Indledning til Efeserbrevet

Det er velkendt nok, at Efesos var en by i Lilleasien, berømt i mange henseender. Hvordan Herren dér vandt sig et folk ved Paulus' arbejde, hvordan menigheden begyndte, og hvordan den voksede, fortæller Lukas i Apostlenes Gerninger. Her vil jeg kun berøre det, der egentlig angår brevets indhold. Paulus havde oplært efeserne i evangeliets rene lære. Da han var fange i Rom og så, at de havde brug for at blive styrket, skrev han af den grund dette brev. I de tre første kapitler handler han især om at prise Guds nåde. For lige i begyndelsen af første kapitel, efter hilsenen, taler han om Guds udvælgelse af nåde, så de skal erkende, at de nu er kaldet til Guds rige, fordi de var bestemt til livet, før de blev født. Her stråler Guds forunderlige barmhjertighed frem: at menneskers frelse udspringer af, at Gud af fri nåde tager dem til sine børn; det er dens sande og naturlige kilde. Men da menneskers forstand er for sløv til at fatte så ophøjet en hemmelighed, vender han sig til bøn: at Gud vil oplyse efeserne til fuld kundskab om Kristus. I andet kapitel vil han ved en sammenligning gøre nådens storhed endnu større, og derfor minder han dem om, hvor elendige de var, før de blev kaldet til Kristus. For vi fornemmer aldrig tilstrækkeligt, hvor meget vi skylder Kristus, og vi skønner aldrig værdigt nok på, hvor store hans velgerninger mod os er, medmindre vi omvendt får stillet for øje, hvor ulykkelig vores stilling er uden ham. Den anden forstørrelse er, at hedningerne var udelukket fra løfterne om det evige liv, som Gud kun havde fundet jøderne værdige til. I tredje kapitel forkynder han, at hans apostelembede særligt er bestemt for hedningerne, så de, der længe havde været fremmede, nu podes ind i Guds folk. Og da sagen var usædvanlig og ved sin nyhed bragte mange i uro, kalder han den en hemmelighed, der har været skjult fra evige tider, men hvis forvaltning var betroet ham. Hen mod slutningen beder han igen om, at Gud vil fylde efeserne med en fast forståelse af Kristus, så de ikke ønsker at vide noget andet. Formålet er ikke blot, at de, når de husker så mange velgerninger, skal vise sig taknemmelige mod Gud og bevise det ved at hellige sig helt til ham, men endnu mere at fjerne al tvivl hos dem om deres kaldelse. Det er nemlig sandsynligt, at Paulus frygtede, at falske apostle ville bringe deres tro i uro, som om de kun var halvt oplært. De havde nemlig været hedninger og havde taget imod den rene kristendom uden at høre noget om ceremonier eller om omskærelse. Men de, der påtvang de kristne loven, råbte op om, at alle var urene, som ikke var indviet til Gud ved omskærelsen. For dette var deres faste omkvæd: at ingen burde regnes til Guds folk uden de omskårne, og at alle de ritualer, Moses havde foreskrevet, skulle holdes. Derfor bagtalte de Paulus, fordi han gjorde Kristus fælles for hedninger og jøder i lige grad, og de påstod, at hans apostelembede var en vanhelligelse af den himmelske lære, fordi han uden forskel prisgav nådens pagt til urene mennesker. For at efeserne ikke skulle vakle under sådanne bagvaskelser, ville han altså komme dem til hjælp. Når han så omhyggeligt påviser, at de er kaldet til evangeliet, fordi de var udvalgt før verdens skabelse, forbyder han dem på den anden side at tro, at evangeliet var kommet til dem tilfældigt ved et menneskes vilje eller var fløjet til dem ved et lykketræf; for Kristi forkyndelse blandt dem havde ikke været andet end offentliggørelsen af hans evige beslutning. Når han stiller dem deres tidligere livs ulykkelige tilstand for øje, minder han dem samtidig om, at det var en sjælden og forunderlig barmhjertighed fra Gud, at de var kommet op af så dybt et svælg. Når han taler om det apostelembede, der er ham betroet over for hedningerne, styrker han dem i den tro, de engang har taget imod, fordi de af Gud er optaget i menighedens fællesskab. Dog er hver eneste sætning her samtidig en formaning, som skulle anspore efeserne til taknemmelighed. I fjerde kapitel beskriver han, hvordan Herren styrer og beskytter sin kirke, nemlig ved evangeliet, som forkyndes af mennesker. Deraf følger, at den ikke kan bevares uskadt på anden måde, og at dette er målet for den sande fuldkommenhed. Apostlens hensigt er derfor at anbefale efeserne det embede, hvorved Gud hersker blandt os. Derefter går han over til forkyndelsens frugter, nemlig uskyld og hellighed og alle gudsfrygtens pligter. Han foreskriver ikke blot i almindelighed, hvordan de kristnes liv skal være, men indføjer også særlige forskrifter, som afhænger af hvert menneskes eget kald.