Indledning til Romerbrevet

Jeg ved ikke, om det er umagen værd at dvæle længe ved at prise dette brevs nytte. Dels frygter jeg, at mine lovord, som utvivlsomt ligger langt under dets storhed, kun vil formørke det; dels træder det meget bedre selv frem ved det allerførste blik og forklarer sig bedre ved sin sande skikkelse, end det kan beskrives med nogen ord. Det er derfor bedre straks at gå over til selve indholdet. Deraf vil det uden videre og uden diskussion stå klart, at brevet ud over mange andre og fremragende gaver har denne særlige egenskab, som aldrig kan værdsættes nok efter fortjeneste: at den, der har nået en sand forståelse af det, har døren åben til alle Skriftens mest skjulte skatte.

Hele brevet er så metodisk opbygget, at også selve indledningen er komponeret efter talekunstens regler. Kunstfærdigheden viser sig i mange ting, som vil blive påpeget på deres plads, men mest i, at hovedemnet udledes af den. For han begynder med at godtgøre sit apostelembede og kommer derfra ind på at anbefale evangeliet; og da dette nødvendigvis fører en drøftelse af troen med sig, glider han over i den, som om ordenes sammenhæng førte ham ved hånden. Således går han ind på hele brevets hovedspørgsmål, at vi retfærdiggøres af tro, og det behandler han indtil slutningen af femte kapitel. Lad os derfor opstille dette som tese for disse kapitler: Menneskenes eneste retfærdighed er Guds barmhjertighed i Kristus, når den, tilbudt gennem evangeliet, gribes ved troen. Men menneskene sover hen i deres laster, smigrer sig selv og narrer sig selv med en falsk forestilling om retfærdighed, så de ikke mener, at de trænger til troens retfærdighed, medmindre al selvtillid først er slået ned i dem; og de er så berusede af lysternes sødme og sunket så dybt ned i sorgløshed, at de ikke let vækkes til at søge retfærdighed, medmindre de rammes af rædsel for Guds dom. Derfor gør han begge dele: Han overbeviser dem om deres uretfærdighed, og når de er overbevist, ryster han sløvheden af dem.

Først dømmer han ud fra selve verdens indretning hele menneskeslægten skyldig i utaknemmelighed, fordi de ikke kender Skaberen igen i hans så fremragende værker; ja, selv når de tvinges til at erkende ham, ærer de ikke hans majestæt, som det sig hører, men vanhelliger og krænker den ved deres tomhed. Således dømmes alle skyldige i ugudelighed, den mest afskyelige af alle forbrydelser. Og for at det skal blive endnu tydeligere, at alle er faldet fra Herren, opregner han de skændige og rædselsfulde ugerninger, som mennesker overalt er hildet i. Det er et klart bevis på, at de er faldet bort fra Gud, for disse ting er tegn på Guds vrede, og de ville ikke findes uden hos de ugudelige. Men jøderne og nogle af hedningerne skjulte deres indre ondskab under et slør af ydre hellighed, så det ikke så ud, som om de kunne anklages for disse ugerninger, og man mente derfor, at de var undtaget fra den fælles fordømmelse. Derfor retter apostlen sin pen mod denne påtagne hellighed. Og da masken ikke kunne rives af disse små helgener for menneskers øjne, kalder han dem frem for Guds dom, hvis øjne ikke engang de skjulte begær kan narre.

Derefter deler han emnet og stiller jøder og hedninger hver for sig frem for Guds domstol. Hedningerne afskærer han fra den undskyldning, de påberåbte sig, at de havde været uvidende; for deres samvittighed var for dem i lovens sted, og den anklagede dem mere end nok. Jøderne presser han hårdest på det punkt, hvor de søgte deres forsvar, nemlig den skrevne lov: Når det blev vist, at de havde overtrådt den, kunne de ikke benægte deres uretfærdighed, for dommen over dem var allerede afsagt af Guds egen mund. Samtidig tager han en indvending op, som kunne synes at tale til deres fordel: at Guds pagt, som for dem var kendetegnet på deres helligelse, ville lide uret, hvis de ikke blev skilt ud fra de andre. Her lærer han først, at de i kraft af pagten intet har forud for de andre, eftersom de ved deres troløshed er faldet fra den. Dernæst indrømmer han dem, for at Guds løftes fasthed ikke skal svækkes, en vis fortrinsret ud fra pagten, men en fortrinsret, der beror på Guds barmhjertighed, ikke på deres egen fortjeneste. Hvad deres egne gaver angår, står de derfor lige med hedningerne. Så bekræfter han med Skriftens myndighed, at både jøder og hedninger alle er syndere, og her berører han også en smule lovens brug.

Da han således fuldstændig har frataget menneskeslægten både tilliden til egen kraft og æren af at være retfærdig og har slået den til jorden med Guds doms strenghed, vender han nu tilbage til det, han havde sat sig for: at vi retfærdiggøres af tro. Han forklarer, hvad denne tro er, og hvordan vi ved den får Kristi retfærdighed. Herefter føjer han ved slutningen af tredje kapitel et storslået udbrud til for at knække det menneskelige hovmods vildskab, så det ikke vover at hæve sig imod Guds nåde. Og for at jøderne ikke skal lukke så stor en nåde fra Gud inde i deres eget folk, gør han i forbifarten krav på den også for hedningerne.

I fjerde kapitel argumenterer han ud fra et eksempel, som han fremstiller, fordi det er fremtrædende og derfor slet ikke kan gøres til genstand for spidsfindigheder: nemlig Abraham, der, da han er de troendes far, må være som en rettesnor og et almengyldigt forbillede. Da han altså har bevist, at Abraham blev retfærdiggjort af tro, lærer han, at vi må holde fast ved den samme vej. Og her indskyder han, at det følger af en sammenligning af modsætningerne, at gerningsretfærdigheden forsvinder, hvor der gives plads for retfærdiggørelsen af tro. Det bekræfter han med Davids ord: Når David lægger menneskets salighed i Guds barmhjertighed, fratager han gerningerne evnen til at gøre mennesket saligt. Så udfolder han mere udførligt det, han før kort havde berørt: at jøderne ikke har nogen grund til at hæve sig over hedningerne, for denne lykke er fælles for dem på lige fod, eftersom Skriften fortæller, at Abraham fik retfærdigheden, mens han endnu var uomskåret. Her tilføjer han ved lejligheden noget om omskærelsens brug. Derefter føjer han til, at løftet om frelse alene hviler på Guds godhed; for hvis det hvilede på loven, ville det hverken bringe ro til samvittighederne, hvor det dog skal grundfæstes, eller nogen sinde nå sin fuldbyrdelse. For at det skal være fast og sikkert, må vi derfor, når vi tager imod det, alene se på Guds sandhed og ikke på os selv; og det efter Abrahams eksempel, som vendte blikket bort fra sig selv og rettede det mod Guds magt. Ved slutningen af kapitlet sammenligner han lighederne på begge sider for at anvende det anførte eksempel så nøje som muligt på den almene sag.

Efter at have givet en forsmag på frugten og virkningen af troens retfærdighed bruger han næsten hele femte kapitel på udvidelser for at belyse sagen bedre. Med en slutning fra det større viser han nemlig, hvor meget vi, der nu er forløst og forsonet med Gud, må vente af hans kærlighed, som var så overstrømmende over for syndere og fortabte, at han gav os sin enbårne og højtelskede Søn. Derefter sammenligner han synden med den uforskyldte retfærdighed, Kristus med Adam, døden med livet og loven med nåden. Deraf står det fast, at vores onder, hvor store de end er, opsluges af Guds uendelige godhed.

I sjette kapitel går han over til helliggørelsen, som vi får i Kristus. For kødet er tilbøjeligt til, så snart det har fået en let smag af denne nåde, roligt at give efter for sine laster og lyster, som om det allerede var sluppet for dem. Men Paulus hævder her tværtimod, at vi ikke kan modtage retfærdigheden i Kristus uden samtidig at gribe helliggørelsen. Han argumenterer ud fra dåben, hvorved vi indvies til delagtighed i Kristus: Dér begraves vi med Kristus, for at vi, døde fra os selv, ved hans liv kan oprejses til et nyt liv. Altså følger det, at ingen kan iføre sig hans retfærdighed uden genfødsel. Derfra udleder han formaninger til et rent og helligt liv, som nødvendigvis må vise sig hos dem, der er ført over fra syndens rige til retfærdighedens rige, så de forkaster den ugudelige eftergivenhed over for kødet, som i Kristus søger en friere adgang til at synde. Han indskyder også en kort omtale af, at loven er ophævet; i denne ophævelse stråler den nye pagt frem, hvor Helligånden loves sammen med syndernes glemsel.

I syvende kapitel går han ind på en egentlig drøftelse af lovens brug, som han før kun som med en fingerpeg og så at sige i forbifarten havde antydet. Han angiver grunden til, at vi er løst fra loven: at den i sig selv kun førte til fordømmelse. For at dette ikke skal blive til forhånelse af loven, forsvarer han den kraftigt mod enhver bagvaskelse. Han lærer nemlig, at det var vores egen skyld, at det, der var givet til liv, blev til årsag til død. Samtidig forklarer han, hvordan synden forøges ved loven. Derfra går han over til at beskrive kampen mellem ånd og kød, som Guds børn mærker i sig selv, så længe de er omsluttet af det dødelige legemes fængsel. De bærer nemlig på rester af begæret, som hele tiden delvis trækker dem bort fra lydigheden mod loven.

Kapitel 8 er fuldt af trøst, for at de troendes samvittigheder ikke skal blive skræmt og slået ned, når de hører om den ulydighed – eller rettere den ufuldkomne lydighed – som han før havde påvist. Men for at de ugudelige ikke skal smigre sig selv med det, bevidner han først, at denne velgerning kun gælder de genfødte, i hvem Guds Ånd lever og er virksom. Han forklarer altså to ting: at alle, der ved hans Ånd er indpodet i Herren Kristus, er uden for fordømmelsens fare og risiko, hvor tynget de end stadig er af synder; og dernæst at alle, der bliver i kødet uden del i Åndens helliggørelse, slet ikke har del i et så stort gode. Derefter forklarer han, hvor stor visheden i vores tillid er, eftersom Guds Ånd ved sit vidnesbyrd driver al tvivl og ængstelse bort. Desuden imødegår han på forhånd en indvending og viser, at det evige livs sikkerhed ikke kan afbrydes eller forstyrres af de nuværende lidelser, som vi er underlagt i dette dødelige liv; tværtimod fremmes vores frelse ved sådanne prøvelser, og sammenlignet med dens herlighed er alle nuværende lidelser intet værd. Det bekræfter han med Kristi eksempel: Ligesom han er den førstefødte og har forrangen i Guds familie, sådan er han også det forbillede, som vi alle skal formes efter. Og så føjer han, som om alt allerede var i sikkerhed, den herligste triumf til, hvormed han frimodigt håner Satans magt og rænker.

Men mange blev foruroliget, når de så, at jøderne, pagtens fornemste vogtere og arvinger, vendte sig bort fra Kristus. De sluttede nemlig deraf, at enten var pagten flyttet bort fra Abrahams efterkommere, som foragtede pagtens fuldbyrdelse, eller også var han ikke den lovede forløser, siden han ikke sørgede bedre for Israels folk. Dette spørgsmål begynder han at imødegå fra begyndelsen af niende kapitel. Først taler han om sin kærlighed til sine landsmænd, for at det ikke skal se ud, som om han siger noget af had; samtidig nævner han venligt de herligheder, de udmærkede sig ved, og glider så blidt over til at fjerne den anstødssten, som opstod af deres blindhed. Han skelner nemlig mellem to slags Abrahams børn for at vise, at ikke alle, der nedstammer fra ham efter kødet, regnes til hans afkom, så de får del i pagtens nåde; og at fremmede omvendt regnes som børn, hvis de indpodes ved troen. Som eksempel herpå fremfører han Jakob og Esau. Derfor fører han os her tilbage til Guds udvælgelse, som man nødvendigvis må anse for det, hele sagen afhænger af. Og da denne udvælgelse alene hviler på Guds barmhjertighed, søger man forgæves dens årsag i menneskers værdighed. Over for den står forkastelsen; selv om dens retfærdighed er sikker, findes der dog ingen årsag til den, der er højere end Guds vilje. Luthersk note: Calvin lærer her, at Gud ved sin vilje forkaster nogle, ligesom han udvælger andre (dobbelt forudbestemmelse). Luthersk lære siger, at Guds evige udvælgelse kun gælder Guds børn og er årsag til deres frelse, mens Gud ikke vil nogens fortabelse; årsagen til, at mennesker går fortabt, er deres egen synd og vantro, når de står Ordet og Helligånden imod (Konkordieformlen XI). Mod slutningen af kapitlet viser han, at både hedningernes kaldelse og jødernes forkastelse er bevidnet af profeternes forudsigelser.

I tiende kapitel begynder han igen med at bevidne sin kærlighed til jøderne og siger tydeligt, at deres tomme tillid til gerningerne var årsag til deres undergang. Og for at de ikke skal skyde loven foran sig, imødegår han dem: Også loven fører os ved hånden til troens retfærdighed. Han tilføjer, at denne retfærdighed ved Guds godhed tilbydes alle folkeslag uden forskel, men kun gribes af dem, som Herren har oplyst ved en særlig nåde. Luthersk note: Calvin skelner her mellem evangeliets almindelige tilbud og en særlig nåde, som kun gives nogle. Luthersk lære siger, at Gud gennem Ordet alvorligt vil virke troen hos alle, der kaldes, og at de, der ikke tror, selv står Helligånden imod (Konkordieformlen XI). At flere fra hedningerne end fra jøderne havde fået del i dette gode, minder han om, var også forudsagt af Moses og Esajas; den ene profeterede åbenlyst om hedningernes kaldelse, den anden om jødernes forhærdelse.

Der var dog stadig det spørgsmål tilbage, om der ikke ud fra Herrens pagt var en vis forskel mellem Abrahams efterkommere og de andre folkeslag. For at løse det minder han først om, at Herrens værk ikke må begrænses til det, øjet ser, for de udvalgte undgår ofte vores kundskab. Sådan tog Elias engang fejl, da han troede, at den sande gudsdyrkelse var forsvundet blandt israelitterne, skønt der endnu var syv tusind tilbage. Dernæst minder han om, at vi ikke skal lade os forvirre af den mængde vantro, som vi ser afsky evangeliet. Endelig fastslår han, at Herrens pagt også bliver hos Abrahams kødelige efterkommere, men hos dem, som Herren ved sin frie udvælgelse har forudbestemt. Så vender han talen til hedningerne, for at de ikke skal blive alt for overmodige over, at de er antaget som børn, og håne jøderne som forkastede; for de overgår dem ikke i noget andet end i, at Herren har agtet dem værdige, og det burde snarere give dem grund til ydmyghed. Ja, heller ikke denne nåde er gået bort fra Abrahams efterkommere, for jøderne skal til sidst ægges til jalousi ved hedningernes tro, så Herren således kan samle hele sit Israel igen.

De tre følgende kapitler er formanende, men hver på sin måde. Tolvte kapitel former det kristne liv ved almene forskrifter. Trettende kapitel handler for en god del om at forsvare øvrighedens ret. Deraf kan vi med sikkerhed slutte, at der dengang var nogle urolige mennesker, som mente, at den kristne frihed ikke kunne bestå, medmindre den borgerlige magt blev styrtet. Men for at det ikke skal se ud, som om Paulus pålægger kirken noget ud over kærlighedens pligter, viser han, at også denne lydighed er indbefattet i kærligheden. Derefter tilføjer han forskrifter til livets indretning, som han endnu ikke havde opregnet. I det næste kapitel giver han en formaning, som var særlig nødvendig i den tid. For der var nogle, som med temmelig stædig overtro holdt fast ved de mosaiske skikke og ikke kunne tåle, at de blev forsømt, uden at tage dybt anstød. De, der var blevet styrket i vished om, at skikkene var ophævet, viste med vilje foragt for dem for at rive overtroen op med rode. Begge parter syndede ved mangel på mådehold. De overtroiske fordømte nemlig de andre som foragtere af Guds lov, og de andre spottede til gengæld i utide de førstes enfold. Derfor anvender apostlen et mådehold, der passer for begge: De stærke holder han fra hovmod og hån, de overtroiske fra overdreven tværhed. Samtidig foreskriver han den bedste måde at bruge den kristne frihed på, nemlig sådan at den holder sig inden for kærlighedens og opbyggelsens grænser; og han sørger godt for de svage, idet han forbyder at gøre noget, som samvittigheden modsætter sig.

Femtende kapitel begynder med at gentage den almene sætning som afslutning på hele drøftelsen: at de stærkere skal bruge deres styrke til at styrke de svage. Men da de mosaiske ceremonier stadig var en kilde til splid mellem jøder og hedninger, bilægger han al rivalisering mellem dem ved at fjerne grunden til hovmod. Han lærer nemlig, at frelsen for begge alene beror på Guds barmhjertighed; støttet på den skal de lægge al stolthed fra sig, og forenet ved den i håbet om én og samme arv skal de tage imod hinanden. Til sidst vil han gå over til at anbefale sit apostelembede, hvilket gav hans lære ikke så lidt vægt, og han tager anledning til at undskylde sig og bede om tilgivelse for sin dristighed, fordi han så frimodigt havde påtaget sig en lærers plads blandt dem. Desuden giver han dem et vist håb om sit besøg, som han i begyndelsen havde nævnt, at han hidtil forgæves havde ønsket og forsøgt; og det gør han ved at tilføje den grund, der for tiden holdt ham tilbage: at menighederne i Makedonien og Akaja havde betroet ham at bringe den indsamling til Jerusalem, som de havde samlet for at lindre de troendes nød dér. Det sidste kapitel går næsten helt med hilsener; dog er der strøet nogle ikke uvæsentlige forskrifter ind, og det slutter med en fremragende bøn.