Anden del. Om troen

1] Indtil nu har vi hørt det første stykke af den kristne lære og set alt, hvad Gud vil have, at vi skal gøre og lade være. Derefter følger nu med rette troen, som forkynder os alt, hvad vi skal forvente og tage imod fra Gud – kort sagt: den lærer os at kende ham helt og fuldt. 2] Den skal netop hjælpe os til at kunne gøre det, som vi efter de ti bud skal gøre. For de er (som sagt ovenfor) sat så højt, at alle menneskers evner er alt for små og svage til at holde dem. Derfor er det lige så nødvendigt at lære dette stykke som det første, så man ved, hvordan man når dertil, og hvorfra og hvordan man kan få en sådan kraft. 3] For hvis vi kunne holde de ti bud af egen kraft, sådan som de skal holdes, havde vi ikke brug for mere, hverken troen eller Fadervor. 4] Men før man udlægger, hvor nyttig og nødvendig troen er, er det i første omgang nok for de helt enfoldige, at de lærer at fatte og forstå troen i sig selv.

5] For det første har man hidtil delt troen i tolv artikler. Ganske vist ville der være langt flere artikler, hvis man skulle fatte hvert enkelt stykke, der står i Skriften og hører til troen, og de kan heller ikke alle sammen udtrykkes klart med så få ord. 6] Men for at man kan fatte den så let og enkelt som muligt, sådan som den skal læres for børnene, vil vi kort sammenfatte hele troen i tre hovedartikler efter de tre personer i guddommen, som alt, hvad vi tror, er rettet mod. Den første artikel, om Gud Fader, forklarer skabelsen; den anden, om Sønnen, forløsningen; den tredje, om Helligånden, helliggørelsen. 7] Det er, som om troen var sammenfattet allerkortest i disse få ord: Jeg tror på Gud Fader, som har skabt mig; jeg tror på Gud Søn, som har forløst mig; jeg tror på Helligånden, som gør mig hellig. Én Gud og én tro, men tre personer, derfor også tre artikler eller bekendelser. 8] Lad os nu kort gennemgå ordene.

Den første artikel.

9] Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber.

10] Her er det tegnet og afbildet allerkortest, hvordan Gud Faders væsen, vilje, virke og gerning er. For da de ti bud har holdt frem, at man ikke skal have mere end én Gud, kunne man nu spørge: Hvad er Gud da for en? Hvad gør han? Hvordan kan man prise ham eller tegne og beskrive ham, så man kender ham? Det lærer denne og de følgende artikler os. Troen er altså ikke andet end de kristnes svar og bekendelse, bygget på det første bud. 11] Det er, som hvis man spurgte et lille barn: Kære barn, hvad er din Gud for en? Hvad ved du om ham? Så kunne det svare: Dette er min Gud: for det første Faderen, som har skabt himmel og jord. Ud over ham, den ene, regner jeg intet for Gud, for der er ingen anden, der kunne skabe himmel og jord.

12] For de lærde og dem, der er noget længere fremme, kan man udlægge alle tre artikler grundigt og dele dem op i lige så mange stykker, som der er ord. Men for de unge elever skal det nu være nok at vise det mest nødvendige, nemlig som sagt, at denne artikel handler om skabelsen, og at den hviler på ordet «himlens og jordens skaber». 13] Hvad er det nu, der siges, eller hvad mener du med ordene: «Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, skaber» osv.? Svar: Det mener og tror jeg, at jeg er Guds skabning. Det vil sige, at han har givet mig og uden ophør opholder legeme, sjæl og liv, lemmer små og store, alle sanser, fornuft og forstand og så videre, mad og drikke, klæder, føde, hustru og børn, tjenestefolk, hus og gård osv. 14] Desuden lader han alle skabninger tjene til gavn og nødtørft for livet: sol, måne og stjerner på himlen, dag og nat, luft, ild, vand, jorden og alt, hvad den bærer og frembringer, fugle, fisk, dyr, korn og alle slags vækster. 15] Desuden alt, hvad der ellers findes af legemlige og timelige goder: godt styre, fred og tryghed. 16] Af denne artikel skal man altså lære, at ingen af os har livet eller noget af alt det, der nu er opregnet og kan opregnes, fra sig selv eller kan opretholde det, hvor lille og ringe det end er. For det hele er indbefattet i ordet «skaber».

17] Derudover bekender vi også, at Gud Fader ikke alene har givet os alt det, vi har og ser for øjnene, men også dagligt bevarer og beskytter os mod alt ondt og al ulykke og afværger alle slags farer og uheld. Og alt dette gør han af ren kærlighed og godhed, uden at vi har fortjent det, som en venlig far, der sørger for os, så der ikke sker os noget ondt. 18] Mere om det hører hjemme i de to andre led af denne artikel, hvor man siger: «Fader, den almægtige».

19] Heraf følger det nu af sig selv: Når alt, hvad vi har, og dertil alt, hvad der er i himlen og på jorden, dagligt bliver givet, opholdt og bevaret for os af Gud, så skylder vi ham jo uden ophør at elske, prise og takke ham for det – kort sagt: at tjene ham helt og fuldt med det, sådan som han har krævet og befalet i de ti bud.

20] Her ville der være meget at sige, hvis man skulle udlægge, hvor få der er, som tror denne artikel. For vi går alle hen over den; vi hører den og siger den, men vi ser ikke og tænker ikke over, hvad ordene forkynder for os. 21] For hvis vi troede det af hjertet, ville vi også handle efter det og ikke gå så hovmodigt omkring, trodse og bryste os, som om vi havde livet, rigdom, magt og ære osv. fra os selv, så andre måtte frygte og tjene os. Sådan gør den ulyksalige, forvendte verden, der er druknet i sin blindhed: Den misbruger alle Guds goder og gaver alene til sit hovmod, sin griskhed, sin lyst og sit vellevned og ser ikke én gang hen til Gud for at takke ham eller anerkende ham som Herre og Skaber.

22] Derfor burde denne artikel ydmyge og forskrække os alle, hvis vi virkelig troede den. For vi synder hver dag med øjne, ører, hænder, legeme og sjæl, penge og ejendom og med alt, hvad vi har – især de, som endda kæmper imod Guds ord. Men de kristne har den fordel, at de erkender, at de til gengæld skylder at tjene ham og være ham lydige.

23] Derfor skal vi øve os i denne artikel hver dag, indprente os den og huske på den i alt, hvad vi ser for os, og i alt det gode, der overgår os, og når vi slipper ud af nød eller fare: at Gud giver og gør alt dette for os, så vi mærker det, og hjertet bliver tændt til at være taknemmeligt og bruge alle disse goder til Guds ære og pris.

24] Her har vi altså så kort som muligt meningen med denne artikel, så meget som de enfoldige først og fremmest behøver at lære: både hvad vi har og modtager af Gud, og hvad vi skylder ham til gengæld. Det er en meget stor og herlig erkendelse, men en endnu langt større skat. For her ser vi, hvordan Faderen har givet sig selv til os sammen med alle skabninger og sørger for os på det allerrigeligste i dette liv. Desuden overøser han os med uudsigelige evige goder ved sin Søn og Helligånden, sådan som vi skal høre.

Den anden artikel.

25] Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til helvede, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaren til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

26] Her lærer vi Guddommens anden person at kende, så vi ser, hvad vi har af Gud ud over de timelige goder, som blev nævnt før: at han har udøst sig selv helt og aldeles og ikke beholdt noget, som han ikke har givet os. Denne artikel er meget rig og vid. Men for at vi også kan behandle den kort og børnevenligt, vil vi tage ét ord for os og samle hele hovedindholdet i det – nemlig, som sagt, at man her lærer, hvordan vi er blevet forløst. Det skal hvile på disse ord: «på Jesus Kristus, vor Herre».

27] Spørger man nu, hvad du tror om Jesus Kristus i den anden artikel, så svar så kort som muligt: Jeg tror, at Jesus Kristus, Guds sande Søn, er blevet min Herre. Hvad vil det så sige at blive Herre? Det vil sige, at han har forløst mig fra synd, fra Djævelen, fra døden og fra al ulykke. For før havde jeg ingen herre eller konge, men var fanget under Djævelens magt, dømt til døden og viklet ind i synden og blindheden.

28] For da vi var skabt og havde modtaget alt muligt godt af Gud Fader, kom Djævelen og førte os ind i ulydighed, synd, død og al ulykke, så vi lå under Guds vrede og unåde, dømt til evig fordømmelse, sådan som vi havde forskyldt og fortjent. 29] Der var hverken råd, hjælp eller trøst, indtil denne ene og evige Guds Søn af bundløs godhed forbarmede sig over vores jammer og elendighed og kom fra himlen for at hjælpe os. 30] Nu er alle disse tyranner og fangevogtere jaget bort, og i deres sted er Jesus Kristus trådt, en Herre over liv, retfærdighed, alt godt og frelse. Han har revet os arme, fortabte mennesker ud af helvedes gab, vundet os, sat os fri og bragt os tilbage til Faderens yndest og nåde. Han har taget os som sin ejendom under sin beskyttelse og varetægt for at regere os ved sin retfærdighed, visdom, magt, liv og frelse.

31] Det skal altså være hovedindholdet i denne artikel, at det lille ord «Herre» ganske enkelt betyder det samme som en forløser, det vil sige en, som har bragt os fra Djævelen til Gud, fra døden til livet, fra synden til retfærdigheden og holder os fast dér. De følgende led i denne artikel gør ikke andet end at forklare og udtrykke denne forløsning: hvordan og hvorved den er sket, det vil sige, hvad den har kostet ham, og hvad han har sat ind og vovet for at vinde os og bringe os ind under sit herredømme. Han er nemlig blevet menneske, undfanget og født af Helligånden og Jomfruen uden nogen synd, for at han skulle være herre over synden. Dernæst har han lidt, er død og begravet for at gøre fyldest for mig og betale, hvad jeg har forskyldt – ikke med sølv eller guld, men med sit eget dyrebare blod. Alt dette for at blive min Herre; for sin egen skyld har han ikke gjort eller haft brug for noget af det. Derefter er han opstået igen, har opslugt og fortæret døden og er til sidst faret op til himlen og har overtaget styret ved Faderens højre hånd, så Djævelen og al magt må være ham underlagt og ligge for hans fødder, indtil han til sidst på den yderste dag skiller os helt ud fra den onde verden, Djævelen, døden, synden osv.

32] Men at fremhæve alle disse enkelte led hver for sig hører ikke hjemme i den korte børneprædiken, men i de store prædikener året igennem, især på de tider, som er fastsat til at behandle hver enkelt artikel udførligt – om Kristi fødsel, lidelse, opstandelse, himmelfart osv.

33] Hele det evangelium, vi prædiker, beror også på, at man forstår denne artikel ret, for på den hviler al vores frelse og salighed, og den er så rig og vid, at vi altid har nok at lære af den.

Den tredje artikel.

34] Jeg tror på Helligånden, en hellig kristen kirke, de helliges menighed, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Amen.

35] Denne artikel kan jeg ikke give en bedre overskrift end, som sagt, «Om helliggørelsen», for i den bliver Helligånden og hans embede udtrykt og afmalet: at han gør hellig. Derfor må vi holde os til ordet «Helligånden», fordi det udtrykker det så kort, at man ikke kan finde noget andet. 36] For ellers er der mange slags ånder i Skriften, som menneskets ånd, himmelske ånder og onde ånder. Men Guds Ånd alene hedder en hellig ånd, det vil sige den, som har helliget os og stadig helliger os. For ligesom Faderen kaldes en skaber og Sønnen en forløser, sådan skal også Helligånden efter sin gerning kaldes en helliger eller en, der gør hellig. 37] Men hvordan går denne helliggørelse til? Svar: Ligesom Sønnen får herredømmet og vinder os gennem sin fødsel, død og opstandelse osv., sådan udfører Helligånden helliggørelsen gennem de følgende led, det vil sige gennem de helliges menighed eller den kristne kirke, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Det vil sige, at han først fører os ind i sin hellige menighed og lægger os i kirkens skød, og gennem den prædiker han for os og bringer os til Kristus.

38] For hverken du eller jeg kunne nogensinde vide noget om Kristus eller tro på ham og få ham til Herre, hvis det ikke blev tilbudt os af Helligånden gennem evangeliets prædiken og lagt i vores skød. Gerningen er sket og fuldbragt, for Kristus har erhvervet og vundet skatten til os ved sin lidelse, død og opstandelse osv. Men hvis gerningen forblev skjult, så ingen vidste noget om den, ville den være forgæves og tabt. For at denne skat nu ikke skulle forblive begravet, men blive brugt og nydt, har Gud ladet ordet gå ud og blive forkyndt og i det givet Helligånden for at bringe os denne skat og forløsning hjem og gøre den til vores. 39] At hellige er derfor ikke andet end at bringe os til Herren Kristus, så vi kan modtage dette gode, som vi ikke selv kunne nå frem til.

40] Lær nu at forstå denne artikel så tydeligt som muligt. Når nogen spørger, hvad du mener med ordene «Jeg tror på Helligånden», skal du kunne svare: Jeg tror, at Helligånden gør mig hellig, sådan som hans navn siger. 41] Men hvormed gør han det? Hvilken måde og hvilke midler bruger han? Svar: Gennem den kristne kirke, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. 42] For det første har han en særlig menighed i verden. Den er moderen, som føder og bærer hver eneste kristen ved Guds ord, som han åbenbarer og driver frem. Han oplyser og tænder hjerterne, så de fatter ordet, tager imod det, holder fast ved det og bliver ved det.

43] For hvor han ikke lader det prædikes og vækker det i hjertet, så man fatter det, dér er det tabt. Sådan gik det under pavedømmet, hvor troen blev stukket helt under stolen, og ingen kendte Kristus som en Herre eller Helligånden som den, der gør hellig. Det vil sige: Ingen troede, at Kristus var vores Herre på den måde, at han uden vores gerninger og fortjeneste havde vundet denne skat til os og gjort os velbehagelige for Faderen. 44] Hvad var det så, der manglede? Der manglede Helligånden, som skulle åbenbare dette og lade det prædikes. I stedet var der mennesker og onde ånder, som lærte os at blive frelst og opnå nåde ved vores gerninger. 45] Derfor er det heller ikke en kristen kirke. For hvor man ikke prædiker om Kristus, dér er der ingen Helligånd, som skaber, kalder og samler den kristne kirke, og uden for den kan ingen komme til Herren Kristus.

46] Det må være nok om hovedindholdet i denne artikel. Men da de led, der nævnes i den, ikke er helt klare for de enfoldige, vil vi også gå dem kort igennem.

47] Den hellige kristne kirke kalder trosbekendelsen communionem sanctorum, «eine Gemeinschaft der Heiligen» [tysk: «et de helliges fællesskab»]. For begge dele er sammenfattet i ét og betyder det samme. Men tidligere var det ene led ikke med, og det er også dårligt og uforståeligt oversat til tysk som «eine Gemeinschaft der Heiligen». Hvis man skulle gengive det tydeligt, måtte man sige det helt anderledes på tysk. For ordet ecclesia betyder egentlig på tysk en forsamling. 48] Men vi er vant til det lille ord «kirke», som de enfoldige ikke forstår som en forsamlet flok, men om det indviede hus eller den indviede bygning – skønt huset ikke burde kaldes en kirke af nogen anden grund end den, at flokken kommer sammen i det. For vi, som kommer sammen, indretter og vælger os et særligt sted og giver huset navn efter flokken.

Det lille ord «kirke» betyder altså egentlig ikke andet end en almindelig forsamling, og det er ikke tysk af oprindelse, men græsk (ligesom ordet ecclesia); for på deres sprog kalder de det kyria, ligesom man på latin kalder det curiam [rådsforsamling]. Derfor burde det på ret tysk, vort modersmål, hedde en kristen menighed eller forsamling – eller allerbedst og klarest: en hellig kristenhed.

49] Sådan burde også ordet communio, som er føjet til, ikke hedde «Gemeinschaft» [fællesskab], men «Gemeinde» [menighed]. Og det er ikke andet end en glose eller forklaring, hvor nogen har villet udlægge, hvad den kristne kirke betyder. I stedet har vore folk, som hverken kunne latin eller tysk, lavet det til «Gemeinschaft der Heiligen», skønt ingen taler eller forstår tysk på den måde. Men skal man tale ret tysk, burde det hedde «eine Gemeinde der Heiligen», det vil sige en menighed, hvor der er lutter hellige, eller endnu tydeligere: «en hellig menighed». 50] Det siger jeg, for at man skal forstå ordene «Gemeinschaft der Heiligen», for udtrykket er blevet så indgroet, at det er svært at rive ud igen – og straks skal det være kætteri, hvis man ændrer et ord.

51] Men meningen og summen af denne tilføjelse er: Jeg tror, at der på jorden er en hellig lille flok og menighed af lutter hellige under ét hoved, Kristus, kaldt sammen af Helligånden i én tro, ét sind og én forstand, med mange forskellige gaver, men enige i kærligheden, uden partier og splittelse. 52] Af den er jeg også en del og et lem, delagtig i og medejer af alle de goder, den har. Det har Helligånden bragt mig til og indlemmet mig i, ved at jeg har hørt Guds ord og stadig hører det; det er begyndelsen til at komme ind. For før vi kom dertil, tilhørte vi helt og holdent Djævelen, fordi vi intet vidste om Gud og om Kristus. 53] Sådan bliver Helligånden hos den hellige menighed eller kristenhed indtil den yderste dag. Ved den henter han os, og den bruger han til at føre og drive ordet. Ved ordet skaber og øger han helliggørelsen, så den dag for dag tager til og bliver stærk i troen og i de frugter, som han virker.

54] Dernæst tror vi, at vi i kristenheden har syndernes forladelse. Den sker ved de hellige sakramenter og tilgivelsen og desuden ved alle slags trøstende ord i hele evangeliet. Derfor hører alt det hertil, der skal prædikes om sakramenterne, og kort sagt hele evangeliet og alle kristenhedens embeder; og det er også nødvendigt, at det går uden ophør. For selv om Guds nåde er vundet ved Kristus, og helligheden virkes af Helligånden ved Guds ord i den kristne kirkes fællesskab, er vi dog aldrig uden synd på grund af vores kød, som vi stadig slæber rundt på.

55] Derfor er alt i kristenheden indrettet sådan, at vi dér dag for dag kan hente lutter syndernes forladelse ved ordet og tegnene for at trøste og oprejse vores samvittighed, så længe vi lever her. Sådan gør Helligånden, at synden ikke kan skade os, selv om vi har synd, fordi vi er i kristenheden, hvor der er lutter syndernes forladelse – både at Gud tilgiver os, og at vi tilgiver, bærer over med og hjælper hinanden op.

56] Men uden for kristenheden, hvor evangeliet ikke er, er der heller ingen tilgivelse, ligesom der heller ingen hellighed kan være dér. Derfor har alle, der ikke søger hellighed ved evangeliet og syndernes forladelse, men vil søge og fortjene den ved deres gerninger, selv kastet sig ud og skilt sig fra den.

57] Men da helligheden er begyndt og vokser dag for dag, venter vi imens på, at vores kød skal slås ihjel og begraves med alt sit snavs, men så komme herligt frem og opstå til hel og fuldkommen hellighed i et nyt, evigt liv. 58] For nu er vi kun halvt rene og hellige, for at Helligånden altid kan arbejde på os ved ordet og dag for dag uddele tilgivelse indtil det kommende liv. Dér skal der ikke længere være tilgivelse, men helt og fuldt rene og hellige mennesker, fulde af fromhed og retfærdighed, taget bort fra og fri for synd, død og al ulykke, i et nyt, udødeligt og forklaret legeme.

59] Se, alt dette skal være Helligåndens embede og gerning: at han på jorden begynder helligheden og dag for dag øger den ved de to stykker, den kristne kirke og syndernes forladelse. Men når vi er gået i forrådnelse, vil han fuldende det helt på et øjeblik og bevare os i det for evigt ved de sidste to.

60] At der her står «kødets opstandelse», er heller ikke godt tysk. For når vi tyskere hører ordet «kød», tænker vi ikke længere end til slagterbutikkerne. På rigtigt tysk ville vi sige «legemets opstandelse» eller «ligets». Men det betyder ikke meget, når man bare forstår ordene ret.

61] Dette er altså den artikel, som altid må være i virksomhed og blive ved. For skabelsen har vi nu fået, og forløsningen er også fuldbragt; men Helligånden driver sit værk uden ophør indtil den yderste dag. Dertil har han indsat en menighed på jorden, som han taler og gør alt igennem. 62] For han har endnu ikke samlet hele sin kristenhed og endnu ikke uddelt al tilgivelsen. Derfor tror vi på ham, som dag for dag henter os ind ved ordet og giver, øger og styrker troen ved det samme ord og ved syndernes forladelse. Det gør han, for at han – når alt dette er fuldbragt, og vi bliver ved det og dør fra verden og al ulykke – til sidst kan gøre os helt og evigt hellige. Det venter vi nu på i troen ved ordet.

63] Se, her har du hele Guds væsen, vilje og gerning malet af på det allerfineste med ganske korte og dog rige ord. Heri består al vores visdom, en visdom, som går og svæver højt over alle menneskers visdom, sanser og fornuft. For selv om hele verden med al flid har søgt efter, hvad Gud dog var, og hvad han havde i sinde og gjorde, har den dog aldrig kunnet nå noget af det. 64] Men her har du det alt sammen på det allerrigeste. For her har han selv åbenbaret og åbnet den dybeste afgrund i sit faderlige hjerte og sin lutter uudsigelige kærlighed i alle tre artikler. For han har netop skabt os for at forløse og hellige os. Og ud over at han har givet os og overladt os alt, hvad der er i himlen og på jorden, har han også givet os sin Søn og Helligånden for ved dem at bringe os til sig. 65] For vi kunne (som forklaret ovenfor) aldrig nogen sinde komme til at kende Faderens gunst og nåde uden ved Herren Kristus, som er et spejl af Faderens hjerte; uden ham ser vi intet andet end en vred og frygtelig dommer. Men om Kristus kunne vi heller intet vide, hvis det ikke var åbenbaret ved Helligånden.

66] Derfor skiller og adskiller disse trosartikler os kristne fra alle andre mennesker på jorden. For alle uden for kristenheden, hvad enten de er hedninger, tyrkere, jøder eller falske kristne og hyklere, ved ikke, hvordan han er sindet over for dem, selv om de kun tror på og tilbeder én sand Gud. De kan heller ikke vente sig nogen kærlighed eller noget godt fra ham; derfor bliver de under den evige vrede og fordømmelse. For de har ikke Herren Kristus og er desuden ikke oplyst og benådet med nogen gaver ved Helligånden.

67] Heraf ser du nu, at troen er en helt anden lære end de ti bud. For de ti bud lærer os vel, hvad vi skal gøre, men troen siger, hvad Gud gør for os og giver os. De ti bud er desuden skrevet i alle menneskers hjerter, men troen kan ingen menneskelig klogskab fatte; den må læres af Helligånden alene. 68] Derfor gør den første lære endnu ingen til kristen, for Guds vrede og unåde bliver stadig over os, fordi vi ikke kan holde det, Gud kræver af os. Men den anden bringer lutter nåde og gør os fromme og velbehagelige for Gud. 69] For ved denne erkendelse får vi lyst og kærlighed til alle Guds bud, fordi vi her ser, hvordan Gud giver sig selv helt og fuldt til os med alt, hvad han har og formår, til hjælp og støtte til at holde de ti bud: Faderen alle skabninger, Kristus alle sine gerninger, Helligånden alle sine gaver.

70] Lad det nu være nok om troen for at lægge et grundlag for de enfoldige, så man ikke overlæsser dem. Når de forstår hovedsummen af den, kan de så selv søge videre, knytte det, de lærer i Skriften, til den og hele tiden tage til og vokse i rigere forståelse. For vi har jo, så længe vi lever her, dag for dag nok at prædike og lære om det.