Indledning til Filipperbrevet

Det er velkendt, at Filippi er en by i Makedonien ved grænsen til Thrakien. På dens sletter blev Pompejus besejret af Cæsar og siden Brutus og Cassius af Antonius og Octavian. [Slaget mellem Cæsar og Pompejus stod i virkeligheden ved Farsalos i Thessalien; ved Filippi stod kun slaget i 42 f.Kr.] Således gjorde de romerske borgerkrige stedet berømt for to mindeværdige slag. Da Paulus ved en åbenbaring var blevet kaldet til Makedonien, grundlagde han som det første en menighed i denne by, som Lukas beretter i Apostlenes Gerninger (ApG 16,9–15). Dette brev bevidner, at menigheden ikke blot stod fast i troen, men også med tiden voksede, både i antal og i fremgang i dyder. Paulus' anledning til at skrive til filipperne var denne: De havde ved deres hyrde Epafroditus sendt ham det, han som fange havde brug for til at klare livet og til andre ekstraordinære udgifter. Der er ingen tvivl om, at Epafroditus samtidig har fortalt ham om hele menighedens tilstand og gjort ham opmærksom på, hvad de havde brug for at blive formanet om. Det fremgår også, at de var blevet sat på prøve af falske apostle, som dengang drog rundt alle vegne for at udbrede fordærvelser af den sunde lære. Men fordi de var blevet stående i sandheden, roser Paulus deres standhaftighed. Alligevel husker han på den menneskelige skrøbelighed og er måske også blevet mindet af Epafroditus om, at de i tide måtte styrkes, så de ikke til sidst begyndte at vakle. Derfor føjer han sådanne formaninger til, som han vidste passede til dem. Først vidner han om sit hjertes fromme kærlighed til dem for at vinde deres tillid, og så taler han om sig selv og sine lænker, for at de ikke skal tabe modet, fordi de ser, at han er fanget og i fare for at miste livet. Han viser altså, at evangeliets herlighed så lidt formindskes derved, at det tværtimod tjener til at bekræfte det; og samtidig tilskynder han dem med sit eget eksempel til at være rede til alt. Til sidst afslutter han første kapitel med en kort formaning til enhed og tålmodighed. Men fordi ærgerrighed næsten altid er stridighedernes moder og derfor åbner døren for nye og fremmede lærdomme, besværger han dem i begyndelsen af andet kapitel så meget desto stærkere om ikke at sætte noget højere end ydmyghed og beskedenhed. Hertil bruger han flere argumenter. Og for bedre at holde dem fast lover han, at han snart vil sende Timotheus til dem; ja, han giver dem også håb om, at han selv vil komme. Derefter undskylder han, at Epafroditus er blevet så længe. I tredje kapitel går han løs på de falske apostle og gendriver både deres tomme pral og den lære om omskærelsen, som de pressede på med. Over for alle deres påfund stiller han Kristus alene; over for deres hovmod stiller han både sit tidligere liv og sin nuværende livsførelse, hvori det sande billede af kristen fromhed lyste frem. Og han minder om, at målet for vores fuldkommenhed, som vi skal stræbe efter hele livet, er dette: at have fællesskab med Kristus i hans død og opstandelse; og det bekræfter han med sit eget eksempel. Fjerde kapitel begynder med formaninger til enkeltpersoner, men går snart over til almindelige formaninger. Brevet afslutter han med et vidnesbyrd om sin taknemmelighed over for filipperne, for at de ikke skal tro, at det, de havde givet for at afhjælpe hans nød, var dårligt anbragt.