Det ottende bud

254] Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste.

255] Ud over vores eget legeme, vores ægtefælle og vores timelige gods har vi endnu en skat, nemlig ære og et godt navn, som vi heller ikke kan undvære. For det duer ikke at leve blandt folk i åbenlys skam og være foragtet af alle. 256] Derfor vil Gud lige så lidt have, at vores næstes rygte, gode navn og retfærdighed bliver taget fra ham eller beskåret, som hans penge og gods, så enhver kan stå med ære over for sin hustru, sine børn, sit tyende og sine naboer. 257] Buddets første og mest håndgribelige forståelse er, som ordene lyder: «Du må ikke sige falsk vidnesbyrd». Den gælder den offentlige domstol, hvor en stakkels uskyldig mand bliver anklaget og undertrykt af falske vidner, så han bliver straffet på liv, gods eller ære.

258] Nu ser det ud, som om det ikke angår os ret meget, men hos jøderne var det en meget vigtig og almindelig sag. For folket levede under et fint og ordentligt styre, og hvor der stadig findes et sådant styre, går det ikke af uden denne synd. Grunden er denne: Hvor der sidder dommere, borgmestre, fyrster eller anden øvrighed, går det aldrig anderledes, end som verden plejer: Man vil nødig fornærme nogen, man smigrer og taler efter gunst, penge, forhåbninger eller venskab. Derfor må en fattig mand tabe sin sag, lide uret og blive straffet. Og det er en almindelig plage i verden, at der sjældent sidder fromme folk i retten.

259] For en dommer skal først og fremmest være en from mand, og ikke blot from, men også vis og besindig, ja, også modig og frygtløs. Ligeledes skal et vidne være frygtløst og frem for alt fromt. For den, der skal dømme alle sager ret og gennemføre sin dom, vil tit gøre gode venner, svogre, naboer, rige og mægtige vrede, og de kan gavne eller skade ham meget. Derfor må han være helt blind, lukke øjne og ører og ikke se eller høre andet end det, der ligger lige for ham, og dømme ud fra det.

260] Derfor er dette bud først og fremmest givet, for at enhver skal hjælpe sin næste til hans ret og ikke lade den blive hindret eller bøjet, men fremme den og holde fast ved den, ligegyldigt om han er dommer eller vidne, og hvad sagen så end drejer sig om. 261] Og især er der hermed sat et mål for vores herrer juristerne: at de skal sørge for at behandle sagerne ret og oprigtigt, lade det, der er ret, forblive ret og omvendt ikke fordreje, tilsløre eller fortie noget, uden hensyn til penge, gods, ære eller magt. Det er én del af buddet og den mest håndgribelige forståelse af det, og den gælder alt, hvad der sker ved retten.

262] Dernæst rækker buddet meget videre, når man anvender det på den åndelige domstol eller det åndelige styre. Dér går det sådan, at enhver vidner falsk mod sin næste. For hvor der er fromme prædikanter og kristne, får de den dom fra verden, at de kaldes kættere, frafaldne, ja, oprørske og forhærdede skurke. Desuden må Guds ord finde sig i at blive forfulgt, spottet, kaldt løgn, fordrejet og fortolket falsk på den mest skændige og giftige måde. Men lad det gå sin gang. For det er den blinde verdens art, at den fordømmer og forfølger sandheden og Guds børn og alligevel ikke regner det for synd.

263] For det tredje, og det angår os alle sammen, er der i dette bud forbudt alle tungens synder, som man kan skade sin næste med eller træde ham for nær med. For at sige falsk vidnesbyrd er ikke andet end mundens værk. Alt, hvad man nu gør mod sin næste med munden, vil Gud have forhindret, hvad enten det er falske prædikanter med deres lære og spot, falske dommere og vidner med deres dom eller ellers uden for retten med løgn og ond tale. 264] Hertil hører især den sørgelige, skændige last bagtale og bagvaskelse, som Djævelen rider os med, og som der ville være meget at sige om. For det er en almindelig og skadelig plage, at alle hellere hører ondt end godt sagt om deres næste. Og selv om vi selv er så onde, at vi ikke kan tåle, at nogen siger noget ondt om os, men hver især gerne ville have, at hele verden talte guld om os, så kan vi alligevel ikke holde ud at høre, at man siger det bedste om andre.

265] Derfor skal vi lægge os på sinde at undgå den last, for ingen har lov til offentligt at dømme og straffe sin næste, selv om han ser ham synde, medmindre han har fået befaling til at dømme og straffe. 266] For der er en meget stor forskel på de to ting: at dømme synd og at kende til synd. Du må godt vide besked om den, men dømme den skal du ikke. Jeg kan godt se og høre, at min næste synder, men jeg har ingen befaling til at fortælle det videre til andre. Går jeg så videre og dømmer og fælder dom, falder jeg i en synd, der er større end hans. Ved du noget, så gør ikke andet end at gøre dine ører til en grav og skovle jorden over, indtil du får befaling til at være dommer og straffe i kraft af dit embede.

267] Det er dem, man kalder bagtalere: De lader det ikke blive ved at vide noget, men går videre og griber ind i dommen. Når de ved en lille smule om en anden, bærer de det ud i alle kroge, kildrer og klør sig ved at kunne rode i en andens skam, som svinene, der vælter sig i skidtet og roder i det med trynen. 268] Det er intet andet end at gribe ind i Guds dom og embede, at dømme og straffe med den skarpeste dom. For ingen dommer kan straffe hårdere eller gå videre end at sige: «Han er en tyv, en morder, en forræder» osv. Den, der tager sig den ret at sige sådan noget om sin næste, går altså lige så vidt som kejseren og al øvrighed. For selv om du ikke bærer sværdet, bruger du dog din giftige tunge til skam og skade for din næste.

269] Derfor vil Gud have det forhindret, at nogen taler ondt om en anden, selv om han er skyldig, og den, der taler, udmærket ved det – for slet ikke at tale om, når han ikke ved det, men kun har det fra hørensige. 270] Men siger du: «Skal jeg da ikke sige det, når det er sandt?», så er svaret: «Hvorfor bringer du det ikke for de rette dommere?» «Ja, men jeg kan ikke bevise det offentligt med vidner; så ville man måske fare ud mod mig og afvise mig med skam.» Nå, min ven, lugter du lunten? Tør du ikke stå frem for dem, der er sat til det, og stå til ansvar, så hold også din mund. Ved du det, så behold din viden for dig selv og giv den ikke videre til andre. For fortæller du det videre, står du – selv om det er sandt – alligevel som en løgner, fordi du ikke kan bevise det, og desuden handler du som en skurk. For man må ikke tage nogens ære og gode rygte fra ham, medmindre det allerede er taget fra ham offentligt.

271] Falsk vidnesbyrd er altså alt det, man ikke kan bevise, sådan som det hører sig til. 272] Derfor må ingen gøre noget offentligt eller udgive det for sandhed, som ikke er klart godtgjort med tilstrækkelige beviser. Kort sagt: Det, der er hemmeligt, skal man lade forblive hemmeligt eller i hvert fald straffe i det skjulte, som vi skal høre. 273] Møder du derfor en løs mund, der bærer en anden ud og bagtaler ham, så sig ham frejdigt imod, lige op i ansigtet, så han bliver rød af skam. Så vil mange holde mund, som ellers ville bringe et stakkels menneske i et dårligt rygte, som han kun vanskeligt slipper fri af igen. For ære og godt navn er hurtigt taget, men ikke hurtigt givet tilbage.

274] Du ser altså, at det kort og godt er forbudt at sige noget ondt om sin næste. Dog er den verdslige øvrighed, prædikanterne og far og mor undtaget, for buddet skal jo forstås sådan, at det onde ikke bliver ustraffet. Efter det femte bud må man ikke skade nogen på legemet; dog er mester Hans, bødlen, udtrykkeligt undtaget. I kraft af sit embede gør han ikke sin næste noget godt, men kun skade og ondt, og alligevel synder han ikke mod Guds bud, fordi Gud selv har indstiftet dette embede. Gud har nemlig forbeholdt sig selv at straffe, som han finder for godt, sådan som han truer i det første bud. På samme måde gælder det her: Selv om ingen som privatperson må dømme eller fordømme nogen, så synder de, der har fået det befalet, lige så meget, hvis de ikke gør det, som den, der uden embede gør det på egen hånd. 275] For her er det nødvendigt at tale om det onde, fremføre anklager, forhøre og vidne. Det er ligesom med en læge, der af og til må se og føle på skjulte steder hos den, han skal helbrede. På samme måde er brødre og søstre og andre gode venner forpligtet over for hinanden til at straffe det onde, når det er nødvendigt og gavnligt.

276] Men den rette måde ville være at holde sig til den ordning, evangeliet giver i Matt 18, hvor Kristus siger: «Hvis din bror synder mod dig, så gå hen og irettesæt ham – mellem dig og ham alene.» Her har du en dyrebar og fin lære om at styre tungen godt, som man bør lægge sig på sinde mod dette slemme misbrug. Ret dig nu efter den, så du ikke straks bærer din næste ud andre steder og bagtaler ham, men formaner ham under fire øjne, så han kan forbedre sig. Og når en anden fortæller dig, hvad den eller den har gjort, så lær ham også at gå hen og irettesætte ham selv, hvis han har set det – og ellers holde sin mund.

277] Det kan du også lære af den daglige husholdning. For sådan gør husbonden: Når han ser, at karlen ikke gør, hvad han skal, taler han selv til ham. Men hvis han var så tåbelig at lade karlen sidde derhjemme og gå ud på gaden for at klage over ham til naboerne, ville han nok få at høre: «Din tåbe, hvad kommer det os ved? 278] Hvorfor siger du det ikke til ham selv?» Se, det ville være at handle virkelig broderligt: at det onde blev rettet, og din næste beholdt sin ære. Som Kristus også siger samme sted: «Hvis han hører på dig, har du vundet din bror.» Så har du gjort en stor og prægtig gerning. For tror du, det er en ringe ting at vinde en bror? Lad alle munke og hellige ordener med alle deres gerninger smeltet sammen i én klump træde frem og se, om de kan rose sig af at have vundet en bror.

279] Videre lærer Kristus: «Men hvis han ikke hører på dig, så tag endnu én eller to med dig, for at enhver sag kan stå fast på to eller tre vidners udsagn.» Man skal altså altid gå til den, sagen angår, og ikke tale om ham bag hans ryg. 280] Hjælper det ikke, så bring sagen offentligt frem for menigheden, hvad enten det er for en verdslig eller en gejstlig domstol. For her står du ikke alene, men har vidnerne med dig, så du kan overbevise den skyldige; på det grundlag kan dommeren træffe afgørelse, dømme og straffe. Sådan kan man på en ordentlig og rigtig måde nå frem til at hindre det onde eller rette det. 281] Bærer man derimod en anden rundt i alle kroge med munden og roder i skidtet, bliver ingen forbedret; og når man bagefter skal stå frem og vidne, vil man ikke vedstå, at man har sagt det. 282] Derfor ville det være ret og rimeligt, om sådanne munde fik deres lyst til bagtalelse grundigt drevet ud af sig, så andre kunne tage ved lære af det. 283] Hvis du gjorde det for at hjælpe din næste til at forbedre sig eller af kærlighed til sandheden, ville du ikke liste rundt i det skjulte og sky dagens lys.

284] Alt dette er nu sagt om hemmelige synder. Men hvor synden er helt offentlig, så både dommeren og alle andre udmærket kender til den, kan du uden nogen synd holde dig fra ham og lade ham fare, fordi han selv har bragt sig i vanære; du kan også offentligt vidne om ham. For når noget ligger åbent for dagen, kan der ikke være tale om bagtalelse, falsk dom eller falsk vidnesbyrd. Sådan er det, når vi nu straffer paven og hans lære, som er lagt offentligt frem i bøger og råbt ud over hele verden. For hvor synden er offentlig, bør der med rette også følge en offentlig straf, så alle ved, at de skal vogte sig for den.

285] Her har vi altså summen og den almindelige forståelse af dette bud: Ingen må skade sin næste – hverken ven eller fjende – med tungen eller sige noget ondt om ham, ligegyldigt om det er sandt eller løgn, når det ikke sker efter befaling eller for at hjælpe ham til at forbedre sig. Tværtimod skal man bruge sin tunge og lade den tjene til at sige det bedste om alle, til at dække over næstens synd og skrøbelighed, undskylde den og pynte og smykke den med sin egen ære. Den vigtigste grund til det skal være den, som Kristus fremholder i evangeliet, og som han vil have alle bud om vores næste sammenfattet i: «Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, sådan skal også I gøre mod dem.»

287] Det lærer naturen os også på vores eget legeme, som Paulus siger i 1 Kor 12: «De lemmer på legemet, som vi synes er de svageste, er de mest nødvendige; og dem, vi synes er de mindst ærefulde, giver vi mest ære; og dem, der ikke tager sig godt ud, smykker man mest.» Ansigtet, øjnene, næsen og munden dækker ingen til, for de behøver det ikke; de er i sig selv de mest ærefulde lemmer, vi har. Men de mest skrøbelige, som vi skammer os over, dækker man omhyggeligt til; der må hænder og øjne og hele kroppen hjælpe med at dække og skjule. 288] Sådan skal også vi alle indbyrdes smykke det, som er uanseligt og skrøbeligt hos vores næste, og med alt, hvad vi formår, tjene, hjælpe og fremme hans ære – og omvendt forhindre det, som kan bringe ham vanære. 289] Og det er en særlig fin og ædel dyd, når man kan tolke alt, hvad man hører sagt om sin næste (hvis det ikke er offentligt ondt), på den bedste måde, udlægge det til det bedste eller i det mindste holde det ham til gode. Sådan står man imod de giftige munde, der gør sig umage for at finde noget at kritisere hos deres næste, når de kan snuse noget op og snappe det, og som udlægger og fordrejer det på den værst tænkelige måde – sådan som det nu især går Guds kære ord og dets prædikanter.

290] Derfor er der i dette bud indeholdt umådelig mange gode gerninger, som Gud har det største velbehag i, og som bringer godt og velsignelse i overflod med sig, hvis bare den blinde verden og de falske helgener ville se det. 291] For der er intet i hele mennesket, som både kan udrette mere godt og gøre større skade i åndelige og verdslige sager end tungen, skønt den er det mindste og svageste lem.