Det niende og det tiende bud

292] Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære hans hustru, hans tjener, hans tjenestepige, hans kvæg eller noget, som er hans.

293] Disse to bud er egentlig givet særligt til jøderne, selv om de også delvis angår os. For jøderne udlagde dem ikke om utugt og tyveri, fordi det allerede er forbudt tilstrækkeligt ovenfor. De mente også, at de havde holdt alle de andre bud, når de udadtil havde gjort eller undladt gerningerne. Derfor har Gud føjet disse to bud til, for at man også skal regne det for synd og forbudt at begære sin næstes hustru eller ejendom og på nogen måde at stræbe efter det. 294] Og det især, fordi tjenere og tjenestepiger under det jødiske styre ikke som nu var frie til at tjene for løn, så længe de ville, men var deres herres ejendom med krop og alt, hvad de havde, ligesom kvæget og andet gods. 295] Desuden havde enhver mand magt over sin hustru til offentligt at skille sig af med hende ved et skilsmissebrev og tage en anden. Derfor måtte de indbyrdes være forberedt på den fare, at en mand, der gerne ville have en andens hustru, fandt en eller anden anledning både til at skille sig af med sin egen hustru og til at gøre den andens hustru fremmed for ham, så han med god ret kunne tage hende til sig. Det var hos dem hverken synd eller skam, lige så lidt som det nu er med tjenestefolkene, når en husbond afskediger sin karl eller pige, eller når den ene lokker den andens tjenestefolk fra ham.

296] Derfor har de (siger jeg) forstået disse bud sådan, og det er også rigtigt (selv om det rækker noget videre og højere), at ingen må tænke på eller sætte sig for at skaffe sig det, som tilhører en anden – hustru, tjenestefolk, hus og gård, mark, eng eller kvæg – heller ikke under et godt skin og med et lovligt påskud, når det sker til skade for næsten. For ovenfor, i det syvende bud, er den last forbudt, at man river andres gods til sig eller holder det tilbage fra sin næste, uden at man kan have nogen ret til det. Men her er det også forbudt at lokke noget fra sin næste, selv om man kan komme til det med ære for verden, så ingen kan anklage eller bebrejde dig for at have erhvervet det med uret.

297] For naturen er nu engang sådan, at ingen under en anden så meget som sig selv, og enhver rager til sig, så meget han overhovedet kan – så får den anden klare sig, som han kan. 298] Og så vil vi oven i købet være fromme. Vi forstår at pynte os på det fineste og skjule skurken. Vi finder på så snedige kneb og listige greb (som man nu dagligt udtænker på det bedste), som om de var hentet fra lovbøgerne, og vi tør frækt påberåbe os dem og trodse og vil ikke have, at det kaldes skurkestreger, men kløgt

[gentagelse i kilden]

og forsigtighed. 299] Til det hjælper også jurister og dommere, der drejer og strækker retten, som det nu tjener sagen, og som vrider ordene og bruger dem som påskud uden hensyn til rimelighed og næstens nød. Kort sagt: Den, der er dygtigst og klogest i den slags sager, får mest hjælp af retten, som de også siger: Vigilantibus iura subveniunt [Retten kommer de årvågne til hjælp].

300] Derfor er dette sidste bud ikke givet til dem, der for verden er slyngler, men netop til de allerfromme, som vil roses og kaldes redelige og oprigtige folk, fordi de ikke har forbrudt sig mod de foregående bud. Sådan ville især jøderne være, og sådan vil endnu mange store junkere, herrer og fyrster være. Den øvrige almindelige hob hører nemlig langt længere nede, under det syvende bud, for de spørger ikke meget om, hvordan de vinder deres eget med ære og ret.

301] Det sker nu mest i de sager, der kommer for retten, hvor man sætter sig for at vinde noget fra sin næste og skubbe ham bort fra det, der er hans. Et eksempel: Når man strides og forhandler om en stor arv, om fast ejendom osv., så trækker man alt frem og tager alt til hjælp, som kan have et skin af ret, og pynter og pudser det sådan, at han alene må få medhold, og at han beholder godset med en sådan adkomst, at ingen har noget at klage over eller gøre krav på. 302] Eller når nogen gerne vil have et slot, en by, et grevskab eller noget andet stort og bruger så mange rænker gennem venskaber og hvad han ellers kan, at det bliver frakendt en anden og tilkendt ham, oven i købet bekræftet med brev og segl, så det kan hedde, at det er vundet med fyrstelig adkomst og på redelig vis.

303] Det samme gælder i almindelig handel, hvor den ene behændigt rykker noget ud af hånden på den anden, så han må se langt efter det, eller hvor han overrumpler og bedrager ham, når han ser sin fordel og gevinst i, at den anden måske af nød eller gæld ikke kan beholde det eller indløse det uden tab – alt for at han kan vinde det halve eller mere. Og alligevel skal det ikke være taget eller tilranet med uret, men være købt på redelig vis. Så hedder det: «Først til mølle!» og: «Enhver må passe på sin chance – den anden kan få, hvad han kan!» 304] Og hvem ville være klog nok til at udtænke alt det, man med sådan et pænt skin kan skaffe sig? Det regner verden ikke for uret, og den vil ikke se, at næsten derved bliver sat tilbage og må give slip på det, han ikke kan undvære uden skade – og dog er der ingen, der selv ville have det gjort mod sig. Deraf kan man tydeligt mærke, at et sådant påskud og skin er falsk.

305] Sådan gik det i gamle dage også til med hustruerne. Man kendte til sådanne kneb: Når en mand syntes om en andens hustru, så sørgede han selv eller gennem andre (for der kunne udtænkes mange slags midler og veje) for, at hendes mand fik uvilje mod hende, eller at hun satte sig op imod ham og opførte sig sådan, at han måtte skille sig af med hende og overlade hende til den anden. Det har uden tvivl været meget udbredt under loven [i Det Gamle Testamente], sådan som man også læser i evangeliet om kong Herodes, at han giftede sig med sin egen brors hustru, mens broderen endnu levede – og dog ville han være en hæderlig og from mand, sådan som også Markus giver ham vidnesbyrd om. 306] Men et sådant eksempel skal forhåbentlig ikke forekomme hos os, for i Det Nye Testamente er det forbudt for ægtefolk at skilles fra hinanden – medmindre det skulle ske i det tilfælde, at den ene snedigt snuppede en rig brud fra den anden. Men det er ikke sjældent hos os, at den ene lokker sin næstes tjenestekarl eller tjenestepige væk fra ham og gør dem fremmede for ham eller på anden måde tager dem fra ham med fagre ord.

307] Men lad nu alt dette ske, hvordan det vil: Vi skal vide, at Gud ikke vil have, at du tager noget, som tilhører din næste, fra ham på en sådan måde, at han må undvære det, og du får mættet din grådighed, selv om du kan beholde det med ære for verden. For det er en hemmelig, lumsk skurkestreg og, som man siger, spillet under hatten, så ingen skal mærke det. Selv om du går omkring, som om du ikke har gjort nogen uret, er du alligevel trådt din næste for nær. Og selv om det ikke hedder stjålet eller bedraget, så hedder det dog at begære sin næstes gods, det vil sige at stræbe efter det og tage det fra ham mod hans vilje og ikke unde ham det, som Gud har givet ham. 308] Og selv om dommeren og alle andre må lade dig beholde det, så vil Gud alligevel ikke lade dig beholde det. For han ser godt skurkehjertet og verdens lumskhed: Giver man den en finger, tager den hele hånden, og til sidst følger der også åbenlys uret og vold.

309] Derfor lader vi disse bud blive stående i den almindelige forståelse: For det første er det befalet, at man ikke må ønske sin næste skade, heller ikke hjælpe til den eller give anledning til den, men unde ham og lade ham beholde det, han har, og desuden fremme og bevare det, som kan være til gavn og tjeneste for ham, sådan som vi selv gerne ville have det gjort mod os. 310] Sådan er buddet især rettet mod misundelsen og den ulykkelige grådighed, for at Gud kan rydde årsagen og roden af vejen, for derfra udspringer alt det, man skader sin næste med. Derfor siger han det også tydeligt med ordene: «Du må ikke begære» osv. For han vil først og fremmest have hjertet rent, selv om vi ikke kan nå så vidt, så længe vi lever her. Så bliver dette bud altså stående som alle de andre: et bud, der uophørligt anklager os og viser, hvor fromme vi er for Gud!

Afslutning på de ti bud.

311] Så har vi altså de ti bud, det ypperste indbegreb af Guds lære om, hvad vi skal gøre, for at hele vores liv kan behage Gud. De er den rette kilde og det rette rør, som alt, hvad der skal være gode gerninger, må udspringe af og løbe igennem. Uden for de ti bud kan ingen gerning og ingen livsform være god og behagelig for Gud, hvor stor og kostbar den så end er for verden. 312] Lad os nu se, hvad vores store helgener kan rose sig af med deres gejstlige ordener og store, svære gerninger, som de har udtænkt og fundet på, mens de lader disse bud fare, ligesom om de var alt for ringe eller for længst var opfyldt.

313] Jeg skulle da mene, at man her ville have hænderne fulde med at holde dem: sagtmodighed, tålmodighed og kærlighed mod fjender, kyskhed, godgørenhed osv., og hvad sådanne stykker bringer med sig. Men sådanne gerninger gælder ikke noget og gør ikke indtryk i verdens øjne. For de er ikke usædvanlige og pralende, knyttet til en særlig tid, et særligt sted, en særlig måde og særlige fagter, men almindelige daglige husgerninger, som den ene nabo kan gøre over for den anden. Derfor har de ingen anseelse.

314] De andre gerninger derimod får folk til at spærre øjne og ører op. Og de hjælper selv til med stor pragt, store udgifter og prægtige bygninger og pynter dem op, så alt må glimte og stråle. Der brænder man røgelse, der synger og klinger det, der tænder man kerter og lys, så man for alt dette ikke kan høre eller se noget andet. At en præst står i en gylden messehagel, eller at en lægmand ligger på knæ i kirken hele dagen, kaldes en kostelig gerning, som ingen kan rose nok. Men at en fattig pige passer et lille barn og trofast gør, hvad hun har fået besked på, det skal ikke regnes for noget. Hvad skulle munke og nonner ellers søge i deres klostre?

315] Men se, er det ikke en forbandet formastelighed hos disse fortvivlede helgener, at de vover at finde et højere og bedre liv og en højere og bedre stand end den, de ti bud lærer? De påstår (som sagt), at det er et ringe liv for den almindelige mand, mens deres eget er for de hellige og fuldkomne. 316] Og de ser ikke, de elendige, blinde mennesker, at intet menneske kan nå så vidt, at det holder ét af de ti bud, sådan som det skal holdes, men at både troen og Fadervor må komme til hjælp (som vi skal høre), så man ved dem søger og beder om det og uophørligt modtager det. Derfor er deres ros præcis det samme, som hvis jeg pralede og sagde: «Jeg har ganske vist ikke en skilling at betale med, men ti gylden kan jeg sagtens betale.»

317] Det siger og indskærper jeg, for at man dog kan blive fri af det ulykkelige misbrug, som har slået så dybe rødder og stadig hænger ved alle, og for at man i alle stande på jorden kan vænne sig til kun at se hen til dette og tage sig af det. For man vil i lang tid ikke kunne frembringe nogen lære eller nogen stand, der kan måle sig med de ti bud. De er nemlig så høje, at ingen kan nå dem ved menneskelig kraft, og den, der nåede dem, ville være et himmelsk menneske, som en engel, langt over al verdens hellighed. 318] Tag dem bare for dig, og prøv dig selv grundigt; sæt al din kraft og evne ind på det, så vil du nok få så meget at gøre, at du hverken vil søge efter eller bryde dig om andre gerninger eller anden hellighed.

319] Det må være nok om den første del af den almindelige kristne lære, så vidt det er nødvendigt både til undervisning og formaning. Men til afslutning må vi gentage den tekst, som hører hertil, og som vi også behandlede ovenfor ved det første bud, så man kan lære, hvor meget det ligger Gud på sinde, at man lærer at indprente og øve de ti bud godt.

320] Jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, som hjemsøger fædrenes synd på børnene i tredje og fjerde led hos dem, der hader mig; men mod dem, der elsker mig og holder mine bud, gør jeg vel i tusind led.

321] Dette tillæg er ganske vist (som vi hørte ovenfor) først og fremmest knyttet til det første bud, men det er dog sat for alle buddenes skyld, fordi de alle sammen skal henføres hertil og være rettet mod det. Derfor har jeg sagt, at man også skal holde dette frem for de unge og indprente dem det, så de lærer og husker det, og så man kan se, hvad der skal drive og tvinge os til at holde disse ti bud. Man skal se på det, som om dette stykke var føjet særskilt til hvert enkelt bud, så det går ind i og igennem dem alle.

322] I disse ord er der altså (som sagt før) samlet både et vredt trusselsord og et venligt løfte. De skal skræmme og advare os, men også lokke og drage os, så man tager imod hans ord som Guds alvor og agter det højt. For han udtrykker selv, hvor meget det betyder for ham, og hvor strengt han vil våge over det: Han vil straffe alle, der foragter og overtræder hans bud, grueligt og frygteligt, 323] og omvendt vil han rigt belønne, gøre godt og give alt godt til dem, der agter dem højt og gerne gør og lever efter dem. Dermed kræver han, at de alle udspringer af et hjerte, som alene frygter Gud og har ham for øje, og som af den frygt lader alt det være, der er imod hans vilje, så det ikke vækker hans vrede. Og omvendt et hjerte, som også stoler på ham alene og gør, hvad han vil have, af kærlighed til ham, fordi han lader sig høre så venligt som en far og tilbyder os al nåde og alt godt.

324] Netop det er også meningen og den rette udlægning af det første og fornemste bud, som alle de andre skal udspringe af og gå ud fra. Ordene «Du må ikke have andre guder» betyder altså helt enkelt ikke andet end dette, som her kræves: Du skal frygte, elske og stole på mig som din eneste, sande Gud. For hvor et hjerte har sådan et forhold til Gud, har det opfyldt dette bud og alle de andre. Omvendt: Den, der frygter og elsker noget andet i himlen eller på jorden, holder hverken dette bud eller noget af de andre. 325] Sådan har hele Skriften overalt prædiket og indskærpet dette bud og ført alt tilbage til de to stykker: gudsfrygt og tillid. Det gælder Salmernes Bog fra ende til anden, som når den siger: «Herren har behag i dem, der frygter ham og venter på hans godhed.» Det er, som om hele buddet var forklaret med ét vers, og som om der stod: Herren har behag i dem, der ikke har andre guder.

326] Sådan skal det første bud lyse og kaste sin glans ind i alle de andre. Derfor skal du også lade dette stykke gå igennem alle buddene, ligesom spændet eller bøjlen i en krans, der føjer slutningen og begyndelsen sammen og holder det hele sammen. Så bliver det hele tiden gentaget og ikke glemt. I det andet bud betyder det for eksempel, at man skal frygte Gud og ikke misbruge hans navn til banden, løgn, bedrag eller anden forførelse og skurkestreg, men bruge det ret og godt til at påkalde, bede, lovprise og takke – ud fra den kærlighed og tillid, der er øst af det første bud. På samme måde skal denne frygt, kærlighed og tillid drive og tvinge os til ikke at foragte hans ord, men lære det, gerne høre det, holde det helligt og ære det.

327] På samme måde går det videre gennem de følgende bud, som handler om vores næste – alt sammen i kraft af det første bud: Man skal ære far og mor, herrer og al øvrighed og være dem underdanig og lydig, ikke for deres egen skyld, men for Guds skyld. For du skal ikke se hen til far eller mor, ikke frygte dem og ikke gøre eller lade noget for deres skyld. Se i stedet efter, hvad Gud vil have af dig og helt sikkert vil kræve. Forsømmer du det, har du en vred dommer; ellers har du omvendt en nådig far.

328] Desuden skal du ikke volde din næste sorg, skade eller vold eller på nogen måde komme ham for nær, hvad enten det rammer hans legeme, ægtefælle, ejendom, ære eller ret, sådan som det er befalet i buddene efter hinanden. Det gælder, også selv om du havde lejlighed og grund til det, og intet menneske ville straffe dig for det. Gør i stedet godt mod alle, hjælp dem og frem deres vel, hvor og hvordan du kan, alene for Guds skyld og for at være ham til behag, i tillid til, at han rigeligt vil give dig alting igen. 329] Sådan ser du, hvordan det første bud er hovedet og kilden, der løber igennem alle de andre, og hvordan de alle omvendt vender tilbage til det og hænger fast i det, så slutning og begyndelse er knyttet og bundet sammen.

330] Det er altså, siger jeg, nyttigt og nødvendigt altid at holde dette frem for de unge, formane og minde dem om det, så de ikke bliver opdraget som kvæg, med slag og tvang alene, men i gudsfrygt og ærbødighed. For når man tænker over og tager sig til hjerte, at det ikke er menneskers påfund, men den høje Majestæts bud – han, som våger så alvorligt over dem, vredes på og straffer dem, der foragter dem, og omvendt lønner dem, der holder dem, så overstrømmende rigt – så vil det af sig selv tilskynde og drive en til gerne at gøre Guds vilje. 331] Derfor er det ikke for ingenting, at det i Det Gamle Testamente blev befalet at skrive de ti bud på alle vægge og i alle hjørner, ja, endda på klæderne. Ikke for at man blot skulle lade dem stå skrevet dér og bære dem til skue, sådan som jøderne gjorde, men for at man uden ophør skulle have dem for øje og i stadig erindring og øve dem i alt, hvad vi gør og foretager os. 332] Enhver skal gøre dem til sin daglige øvelse i alle slags situationer, gøremål og sager, som om de stod skrevet overalt, hvor han ser hen, ja, hvor han går og står. Så ville man både for sig selv derhjemme i sit hus og over for naboerne finde grund nok til at øve sig i de ti bud, så ingen behøvede at løbe langt efter det.

333] Heraf ser man igen, hvor højt man skal ophøje og prise disse ti bud – over alle stænder, bud og gerninger, som man ellers lærer og øver. For her kan vi trodsigt sige: Lad alle de vise og hellige træde frem og se, om de kan frembringe én gerning som disse bud, som Gud kræver med så stor alvor og befaler under trussel om sin højeste vrede og straf, og som han desuden har knyttet så herlige løfter til: at han vil overøse os med alle goder og al velsignelse. Derfor skal man frem for alt andet lære dem og holde dem dyrebare som den højeste skat, Gud har givet.