stjæle: at man ikke skal tage det så snævert, men lade det gælde alt, hvad vi har med vores næste at gøre. Og for at sammenfatte det kort, som ved de foregående bud: For det første er det hermed forbudt at gøre vores næste skade og uret (på alle de måder, man kan finde på for at beskære, hindre og tilbageholde hans ejendom og gods), og også at samtykke i eller tillade noget sådant, 251] men vi skal i stedet forhindre og forebygge det. Og omvendt er det påbudt at fremme og forbedre hans ejendom og, når han lider nød, at hjælpe, dele med ham og låne ham, både venner og fjender.

252] Den, der søger og ønsker gode gerninger, vil her finde mere end nok af dem, som Gud af hjertet holder af og har behag i, og som han oven i købet har udstyret og overøst med en herlig velsignelse, så det, vi gør til gavn og venskab for vores næste, rigeligt skal blive gengældt. Sådan lærer også kong Salomo i Ordsp 19,17: «Den, der forbarmer sig over den fattige, låner til Herren, og han vil gengælde ham hans løn.» 253] Dér har du en rig Herre, som bestemt er nok for dig, og som ikke vil lade dig mangle eller savne noget. Så kan du med en glad samvittighed nyde hundrede gange mere, end du kunne skrabe sammen med utroskab og uret. Den, der ikke vil have velsignelsen, vil finde vrede og ulykke nok.