Indledning til Galaterbrevet

Det er velkendt nok, hvilken del af Lilleasien galaterne boede i, og hvilke grænser deres land havde; men forfatterne er ikke lige så enige om, hvorfra de stammede. At de var gallere, er alle enige om; deraf også navnet gallogrækere. Men man er mindre enig om, fra hvilken del af Gallien de kom. Strabon mente, at tektosagerne kom fra Gallia Narbonensis, og at de andre var keltere; ham har næsten alle fulgt. Men da Plinius regner ambianerne med til tektosagerne, og da de efter alles samstemmende vidnesbyrd havde tolistobogerne til forbundsfæller, som boede ved Rhinen, finder jeg det mere sandsynligt, at de var belgere fra Rhinens nederste løb ud mod Det Britanniske Hav. Tolistobogerne havde nemlig den egn, hvor folkene i Kleve og Brabant nu bor. Fejlen er efter min mening opstået sådan: da en flok tektosager havde gjort indfald i Gallia Narbonensis, beholdt den sit navn og gav det til det land, den havde taget i besiddelse. Det er også det, Ausonius antyder, når han siger: «helt til teutosagerne, belgere med deres oprindelige navn». For han nævner både belgerne og bevidner, at de i begyndelsen hed teutosager, de samme som siden blev kaldt tektosager. Når Cæsar derimod placerer tektosagerne i Den Hercyniske Skov, forstår jeg det sådan, at det skete ved en udvandring; det kan man også slutte af sammenhængen. Men om folkets oprindelse er der nu sagt mere end nok, hvad dette sted angår. Galaterne, som havde den del af Asien, der blev opkaldt efter dem, var delt i tre hovedfolk, tektosager, tolistoboger og trokmer, og ifølge Plinius havde de også tre hovedbyer. Engang var de så mægtige blandt deres ukrigeriske naboer, at en stor del af Lilleasien betalte skat til dem. Men til sidst, da fædrenes tapperhed efterhånden svandt, hengav de sig til nydelse og luksus. Derfor blev de uden større besvær slået i et slag og underkuet af den romerske konsul Gnaeus Manlius. På Paulus' tid var de under romersk herredømme. Paulus havde nu undervist dem rent og trofast i evangeliet; men mens han var borte, var der kommet falske apostle, som havde fordærvet den sande sæd med falske og fordærvede læresætninger. De lærte nemlig, at det stadig var nødvendigt at overholde ceremonierne. Det kunne udadtil se ud som en sag af ringe betydning. Men Paulus kæmper, som gjaldt det en hovedartikel i den kristne tro – og det med rette. For det er ikke noget lille onde, at evangeliets klarhed kvæles, at samvittighederne lægges i snarer, og at forskellen mellem den gamle og den nye pagt ophæves. Desuden så han, at disse vildfarelser også var forbundet med den ugudelige og fordærvelige forestilling om at fortjene retfærdighed. Det er grunden til, at han kæmper med så stor heftighed og iver. Når også vi nu er gjort opmærksomme på, hvor alvorlig og vigtig en strid der er tale om her, så lad os læse med så meget større opmærksomhed. Den, der bedømmer sagen ud fra Origenes' eller Hieronymus' kommentarer, vil undre sig over, at Paulus blev så oprørt over nogle ydre ritualer. Men enhver, der ser på selve kilden, vil erkende, at sagen ikke var for ringe til en så skarp strid. Fordi galaterne af alt for stor godtroenhed, ja, af letsind og dumhed havde ladet sig føre bort fra den rette vej, irettesætter han dem så meget skarpere. Jeg er nemlig ikke enig med dem, der mener, at de blev behandlet hårdere, fordi de var tunge i opfattelsen. Også efeserne og kolossenserne var blevet fristet. Hvis de lige så let havde givet efter for bedrageriet, tror vi så, at Paulus ville have handlet mildere med dem? Denne frimodighed i at irettesætte havde han altså ikke fra folkets natur; det var snarere sagens skændighed, der tvang den frem. Nu da vi ved, hvad grunden til brevet var, så lad os komme til gangen i fremstillingen. I de to første kapitler kæmper han for sit apostelembedes myndighed – bortset fra at han ved lejlighed hen mod slutningen af andet kapitel går ind på hovedsagen, det vil sige spørgsmålet om menneskets retfærdiggørelse; den drøfter han dog først grundigt og udtrykkeligt i tredje kapitel. Selv om han i de to kapitler synes at behandle mange ting, har han dog kun ét for øje: at bevise, at han er de største apostle jævnbyrdig, og at intet mangler ham i at blive regnet for apostel med samme æresrang som de. Men det er værd at vide, hvorfor han gør sig så stor umage for sit omdømme. For blot Kristus regerer, og lærens renhed forbliver uskadt, hvad betyder det så, om han er større end Peter eller mindre, eller om de alle er ligestillede? Hvis alle skal blive mindre, for at Kristus alene kan vokse, er det unyttigt at strides om menneskers værdighed. Dernæst kan man også spørge, hvorfor han sammenligner sig med de andre apostle. For hvad strid havde han med Peter, Jakob og Johannes? Hvad var så meningen med at stille dem, der var enige og godt forbundne, op imod hinanden? Jeg svarer: De falske apostle, som havde ført galaterne bag lyset, havde for bedre at kunne gøre sig gældende dækket sig bag apostlenes navne, som om de var udsendt af dem. Det var et glimrende kneb, for man troede, at de optrådte på apostlenes vegne og så at sige talte med deres mund; imens fratog de Paulus navnet og retten som apostel. De indvendte nemlig, at han ikke var udvalgt af Herren som en af de tolv, at han aldrig var blevet anerkendt som apostel af apostelkredsen, og at han ikke havde sin lære fra Kristus, ja, end ikke fra apostlene selv. Følgen var, at Paulus' myndighed ikke blot blev svækket, men at han blev regnet for en hvilken som helst af flokken og langt under dem. Havde det kun drejet sig om personer, havde det ikke været slemt for Paulus at blive anset for en menig discipel; men da han så, at hans lære derved blev ringeagtet og regnet for mindre, kunne han ikke tie, men måtte protestere kraftigt. Det er Satans kunstgreb: når han ikke tør angribe læren åbenlyst, undergraver han dens majestæt ad skjulte gange. Lad os derfor huske, at det var evangeliets sandhed, der blev angrebet i Paulus' person. For hvis han havde ladet sig fratage apostelembedets ære, fulgte det, at han hidtil havde tiltaget sig mere, end der tilkom ham. Denne falske pralen ville også have gjort ham mistænkelig på andre punkter. Og deraf afhang også, hvordan man vurderede læren: man ville begynde at tage imod den, ikke som om den kom fra Kristi apostel, men fra en almindelig discipel. Omvendt blev han overstrålet af de store navnes glans. For når de pralede med Peters, Jakobs og Johannes' navn, tiltog de sig apostolisk myndighed. Havde Paulus ikke modstået dette praleri mandigt, havde han givet løgnen plads og atter ladet sandheden blive undertrykt i sin person. Han kæmper derfor alvorligt for begge dele: både at han er indsat som apostel af Herren, og at han ikke står det mindste under de andre, men har samme ret og værdighed, ligesom han har navnet til fælles med dem. Han kunne nok have nægtet, at de var udsendt af Peter og hans kolleger eller havde nogen fuldmagt fra dem; men dette forsvar har langt større vægt: at han ikke viger for apostlene selv; for hvis han havde trukket sig, ville man have troet, at han ikke stolede på sin sag. Jerusalem var dengang alle menigheders moder, fordi evangeliet derfra var strømmet ud over hele verden, og byen så at sige var Kristi riges fornemste sæde. Enhver, der kom derfra til andre menigheder, blev med rette modtaget med ærbødighed. Men mange var opblæste af tåbelig stolthed, fordi de havde været fortrolige med apostlene eller i det mindste var oplært i deres skole. Derfor brød de sig ikke om andet end det, de havde set i Jerusalem. Alle andre skikke, der ikke var i brug dér, afviste de ikke blot, men fordømte dem også frækt. Et sådant stivsind er den værste pest: når vi vil have én menigheds skik til at gælde som almen lov. Den udspringer af en forvendt iver, når vi er så knyttet til en lærer eller et sted, at vi uden dømmekraft vil tvinge alle steder og alle mennesker ind under ét menneskes mening og ét steds ordninger, som var de en fælles forskrift. Dog er der altid ærgerrighed blandet ind; ja, overdrevent stivsind er altid ærgerrigt. For at vende tilbage til de falske apostle: Hvis de blot af forkert kappelyst havde forsøgt at påtvinge alle steder de ceremonier, de havde set blive holdt i Jerusalem, havde de allerede deri syndet ikke så lidt. For det er uret straks at gøre en skik til en regel. Men det værste lå i den ugudelige og fordærvelige lære, at de ville binde samvittighederne med religiøs forpligtelse, og at de satte retfærdigheden i overholdelsen. Nu forstår vi, hvorfor Paulus er så modig, når han hævder sit apostelembede, og hvorfor han stiller sig op over for de andre apostle. Det gør han indtil slutningen af andet kapitel, hvor han går over til at behandle selve sagen: at vi bliver retfærdiggjort for Gud af nåde, ikke af lovens gerninger. Han bygger nemlig på dette argument: Hvis ceremonierne ikke har kraft til at retfærdiggøre, er det heller ikke nødvendigt at overholde dem. Dog taler han ikke kun om ceremonierne, men drøfter gerningerne i almindelighed; ellers ville hele argumentet være kraftesløst. Hvis nogen synes, at det ligger for langt fra sagen, så lad ham overveje to ting. For det første kunne spørgsmålet ikke afgøres på anden måde end ved at tage det almene princip som udgangspunkt: at vi bliver retfærdiggjort af Guds rene nåde; og det udelukker ikke blot ceremonierne, men også andre gerninger. For det andet var Paulus ikke så bekymret for ceremonierne som for den ugudelige forestilling om at opnå frelse ved gerninger. Lad os altså lægge mærke til, at Paulus ikke uden grund begynder helt fra ægget, som man siger, men af nødvendighed peger på selve kilden, så læserne skal vide, at striden her ikke gælder en bagatel, æslets skygge, men den største sag af alle: hvordan vi opnår frelse. De, der mener, at apostlen holder sig til et særligt spørgsmål om ceremonierne, tager altså fejl; for det kunne ikke afgøres for sig selv. Et lignende eksempel har vi i ApG 15,2. Der var strid og uenighed om ceremonierne, om det var nødvendigt at overholde dem. Da apostlene drøfter det, taler de om lovens uudholdelige åg og om syndernes forladelse af nåde. Hvad skal det til for? Det synes jo at være et urimeligt sidespring fra emnet; men sådan er det ikke. For en særlig vildfarelse kan ikke gendrives grundigt på anden måde end ved at tage et alment princip som udgangspunkt. Hvis jeg for eksempel skal drøfte forbuddet mod at spise kød, vil jeg ikke blot tale om madvarer, men ruste mig med den almene lære om, hvad menneskelige overleveringer kan gælde, når det gælder om at binde samvittighederne. Og jeg vil gribe fat i, at der kun er én lovgiver, som har magt til at frelse og ødelægge (Jak 4,12). Kort sagt: Paulus argumenterer her negativt fra det almene til det særlige (fra slægten til arten); det er den almindelige og mest naturlige måde at føre bevis på. Med hvilke vidnesbyrd og grunde han beviser denne sætning – at vi bliver retfærdiggjort alene af Kristi nåde – skal vi se på sit sted. Det fører han igennem til slutningen af tredje kapitel. I begyndelsen af fjerde kapitel behandler han ceremoniernes rette brug, og hvorfor de blev indstiftet; her viser han også, at de nu er afskaffet. Han måtte nemlig imødegå den indvending, som straks ville falde enhver ind: Hvad skulle ceremonierne så til for? Var de unyttige? Beskæftigede fædrene sig forgæves med dem? Begge dele afgør han kort: at de i deres tid ikke var overflødige, og at de nu er ophævet ved Kristi komme, fordi han er deres sandhed og mål. Derfor lærer han, at man skal blive ved ham. Her berører han også kort, hvordan vores stilling adskiller sig fra fædrenes. Deraf følger, at de falske apostles lære er forvendt og skadelig, fordi den formørker evangeliets klarhed med de gamle skygger. Med læren blander han nogle formaninger, som skal bevæge sindet. Hen mod slutningen af kapitlet pryder han sin drøftelse med en smuk allegori. I femte kapitel formaner han til at holde fast ved den frihed, der er købt med Kristi blod, så de ikke overgiver deres samvittigheder til at blive fanget i menneskers påfund. Men samtidig minder han om, hvad frihedens rette grænse er. Og ved den lejlighed viser han, hvad der er de kristnes sande øvelser, så de ikke spilder tiden på ceremonier og forsømmer det vigtigste.