Indledning til Første Korintherbrev

Dette brev er nyttigt på mange og forskellige måder. Det rummer nemlig mange vigtige steder, og hvor nødvendigt det er at kende dem, vil selve gennemgangen, som følger senere i rækkefølge, gøre klart; ja, det vil allerede i store træk fremgå af selve indholdsoversigten. Når jeg gengiver den, vil jeg stræbe efter at fatte mig så kort, at jeg dog får hele hovedindholdet med og ikke udelader nogen af hovedpunkterne. Alle ved, at Korinth var en rig og berømt by i Akaja. Da Lucius Mummius havde ødelagt den – og det af ingen anden grund, end at han betragtede den med mistanke på grund af dens gunstige beliggenhed – blev den samme grund, som havde fået Mummius til at rive den ned, senere for eftertiden grunden til at genopbygge den. Den samme gunstige beliggenhed bevirkede nemlig, at den hurtigt kom på fode igen. For da den på den ene side grænsede op til Det Ægæiske Hav og på den anden til Det Joniske Hav, og da vejen fra Attika til Peloponnes gik over den, var den særdeles velegnet til indførsel og udførsel af varer. Da Paulus havde undervist der i halvandet år, som Lukas fortæller i Apostlenes Gerninger, blev han til sidst tvunget af jødernes ondskab til at sejle derfra til Syrien. Mens Paulus var borte, havde falske apostle sneget sig ind – ikke sådanne (i hvert fald efter min mening), der forvirrede menigheden med åbenlyst ugudelige læresætninger eller åbent gik ud på at undergrave den sunde lære, men sådanne, der i stolthed over deres ords glans og pragt, eller rettere opblæst af tom højtravenhed, foragtede Paulus' enkelhed og dermed selve evangeliet; som dernæst ved deres ærgerrighed fik menigheden til at splittes i forskellige partier; og som endelig, fordi de var ligeglade med alt, blot de selv blev holdt i ære, var mere ivrige for at fremme deres eget navn end Kristi rige og folkets frelse. Desuden herskede i Korinth de laster, som handelsbyer for det meste plejer at lide af: overdådighed, hovmod, forfængelighed, nydelsessyge, en umættelig griskhed og ærgerrighed; og de var også trængt så meget ind i selve menigheden, at tugten var stærkt forfaldet. Ja, også lærens renhed var allerede begyndt at forfalde, så et af troens vigtigste hovedpunkter, de dødes opstandelse, blev draget i tvivl. Og alligevel var de midt i al denne fordærvelse af enhver art lige så selvtilfredse, som om alt stod på det bedste hos dem. Det er Satans sædvanlige kneb: Kan han ikke spærre vejen for læren, så sniger han sig hemmeligt ind for at angribe den; kan han ikke med løgne, som han stiller op imod den, undertrykke den, så den ikke kommer frem, så graver han skjulte gange under den for at bringe den til fald; og kan han endelig ikke helt vende menneskers sind bort fra den, så får han dem til lidt efter lidt at falde bort fra den. Når jeg mener, at de slyngler, der havde forvirret menigheden i Korinth, ikke var åbenlyse fjender af sandheden, er det ikke uden grund. Vi ser, at Paulus intetsteds ellers skåner falske lærdomme. Brevene til galaterne, kolossenserne, filipperne og Timotheus er korte. Og dog angriber han i dem alle ikke blot de falske apostle, men angiver samtidig også, på hvilke punkter de skadede menigheden. Og med rette: For de troende skal ikke blot advares om, hvilke mennesker de skal vogte sig for, men de må også have at vide, hvad ondt de skal vogte sig for. Jeg kan derfor ikke tro, at han i dette så lange brev ville forbigå i tavshed, hvad han omhyggeligt indskærper i andre, langt kortere breve. Dertil kommer, at han gennemgår mange af korinthernes laster, og det endda nogle, der tilsyneladende er små, så det ser ud til, at han ikke har villet udelade noget, der fortjente dadel hos dem. Desuden bruger han mange ord på at gå i rette med disse forkvaklede lærere eller snakkesalige talekunstnere. Han revser deres ærgerrighed; han dadler dem for at forvandle evangeliet til menneskelig filosofi; han frakender dem Åndens kraft, fordi de, optaget af svulstige ord, kun følger det døde bogstav; men om nogen vrang lærdom ikke et ord. Jeg slutter derfor, at de var sådanne, som ikke åbenlyst tog noget bort fra evangeliets indhold; men da de brændte af en fordærvet lyst til at udmærke sig, mener jeg, at de udtænkte en ny måde at undervise på, fremmed for Kristi enkelhed, for at vække beundring for sig selv. Sådan må det gå alle, som endnu ikke har aflagt sig selv, så de kan gå helt uhildede til Herrens værk. Det første trin til at tjene Kristus er, at vi glemmer os selv og alene tænker på Herrens ære og menneskers frelse. Dernæst vil ingen nogensinde være egnet til at undervise, medmindre han først selv har indsuget evangeliets kraft, så han ikke så meget taler med munden som med hjertets inderste. Derfor har de, der ikke er genfødt af Guds Ånd – fordi de hverken har mærket evangeliets kraft i deres indre eller ved, hvad det betyder, at vi må være nye skabninger – en død forkyndelse, som burde være levende og virkningsfuld; og for at tjene skuespillet sminker de evangeliet og vansirer det, så det bliver som en verdslig filosofi. Og det var ikke svært for dem, vi her taler om, at opnå i Korinth. For købmænd lader sig gerne lede af ydre masker; og den samme forfængelighed, som de bedrager andre med, finder de sig ikke blot i at blive smigret med, men de glæder sig på en måde over den. Desuden er de så sarte i ørerne, at de ikke tåler at blive irettesat hårdt; og falder de så over bløde lærere, der behandler dem blidt, giver de dem så at sige løn til gengæld ved at smigre dem. Det sker ganske vist overalt, det indrømmer jeg; men i rige handelsbyer er det mere almindeligt. Paulus var ellers en guddommelig mand og udmærkede sig ved beundringsværdige kræfter; men han strålede ikke af ydre elegance og var ikke opblæst af prunk, som han kunne gøre sig gældende med. Kort sagt: Som han indvendig var fyldt af Åndens faste kraft, sådan var der intet prangende ved ham; han forstod ikke at smigre og brød sig ikke om at behage mennesker. Han havde ét eneste mål for øje: at han selv og alle andre blev bragt på plads, så Kristus kunne herske. For korintherne, der hellere ville have en spidsfindig end en frugtbar lære, smagte evangeliet ikke; for dem, der higede efter nyheder, var Kristus allerede ved at blive forældet. Eller hvis de endnu ikke var faldet i disse laster, var de dog af sig selv allerede tilbøjelige til sådanne fordærvelser. Derfor havde de falske apostle let adgang til at forfalske Kristi lære blandt dem. Den forfalskes nemlig, når dens naturlige enkelhed besmittes og så at sige sminkes, så den ikke adskiller sig fra verdslig filosofi. For at tilfredsstille korinthernes gane krydrede de altså deres forkyndelse, så evangeliets sande smag blev fordærvet. Nu ved vi, hvad der bevægede Paulus til at skrive dette brev. Nu vil jeg kort sammenfatte hovedindholdet ved at notere de enkelte hovedpunkter.

Han begynder med en lykønskning, som har kraft af en formaning til, at det sidste skal svare til det første; og på den måde gør han dem på forhånd bløde, så de viser sig mere lærvillige. Men straks går han over til irettesættelse og nævner de stridigheder, som deres menighed led af. For at helbrede dette onde kalder han dem fra hovmod tilbage til ydmyghed. Han omstyrter nemlig al verdens visdom for alene at ophøje forkyndelsen af korset; samtidig ydmyger han også personerne ved at byde dem at se sig om, hvilke slags mennesker Herren fortrinsvis har optaget i sin hjord.

I andet kapitel fremholder han sin egen forkyndelse som eksempel: Menneskeligt set var den ringe og ydmyg, men den udmærkede sig ved åndelig kraft. Samtidig udfolder han mere udførligt den sætning, at evangeliet rummer en himmelsk og skjult visdom, som hverken fattes med skarpsindighed og indsigt eller med hele kødets sans, ikke vinder overbevisning ved menneskelige grunde og ikke behøver ords lokkemidler eller farver, men alene ved Åndens åbenbaring bliver kendt for menneskers sind og beseglet i deres hjerter. Til sidst slutter han, at evangeliets forkyndelse ikke blot er fjern fra kødets klogskab og ligger i korsets ydmyghed, men at man heller ikke med kødets dom kan bedømme, hvad den er; og det gør han for at føre dem bort fra den forkerte tillid til deres egen sans, som de fejlagtigt målte alt med.

Begyndelsen af tredje kapitel anvender dette sidste led på dem. Paulus klager nemlig over, at de, fordi de var kødelige, knap var egnede til at lære evangeliets første begyndelsesgrunde. På den måde giver han til kende, at den lede ved Ordet, som de var fyldt af, ikke kom af en fejl ved Ordet selv, men af deres egen uvidenhed; og samtidig minder han dem stiltiende om, at de har brug for et nyt sind for at begynde at dømme ret. Derefter viser han, hvilken plads evangeliets tjenere skal have: nemlig sådan at intet tages fra Guds ære gennem den ære, der vises dem. For der er kun én Herre, og alle er hans tjenere; alle er kun redskaber, han alene giver kraften, og fra ham kommer hele virkningen. Samtidig viser han også, hvad de skal have for øje: nemlig at opbygge menigheden. Ved den lejlighed fastslår han den sande og rette måde at bygge godt på: nemlig at Kristus alene er grundvolden, og at hele bygningen ovenpå svarer til grundvolden. Og efter her i forbifarten at have bevidnet, at han selv har været en klog bygmester, formaner han de øvrige til at lade afslutningen svare til begyndelsen. Han opfordrer også korintherne til ikke at lade deres sjæle vanhellige af fordærvede lærdomme, da de er Guds templer; og her gør han igen kødets hovmodige visdom til intet, for at kundskaben om Kristus alene skal stå højest blandt de troende.

I begyndelsen af fjerde kapitel fastslår han, hvad en sand apostels embede er. Og da deres fordærvede dømmekraft forhindrede dem i at anerkende ham som en sådan, afviser han deres dom og appellerer til Herrens dag. Dernæst, fordi han var foragtelig i deres øjne på grund af sit ringe ydre, lærer han, at netop dette snarere burde være ham til ære end til skam. Siden fremfører han tegn, hvoraf det i selve virkeligheden fremgår, at han hverken har stræbt efter sin egen ære eller efter sin bug, men trofast har udført Kristi sag alene. Til sidst slutter han, hvilken ære korintherne skylder ham. Endelig anbefaler han Timotheus, indtil han selv kommer; og samtidig erklærer han, at han ved sin ankomst åbenlyst vil vise, hvor lidt han agter den tomme røg, som de falske apostle gjorde sig gældende med.

I femte kapitel irettesætter han dem, fordi de i tavshed fandt sig i et blodskamsforhold, hvor en stedsøn levede i ægteskab med sin stedmor. Og han minder dem om, at der i en så stor skændsel er grund nok til, at de bliver slået ned af skam snarere end at være hovmodige. Derfra går han over til en almindelig lære: at sådanne forbrydelser skal straffes med bandlysning, så friheden til at synde holdes nede, og smitten ikke breder sig videre fra én til andre.

Sjette kapitel har to hoveddele. I den første går han løs på de retstrætter, hvormed de plagede hinanden for vantro dommere, til stor skam for evangeliet. I den anden dadler han letfærdigheden med hensyn til utugt, som var gået så vidt, at den næsten blev anset for noget tilladt. Han begynder med en alvorlig trussel og underbygger derefter denne trussel med begrundelser.

Syvende kapitel indeholder en drøftelse af jomfruelighed, ægteskab og ugift stand. Så vidt man kan slutte af Paulus' ord, havde en overtroisk opfattelse vundet indpas hos korintherne: at jomfrueligheden var en enestående og så at sige englelig dyd, så ægteskabet blev ringeagtet af dem som noget vanhelligt. For at fjerne denne vildfarelse lærer han, at enhver må se efter, hvad der er givet ham, og ikke på dette område anstrenge sig ud over sin evne; for ikke alle har samme kald. Derfor viser han, hvem der kan afholde sig fra ægteskab, og hvad formålet med denne afholdenhed skal være; og omvendt, hvem der bør indgå ægteskab, og hvad der er den sande ordning for det kristne ægteskab.

I ottende kapitel forbyder han dem at blande sig i afgudsdyrkernes urene ofre eller at foretage sig noget sådant, som kan såre svage samvittigheder. Og fordi de undskyldte sig med, at de på ingen måde sluttede sig til afgudsdyrkerne i nogen vrang opfattelse, da de i deres sind anerkendte én Gud og holdt afguderne for tomme opdigtninger, gendriver han denne undskyldning sådan: at enhver må tage hensyn til brødrene, og at der er mange svage, hvis tro bliver rystet af en sådan forstillelse.

I niende kapitel viser han, at han ikke kræver mere af dem, end han selv har gjort, så han ikke skal synes urimelig ved at give andre en lov, som han ikke selv holder. Han minder dem nemlig om, hvordan han frivilligt har afstået fra den frihed, Herren havde givet ham, for ikke at vække anstød hos nogen; hvordan han i de ting, der i sig selv er ligegyldige, så at sige har iklædt sig forskellige skikkelser for at tilpasse sig alle, så de af hans eksempel kan lære, at ingen må være så optaget af sig selv, at han ikke stræber efter at tilpasse sig brødrene til opbyggelse.

Da korintherne nu, som vi sagde i begyndelsen, var meget selvtilfredse, advarer han dem i begyndelsen af tiende kapitel med jødernes eksempel mod at bedrage sig selv med en falsk tryghed. For hvis de var opblæste af ydre ting og af Guds gaver, viser han, at heller ikke jøderne manglede lignende grund til at rose sig; men alt dette gavnede dem intet, da de misbrugte deres goder. Efter at have skræmt dem med denne advarsel vender han snart tilbage til selve den sag, han havde taget fat på før, og lærer, hvor urimeligt det er, at de, som har del i Herrens nadver, har del i dæmonernes bord; det er nemlig en skændig og aldeles utålelig besmittelse. Til sidst slutter han, at alle vores handlinger skal indrettes sådan, at vi ikke bliver til anstød for nogen.

I ellevte kapitel renser han de offentlige forsamlinger for visse fejlagtige skikke, som ikke passede til kristen sømmelighed og anstændighed; og han minder om, hvor stor alvor og hvor stort mådehold der skal iagttages dér, hvor vi står for Guds og englenes åsyn. Men især irettesætter han dem for den forkerte måde, de holdt nadveren på. Han tilføjer, hvordan det misbrug, der havde sneget sig ind, skal rettes: nemlig ved at kalde dem tilbage til Herrens første indstiftelse som den eneste sikre regel og den evige lov for at handle ret. Da mange misbrugte de åndelige gaver til ærgerrighed, drøfter han i tolvte kapitel, til hvilket formål Gud giver dem, og også hvad der er den rette og rene brug af dem: nemlig at vi ved at give dem videre til hinanden vokser sammen til ét Kristi legeme. Denne lære belyser han med billedet af menneskets legeme: Skønt lemmerne er forskellige og evnerne mangfoldige, er der dog en sådan samklang og et sådant fællesskab, at det, der er givet hvert enkelt lem, kommer hele legemet til gode; altså er kærligheden den bedste rettesnor i denne sag.

Dette emne forfølger han mere udførligt og belyser det nærmere i trettende kapitel. Summen er denne: Alt skal henføres til kærligheden. Ved den lejlighed går han over til at lovprise den for så meget bedre at anbefale stræben efter den og tilskynde korintherne til at dyrke den.

I fjortende kapitel begynder han mere specielt at angive, hvad korintherne fejlede i ved brugen af de åndelige gaver. Og fordi praleriet havde så stor magt hos dem, lærer han, at man i alt alene skal have opbyggelsen for øje. Derfor sætter han profetien over alle de andre gaver, fordi den er nyttigere, mens korintherne satte tungerne højere, alene på grund af det tomme prunk. Desuden foreskriver han den rette orden at handle i, og samtidig dadler han den fejl, at de lod ukendte tunger lyde uden frugt, mens undervisning og formaninger, som altid skal have første plads, imens blev forsømt. Derefter forbyder han kvinderne at undervise offentligt, fordi det er usømmeligt.

I femtende kapitel går han løs på en meget skadelig vildfarelse. Det er ikke troligt, at den var almindeligt udbredt blandt korintherne, men den havde dog grebet nogles sind så meget, at der var åbenbar brug for et lægemiddel. Han synes med vilje at have udskudt omtalen af denne sag til slutningen af brevet, for at ikke alle skulle tro sig anklaget, hvis han havde begyndt med den eller straks fra indledningen var kommet ind på den. Han viser altså, at håbet om opstandelsen er så nødvendigt, at hele evangeliet falder fuldstændig sammen, hvis det tages bort. Efter at have bevist opstandelsen med stærke grunde tilføjer han også dens grund og dens måde. Til sidst gennemfører han omhyggeligt en fuldstændig behandling af dette emne.

Sekstende kapitel har to dele. I den første opfordrer han dem til at komme brødrenes nød i Jerusalem til hjælp. De var på det tidspunkt hårdt ramt af hungersnød, og de ugudelige rasede mod dem; apostlene havde pålagt Paulus den opgave at tilskynde hedningernes menigheder til at yde dem hjælp. Han byder dem derfor at lægge til side, hvad de har i sinde at give, så det straks kan bringes til Jerusalem. Til sidst slutter han brevet med en venlig formaning og hilsener.

Heraf kan man udlede det, jeg sagde i begyndelsen: at brevet er fyldt med yderst nyttig lære, fordi det indeholder forskellige drøftelser af mange fremragende emner.