Indledning til Første Timotheusbrev

Jeg mener, at dette brev er skrevet mere for andres skyld end for Timotheus'; og de, der omhyggeligt har overvejet det hele, vil give mig ret. Jeg nægter ikke, at Paulus også har haft for øje at undervise og formane ham; men jeg siger, at her står meget, som det ville have været overflødigt at skrive, hvis han kun havde haft med Timotheus at gøre. Han var ung og endnu ikke udrustet med den myndighed, der var nok til at holde de frække mennesker i ave, som rejste sig imod ham. Det fremgår nemlig af Paulus' ord, at der dengang var nogle, som var dygtige til at gøre sig bemærket og ikke uden videre ville vige for hvem som helst; og de brændte af en sådan ærgerrighed, at de aldrig ville holde op med at skabe uro i menigheden, medmindre en, der var større end Timotheus, trådte imellem. Ligeledes fremgår det, at der i Efesos var meget, der skulle ordnes, og som krævede Paulus' godkendelse og navn. Da han havde i sinde at formane Timotheus om mange ting, ville han altså samtidig under hans navn formane andre om det samme. I første kapitel udruster han ham mod nogle ærgerrige mennesker, som gjorde sig vigtige ved at drøfte tomme spørgsmål. Man kan slutte, at det var jøder, som foregav nidkærhed for loven, men forsømte opbyggelsen og kun fremførte nysgerrige diskussioner. Men det er en vanhelligelse af Guds lov, som slet ikke kan tåles, ikke at hente noget gavnligt ud af den, men kun at fiske efter stof til snak og misbruge den som påskud til at bebyrde kirken med tåbelige narrestreger. En sådan fordærvelse har jo hersket i pavedømmet i alt for mange århundreder. For hvad var den skolastiske teologi andet end et umådeligt kaos af tomme og intetsigende spekulationer? Og i dag er der mange, som for at vise deres skarpsindighed tillader sig at lege med Guds ord, når de behandler det på samme måde som verdslig filosofi. Paulus erklærer, at han står bag Timotheus, når denne skal irettesætte en sådan fejl; og han minder om, hvad man især skal lære af loven, så det bliver tydeligt, at de, der bruger den anderledes, fordærver loven. Og for at hans myndighed ikke skal blive ringeagtet, bekender han sin uværdighed, men priser samtidig ærefuldt, hvad han ved Guds nåde er begyndt at blive. Til sidst afslutter han kapitlet med en alvorlig indskærpelse, hvormed han både styrker Timotheus i den sunde lære og den gode samvittighed og skræmmer andre ved at stille Hymenæus' og Alexanders eksempel frem. I andet kapitel befaler han, at alle i de offentlige bønner skal anbefales Gud, og udtrykkeligt fyrster og øvrighed; her berører han i forbifarten også, hvilken nytte verden har af det borgerlige styre. Og der gives en grund til, at bønnerne skal frembæres for alle: Ved at tilbyde alle evangeliet og Kristus som mellemmand viser Gud, at han vil, at alle skal frelses. Dette bekræfter han også ud fra sit apostelembede, som egentlig var bestemt for hedningerne. Derfor indbyder han alle, hvilket sted eller hvilken egn de end hører til, til at bede til Gud; og ved denne lejlighed taler han om, hvilken beskedenhed og underordning kvinderne skal vise i den hellige forsamling. I tredje kapitel viser han, hvor herlig en opgave biskopsembedet er, og tegner så et billede af den sande biskop og opregner de egenskaber, der kræves af ham. Derefter foreskriver han, hvordan diakonerne skal være, og hvordan både de enes og de andres hustruer skal være. Og for at Timotheus skal vise så meget desto større omhu og samvittighedsfuldhed i at holde alt dette, minder han ham om, hvad det vil sige at have sin gerning i kirkens styre, som er Guds hus og sandhedens søjle. Til sidst nævner han hele den himmelske læres hovedpunkt og så at sige omdrejningspunkt: at Guds Søn er åbenbaret i kødet. Over for det skal alt det andet, som han så de pralende mennesker dvæle ved alene, regnes for småting. Hvad det følgende angår, fordømmer han i begyndelsen af fjerde kapitel strengt både de falske lærdomme om forbud mod ægteskab og mod visse madvarer og de tåbelige fabler, som ikke stemmer med dette hovedpunkt. Dernæst tilføjer han, at han selv og alle fromme, som holder fast ved dette hovedpunkt, kun har de mennesker til modstandere, som ikke kan tåle, at håbet sættes til den levende Gud. Ved slutningen af kapitlet styrker han igen Timotheus med en ny formaning. I femte kapitel anbefaler han ham mildhed og lempelighed, når han irettesætter, og taler derefter om enkerne, som dengang blev optaget i kirkens tjeneste. Han forbyder, at alle uden forskel optages, men kun dem, som har vist sig gode gennem hele livet, er nået til det tresindstyvende år og ikke har forpligtelser over for en husstand. Derfra går han over til de ældste og minder om, hvordan de skal behandles, både med hensyn til underhold og til tugt. Denne lære stadfæster han så at sige med en højtidelig formaning og forbyder ham igen at optage nogen i de ældstes kreds uden omtanke. Han formaner ham til at drikke vin i stedet for vand for sit helbreds skyld. Ved kapitlets slutning formaner han ham til at holde sin dom tilbage over skjulte synder. I sjette kapitel giver han forskrifter om slavernes pligter, og ved denne lejlighed går han løs på de falske lærere, som strides om tomme spekulationer og er mere optaget af gevinst end af opbyggelse; og han lærer, hvor ødelæggende en pest griskheden er. Derfra vender han igen tilbage til en højtidelig formaning som den foregående, så det ikke skal være forgæves, at han har givet Timotheus disse befalinger. Mod slutningen nævner han i forbifarten de rige og forbyder igen Timotheus at lade sig hindre af tomme lærdomme. Jeg er ikke enig i den almindelige græske overskrift, der siger, at dette brev blev sendt fra Laodikea. For da Paulus, der skriver til kolossenserne fra fangenskabet, bevidner, at laodikeerne aldrig havde set ham, må de, der hælder til denne mening, som jeg forkaster, regne med to byer ved navn Laodikea i Lilleasien, skønt forfatterne ikke omtaler nogen anden. Dernæst havde Paulus efterladt Timotheus i Efesos, da han rejste til Makedonien, som hans ord viser. Dette brev skrev han enten undervejs, før han var nået dertil, eller da han var vendt tilbage efter at have fuldført rejsen. Men det er sikkert, at Laodikea ligger længere fra Makedonien end selve Efesos. Og det er heller ikke sandsynligt, at han på tilbagevejen skulle være gået uden om Efesos og have begivet sig til Laodikea, især da mange grunde kaldte ham til Efesos. Derfor mener jeg snarere, at han skrev det fra et andet sted. Dog er netop dette ikke så vigtigt, at jeg vil strides med dem, der mener noget andet; enhver må beholde sin egen mening; jeg angiver blot, hvad der efter min mening er mest sandsynligt.