Indledning til Andet Korintherbrev

Så vidt man kan slutte af sammenhængen i dette brev, ser det ud til, at det første brev ikke var forblevet uden virkning blandt korintherne, men at det dog ikke havde gjort så meget gavn, som det burde; og desuden, at nogle onde mennesker havde ringeagtet Paulus' myndighed og var blevet ved i deres trods. For når han så udførligt dels fremhæver sin troskab, dels hævder sit embedes værdighed, er det et tegn på, at de endnu ikke var helt befæstede. Og at der var nogle, som snarere havde gjort det første brev til genstand for spot, end det havde bragt dem lægedom, klager han selv over med klare ord. Da han altså forstod, at sådan stod det til med menigheden hos dem, og da han, optaget af andre opgaver, ville komme senere til dem, end han i begyndelsen havde planlagt, skrev han dette brev fra Makedonien. Nu forstår vi, hvilket formål han havde for øje, da han skrev: nemlig at fuldende det, han allerede havde begyndt, så han ved sin ankomst kunne finde alt i god orden.

Han begynder efter sin vane med en taksigelse: Han takker Gud, fordi han på underfuld vis var blevet reddet ud af de største farer, og samtidig minder han dem i forbifarten om, at alle hans trængsler og lidelser kommer dem selv til gode og tjener deres frelse. Det gør han for også ved dette pant på deres samhørighed bedre at vinde dem for sig, eftersom de onde misbrugte netop denne anledning til at forringe hans anseelse. Derefter vil han undskylde, at hans komme er blevet forsinket, og afviser, at han af letsind eller ustadighed har ændret sin plan, eller at han for at bedrage har givet sig ud for at have en anden hensigt end den, han havde i sinde. For i alt, hvad han siger, holder han fast ved den samme linje, som de selv havde erfaret i hans lære. Her berører han kort, hvor fast og urokkelig sandheden i hans forkyndelse var, eftersom den var grundlagt i Kristus, i hvem alle Guds løfter er faste og gyldige – og det er en herlig lovprisning af evangeliet. Derefter bevidner han, at grunden til, at han ikke kom, var, at han ikke kunne vise sig glad og mild over for dem. Med denne bemærkning irettesætter han dem, der greb hans ændrede plan som påskud til at bagtale ham. Han flytter altså skylden over på korintherne, fordi de dengang endnu ikke var rede til at tage godt imod ham. Samtidig viser han, hvor faderlig en mildhed han havde over for dem, siden han netop holdt sig borte fra deres by for ikke at blive nødt til at bruge sin strenghed mod dem.

For at ingen nu skulle indvende, at han dog i mellemtiden ikke havde holdt sig tilbage fra at behandle korintherne strengt i sine breve, undskylder han den heftighed, han havde brugt i det første brev, og siger, at andre var skyld i den, fordi de havde drevet ham dertil mod hans vilje. At denne skarphed udsprang af et velvilligt sind, bekræfter han ved at befale, at også den blodskænder, som han havde været så stærkt opbragt over, skal tages til nåde igen (for siden da havde han vist et tegn på omvendelse). Dernæst anfører han også dette som bevis på sin kærlighed til dem, at han var urolig i sindet, indtil han gennem Titus havde fået at vide, hvordan det stod til hos dem. For en sådan bekymring udspringer af kærlighed. Men idet han her nævner sin rejse til Makedonien, begynder han at tale om sin tjenestes herlighed. Da de forfinede apostle, som prøvede at nedgøre ham, imidlertid let ville have overgået ham ved at prise sig selv, bevidner han – for ikke at have noget til fælles med dem og samtidig for at gendrive deres tåbelige pral – at han henter sin anbefaling fra selve sagen og ikke låner den hos mennesker. Her ophøjer han storslået sin forkyndelses virkekraft, og ved at sammenligne evangeliet med loven fremhæver han sit apostelembedes værdighed; dog bevidner han først, at han ikke tilegner sig noget som sit eget, men tilskriver Gud det hele, hvad det end er. Derefter gennemgår han igen, med hvilken troskab og redelighed han har udført det embede, han var betroet; her rammer han dem, der ondskabsfuldt talte ham imod. Ja, båret endnu højere op af en hellig frimodighed erklærer han, at alle, der ikke ser hans evangeliums glans, er forblindet af Djævelen. Da han nu så, at hans ringe skikkelse (for han var ussel at se til) i høj grad forringede den ærbødighed, man skyldte hans apostelembede, imødegår han dette i forvejen på en træffende måde: Han fjerner ikke blot denne anstødssten, men vender den til det modsatte, idet han siger, at Guds nådes storhed stråler så meget klarere frem, fordi en så stor skat bæres frem i lerkar. Således vender han det, som de ondsindede plejede at foreholde ham som en skam, til sin ros: For skønt han er trykket af så mange lidelser, kommer han dog altid sejrrig op igen som palmen. [I oldtiden mente man, at palmen ikke lader sig bøje af en byrde, men rejser sig imod den.] Det behandler han frem til midten af fjerde kapitel. Men da de kristnes sande herlighed ligger uden for verden, formaner han dem til af hele deres hjerte at gå videre til at betragte den salige udødelighed, ved at foragte dette nuværende liv og ved at døde det udvortes menneske. Lidt efter begyndelsen af femte kapitel roser han sig derefter af at have det sind, at han ikke ønsker andet, end at hans tjeneste må behage Herren, og at han håber at få korintherne selv som vidner om sin oprigtighed. Men fordi der var fare for at blive mistænkt for forfængelighed eller hovmod, gentager han, at han tvinges hertil af de ondes påtrængenhed, og ikke for sin egen skyld, som om han var ivrig efter at bevare sit eget ry, men til gavn for korintherne, for hvem det er nyttigt at mene og være overbevist om dette; og han forsikrer, at han ikke bekymrer sig om andet end deres frelse. For at bekræfte dette tilføjer han en almen lære om, hvilket mål Kristi tjenere skal have for øje: nemlig at de glemmer sig selv og lever for deres Herre. Og til sidst slutter han, at alt andet end livets fornyelse skal regnes for intet, så kun den skattes, som har fornægtet sig selv. Herfra går han over til at udlægge hovedsummen af evangeliets sendebudstjeneste, for ved dens storhed og fortræffelighed at bevæge dels tjenerne, dels folket til gudfrygtig omhu. Det gør han i begyndelsen af sjette kapitel. Og her, efter igen at have nævnt, hvor trofast han udfører sin opgave, stikker han let til korintherne, fordi de selv står i vejen for, at de kan høste frugten. Straks efter denne bebrejdelse tilføjer han en formaning om at fly afgudsdyrkelse. Heraf ses det, at korintherne endnu ikke var nået dertil, hvor han ville have dem. Derfor klager han med rette over, at det skete ved deres egen skyld, når de ikke havde åbne ører for så klar en lære. Men for ikke at slå de sarte sind ned eller fremmedgøre dem ved at presse dem for hårdt, forsikrer han dem igen om sin velvilje mod dem. Og han afslutter undskyldningen for sin strenghed, som han havde ladet stå ufuldendt, om end på en anden måde. For nu, da han har fået større tillid, indrømmer han, at han ikke er ked af at have gjort dem bedrøvede, fordi han gjorde det til deres eget bedste. Idet han her glæder sig med dem over, hvordan det er gået, viser han, hvor inderligt han ønsker deres vel. Dette strækker sig til slutningen af syvende kapitel. Fra begyndelsen af ottende til slutningen af niende kapitel opmuntrer han dem til villigt at give til indsamlingen, som han havde nævnt i det sidste kapitel af det forrige brev. Han roser dem ganske vist for at have begyndt godt, men for at deres iver ikke med tiden (som det plejer at gå) skal køle af, styrker han dem med mange grunde til at fortsætte standhaftigt på den vej, de har slået ind på. Fra tiende kapitel begynder han at forsvare sig selv og sit apostelembede mod de bagvaskelser, som de onde plagede ham med. Først viser han, at han er fortrinligt udrustet med de våben, der kræves til Kristi krigstjeneste. Dernæst hævder han, at den alvor, han havde brugt i det første brev, var båret af tilliden til en god samvittighed, og at han, når han er til stede, vil vise ikke mindre kraft i gerning, end han som fraværende viser vægt i ord. Til sidst sammenligner han sig med dem og påviser, hvor tomt de praler. I ellevte kapitel kalder han korintherne tilbage fra de forkerte tilbøjeligheder, som de var blevet fordærvet af, og minder dem om, at intet er farligere end at blive draget bort fra evangeliets enfold. Og at han var begyndt at blive noget ringeagtet hos dem, mens andre blev modtaget med større gunst, påviser han, at det ikke skyldes ham selv, men deres hovmod eller forvænthed; for de andre havde intet bragt dem, som var bedre eller ypperligere, og han var kun blevet foragtet hos dem, fordi han ikke gjorde sig til med elegant tale, eller fordi han i frivillig underordning og af hensyn til deres svaghed havde givet afkald på sin ret. Denne ironi rummer en skjult bebrejdelse af utaknemmelighed. For hvor var retfærdigheden i at regne ham for mindre, fordi han havde tilpasset sig dem? Han bevidner dog, at han ikke har afstået fra den løn, han havde krav på, fordi han elskede korintherne mindre, men for at de falske apostle ikke skulle have forspring på noget punkt, for han så, at de lagde fælder med dette kneb. Efter at have dadlet korinthernes uretfærdige og ondsindede dom lader han sig i from stolthed rive med og nævner, hvor storslået han kunne prale, hvis han ville – dog efter først at have sagt, at han er tåbelig, når han priser sig selv, og at det er for deres skyld. Til sidst, som om han lægger hånd på sig selv midt i løbet, siger han, at det vigtigste i hans ros er den ydmyghed, som de hovmodige foragtede; for Herren havde formanet ham til ikke at rose sig af andet end sine svagheder. Mod slutningen af tolvte kapitel bebrejder han dem igen, at de tvinger ham til at tale så tåbeligt, når de hengiver sig til ærgerrige mennesker, som fremmedgør dem for Kristus. Desuden går han endnu skarpere imod dem, der stædigt rasede mod ham og føjede denne frækhed i modstanden til deres tidligere skændselsgerninger. I trettende kapitel varsler han en strengere straf over sådanne og formaner i almindelighed alle til at anerkende hans apostelembede, hvilket de jo vil gøre til deres eget bedste, eftersom det er til skade for dem at foragte den, som de havde erfaret var Herrens sikre og trofaste sendebud.