Tredje del. Om bønnen. Fadervor

1] Nu har vi hørt, hvad man skal gøre og tro – det, som det bedste og saligste liv består i. Nu følger det tredje stykke: hvordan man skal bede. 2] For da det står sådan til med os, at intet menneske kan holde de ti bud fuldkomment, selv om det er begyndt at tro, og da Djævelen sammen med verden og vores eget kød sætter sig imod det med al magt, er intet så nødvendigt som hele tiden at ligge Gud i ørerne, råbe og bede om, at han vil give os troen og opfyldelsen af de ti bud, bevare og øge dem og rydde alt det bort, som står i vejen for os og hindrer os. 3] Men for at vi skal vide, hvad og hvordan vi skal bede, har vor Herre Kristus selv lært os måden og ordene, som vi skal se.

4] Men før vi gennemgår Fadervor led for led, er det vel mest nødvendigt først at formane og tilskynde folk til bøn, sådan som også Kristus og apostlene gjorde. 5] Og det første skal være, at man ved, at vi har pligt til at bede, fordi Gud har befalet det. For om det andet bud: «Du må ikke misbruge Guds navn», har vi jo hørt, at det kræver, at vi skal prise det hellige navn og påkalde det eller bede i al nød. 6] For at påkalde er ikke andet end at bede. Derfor er det strengt og alvorligt befalet, lige så højt som alle de andre bud: ikke at have andre guder, ikke at slå ihjel, ikke at stjæle osv. Ingen skal altså tro, at det er ligegyldigt, om jeg beder eller ej, sådan som de grove folk går rundt og bilder sig ind og tænker: Hvorfor skulle jeg bede? Hvem ved, om Gud ænser min bøn eller vil høre den? Beder jeg ikke, så beder en anden. Og så vænner de sig til aldrig nogen sinde at bede, og de tager det som påskud, at vi forkaster falske bønner og hyklerbønner – som om vi lærte, at man ikke skal eller må bede.

7] Men det er sandt, at det, man hidtil har gjort af bønner – brægen og tonen i kirken osv. – bestemt ikke har været bøn. For sådan en ydre ting kan, når den går rigtigt til, være en øvelse for de små børn, skoleelever og enfoldige og kan kaldes sang eller læsning, men det er ikke egentlig at bede. 8] Men det er at bede, som det andet bud lærer: «at påkalde Gud i al nød». Det vil han have af os, og det skal ikke stå til vores eget forgodtbefindende; nej, vi skal og må bede, hvis vi vil være kristne, lige så vel som vi skal og må være lydige mod far og mor og øvrigheden. For ved påkaldelsen og bønnen bliver Guds navn æret og brugt til gavn. 9] Det skal du frem for alt lægge mærke til, så man dermed bringer de tanker til tavshed og slår dem tilbage, som holder os borte fra bønnen og skræmmer os fra den. For ligesom det ikke duer, at en søn skulle sige til sin far: «Hvad betyder min lydighed? Jeg vil gå hen og gøre, hvad jeg har lyst til; det kommer jo ud på ét» – men dér står budet: Du skal og må gøre det – sådan står det heller ikke her til mig, om jeg vil gøre det eller lade være, men der skal og må bedes [* under trussel om Guds vrede og unåde.

10] Det skal man nu frem for alt fatte og lægge mærke til, så man dermed bringer de tanker til tavshed og slår dem tilbage, som holder os borte fra bønnen og skræmmer os fra den – som om det ikke betød meget, om vi ikke beder, eller som om det var overladt til dem, som er helligere og står sig bedre med Gud end vi. For menneskets hjerte er af natur så fortvivlet, at det altid flygter fra Gud og tænker, at han ikke vil have eller bryder sig om vores bøn, fordi vi er syndere og intet andet har fortjent end vrede. 11] Mod sådanne tanker (siger jeg) skal vi se på dette bud og vende os til Gud, så vi ikke gør ham endnu mere vred ved sådan ulydighed. For ved dette bud giver han tydeligt nok at forstå, at han ikke vil støde os fra sig eller jage os bort, selv om vi er syndere, men langt hellere drage os til sig, så vi ydmyger os for ham, klager vores elendighed og nød for ham og beder om nåde og hjælp. Derfor læser man i Skriften, at han også bliver vred på dem, som blev slået for deres synds skyld, fordi de ikke vendte om til ham igen og ved bønnen stillede sig imod hans vrede og søgte nåde].

12] Heraf skal du nu slutte og tænke: Fordi det er så strengt befalet at bede, må ingen for alt i verden foragte sin bøn, men sætte den højt og regne den for meget værd. 13] Tag altid de andre bud som sammenligning. Et barn må for alt i verden ikke foragte sin lydighed mod far og mor, men altid tænke: Denne gerning har intet andet formål end at ske i lydighed og efter Guds bud. Det kan jeg bygge og stå på og regne for noget stort – ikke for min egen værdigheds skyld, men for budets skyld. Sådan også her: Det, vi beder om, og det, vi beder for, skal vi se på som noget, Gud kræver, og som sker i lydighed mod ham. Og vi skal tænke: For min egen skyld var det intet værd, men det skal gælde, fordi Gud har befalet det. Derfor skal enhver, hvad han end har at bede om, altid komme frem for Gud med lydighed mod dette bud.

14] Derfor beder og formaner vi alle så indtrængende, vi kan, om at tage dette til hjerte og på ingen måde foragte vores bøn. For indtil nu har man i Djævelens navn lært sådan, at ingen har agtet på det, og man har ment, at det var nok, at gerningen var gjort, hvad enten Gud hørte den eller ej. Det er at bede på må og få og at mumle bønnen op på lykke og fromme, og derfor er det en spildt bøn. 15] For vi lader os forvirre og skræmme af tanker som disse: Jeg er ikke hellig eller værdig nok; var jeg lige så from og hellig som Sankt Peter eller Paulus, så ville jeg bede. Nej, langt bort med sådanne tanker! For netop det bud, som gjaldt Sankt Paulus, gælder også mig. Det andet bud er givet lige så meget for min skyld som for hans, så han ikke har noget bedre eller helligere bud at rose sig af.

16] Derfor skal du sige sådan: Den bøn, jeg beder, er lige så dyrebar, hellig og velbehagelig for Gud som Sankt Paulus' og de allerhelligstes bøn. Begrundelsen er denne: Jeg indrømmer gerne, at han er helligere, hvad personen angår, men ikke hvad budet angår. For Gud ser ikke på bønnen for personens skyld, men for sit ords og for lydighedens skyld. På det bud, som alle de hellige bygger deres bøn på, bygger jeg også min. Desuden beder jeg om netop det samme, som de alle sammen beder eller har bedt om. Så har jeg jo lige så meget og endnu mere brug for det som de store hellige.

17] Dette skal være det første og mest nødvendige punkt: at al vores bøn skal bygge og hvile på lydighed mod Gud, uden hensyn til vores person, hvad enten vi er syndere eller fromme, værdige eller uværdige. 18] Og vi skal vide, at Gud ikke vil have, at man tager det for spøg, men at han bliver vred og straffer, når vi ikke beder, ligesom han straffer al anden ulydighed. Dernæst skal vi vide, at han ikke vil lade vores bøn være forgæves og spildt. For ville han ikke høre dig, ville han ikke befale dig at bede og knytte et så strengt bud til det.

19] For det andet skal det drive og tilskynde os så meget mere, at Gud også har givet et løfte og tilsagt os, at det, vi beder om, skal være ja og sikkert, som han siger i Sl 50,15: «Kald på mig på nødens dag, så vil jeg redde dig.» Og Kristus siger i evangeliet, Matt 7,7–8: «Bed og der skal gives jer osv.; for enhver som beder, skal modtage.» 20] Det burde jo vække og tænde vores hjerte til at bede med lyst og kærlighed, fordi han med sit ord bevidner, at vores bøn behager ham inderligt, og at den desuden helt sikkert skal blive hørt og opfyldt, så vi ikke foragter den eller slår den hen i vind og beder på det uvisse.

21] Det kan du holde ham for og sige: Her kommer jeg, kære Fader, og beder, ikke ud fra min egen beslutning eller min egen værdighed, men ud fra dit bud og dit løfte, som ikke kan svigte mig eller lyve for mig. Men den, der ikke tror på et sådant løfte, skal på den anden side vide, at han gør Gud vred, fordi han vanærer ham på det groveste og gør ham til en løgner.

22] Derudover skal det også lokke og drage os, at Gud ud over budet og løftet kommer os i forkøbet og selv giver os ordene og måden og lægger os i munden, hvordan og hvad vi skal bede. Så kan vi se, hvor inderligt han tager sig af vores nød, og vi skal slet ikke tvivle på, at en sådan bøn behager ham og helt sikkert bliver hørt. Det er en meget stor fordel frem for alle andre bønner, som vi selv kunne finde på. 23] For ved dem ville samvittigheden altid være i tvivl og sige: Jeg har bedt, men hvem ved, om det behager ham, eller om jeg har ramt det rette mål og den rette måde? Derfor findes der på jorden ingen ædlere bøn end det daglige Fadervor, fordi det har et så herligt vidnesbyrd om, at Gud inderligt gerne hører det. Det burde vi ikke bytte for al verdens rigdom.

24] Og det er også foreskrevet sådan, for at vi skal se og tænke på den nød, som skal drive og tvinge os til at bede uophørligt. For den, der vil bede, må have noget at bringe frem, fremlægge og nævne, som han ønsker sig; ellers kan det ikke kaldes en bøn.

25] Derfor har vi med rette forkastet munkenes og præsternes bønner. De hyler og mumler fjendtligt dag og nat, men ikke én af dem tænker et hårsbred på at bede om noget. Og hvis man samlede alle kirker med alle de gejstlige, måtte de indrømme, at de aldrig af hjertet har bedt om så meget som en dråbe vin. For ingen af dem har nogen sinde sat sig for at bede i lydighed mod Gud og i tro på løftet, og ingen har set på nogen nød. De har ikke tænkt længere (når det gik allerbedst) end til at gøre en god gerning for dermed at betale Gud – som folk, der ikke ville tage imod noget fra ham, men kun give ham.

26] Men skal der være en rigtig bøn, så må der være alvor: at man mærker sin nød, en nød, som trykker os og driver os til at råbe og skrige. Så går bønnen af sig selv, som den skal, og man behøver ingen undervisning i, hvordan man skal forberede sig til den og finde andagt. 27] Den nød, som skal ligge os på sinde både for vores egen og for alle andres skyld, finder du rigeligt af i Fadervor. Derfor skal det også tjene til, at man ud fra det mindes nøden, betragter den og tager den til hjerte, så vi ikke bliver sløve til at bede. For vi mangler alle rigeligt; men fejlen er, at vi hverken mærker eller ser det. Derfor vil Gud også, at du skal klage og fremlægge din nød og dine anliggender – ikke fordi han ikke ved det, men for at du skal tænde dit hjerte, så du beder desto stærkere og om mere og blot breder kappen vidt ud og åbner den for at tage imod meget.

28] Derfor burde vi fra ungdommen af vænne os til hver dag at bede, hver for sig, for al vores egen nød, så snart vi mærker noget, der rammer os, og også for de andre mennesker, vi lever sammen med, som præster, øvrighed, naboer og tjenestefolk. Og vi skal altid (som sagt) holde Gud hans bud og løfte for og vide, at han ikke vil have det foragtet. 29] Det siger jeg, fordi jeg gerne ville have, at man igen fik lært folk dette, så de lærte at bede rigtigt og ikke gik så rå og kolde hen, så de for hver dag bliver mere ude af stand til at bede. Det er netop, hvad Djævelen vil, og det hjælper han til med alle kræfter. For han mærker godt, hvor ondt og hvor stor skade det gør ham, når bønnen er i fuld gang, som den skal.

30] For dette skal vi vide: Al vores værn og beskyttelse ligger alene i bønnen. For vi er alt for svage over for Djævelen og hans magt og tilhængere, som sætter sig op imod os, så de sagtens kunne træde os under fode. Derfor må vi tænke os om og gribe til de våben, som de kristne skal være rustet med for at kunne stå imod Djævelen. 31] For hvad mener du har udrettet så store ting indtil nu, har hindret eller dæmpet vores fjenders rådslagninger, planer, mord og oprør, hvormed Djævelen har tænkt at undertrykke os sammen med evangeliet – hvis ikke nogle fromme menneskers bøn var kommet imellem som en jernmur på vores side? Ellers skulle de selv have set et helt andet spil: hvordan Djævelen havde ødelagt hele Tyskland i dets eget blod. Nu kan de trygt le ad det og håne det. Men vi vil alligevel ved bønnen alene være dem og Djævelen overlegne, hvis bare vi flittigt holder ved og ikke bliver sløve. 32] For når en from kristen beder: Kære Fader, lad dog din vilje ske! så siger han deroppe: Ja, kære barn, det skal ske og være sådan, til trods for Djævelen og hele verden.

33] Dette skal nu være sagt til formaning, så man frem for alt lærer at regne bønnen for stor og dyrebar og kender den rette forskel på at plapre og at bede om noget. For vi forkaster på ingen måde bønnen; det er det rene, unyttige hyleri og mumleri, vi forkaster, sådan som også Kristus selv forkaster og forbyder lang snak. 34] Nu vil vi behandle Fadervor så kort og klart som muligt. Her er al den nød, som uophørligt rammer os, samlet i syv artikler eller bønner efter hinanden, og hver af dem er så stor, at den burde drive os til at bede om den hele livet.

Den første bøn.

35] Helliget blive dit navn.

36] Det er nu lidt dunkelt og ikke godt tysk sagt. For på vores modersmål ville vi sige sådan: Himmelske Fader, hjælp, at dit navn må være helligt. 37] Hvad betyder det da at bede om, at hans navn bliver helligt? Er det ikke helligt i forvejen? Svar: Jo, i sit væsen er det altid helligt, men i vores brug er det ikke helligt. For Guds navn er givet os, da vi blev kristne og blev døbt, så vi kaldes Guds børn og har sakramenterne, hvorved han indlemmer os i sig, så alt, hvad der er Guds, skal tjene til vores brug.

38] Her er nu den store nød, som vi først og fremmest skal tage os af: at navnet får sin ære og holdes helligt og ophøjet som vores højeste skat og helligdom, og at vi som lydige børn beder om, at hans navn, som ellers er helligt i himlen, også må være og blive helligt på jorden hos os og i hele verden.

39] Hvordan bliver det så helligt hos os? Svar, så klart det kan siges: Når både vores lære og vores liv er gudfrygtigt og kristent. For når vi i denne bøn kalder Gud vores Fader, så har vi pligt til i alle forhold at opføre os og vise os som lydige børn, så han ikke får skam, men ære og pris af os.

40] Nu vanhelliges det af os enten med ord eller med gerninger (for det, vi gør på jorden, må enten være ord eller gerning, tale eller handling). 41] For det første, når man under Guds navn prædiker, lærer og taler det, som dog er falsk og forførende, så hans navn må pynte på løgnen og gøre den salgbar. Det er den største skam og vanære for Guds navn. Dernæst også, når man groft bruger det hellige navn som dække for skammelige ting med at sværge, bande, øve trolddom osv. 42] For det andet også med et offentligt ondt liv og onde gerninger, når de, der kaldes kristne og Guds folk, er ægteskabsbrydere, drankere, grådige vommer, misundelige og bagtaleriske. Så må Guds navn igen for vores skyld stå i skam og blive bespottet. 43] For ligesom det er en skam og vanære for en jordisk far at have et ondt, vanartet barn, som med ord og gerninger handler imod ham, så han for barnets skyld bliver foragtet og hånet, 44] sådan bliver det også til vanære for Gud, når vi, som er opkaldt efter hans navn og har fået alle mulige goder af ham, lærer, taler og lever anderledes end fromme og himmelske børn, så han må høre folk sige om os, at vi ikke kan være Guds børn, men Djævelens.

45] Du ser altså, at vi i denne bøn beder om netop det samme, som Gud kræver i det andet bud: at man ikke misbruger hans navn til at sværge, bande, lyve, bedrage osv., men bruger det til gavn, til Guds lov og ære. For den, der bruger Guds navn til nogen form for uret, vanhelliger og vanærer dette hellige navn. Sådan sagde man i gamle dage, at en kirke blev vanhelliget, når der var begået et mord eller en anden skændselsgerning i den, eller når man vanærede en monstrans eller en relikvie, så det, der i sig selv var helligt, alligevel blev uhelligt i brugen. 46] Så er denne bøn let og klar, når man bare forstår ordet: at «hellige» på vores sprog vil sige det samme som at love, prise og ære, både med ord og gerninger.

47] Se nu, hvor hårdt der er brug for en sådan bøn. For når vi ser, at verden er så fuld af sekter og falske lærere, som alle bruger det hellige navn som dække og skalkeskjul for deres djævelske lære, så burde vi med rette uden ophør råbe og kalde imod dem alle – både dem, der prædiker og tror falsk, og alle, der angriber, forfølger og vil kvæle vores evangelium og den rene lære, fx biskopper, tyranner, sværmere osv. Og vi bør også bede for os selv, som har Guds ord, men hverken er taknemmelige for det eller lever efter det, som vi skal. 48] Når du nu beder om dette af hjertet, kan du være sikker på, at det behager Gud. For han vil ikke høre noget kærere, end at hans ære og pris går forud for og over alle ting, og at hans ord bliver lært rent og holdt højt i ære.

Den anden bøn.

Komme dit rige.

49] Som vi i den første bøn har bedt om det, der angår Guds ære og navn – at Gud skal forhindre, at verden pynter sin løgn og ondskab med det, men at den holder det helligt og i ære både i lære og liv, så han bliver lovet og prist i os – sådan beder vi her om, at også hans rige må komme. 50] Men ligesom Guds navn er helligt i sig selv, og vi alligevel beder om, at det må være helligt hos os, sådan kommer også hans rige af sig selv uden vores bøn. Alligevel beder vi om, at det må komme til os, det vil sige: være virksomt blandt os og hos os, så også vi hører med blandt dem, hvor hans navn bliver helliget og hans rige er i fuld gang.

51] Hvad er så Guds rige? Svar: Ikke andet end det, vi hørte ovenfor i trosbekendelsen: at Gud har sendt sin Søn, Kristus, vor Herre, til verden for at forløse og befri os fra Djævelens magt, føre os til sig og regere os som retfærdighedens, livets og frelsens konge mod synd, død og ond samvittighed. Til det har han også givet sin Helligånd, så han kan bringe os alt dette ved sit hellige ord og ved sin kraft oplyse og styrke os i troen.

52] Derfor beder vi nu her for det første om, at dette må blive virksomt hos os, og at hans navn må blive prist ved Guds hellige ord og et kristent liv: både sådan at vi, som har taget imod det, bliver ved det og vokser i det dag for dag. Og vi beder om, at det vinder tilslutning og tilhængere hos andre mennesker og går med kraft gennem verden, så mange kommer ind i nådens rige og får del i forløsningen, ført dertil af Helligånden, så vi alle sammen kan forblive for evigt i ét og samme rige, som nu er begyndt.

53] For Guds rige kommer til os på to måder: dels her i tiden ved ordet og troen, dels i evigheden ved åbenbaringen. Nu beder vi om begge dele: at det må komme til dem, der endnu ikke er i det, og at det hos os, der har fået det, må vokse dag for dag og engang komme i det evige liv. 54] Alt dette er ikke andet end at sige: Kære Fader, vi beder dig: Giv os først dit ord, så evangeliet bliver prædiket ret ud over hele verden. Dernæst: at det også bliver taget imod i tro og virker og lever i os, så dit rige er virksomt blandt os ved ordet og Helligåndens kraft, og Djævelens rige bliver styrtet, så han hverken har ret eller magt over os. Og giv, at det til sidst bliver helt ødelagt, og synd, død og helvede bliver udslettet, så vi kan leve evigt i fuldkommen retfærdighed og salighed.

55] Heraf ser du, at vi her ikke beder om en ussel almisse eller om timelige, forgængelige goder, men om en evig, overvældende skat og om alt, hvad Gud selv ejer – noget, der er alt for stort til, at et menneskehjerte ville vove blot at tænke på at begære det, hvis Gud ikke selv havde befalet os at bede om det. 56] Men fordi han er Gud, vil han også have den ære, at han giver langt mere og rigeligere, end nogen kan fatte, som en evig, uudtømmelig kilde: jo mere den strømmer ud og flyder over, jo mere giver den af sig selv. Han ønsker intet hellere, end at man beder ham om meget og om store ting, og han bliver omvendt vred, når man ikke frimodigt beder og kræver.

57] For hvis den rigeste og mægtigste kejser bød en fattig tigger at bede om, hvad han end ville ønske sig, og var parat til at give en stor, kejserlig gave, og tåben så ikke tiggede om andet end en skål tiggersuppe, så ville han med rette blive anset for en slyngel og en skurk, der gjorde nar af og hånede den kejserlige majestæts befaling og ikke var værd at komme for hans øjne. Sådan er det også en stor skam og vanære for Gud, når han tilbyder og lover os så mange uudsigelige goder, og vi foragter dem eller ikke tør tro, at vi får dem, og knap nok vover at bede om et stykke brød.

58] Det er alt sammen den skændige vantros skyld. Den venter sig ikke engang så meget godt af Gud, at han vil give den mad i maven, endsige at den uden tvivl skulle vente sig sådanne evige goder af ham. Derfor skal vi styrke os imod den og lade dette være det første, vi beder om; så vil man helt sikkert også have alt det andet i rigt mål, sådan som Kristus lærer: «Søg først Guds rige, så skal alt dette gives jer i tilgift». For hvordan skulle han lade os mangle og lide nød i timelige ting, når han lover det evige og uforgængelige?

Den tredje bøn.

59] Ske din vilje som i himlen således også på jorden.

60] Indtil nu har vi bedt om, at hans navn må blive æret af os, og at hans rige må være virksomt blandt os. De to bønner rummer alt, hvad der angår Guds ære og vores frelse: at vi får Gud med alle hans goder til eje. Men nu er det lige så påtrængende nødvendigt, at vi holder fast ved det og ikke lader os rive bort fra det. 61] For ligesom der i et godt styre ikke alene må være nogen, der bygger og regerer godt, men også nogen, der værner, beskytter og holder fast ved det, sådan også her: Selv om vi har bedt om det allervigtigste – om evangeliet, troen og Helligånden, så han regerer os og forløser os fra Djævelens magt – så må vi også bede om, at han lader sin vilje ske. For der vil ske os mærkelige ting, hvis vi skal blive ved det: Vi må lide mange anstød og slag for det fra alt det, der forsøger at hindre og standse de to foregående bønner.

62] For ingen kan tro, hvor meget Djævelen sætter sig imod og stritter imod dette. Han kan ikke tåle, at nogen lærer eller tror ret, Det gør ham ufattelig ondt, at hans løgne og vederstyggeligheder bliver afsløret – de, som er blevet æret under det smukkeste skin af Guds navn – så han står der med al sin skam, og at han desuden bliver drevet ud af hjertet og må se sit rige få sådan en revne. Derfor raser og farer han frem som en vred fjende med al sin magt og kraft og samler alt, hvad der står under ham, om sig; desuden tager han verden og vores eget kød til hjælp. 63] For vores kød er i sig selv dovent og tilbøjeligt til det onde, selv om vi har taget imod Guds ord og tror. Og verden er ond og slet. Dér ægger han, puster til og ophidser for at hindre os, drive os tilbage, få os til at falde og bringe os ind under sin magt igen. 64] Det er hele hans vilje, hans sind og hans tanker; det tragter han efter dag og nat uden at holde inde et eneste øjeblik, og han bruger alle de kneb, lumskheder, måder og veje, han overhovedet kan finde på.

65] Derfor må vi, hvis vi vil være kristne, regne med som givet og være klar over, at vi har Djævelen med alle hans engle og verden til fjender, og at de vil påføre os al slags ulykke og hjertesorg. For hvor Guds ord bliver prædiket, taget imod eller troet og bærer frugt, dér skal det kære, hellige kors heller ikke udeblive. Og ingen skal tro, at han vil få fred; han må sætte alt, hvad han har på jorden, på spil: gods, ære, hus og hjem, hustru og børn, liv og lemmer. 66] Det gør ondt på vores kød og den gamle Adam. For det betyder at holde stand og tålmodigt udholde det, når man angriber os, og give slip på det, man tager fra os.

67] Derfor er det lige så nødvendigt som i de andre bønner, at vi uden ophør beder: Kære Fader, ske din vilje, ikke Djævelens og vores fjenders vilje, og heller ikke viljen hos alle dem, der vil forfølge og kvæle dit hellige ord eller hindre dit rige. Og giv os, at vi med tålmodighed bærer og overvinder alt, hvad vi må lide for det, så vores stakkels kød ikke viger tilbage eller falder fra af svaghed eller dovenskab!

68] Se, sådan har vi på den enkleste måde i disse tre bønner den nød, der angår Gud selv, men alt sammen for vores skyld. For det, vi beder om, gælder alene os, nemlig, som sagt, at det, som ellers må ske uden os, også må ske i os. For ligesom hans navn må helliges og hans rige komme også uden vores bøn, sådan må også hans vilje ske og trænge igennem, selv om Djævelen med hele sit følge larmer, raser og stormer voldsomt imod det og forsøger at udrydde evangeliet helt. Men for vores egen skyld må vi bede om, at hans vilje også uhindret må ske blandt os trods al deres rasen, så de intet kan udrette, og så vi står fast ved det mod al vold og forfølgelse og lader os Guds vilje behage.

69] En sådan bøn skal nu være vores skjold og værn, som slår tilbage og lægger ned alt, hvad Djævelen, paven, biskopperne, tyranner og kættere kan udrette mod vores evangelium. Lad dem bare alle sammen rase og gøre deres yderste, rådslå og beslutte, hvordan de vil kvæle og udrydde os, så deres vilje og råd kan få fremgang. Imod det skal en kristen eller to med denne ene bøn være vores mur, som de løber imod og knuses på. 70] Den trøst og trods har vi, at Djævelens og alle vores fjenders vilje og forehavende skal og må gå under og blive til intet, hvor stolte, sikre og mægtige de end tror sig. For hvis deres vilje ikke blev brudt og hindret, kunne hans rige ikke bestå på jorden, og hans navn kunne ikke blive helliget.

Den fjerde bøn.

71] Giv os i dag vort daglige brød.

72] Her tænker vi nu på den fattige brødkurv, på det, vores legeme og timelige liv har brug for. Det er et kort og enkelt ord, men det rækker også meget vidt. For når du nævner og beder om dagligt brød, så beder du om alt det, der skal til for at have og nyde det daglige brød, og du beder også imod alt det, der hindrer det. Derfor må du lukke dine tanker godt op og lade dem række vidt – ikke blot til bageovnen eller melkisten, men ud over den vide mark og hele landet, som bærer og bringer os det daglige brød og al slags næring. For hvis Gud ikke lod det vokse, velsignede det og opretholdt det i landet, ville vi aldrig have noget brød at tage ud af ovnen eller lægge på bordet.

73] Kort sagt vil denne bøn omfatte alt, hvad der hører til hele dette liv i verden, for det er alene for dets skyld, vi har brug for det daglige brød. Men til livet hører ikke kun, at vores legeme har føde og klæder og andre fornødenheder. Det hører også med, at vi kan leve i ro og fred med de mennesker, vi lever og omgås med i det daglige arbejde og samkvem og i alle livets forhold. Kort sagt: alt, hvad der angår livet og styret både i hjemmet og blandt naboer og i samfundet. For hvor disse to bliver hindret, så de ikke går, som de skal, dér bliver også livets fornødenheder hindret, så livet til sidst ikke kan opretholdes. 74] Og det allermest nødvendige er vel at bede for den verdslige øvrighed og det verdslige styre, for det er især gennem det, at Gud bevarer vores daglige brød og alle dette livs goder for os. For selv om vi har fået alle goder fra Gud i fuldt mål, kan vi alligevel ikke beholde et eneste af dem eller bruge det trygt og med glæde, hvis han ikke gav os et fast og fredeligt styre. For hvor der er ufred, strid og krig, dér er det daglige brød allerede taget fra os eller i hvert fald hindret.

75] Derfor kunne man med rette sætte et brød i enhver from fyrstes skjold i stedet for en løve eller en rudekrans [kransen af rudeblade i det sachsiske våben] eller præge det på mønten, for at minde både fyrsterne og undersåtterne om, at vi gennem deres embede har beskyttelse og fred og uden dem hverken kan spise eller beholde det kære brød. Derfor fortjener de også al ære, og man skal give dem, hvad vi skylder og formår. For det er gennem dem, vi nyder alt, hvad vi har, i fred og ro; ellers ville vi ikke beholde så meget som en skilling. Og desuden skal man bede for dem, så Gud giver os desto mere velsignelse og godt gennem dem.

76] Hermed er det helt kort vist, hvor vidt denne bøn rækker gennem alle forhold på jorden. Ud fra det kunne man nu lave en lang bøn og med mange ord regne alle de ting op, som hører med til den. For eksempel at vi beder om, at Gud vil give os mad og drikke, klæder, hus og hjem og et sundt legeme, og at han vil lade kornet og frugterne på marken vokse og lykkes; dernæst at han vil hjælpe os til at holde godt hus derhjemme, give og bevare en from hustru, børn og tjenestefolk, lade vores arbejde, håndværk eller hvad vi nu har at gøre, trives og lykkes, og skænke trofaste naboer og gode venner osv.; 77] desuden at han vil give kejseren, kongerne og alle stænder og især vores egen landsfyrste, alle rådsherrer, øvrighedspersoner og embedsmænd visdom, styrke og lykke til at regere godt, og give undersåtterne og det menige folk lydighed, fred og enighed til at leve med hinanden; 78] og omvendt at han vil bevare os mod al slags skade på legeme og levebrød: uvejr, hagl, ild, vand, gift, pest, kvægdød, krig og blodsudgydelse, dyrtid, skadedyr, onde mennesker osv. 79] Alt dette er godt at indprente de enfoldige, så de ved, at det og alt lignende må gives af Gud og bedes om af os.

80] Men først og fremmest er denne bøn også rettet mod vores værste fjende, Djævelen. For hele hans sind og begær går ud på at tage eller hindre alt det, vi har fra Gud. Han nøjes ikke med at hindre og ødelægge det åndelige styre ved at forføre sjælene med sine løgne og bringe dem under sin magt. Han modarbejder og hindrer også, at noget styre eller noget anstændigt og fredeligt samfundsliv kan bestå på jorden. Derfor sætter han så megen strid, mord, oprør og krig i gang, og desuden uvejr og hagl for at ødelægge kornet og kvæget, forgifte luften osv. 81] Kort sagt: Det piner ham, at nogen har en bid brød fra Gud og spiser den i fred. Og hvis det stod i hans magt, og vores bøn (næst efter Gud) ikke holdt ham tilbage, ville vi bestemt ikke beholde et strå på marken, en skilling i huset, ja, ikke engang livet en eneste time – især de, der har Guds ord og gerne vil være kristne.

82] Se, sådan vil Gud vise os, hvordan han tager sig af al vores nød og så trofast sørger også for vores timelige føde. 83] Og selv om han giver og opretholder den i rigt mål, også for de ugudelige og skurkene, vil han alligevel, at vi skal bede om den, så vi erkender, at vi modtager den af hans hånd, og mærker hans faderlige godhed mod os i den. For når han trækker sin hånd til sig, kan intet i længden trives eller bestå, sådan som man nok ser og mærker hver dag. 84] Hvilken plage er der ikke nu i verden alene med den dårlige mønt, ja, med den daglige udnyttelse og åger i den almindelige handel, i køb og arbejde, fra dem, der efter forgodtbefindende undertrykker de kære fattige og berøver dem deres daglige brød! Det må vi ganske vist finde os i. Men de skal passe på, at de ikke mister de kristnes fælles forbøn, og vogte sig for, at dette lille stykke i Fadervor ikke kommer til at gå imod dem.

Den femte bøn.

85] Og forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere.

86] Dette stykke handler nu om vores fattige og elendige liv. Selv om vi har Guds ord, tror, gør og lider hans vilje og lever af Guds gave og velsignelse, går det alligevel ikke uden synd. For vi snubler stadig hver dag og går over stregen, fordi vi lever i verden blandt mennesker, der gør os meget ondt og giver os anledning til utålmodighed, vrede, hævn osv.; 87] desuden har vi Djævelen i hælene, som angriber os fra alle sider og kæmper (som vi har hørt) mod alle de foregående stykker, så det ikke er muligt altid at stå fast i en sådan vedvarende kamp.

88] Derfor er det her igen meget nødvendigt at bede og råbe: Kære Fader, forlad os vor skyld! Ikke sådan at forstå, at han ikke også tilgiver synden uden og før vores bøn (for han har skænket os evangeliet, hvor der er lutter tilgivelse, før vi bad om det eller nogen sinde tænkte på det). Men det drejer sig om, at vi erkender og tager imod denne tilgivelse. 89] For kødet, som vi lever i hver dag, er af en sådan art, at det ikke stoler på Gud og tror ham, men hele tiden rører sig med onde lyster og lumskheder, så vi synder hver dag i ord og gerning, med det, vi gør, og det, vi lader være med at gøre. Derved kommer samvittigheden i ufred, så den frygter Guds vrede og unåde og således slipper trøsten og tilliden fra evangeliet. Derfor er det uophørligt nødvendigt, at man løber hen til denne bøn og henter trøst for at rejse samvittigheden op igen.

90] Men dette skal nu tjene til, at Gud bryder vores stolthed og holder os i ydmyghed. For han har forbeholdt sig, at hvis nogen vil prale af sin fromhed og foragte andre, skal han se på sig selv og stille denne bøn for øjnene af sig. Så vil han opdage, at han ikke er spor frommere end de andre, og vi må alle slå fjerene ned for Gud [som en stolt påfugl] og være glade for, at vi får del i tilgivelsen. 91] Og ingen skal tro, at han, så længe vi lever her, kan nå så vidt, at han ikke har brug for denne tilgivelse. Kort sagt: Hvis han ikke uophørligt tilgiver, er vi fortabte.

92] Meningen med denne bøn er altså, at Gud ikke vil se på vores synd og holde os det for, som vi hver dag fortjener, men handle nådigt mod os og tilgive, som han har lovet, og således give os en glad og frimodig samvittighed til at stå for ham og bede. For hvor hjertet ikke står ret med Gud og ikke kan få en sådan tillid, dér vil det aldrig nogen sinde vove at bede. Men en sådan tillid og et glad hjerte kan ikke komme nogen andre steder fra, end at hjertet ved, at dets synder er tilgivet.

93] Men her er der føjet en nødvendig og dog trøstende tilføjelse til: «som vi forlader vore skyldnere». Han har lovet, at vi skal være visse på, at alt er tilgivet og skænket os, dog på den betingelse, at også vi tilgiver vores næste. 94] For ligesom vi hver dag bliver meget skyldige over for Gud, og han dog af nåde tilgiver det hele, sådan må også vi altid tilgive vores næste, når han gør os skade, vold og uret eller viser os ondskab osv. 95] Tilgiver du ikke, så skal du heller ikke tro, at Gud tilgiver dig. Men tilgiver du, så har du den trøst og vished, at du bliver tilgivet i himlen – ikke på grund af din tilgivelse, for han gør det helt gratis, af lutter nåde, fordi han har lovet det, sådan som evangeliet lærer. Men han har givet os dette til styrke og vished som et kendetegn ved siden af løftet, som stemmer overens med denne bøn, Luk 6,37: «Tilgiv, så skal I blive tilgivet.» Derfor gentager Kristus det også straks efter Fadervor og siger i Matt 6,14: «For hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, skal også jeres himmelske far tilgive jer» osv.

97] Derfor er dette tegn knyttet til denne bøn, så vi, når vi beder, husker løftet og tænker sådan: Kære Fader, jeg kommer og beder dig om at tilgive mig, ikke fordi jeg kan gøre fyldest eller fortjene det med gerninger, men fordi du har lovet det og sat seglet på, så det skal være lige så sikkert, som havde jeg fået en tilgivelse, udtalt af dig selv. 98] Lige så meget som dåben og nadveren udretter, der er givet som ydre tegn, lige så meget formår også dette tegn til at styrke vores samvittighed og gøre den glad. Og det er givet frem for de andre netop for, at vi kan bruge og øve det hver time, som noget vi altid har hos os.

Den sjette bøn.

99] Og led os ikke ind i fristelse.

100] Vi har nu hørt nok om, hvilken møje og hvilket arbejde det kræver at bevare alt det, man beder om, og blive ved med det, og at det alligevel ikke går uden skrøbelighed og snublen. Og selv om vi har fået tilgivelse og en god samvittighed og er helt frikendt, er det alligevel sådan med livet, at man står i dag og falder i morgen. Derfor må vi igen bede om, at Gud, når vi nu er fromme og står for ham med en god samvittighed, ikke lader os falde tilbage og give efter for anfægtelse eller fristelse.

101] Men fristelsen, eller (som vores sachsere fra gammel tid kalder den) «Bekörunge» [forførelse ved overtalelse], er af tre slags: kødets, verdens og Djævelens. 102] For vi bor i kødet og slæber rundt på den gamle Adam om halsen. Han rører sig og lokker os hver dag til utugt, dovenskab, frådseri og drukkenskab, griskhed og bedrag, til at snyde og flå vores næste og kort sagt til alle slags onde lyster, som hænger ved os af naturen. Og dertil bliver vi ophidset af andre menneskers selskab og eksempel, af det, vi hører og ser, som tit sårer og optænder også et uskyldigt hjerte.

103] Dernæst kommer verden, som krænker os i ord og gerning og driver os til vrede og utålmodighed. Kort sagt: Dér er der intet andet end had og misundelse, fjendskab, vold og uret, troløshed, hævn, forbandelser, skældsord, bagtalelse, hovmod og stolthed med overdådig pynt, ære, berømmelse og magt, hvor ingen vil være den mindste, men alle vil sidde øverst og ses af alle.

104] Dertil kommer så Djævelen, som også ophidser og puster til ilden overalt. Men især sætter han ind på det, der angår samvittigheden og de åndelige ting: at man slår både Guds ord og Guds gerning hen og foragter dem, så han river os bort fra troen, håbet og kærligheden og bringer os til vantro, falsk formastelighed og forhærdelse eller omvendt til fortvivlelse, fornægtelse af Gud og gudsbespottelse og utallige andre gruelige ting. Det er de snarer og net, ja, de sande brændende pile, som ikke kød og blod, men Djævelen skyder ind i hjertet med den værste gift.

105] Det er virkelig store og svære farer og anfægtelser, som enhver kristen må bære, selv om hver af dem stod alene. Derfor skal vi drives til hver time at råbe og bede, så længe vi lever i dette skændige liv, hvor vi bliver angrebet fra alle sider, jaget og drevet: at Gud ikke må lade os blive matte og trætte og falde tilbage i synd, skam og vantro. For ellers er det umuligt at overvinde selv de allermindste anfægtelser.

106] Det er altså det, der menes med «ikke føre os ind i fristelse»: at han giver os kraft og styrke til at stå imod, selv om anfægtelsen ikke bliver taget bort eller ophævet. For fristelse og tillokkelse kan ingen undgå, fordi vi lever i kødet og har Djævelen omkring os. Der er ingen vej uden om: Vi må lide anfægtelse, ja, stå midt i den. Men det, vi beder om, er, at vi ikke falder i den og drukner i den.

107] Derfor er det noget helt andet at mærke anfægtelsen end at give efter for den eller sige ja til den. Mærke den må vi alle, men ikke alle på samme måde. Nogle mærker den mere og hårdere end andre: de unge især fra kødet, de voksne og gamle fra verden, men de andre, som har med åndelige ting at gøre, det vil sige de stærke kristne, fra Djævelen. 108] Men sådan en følelse kan ikke skade nogen, fordi den er imod vores vilje, og vi helst ville være fri for den. For hvis man ikke mærkede den, kunne det ikke kaldes en anfægtelse. At give efter er derimod, når man giver den frie tøjler og hverken står imod eller beder.

109] Derfor må vi kristne være rustet til det og dagligt være forberedt på, at vi vil blive anfægtet uden ophør. Ingen må gå så tryg og ubekymret omkring, som om Djævelen var langt borte fra os. Vi skal tværtimod være forberedt på slagene overalt og parere dem. For selv om jeg lige nu er kysk, tålmodig og venlig og står fast i troen, kan Djævelen endnu i denne time jage sådan en pil i hjertet på mig, at jeg knap kan holde stand. For han er en fjende, der aldrig holder op og aldrig bliver træt. Når én anfægtelse hører op, dukker der altid andre og nye op.

110] Derfor findes der intet andet råd eller nogen anden trøst end at ty hertil: at man griber fat i Fadervor og taler med Gud af hjertet: «Kære Fader, du har befalet mig at bede; lad mig ikke falde tilbage på grund af fristelsen!» Så vil du se, at den må holde op og til sidst give sig. Prøver du derimod at hjælpe dig selv med dine egne tanker og dit eget råd, gør du det kun værre og giver Djævelen mere plads. For han har et slangehoved: Når det finder et hul, det kan smutte ind i, så følger hele kroppen efter uden at kunne standses. Men bønnen kan holde ham tilbage og drive ham bort.

Den syvende og sidste bøn.

112] Men fri os fra det onde. Amen.

113] På græsk lyder dette lille stykke sådan: «Fri eller bevar os fra den Onde eller den Ondskabsfulde.» Det ser ud til, at han taler om Djævelen, som om han ville samle det hele i én bunke, så hele bønnens indhold går ud mod vores hovedfjende. For det er ham, der hos os hindrer alt det, vi beder om: Guds navn eller ære, Guds rige og vilje, det daglige brød, en glad og god samvittighed osv.

114] Derfor slår vi det til sidst sammen og siger: «Kære Fader, hjælp os dog, så vi bliver fri for al denne ulykke!» 115] Alligevel er også alt det onde medregnet, som kan ramme os under Djævelens rige: fattigdom, skam, død, kort sagt al den ulykkelige jammer og hjertesorg, som der findes uendelig meget af på jorden. For fordi Djævelen ikke alene er en løgner, men også en morder, står han os uophørligt efter livet og køler sin vrede, hvor han kan, ved at påføre os ulykke og skade på legemet. Derfor sker det, at han brækker halsen på mange eller driver dem fra forstanden, drukner nogle i vandet og driver mange så vidt, at de tager deres eget liv, og volder mange andre frygtelige ulykker. 116] Derfor har vi ikke andet at gøre på jorden end uden ophør at bede imod denne hovedfjende. For hvis Gud ikke bevarede os, ville vi ikke en eneste time være sikre for ham.

117] Her ser du igen, at Gud vil bedes om alt, også det, der rammer os legemligt, så man ikke søger og venter hjælp noget andet sted end hos ham. 118] Men han har sat denne bøn til sidst. For skal vi bevares og befries fra alt ondt, må først hans navn helliges i os, hans rige være hos os og hans vilje ske. Derefter vil han til sidst bevare os mod synd og skam og desuden mod alt, hvad der gør os ondt og bringer os skade.

119] Sådan har Gud på den kortest mulige måde lagt al den nød frem for os, som nogensinde kan trykke os, så vi slet ingen undskyldning har for ikke at bede. Men det afgørende er, at vi også lærer at sige «amen» til det, det vil sige ikke tvivle på, at bønnen helt sikkert er hørt og vil ske. For «amen» er ikke andet end ordet fra en tro, der ikke tvivler og ikke beder på må og få, men ved, at Gud ikke lyver for den, fordi han har lovet at give. 120] Hvor en sådan tro ikke findes, kan der heller ikke være nogen rigtig bøn.

121] Derfor er det en skadelig vildfarelse hos dem, der beder på en sådan måde, at de ikke tør sige ja til det af hjertet og helt sikkert slutte, at Gud hører, men bliver i tvivlen og siger: «Hvordan skulle jeg være så dristig at prale af, at Gud hører min bøn? Jeg er jo en fattig synder» osv.

122] Det kommer af, at de ikke ser på Guds løfte, men på deres gerninger og egen værdighed. Dermed foragter de Gud og gør ham til en løgner. Derfor får de heller ikke noget, 123] som Jakob siger: «Men han skal bede i tro uden at tvivle, for den som tvivler, ligner en bølge på havet som drives og kastes af vinden. Ja, det menneske skal ikke mene at han vil modtage noget af Herren.» 124] Se, så meget ligger det Gud på sinde, at vi skal være sikre på, at vi ikke beder forgæves, og at vi på ingen måde foragter vores bøn.